Forfatter, kunstner og kurator Karin Hald er aktuel med sin litterære debut Blomst, buket. Karin er uddannet billedkunstner fra Konsthögskolan i Malmö samt forfatter fra Litterär Gestaltning. Hun er kurator og redaktør hos Forlaget Gestus og arbejder i et udvidet felt mellem performancekunst og poesi, kroppen og udgivelsesteknologier. Ordet ‘intimitet’ går igen, når hun fortæller om sin praksis.
Jeg møder Karin en lun eftermiddag i hendes lejlighed. Vi sidder i hendes stue, der bades i solen. Et blåligt skær gennemstrømmer rummet, mens vi bladrer i hendes nyudgivne, konceptuelle bogværk, Blomst, buket, der i presseteksten betegnes som en hybridroman. Værket, der er blevet til i en kollektiv proces, består af en flerstemmighed af minder.
Sandra Cecilie Quist [SQ]: Hvordan er Blomst, buket blevet til?
Karin Hald [KH]: Jeg havde en skrivekrise, mens jeg skrev på et manuskript om en traumatisk oplevelse. Denne oplevelse havde kulmineret i, at jeg periodisk mistede evnen til at læse og skrive. Jeg ville fremskrive det her rum, hvor evnen til at læse og skrive ikke eksisterede, men hver gang jeg skrev på manuskriptet, måtte jeg hensætte mig til det følelsesregister, der fandtes i traumet. Det var for svært, og jeg lagde derfor manuskriptet til side med et ønske om at ville arbejde på en tekst, der føltes hyper konkret. Derfor tog jeg den amerikanske kunstner og forfatter Joe Brainards ikoniske værk, I Remember, der har en konceptuel form, hvor hver sætning begynder med ordene ”I remember”. Jeg approprierede denne form, men gjorde den samtidig til min egen.
SQ: Din bog, Blomst, buket, har fire dele. Første del består af jegets egne erindringer, i anden del mindes jeget i dialog med sin mor, og i tredje del oplever vi en polyfoni af stemmer. Værket afsluttes med et essay.
KH: Ja, første del består af minder fortalt af mig selv. Jeg så, at der var en overvægt af minder om min relation til min mor og hendes periodiske psykiske sygdom, der blev udløst af min lillesøsters død. Jeg spurgte min mor, om hun kunne tænke sig at skrive med. Derfor tager andet kapitel form som en dialog med min mor, som ellers ikke er et skrivende menneske. Mine minder står på højre side, mens hendes står på venstre side. Tredje kapitel, polyfonien, opstod, fordi min mor afsluttede et minde med at pointere, at da jeg blev billedkunstner, vendte jeg mit blik mod min omverden i noget, hun kaldte ”en hensynsløs empati”. Hun spurgte: ”Gad vide hvad der ville ske, hvis du selv oplevede samme granskning?” Man kan let tro, at minder rummer en sandhedsværdi i tråd med det autobiografiske, som jeg i øvrigt ikke tror på. Som svar på min mors spørgsmål bad jeg 25 mennesker fra nær familie til venner og bekendte og perifere personer, om ærligt at beskrive minder om mig ved hjælp af samme konceptuelle form: ”Jeg kan huske…”.
SQ: Er din appropriering af I Remember forbundet med en form for oversættelse?
KH: Ja, en oversættelse, der ikke kun finder sted mellem sprog, men blot i forlængelse af den måde, vi er i verden på. Dét, at vi to sidder og taler sammen nu, er en oversættelse mellem din subjektive opfattelse af verden og min. Det er også det, jeg mener, kunst skal kunne. Kunst skal kunne være noget ekstremt subjektivt og almengyldigt på én gang. I teater og performance er det ofte en tekst på papir, der oversættes til noget tredimensionelt og får krop. Hvordan fortolker en krop en tekst? Hvordan levendegøres den?
SQ: Din bog er samtidig også en fremtidig performance?
KH: Bogen skal blive både en performance og kunstnerbog i efteråret. Jeg vil gerne undgå singulære oplevelser og fortællinger om mine værker, og i kraft af at multiplicere værkets udtryk og muligheder for at blive oplevet, forsøger jeg at nedbryde et hierarki.
SQ: Hvilket slags hierarki?
KH: Et hierarki inde i værket selv. Hvis værket har mange facitter og mange forløb, så kan det forhåbentlig åbne op for en mere generøs tolkning og læsning. Det er en måde, hvorpå værket kan være imødekommende over for beskueren, publikum eller læseren.
SQ: Jeg har tænkt på din bog som ‘et bogværk’, fordi den er mere end bare en bog, men også på performativ vis rummer en kuratering af utallige udsagn. Kan man sige, at der i dens form, allerede nu, er indlejret noget, som kan blive ‘live’?
KH: Ja, bogen fungerer som replikker. Det er minder, som nu er skrevet ned, og i den proces, sker der en ekstrem forflytning. Der er bl.a. sætninger, hvor tonelejet eller rettere manglen på et toneleje gør, at nogle ting bliver læst helt anderledes, end jeg selv havde forstået oprindeligt. Fx en meget tør jysk humor, som på skrift fremstår ubønhørlig, som slag, fordi bogen arbejder med en oversættelse af mundtlige udsagn. Minderne, som vi hele tiden fortæller os selv og hinanden, beder bogen om at blive oversat tilbage til nye kroppe, der kan få lov at levendegøre replikkerne.
SQ: Du har i dine performances arbejdet med bogen og kunstnerbogen som krop – samt kroppen som arkiv for ellers udokumenterede live oplevelser. Tænker du, at idéen om bogen som krop, også findes i Blomst, buket?
KH: Kropsliggørelsen i værket sker, når bogen møder modtageren, læseren. Bogen får lov at leve inde i en anden krop i kraft af følelsesmæssig berøring, når en læser oplever en fysisk reaktion i forlængelsen af læsningen af værket. Bogen arbejder med ustabilitet. Alt er til forhandling i modsætning til litteraturen, der ofte arbejder med en form for fastholdelse af betydning. Det er det, jeg synes, er sværest ved litteraturen i det hele taget.
SQ: Hvad er det, som litteraturen fastholder?
KH: Den fastholder jo en endegyldig fortælling. Som kunstner kan man bruge et år på at skabe en performance, og hvis man er heldig, lever denne performance måske i tre uger over et antal gange. Så forsvinder den. Det kan jeg godt synes er synd, for den fortjener jo at leve og være til stede, men samtidig er der en poetisk retfærdighed og skønhed i, at noget forsvinder. Med en baggrund som billedkunstner er der noget angstprovokerende i at lave en bog, der i højere grad har karakter af at være et færdigt produkt, end det udtryk, jeg har arbejdet med i billed- og performancekunsten. Dette går igen i bogen [Blomst, buket], der forsøger at destabilisere en entydig fortælling. Giver det mening?
SQ: Ja, bestemt. I forlængelse af idéen om bogen som krop har du også beskæftiget dig med intimitet i dine performances. Jeg kom til at tænke på begrebet i forbindelse med din mors udsagn i Blomst, buket om, at du udviste en ”hensynsløs empati”. Kan man måske sige, at ”hensynsløs empati” er en form for intimitet?
KH: Jeg synes, intimitet er noget af det allermest interessante, fordi man ikke kan skabe et intimt rum på kommando. Intimitet er noget, vi kan forsøge at frembringe og altid i en form for fællesskab. Hvis man er i stand til at skabe en intim performance i et rum fyldt med fremmede opstår noget enestående. I forhold til Blomst, buket, tror jeg, intimiteten er forbundet med skam. Intimitetens rum er der, hvor vi bliver skamløse. Lidt i tråd med ”hensynsløs empati”, men intimiteten kan kun opstå i en uudgrundelig respektfuldhed.
SQ: I din bog inviterer du andre stemmer end din egen til ikke alene at deltage i værket, du lader deres stemmer blive en essentiel del af værkets form. Gør det din bog til et deltagerbaseret værk?
KH: Ja, måske kan man kategorisere værket som en participatorisk, konceptuel dannelsesroman. Men ja, den gør i høj grad brug af andres stemmer, også stemmer, der ikke normalt beskæftiger sig med litteratur eller det at skrive. Derfor er der også en del tekst med i bogen, som ikke lever op til de standarder, vi normalt sætter for udgivet tekst. Denne tekst skal også have lov at findes. Jeg har redigeret den så lidt som muligt, fordi det også afslører klasse samt vores læsevaner. Bogens koncept hænger også sammen med et ønske om kropslighed. Jeg har været optaget af, hvordan jeg i bogen kunne skabe kollektivitet og udfordre vores idéer om, hvornår litteratur er god eller skøn. I den hybride form er alt fra første side til forhandling, fordi vi ikke har vedtaget, hvilke rammer værket skal ske ud fra. Dette er også en form for queering. Det subversive som får lov at ske på sine egne vilkår.
SQ: Hvordan arbejder du med skrift som forlæg for livekunst? Og hvorfor skal Blomst, buket blive en performance
KH: Den italienske filosof Adriana Cavarero taler om, hvordan man kan ringe til nogen og sige ”hej det er mig”, hvor den anden ved, at det er netop dig, der ringer. For Cavarero er den mundtlige stemme altid singulær. Det, tænker jeg, ikke gælder for bogen. Men ved at oversætte bogen til en live performance vil den netop få lov til at møde fysisk stemme og krop. Det handler helt grundlæggende om et ønske om at gøre skrift til krop igen.
SQ: Jeg kom til at tænke på dit installationsværk, Situeret viden, hvor noget synliggøres og andet ikke gør. Værket bestod af en rude med en film, der hvert syvende minut skiftede mellem en tilstand, hvor man kunne se og ikke se gennem ruden. Tror du, der er en forbindelse mellem det værks struktur og Blomst, buket?
KH: Værket består af ‘Smart film’, en nyere og innovativ form for glasfilm, der indeholder flydende krystal. Når den flydende krystal tilsættes strøm, bliver den transparent, og det er muligt at se gennem ruden. I slukket tilstand bliver filmen ugennemsigtig, så filmen fungerer på samme måde som en matteret folie. Ja, man kan sige, der er en bevidstgørelse, der kan komme og gå – det gælder også for Blomst, buket. Jeg tænker, det er spændende at skabe forskellige oplevelsesmuligheder inden for samme værk. I forlængelse af Blomst, buket arbejder jeg på at skabe en kunstnerbog, der får lov at være det arkiv af tekster, der ligger til grund for hybridromanen samt den fremtidige performance. Jeg forstår kunstnerbogen som et medie, der har en iboende generøsitet i kraft af, at den indeholder noget, der er tydeligt ufærdigt og processuelt.
SQ: Jeg lagde mærke til en form for forskydning mellem minderne i Blomst, buket. Nogle minder gentages, men detaljerne ændrer sig. Hvordan er forskydningen opstået?
KH: Forskydningen er opstået ved at mindes alene men også sammen med andre. Den er også sket litterært – i gennemarbejdningen af teksten. Det er dét, jeg synes, litteraturen kan – den arbejder med præcision.
SQ: Finder præcision sted på bekostning af noget andet i teksten?
KH: Hmm, jeg tænker, at billedkunsten i hvert fald ikke altid tilbyder den samme præcision. Præcisionen i litteraturen kan muligvis betyde, at værket lukker sig. Værket arbejder med en destabilisering af de historier, vi hele tiden fortæller om os selv. Det er små fiktioner, som læseren i bogen kan se gradvist forandre sig.
SQ: Du har i din performance, To whom it may concern (2019), beskrevet, hvordan både kunstnerbogen og kunstnerisk performance udspringer af en systemkritisk tilgang. Er det en tilgang, der er forbundet med noget, vi kan kalde en kropslig form for viden?
KH: Jeg tænker, det hænger sammen med idéen om arkivet. Arkivering er en konstruktion, der tilgodeser forskellige former for skriftlige og sproglige færdigheder. Men den gængse form for arkivering i den vestlige verden udelukker den kropslige og mundtligt overleverede viden og historiefortælling. En stor mængde viden, går derfor tabt, hvis vi ikke giver agens til kropslighed, minder og flygtighed. Vores nuværende arkiveringspraksis kalder på omstilling og kritikalitet.
SQ: Du er også kurator og redaktør hos kunstplatformen Forlaget gestus, hvor du har beskæftiget dig med ligestillingen af tekst, billedkunst og performance. Er det en form for performance, der måske modsætter sig idéen om, at performance er noget, der sker ”live”? Til fordel for en fordybelse i ”det processuelle”?
KH: Performance må i min optik gerne forstås som noget, der er live og sker i et nu, men jeg tænker samtidig, at det er vigtigere og mere spændende, at se på performance som noget, der også kan ske, når der ikke er nogen øjne, der hviler på én. Vi performer alle i så høj en grad i dag, at jeg ikke tror, vi er undtaget fra det, når vi er alene. Derfor er tanken om non-performance spændende. Og non-performance i det performative rum – at skabe intimitetens rum i stedet for det performative rum. Det neoliberale har fået os til at performe konstant gennem fx sociale medier. Jeg drømmer om at skabe et rum, hvor vi kommer til syne uden forstillelse. Jeg arbejder med en ikke aftalt koreografi, en åbenhed, hvor performancen bliver til mellem beskueren og kunstneren. Måske lidt som i Situeret viden – uden at vide det på forhånd blev beskueren performeren af værket, idet beskuerens krop blev aktiveret, når ruden (værket) gik fra at være gennemsigtig og ej. Man blev pludselig klar over sin placering og sit blik i verden i det liminale rum (udstillingsrummet), vi befandt os i.
SQ: For et år siden var du i Stockholm med et værk, der beskæftigede sig delvist med live performance, en form for koreografi og skrift. Vil du fortælle om, hvordan det værk tog form?
KH: Værket hedder Emotional check-in og blev til under coronanedlukningen sammen med danseren Katrine Staub. Det var et forsøg på at arbejde med en queering af arkivet. På et residency i en dansesal sad jeg i en optegnet firkant på dansegulvet, mens Katrine var til stede via en online forbindelse på en storskærm. Jeg fortalte Katrine om den traumatiske oplevelse, jeg også nævnte tidligere, hvor jeg efterfølgende mistede evnen til at læse og skrive. Mens jeg fortæller Katrine om oplevelsen, responderer hun i dans og mumlen, mens jeg svarer igen ved at skrive på gulvet med kridt. Jeg skriver en skrift, der både er læselig for menneskene, der står rundt om firkanten, men også tager form som tegning. Vi veksler mellem, at jeg fortæller, hun danser, jeg skriver, tegner, men jeg begynder også at synge… bl.a. Love will tear us apart. Det var en performance, der bevægede sig ind og ud af alle mulige kommunikationsformer. Den findes kun i det rum, på det tidspunkt og i kroppene hos dem, der oplevede det.
SQ: Er det et helt udokumenteret værk?
KH: Der er nogle fotografier. Det er dét.
SQ: Er Blomst, buket også en queering af arkivet?
KH: Ja, det tænker jeg. På den måde at den er noget subversivt, der leder efter sin egen form i modstrid med det konforme.