bastards skribent, Filip Vest, beretter fra lørdag aften d. 16. oktober på HAUTs festival ’Works in Process’, hvor to performances i proces blev delt med publikum og startede spørgsmål omkring sprog, ejerskab, dramaturgi og magtdynamikker.
Festivalen ’Works in Process’ af det kunstnerdrevne nomadiske teater HAUT havde i denne anledning indtaget Teatret Zeppelin og satte over tre dage spot på den kunstneriske proces. Lørdag aften fandt to performances sted, der begge er udviklet som en del af HAUTs residency-format ’In Process’, hvor grupper af performere kan få rum, tid og økonomi til at teste idéer af og få feedback fra publikum. Det kan være et skrøbeligt rum at dele noget, der ikke er færdigt, men det kan også være en generøs og frugtbar gestus at invitere publikum ind i sin proces. Her kan du få et indblik i, hvordan sådan en deling af et værk i proces kan se ud, og hvilke spørgsmål det skaber i dialogen med publikum.
SKIMMED WORDS
Aftenens første performance er Skimmed Words af Denise Lim, Stina Ehn, Antonia Harke og Andreas Haglund. Scenen er mørklagt og tom, bortset fra et hjørne, hvor en bunke objekter bliver oplyst af en spot. En luftmadras, en kunstig rose, en vasketøjskurv, et maleri af en papegøje og en række andre lidt triste objekter står og ligner noget fra et loftsrum eller loppemarked. Tre performere kommer ind på scenen. I stilhed løber de energisk frem og tilbage fra væg til væg, som om de er ved at lege en leg. Ved væggene klumper de sig sammen med den ene hånd på væggen og den anden på hinandens rygge. I en rum tid siger de intet. Løber bare frem og tilbage. Frem og tilbage. Pludselig bryder et skrig stilheden. Én efter én kaster performerne sig bagover og udstøder gurglende skrig. Nu sker der et skift i tempoet. De begynder at kravle rundt og røre ved omgivelserne. Mens deres hænder kører undersøgende henover forskellige objekter, beskriver de materialerne: ”Paint. Paint. Paint”, gentager den ene, med sine hænder på den turkise væg. ”Wood. Wood. Wood.” siger den anden, der er i færd med at undersøge nogle træpaneler. Det er som om deres hænder scanner – eller ja ’skimmer’ – omgivelserne. Men hænderne kan også bruges til at berøre på afstand, viser det sig, da den ene person former sine hænder til en firkant og kigger gennem rammen op på metalkonstruktionerne i loftet. ”Aluminium. Aluminium. Aluminium.” lyder det da. Snart begynder de også at beskrive former, rører ved deres hoveder og siger: ”Globe. Globe. Globe”. Kører atter hænderne over panelerne og udbryder ”Long. Long. Long.”. Der er noget robotagtigt over dem. Den måde de gentager ordene og prøver at afkode omgivelserne. Snart begynder de at tælle: ”27! 27! 27!” lyder det begejstret fra den ene performer, mens mine øjne flakker rundt for at finde ud, hvad det er, der er 27 af. Jeg kan ikke lade være at prøve at regne ud, hvad systemet er. De startede med at beskrive materialer, siden gik de over til former og nu tæller de. Det får mig til at tænke på pegebøger, på små børn, der peger på trekanter og siger ”trekant”, peger på køer og siger ”ko”, eller begejstret tæller sig frem til antallet af køer og trekanter. Måske er performerne slet ikke robotter, men bare babyer, der er ved at lære at tale, benævne og beskrive. I næste øjeblik rører performerne ved sig selv og siger ”Warm” og ”So hot!” og langsomt bliver deres sprog mere avanceret. ”Body temperature!” skriger den ene. ”Room temperature” istemmer den anden, mens vi sidder og sveder i den varme teatersal. Der er noget manisk over performerne nu. Som om de skal nå noget. ”1 kg!” råber den ene. ”I can’t lift this!” udstøder den anden. Kravlegården er blevet til en fabrik og babyen til en arbejder. Men så stopper de brat. Nu danser de sammen en lille koreografi i stilhed, svinger deres arme, og bevæger sig frem og tilbage på scenen før de træder ud.
Der er stille lidt tid og let tvivl om, optrædenen er slut. Så stikker et par hænder ud fra bagtæppet, og performerne kommer atter ind på scenen. Men det går hurtigt op for os, at deres system har ændret sig. Atter rører de ved omgivelserne, og nu tager de også objekterne i brug, men siger ’forkerte’ ting, når de rører dem. En performer rører ved en pilatesbold og udbryder: ”Stone!”. En anden rører ved et gardin og konstaterer: ”Wood.” Den tredje gestikulerer mod teaterlamperne og siger: ”Sunlight.” Nu virker det til at handle om teatret og dansen som fiktion – eller sproget selv som en fiktion. I performernes læsende hænder bliver en kost nu til en slange, og en luftmadras bliver til en sø. ”Come into my tent” siger den ene performer og rækker en lille kurv frem mod en af de andre. En af de andre kaster et stykke silke op i luften og udbryder ”Cloud!”, mens stoffet stadig hænger i luften. Da det rammer gulvet kigger de på det og siger: ”Blood.” De forskellige ømme og fjollede transformationer og oversættelser får mig til at tænke på den franske kunstner Guy de Cointet. I Cointets soap opera inspirerede performances, skifter skuespillernes rekvisitter også karakter undervejs. En kasse bliver til et ord, bliver til en bog, bliver til et spil, bliver til et kamera. Ingen af objekterne eller personerne har en stabil identitet, de er i konstant forandring og forhandling. Og måske er det netop frygten ved den ustabilitet, der sætter ind i den sidste del af Skimmed Words. Op mod slutningen af forestillingen danner karaktererne nu længere sætninger og interagerer mere med hinanden. Skrigende, hviskende, brølende, bævende udbryder de fortvivlet: ”How did you get here?”, ”Where am I?”, ”Oh shit!”. Fortællinger og dynamikker danner sig mellem karakterne. ”Last night…” begynder den ene af dem, men vi får aldrig slutningen. Det er bare en fiktion om en sammenhæng, vi klynger os til. Et af de sidste billeder, vi bliver efterladt med, er af en person, der har fået fanget sig selv i vasketøjskurven – som et lille barn eller dyr. ”I can’t get out of here”. Selv med deres nu mere avancerede sprog, er de stadig som skræmte børn, der kravler hjælpeløst rundt i verden og prøver at få styr på den ved at navngive den. Så slukker lyset. Og ud i salen lyder det: ”I can’t see it. I can’t see it. I can’t see it.”
Bagefter visningen er der, som en fast bestandel af HAUT’s Work in Process format, en feedback-runde. Her kan performerne stille spørgsmål til publikum og få feedback. Først beder de os om at fortælle, hvilke historier og referencer vi oplevede. En fra publikum snakker om teenagepiger, ungdom og festivaller. En anden beskriver, hvordan performancen gør så, at vi aldrig føler os hjemme. En tredje person peger på en ”fladhed” i forestillingen og sammenligner den med et tæppe – ”et tæppe af følelser”. Hos andre har stykket rejst spørgsmål om ejerskab og sprog: ”Hvad tilhører dig, og hvad tilhører de andre?”, og ”Hvad deler vi i sproget?”. Det næste spørgsmål fra truppen handler om, hvad de konkret kan gøre for at udvikle stykket, når det kommer til lyd, kostumer og så videre. Der bliver generelt snakket meget om lyde og lyddesign – loop-pedaler bliver bragt op. Der bliver også spurgt til objekterne og deres signifikans. Her forklarer performerne, hvordan objekterne bare er nogen, de har fundet rundt på Zeppelinteatret, og det går op for flere af os, at størstedelen af stykket må have været improviseret. Vi når ikke at snakke om titlen, men da vi går derfra, går jeg og smager på den og tænker, at det er sjovt hvordan ’Skimmed’ på engelsk både indeholder betydningen at skimme noget, som i at læse hurtigt for at få et overblik, men også at skumme noget, som i at fjerne et lag fra en væske – og at begge dele måske kom i spil i aften: at de både skimmede deres omgivelser og skummede sproget, fjernede bestanddele fra dets overflade.
ABSOLUTE COCKTAIL
Aftenens anden og sidste performance, er Absolute Cocktail af performancegruppen Cocktail, der består af Sigrid Stigsdatter Mathiassen og Beck Heiberg. På scenen står der en formation af grønne mælkekasser og to stole. Foran scenen står der en computer vendt mod publikum. Da vi sætter os ned, får vi udleveret et papir, hvorpå der står en liste med en række musiknumre:
Absolute Cocktail
Songs from Absolute Music 21
- Ricky Martin: Livin’ La Vida Loca
- Barcode Brothers:Dooh Dooh
- Shania Twain: That Don’t Impress Me Much
- Lou Bega: Mambo No. 5
- Britney Spears: Sometimes
- Vengaboys: We’re Going to Ibiza
- Texas: In Our Lifetime
- Backstreet Boys: I Want It That Way
- Quindon Tarver, Josh Abrams: Everybody’s Free (To Wear Sunscreen)
- A*Teens: Mamma Mia
- Wamdue Project: King of My Castle
’Absolute Music’ var en serie opsamlings-CD’ere, der blev udgivet i 90’erne og 00’erne og indeholdt de bedste hits fra den tid. Mens jeg kigger ned over tracklisten for ’Absolute Music 21’, tænker jeg på, hvilke albums fra serien, jeg selv har hørt. Jeg kan bedst huske den anden opsamlingsserie, der afløste ’Absolute Music’, og gik under navnet ’NOW That’s What I Call Music’, hvor nummer 8 har et særligt sted i mit hjerte. Den var spækket med fantastiske sange, der bl.a. inkluderedee Sugababes Too Lost in You, Anastacia Left Outside Alone og Enrique Iglesias Not In Love, som jeg husker at danse rundt til og skråle med på som 8-årig (og igen 10 år efter da jeg genfinder CD’en i en flyttekasse). Før jeg når at komme alt for langt ned af memories lane, bliver vi introduceret til aftenens performance. Absolute Cocktail er inspireret af tidligere kulturminister, Joy Mogensen , der i et interview udtalte at hendes yndlingsalbum var ’Absolute Music 2’. De to performere har med udgangspunkt i ’Absolute Music’- CD’erne udviklet den performance, vi skal se i aften. Før aftenens Work in Process visning har de lavet en meningsmåling på Instagram for at finde ud af, hvad der er det mest populære opsamlingsalbum fra serien. Resultatet blev ’Absolute Music 21’, som vi nu sidder med et udvalg af numre fra. Performerne fortæller os, at vi må gå op til computeren foran scenen og skifte sang, når vi har lyst. Vi skal ikke være bange for at være uhøflige. ”You are going to be the bad DJ at the party”, fortæller de os. Og med de ord starter performancen.
Den første person fra publikum, der vover sig ned til computeren, sætter sangen King of My Castle på. Da de første genkendelige toner af sangen bliver slået an, lægger de to performere sig målrettet på ryggen og begynder langsomt at bevæge deres knæ op i en minimalistisk, dramatisk koreografi. De er knap begyndt, før en anden fra publikum skifter sang. Nu er det Vengaboys manisk glade We’re Going to Ibiza, der lyder over højtalerne. Så begynder de to performere at kaste med de grønne mælkekasser, mens de skriger: ”Fuuuuuck!” ”AAAAAAV! Det gør oooondt!”. Men straks bliver der skiftet sang igen fra det utålmodige publikum. Nu er det den sukkersøde melodi fra Britney Spears Sometimes, der starter på anlægget. Performerne retter lidt på mælkekasserne og henter to notesbøger og lægger sig og skriver i dem. Det er ikke meget, de når at få skrevet, før en ny person fra publikum er nede ved computeren og skifte sang. Vi rykker tilbage til, hvor vi startede og hører nu King of My Castle igen. Atter lægger de sig ned på ryggen og begynder at bevæge knæene op. Nu forstår vi publikum, at der er et system – én koreografi per sang. Sangen fortsætter, de rejser sig og er lige kommet i gang med en sekvens, vi ikke har set før, da en fra publikum igen er løbet ned for at skifte sang. Denne gang lyder der for første gang et kollektivt ”åh”, fra den del af publikum, der havde håbet at se resten af King of My Castle koreografien. Jeg kan også mærke en FOMO (Fear Of Missing Out), der presser sig på nu. Performerne er i publikums hænder, men publikum er også i hinandens hænder – og hvordan skal vi nogensinde blive enige om, hvad vi skal se, hvordan, hvornår og hvor længe? Det er som at være en enorm familie af 50 mennesker, der skal deles om fjernbetjeningen søndag aften i tv-stuen.
De sleske trumpeter fra Ricky Martins Livin’ La Vida Loca blæser ud over salen, og de to perfomere begynder langsomt at strippe. Der opstår en både akavet og liderlig stemning i publikum. Men så skynder en person fra publikum sig ned for at skifte sang og stoppe performerne fra at smide alt tøjet. Performerne, nu lidt mere afklædt end før, starter en ny sekvens. Denne gang går de hen og stopper musikken og begynder på en dialog, der hurtigt viser sig at være den valgte sang oversat til dansk, nemlig Shania Twains That Don’t Impress Me Much eller i performernes munde: ”Det imponerer mig bare ikke”. Så bliver der skiftet igen, og nu begynder det at gå stærkt. Klik! Så hører vi Mambo no. 5 og oplever en stolekoreografi. Klik! Nu er det et upbeat cover af Mamma Mia – 80s møder Eurodance – og en dertilhørende aerobics-agtig koreografi. Klik! Så bliver der lipsyncet til I Want It That Way Klik! Til Dooh Dooh får vi et repertoire af akavede dansemoves: der bliver både ’plukket æbler’, ’sat mad over i mikroovnen’ og ’hakket grøntsager’. Klik! Da In Our Lifetime starter, skruer de lidt ned for musikken og læser op fra, hvad der lyder som ungdomsdigte – småfilosofiske tekster om fugle og farver og ikke at kunne se, hvad der er lige foran én, ”Ligesom vi ikke ser vores næse, selvom den sidder, der midt i det hele”.
Så sker der igen et stemningsskift i performancen, da Ricky Martin bliver sat på, og striptease-sekvensen atter bliver påbegyndt. Mens de igen fortsætter deres striptease, hvor de slap, bliver det meget tydeligt, hvordan performancen handler om magt. Jeg kommer til at tænke på Marina Abramovic berømte perfomance Rhytm 0, hvor hun lagde 72 objekter på et bord og instruerede publikum i, at de måtte gøre med objekterne og ved hende, som de havde lyst til i løbet af de næste seks timer. Folk rørte ved hende, rev hendes tøj af og skar i hende i løbet af performancen, men da en mand fra publikum placerede en ladt pistol mod Abramovic tinding, udbrød, der en kamp publikum imellem… Den dynamik oplever vi også i Absolute Cocktail – den lidt mere farverige jukeboks-fætter til Rhytm 0. Pludselig kommer det til at handle om, hvem der vil se dem nøgne. Eller hvem der vil teste grænserne for performancen – hvor langt de vil gå. Jeg lægger mærke til, at det meget er de samme, der går op og skifter numre. Publikum er delt op i to – dem der er passive, og dem, der er aktive. Dem, der vil være DJs, og dem der bare vil se på. Men den aktive del af publikum er også delt op i to lejre: de liderlige og de omsorgsfulde. Rebellerne og beskytterne. Særligt en person fra publikum bliver ved med at sætte Ricky Martin på og aktivere striptease-sekvensen, og hver gang løber, der en anden fra publikum til og ’redder’ performerne, der nu har mindre og mindre tøj på. Det er blevet en reel DJ-kamp, og de tilbagevendende personer fra publikum er blevet til karakterer i stykket. Én vil have dem til at smide tøjet. En anden vil have dem til at skrige og kaste med mælkekasser. Og en tredje vil bare se resten af den smukke koreografi til King of My Castle. Der bliver en aggressiv stemning blandt publikum, særligt rettet mod den stædige striptease-hungrende eller performanceformat-udfordrende/udforskende rebel, der bliver ved at sætte Ricky Martin på. Pludselig begynder folk i trods at stoppe hinandens sange uden at starte nye. Der kommer tilråb fra et utilfredst publikum mod de dårlige DJs, der er løbet med opmærksomheden. Til sidst er det den samme berygtede stædige person fra publikum, der får elektronikken til at give op: pludselig spiller computeren to sange på én gang – og det virker som en meget passende afslutning. Mere vil have mere, men både danserne og computeren er overophedet nu, og de beslutter at slutte værket der.
I feedbacksessionen efter værket, spørger kunstnerne publikum, hvad deres fokuspunkt var under performancen. Her bliver der snakket meget om magtdynamikker, og samtalen bliver ved at vende tilbage til stripteasen. Publikum udtrykker, at de følte både ubehag og empati for performerne, men en person tilføjer, at de alligevel følte sig i sikre hænder og tænkte, at performerne selv ville kunne sætte grænser. Den person fra publikum, der hele tiden fik performerne til at strippe siger, at de synes, det var spændende, hvordan store dele af publikum brokkede sig, hver gang de skiftede. Kunstnerne er glade for at høre, at publikum også selv føler sig ukomfortable ved stripscenen – og at vi kunne blive i og dele ubehaget med dem. De fortæller, at de er interesseret i, hvordan de kan skabe en dramaturgi sammen med publikum. Sidste gang endte stripteasen også med at tage en del af opmærksomheden, men én stor forskel fra sidst var at deres snakke-sekvenser (til Shania Twain og Texas’ numre) ikke blev cuttet af. De sagde, det virkede som om, at publikum havde mere respekt for replikker end for bevægelser. Det havde aftenens publikum ikke. Alt blev cuttet nådesløst af. Og med den tanke i hovedet forlader jeg salen: ”Har jeg også alt for stor respekt for tale overfor bevægelser?”
Aftenens program slutter på teatrets øverste etage, med et DJ-set af Cocktail-duoen kun bestående af sange fra ’Absolute Music’. Vi drikker Tequila Sunrise, over højtalerne afløser det ene hit det andet, og vi danser i flere timer med varme kinder og åbne hjerter.
You can try to resist
Try to hide from my kiss
But you know, but you know that you
Can’t fight the moonlight
Deep in the dark, you’ll surrender your heart
But you know, but you know that you
Can’t fight the moonlight, no
You can’t fight it
It’s gonna get to your heart