I Fix&Foxys megalomane projekt STATEN møder vi en række forskellige mennesker, der spiller sig selv i over 20 ’episoder’ rundt omkring i København. Personerne repræsenterer enten staten i form af embedsmænd, politifolk, politikere eller borgere i forskellige berøringsflader og friktioner med staten. Det er umuligt at få det fulde overblik over STATEN, hvilket selvfølgelig er meget symbolsk, men også frustrerende for denne anmelder, der gerne ville opleve det hele, men samtidig blev helt overvældet af mængden af episoder og planlægning i forhold til at nå at booke plads til de utroligt intime forestillinger. Det hele foregår gennem en abonnementstjeneste, der mimer samtidens populære streamingtjenester og et bookingsystem bygget ovenpå en yoga-app. Jeg oplevede tre episoder og dermed kun en lille bid af dette bibelske søuhyre af en forestilling – og stat.
Før jeg ankommer til min første episode, er min fordom, at publikummet nok primært er et hardcore scenekunst-publikum. Hvem ville ellers købe et abonnement til dette excentriske, omfattende performanceprojekt? Mens vi venter, falder jeg i snak med en kvinde, som siger hun fik det anbefalet af sine kollegaer og har været til to andre episoder. Jeg spørger hende om hun tit tager ind og ser teater eller performance. Så kigger hun underligt på mig og siger: “Teater? Jeg ser det mere som debat…” Selv arbejdede hun ikke inden for scenekunst. Udover at udfordre min fordom, sætter udvekslingen også meget godt på spidsen, hvad det er for en svær størrelse STATEN er. Er det teater med mennesker, der spiller sig selv? Er det debatarrangementer med et performativt twist? Er det noget helt tredje? Og er det overhovedet vigtigt at kunne kalde det for det ene eller det andet, for at få noget ud af det?
I episoden Mikcael’s Anatomy bliver vi placeret i et undervisningslokale på Bispebjerg Hospital, hvor økonomen Mickael snakker om, hvordan vi bedst muligt kan prioritere ressourcer i sundhedsvæsenet. Publikum deler deres oplevelser med sundhedsvæsenet, gode og dårlige og Mikael forklarer om sygdommes økonomiske hierarki: hvordan vi fx prioriterer kræft, diabetes og psykiatri i forhold til hinanden. Vi snakker om at finde balancen mellem pris og effekt og mellem lige adgang for alle og det akutte. Bagefter laver vi en øvelse, hvor vi bliver delt op i forskellige faggrupper, der hver får en case, som vi skal bruge til at opstille forskellige argumenter for, hvorfor vores område skal prioriteres. Dernæst skal to ’politikere’ fra publikum prøve at fordele 100 milliarder kroner hver på de fem gruppers områder: forebyggelse, akutberedskab, kræft, psykiatri og ældrepleje. Det hele slutter med et valg af den politiker, vi synes bedst om. Bagefter får vi afsløret, hvordan pengene faktisk bliver prioriteret. Vi kan se, at vi har givet alt for få penge til ældreplejen og føler os lidt dumme. Som en lille performativ gestus plotter aftenens vært til sidst vores tal ind i et brev til sundhedsministeren med en opfordring til at omlægge prioriteringerne. Han tilbyder at aftenens publikumsvalgte politiker kan skrive under på det og sende det, men hun vælger ikke at gøre det. Da jeg går fra episoden, tænker jeg, at jeg nød at være lidt i skole igen, at Mikael var utroligt sød, og at det hele var meget pædagogisk, men at kvinden, jeg snakkede med, havde ret, det føltes mere som debat eller som en workshop end som teater.
Den næste episode jeg tager til, House of Cans, finder sted i Meny i bunden af Illum. Her bliver vi vist rundt af den selvproklamerede ’slipsemand’, Morten, som skal fortælle os om, hvad en embedsmand laver. Han viser os hen til et smagsprøvebord og forklarer embedsapparatet ved hjælp af fruity loops, som repræsenterer forskellige love, der bliver rykket rundt i de forskellige skåle og til sidst serveret til os på en forståelig måde i små shotglas. Da en fruity loop falder på gulvet, siger han: “Ja, det er så den, vi hører om i Ekstra Bladet.” En kvinde, der er ved at handle, går forbi os og tror, at det er en almindelig smagsprøveuddeling. Hun gnasker på et par tørre frutiy loops og hører lidt af foredraget om embedsapparatet med et forvirret udtryk før, hun går sin vej igen. Bagefter bliver vi selv castet i rollen som embedsmænd, der skal fikse ting for politikerne. Vi skal nu sortere dåserne i supermarkedet, mens ordrer og opfordringer løbende tikker ind fra både politikere, interesseorganisationer, borgerrepræsentanter og flere. Først skal de økologiske varer længst frem, så de billigste, så de danske, så de tyske. Til sidst får vi skabt et værre rod på hylderne efter at have taget hensyn til alle. På samme måde fungerer embedsværket, forklarer Morten os kynisk. Embedsmænd gør præcis, hvad de får besked på og lytter til alle, for at de kan finde den bedste løsning, men konsekvensen er, at det hele bliver noget rod. Til slut skal vi i to hold prøve at samle en finanslov for politikerne i form af en indkøbskurv med varer, der skal opfylde forskellige kriterier. I sidste ende er den vindende finanslovskurv ikke den bedste af de to ud fra kriterierne, men den, hvor der var nogle øl og slik i, for “så glider det hele lidt nemmere ned.” Efter aftenens desillusionerede indblik i et dysfunktionelt embedsværk afslører dagens hovedperson, at han ikke selv længere er embedsmand, fordi det var for svært at være i, men at han nu repræsenterer købmændenes interesser – og at det er derfor vi befinder os i Meny i dag. Bagefter tænker jeg, at i denne episode var jeg også i skole, men fordi det ikke foregik i et klasselokale, smeltede virkeligheden og fiktionen mere sammen, da de mærkelige foredrag med smagsprøver og vores ulogiske dåsesorteringer også intervenerede i de daglige kunders liv. Tænk hvis vi levede i en verden, hvor de altid holdt niche-agtige foredrag i Meny om bureaukratiet, mens de delte smagsprøver ud…
Den sidste episode, jeg når at se, hedder Kender du typen? og foregår ved moskéen på Dortheavej. Før det starter, snakker jeg med en fra publikum om det skoleagtige aspekt ved STATEN,og hun fortæller mig, at der faktisk er nogle skoler, der sender deres elever til forskellige episoder. Men allerede ved begyndelsen af denne episode får jeg en følelse af, at noget andet er på spil end de andre to. Nu er vi ikke så meget i skole, som vi er i et intimt møde med et fremmed menneske. Hendes navn er Iman, hun er biokemiker og børneforfatter – og så er hun muslim. Hun viser os rundt i moskéen, mens hun fortæller om sit forhold til islam. Hun har et både idealistisk og praktisk forhold til religion. Det ene øjeblik siger hun: “Når man tror på, at man er en skabning, tror man også på at ham, der har skabt dig, har ejerskab,” og det næste begynder hun at snakke om, hvordan bøn hjælper amygdala, det sted i hjernen der regulerer frygt. Hun har skrevet en børnebog om bøns funktion i forhold til nervesystemet. Så følger hun os op til biblioteket, hvor vi får kaffe, te og snacks. Efter hun har læst lidt højt for os af koranen på arabisk og i dansk oversættelse, snakker hun om nogle af de fordomme, vi har skabt om Islam. Hvordan der altid bliver fokuseret meget på kvindernes regler for tøj, men at mændene faktisk også har regler for, hvordan de må klæde sig. Og hvordan vi jo alle er styret af noget i forhold, til hvordan vi klæder os – om det så er modeverdenen eller religionen, der dikterer det. Iman er en karismatisk person og en dygtig retoriker. Hun vender nogle af argumenterne om kvindeundertrykkelse om og peger på, hvordan arbejdsmarkedet stadig ikke er indrettet til kvindekroppens cyklusser – og at vi måske bare har skabt et endnu sværere ideal, hvor en kvinde både skal være en perfekt mor og en stjerne til sit job. “Kvinder har aldrig været mere undertrykte i 2025,” siger hun og vender kritikken om fra Islam til en kapitalismekritik. Så inviterer Iman publikum til at skrive vores fordomme ned om hende ligesom i tv-programmet Kender du typen? der har lagt navn til episoden. Derefter læser hun op, hvordan hendes veninde beskriver hende: om hvordan hun går op i bæredygtighed og æstetik, og hvilket noget mad hun godt kan lide. “Så det havde I ikke regnet ud, hva? At jeg ku’ lide ost?” griner hun. Hun fortæller os om sin barndom i Syrien, om at blive uddannet biokemiker, at opleve systemisk racisme i sit forsøg på at få et job og at ende med at fjerne billedet på sit CV. I dag har hun dog et arbejde, som hun er rigtigt glad for. Selvom hende og chefen har meget forskellige verdenssyn, “men vi kan samarbejde for at opnå noget godt.” Efter d. 7. oktober 2023 sker der dog et skift i Imans liv, da hendes børn er halvt palæstinensiske. Børnene møder i skole med en utrolig sorg, som de får at vide af skolen, at de ikke må snakke om (selvom der selvfølgelig blev snakket masser om Ruslands invasion af Ukraine, da den startede). Det var ordrer fra staten. Og hvor ytringsfriheden her bliver begrænset for nogle særlige minoriteter, bliver den samtidig hyldet som en vigtig dansk værdi – så længe det der bliver ytret, er islamofobisk. Iman fortæller om at gå med sine børn og møde Rasmus Paludan foran moskéen, hvor han står og råber ubehageligheder. Hvad skal hun sige til sine børn, som hun prøver at lære, at man ikke må mobbe andre? Iman lever i dag i frygt og føler, at hun ikke kan være i Danmark mere. “Hvorfor vil staten skabe et skræmmebillede af den her religion?” spørger hun retorisk. “Fordi folk, der er bange, er lette at styre.” Hun ville ønske, at folk var mere nysgerrige og kildekritiske – og at de kunne adskille mennesker fra religion. Og selvom hun tror på, at koranen er sandheden, er hun ikke ude på at tvinge nogen til noget, og er åben for at lytte til andre. En fra publikum spørger, hvad hun ville gøre, hvis et af hendes børn sprang ud som homoseksuel? Hun svarer, at det ville være hårdt, men at hun ville acceptere det. “Du må gerne være homoseksuel eller transkønnet, men det, jeg tror på, er, at det har en konsekvens på grund af Gud. Men hvis du ikke tror på det, kan du jo være ligeglad,” siger Iman. Og sådan bliver vi efterladt lige mellem ideal og pragmatisme, religion og menneske. Da jeg går derfra, kan jeg mærke, at jeg er blevet udfordret på mine fordomme og har fået vækket min nysgerrighed. Jeg bliver nysgerrig på at læse i Koranen og føler mig lidt flov over, hvor lidt jeg ved om Islam, med tanke på de 256.000 muslimer der lever i Danmark, 4,4% af befolkningen. I forhold til de to andre episoder, har jeg mindre en fornemmelse af at have været i skole, eller det har i hvert fald været en meget anderledes slags skole: sådan én, hvor man får lektier i empati.
Efter at have oplevet tre episoder af STATEN ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal kalde forestillingen. Nogle gange minder episoderne mere om workshops i bureaukrati i samme stil som Model UN. Andre gange føles det tættere på koncepter som Menneskebiblioteket eller Gadens Stemmer, der tilbyder byvandringer og møder med borgere med forskellige baggrunde og emner. STATEN er lige dele øvelser i bureaukrati, lektier i empati, platonisk speed-dating og dialogkaffe. På flere måder er projektet umuligt at anmelde, ikke bare på grund af størrelsen, men også på grund af det flydende værksbegreb. Et ord, der dog bliver ved med at komme tilbage til mig, når jeg prøver at beskrive STATEN, er ’folkeoplysning’. At give mennesker redskaber til at begå sig aktivt i samfundet. Projektet føles symptomatisk for en kunstverden, der overtager flere og flere af statens opgaver i takt med, at velfærdsstaten bliver afviklet. Jeg ved ikke præcis, hvad Fix&Foxy ønsker at opnå med det her enorme projekt, men jeg har respekt for ambitionerne og at prøve at indfange så mange nuancer i en tid, hvor alle diskussioner og møder bliver så polariserede. Og måske er det også lidt befriende, for en gangs skyld ikke at behøve at putte et kunstværk i en boks (det kan hverken mennesker eller kunstværker lide), og bare være lidt med oplevelsen. Det jeg oplevede, var tre mennesker, fanget i forskellige systemer, der fik lov til at fortælle sin historie om sig selv og/eller om det system, de var fanget i. Jeg oplevede, at det nogle gange blev lidt for pædagogisk for min smag, men jeg oplevede også, at jeg havde savnet at gå i skole, og at jeg altid gerne ville have lektier i empati – som verden udvikler sig lige nu, har vi vist allesammen en del lektier for.