Med den omfattende udstillingsforestilling Elektricitet sætter Hotel Pro Forma strøm til SMK’s samling, men værket slår kun momentvist gnister…
Performanceteateret Hotel Pro Forma har været omkring længere end jeg har været i live. Kompagniet blev grundlagt af nuværende kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm for snart 40 år siden. Deres projekter befinder sig på grænsen mellem teater, dans, billedkunst og performance og har været nomineret til flere priser herhjemme samt modtaget international anerkendelse. Inden jeg tog ind på Statens Museum for Kunst for at se Elektricitet havde jeg stadig til gode at opleve et Hotel Pro Forma værk i virkeligheden. Derfor var mine forventninger høje. Måske lidt for høje.
Elektricitet er navnet på Hotel Pro Formas nye ‘udstilling-forestilling’, som handler om elektricitetens historie. Værket tager form som en installation af videnskabelige instrumenter og andre objekter relateret til fænomenet, som er iscenesat i samlingen ‘Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900’ på Statens Museum for Kunst. På udvalgte dage bliver udstillingen til en forestilling, når et kæmpe hold af performere skaber en række levende tableauer af forskellige historiske nedslag i elektricitetens historie.
Da vi ankommer til forestillingen, bliver vi guidet op til museumssamlingen, hvor en stor menneskemængde står udenfor dørene og venter på at blive lukket ind. Da min ledsager og jeg kommer ind ad den ene dør, har jeg en stærk følelse af, at vi kommer ind i forestillingen ‘den forkerte vej’. En gråhåret mand sidder på et bord midt i rummet og noterer ting ned i sine notesbog. Lidt længere henne er der en, der skriver noget på en tavle. Vi får øje på performere i de andre rum og lige så stille går det op for os, at der ikke er nogen decideret kronologi i forestillingen. Vi er – som det ofte er tilfældet med performance i billedkunstsammenhænge – efterladt til os selv og må bevæge os rundt i værket på egen hånd … på godt og ondt. I nogle tilfælde synes jeg, det kan fungere rigtigt godt, at alt sker på samme tid i forskellige rum, men fra starten af Elektricitet får jeg en rastløs fornemmelse i kroppen: “Sker der noget mere spændende inde ved siden af?” tænker jeg. Jeg udveksler nogle blikke med den ven, jeg har lokket med ind at se forestillingen. “Skal vi prøve at bevæge os lidt videre?” hvisker jeg.
Mens vi bevæger os gennem de forskellige rum, møder vi et væld af performere, der lægger krop til forskellige videnskabsfolk (læs: videnskabsmænd), som H.C. Ørsted, Thomas Edison og Nikola Tesla. De holder lange, tørre foredrag for os og fremsiger deres replikker helt monotomt – et andet greb, der bliver brugt i vid udstrækning i performance i dag ud fra en i mine øjne lidt gammeldags idé om ‘verfremdungseffekten’ – at fremmedgøre og gøre publikum bevidst om, at det hele er en performance. Mest af alt føles Elektricitet som at gå gennem et voksfigurskabinet med små højtalere installeret i vokskroppene, hvilket kan være pointen, men det giver bare en lidt … ja, livløs performance.
Stort set alle karakterne er låst fast til deres pladser som “levende” tableauer. Kun enkelte karakterer virker til at kunne bevæge sig mere frit. En af dem er en ung mand, der går rundt og reitererer et digt af Julie Sten-Knudsen, som en slags abstrakt tour-guide:
Jeg taler om sjældne mineraler og metaller
som skal hentes op af jorden
og forarbejdes
i en lang række af kæder
Jeg taler om batterier til elbiler
om forsyningsproblemer
og eksplosive prisstigninger
Litium er meget reaktivt
Prisen på litium stiger
Litium er et af kun tre metaller der kan flyde på vand
Når litium brænder kraftigt
skinner flammen som sølv
Digtet er det eneste indhold, der forfriskende griber direkte fat i nutiden og selvom denne karakter også taler lidt monotont, er der også noget insisterende i det gentagende: “Jeg taler”. Der bliver talt rigtigt meget i Elektricitet, men her er det som om talen også vil noget med sit publikum. I hvert fald i momenter.
En anden karakter, der bevæger sig frit i rummene, er en operasanger. Hun synger, så det vibrerer i væggene og vores hoveder, og det føles befriende oveni al den snak og ‘info dumping’, der foregår i forestillingen.
Alt i alt oplever jeg at Elektricitet er bedst i sine mere flygtige, sanselige billeder: et lille stykke flyvende plastik, som en performer får til at danse rundt i luften ved at generere statisk elektricitet med et rør og noget stof, den unge mand, der gemmer sig bag en skulptur og kigger på de andre performere eller en procession af kutteklædte mennesker med cykellygter i munden, der vandrer gennem udstillingssalene.
Sløvest går det til i de knastørre forelæsninger. Mest af alt føles det som om, at performerne er taget som gidsler i performancekunstens svar på Westworld. De eneste, der slipper ud i live, er operasanger Lore Lixenberg og performer Rasmus Balling, med deres mere fleksible karakterer og lidt mere ‘elektriske’ levering.
Når jeg læser det supplerende materiale til Elektricitet, kan jeg ikke lade være at tænke at det gerne både vil være et formidlingsprojekt og et kunstprojekt, men det er som om, det hele ender med at blive netop ‘pro forma’, som i uden indhold og uden betydning. Det er bare smukke billeder og reciteret research. Som kunstprojekt er det for tørt, og som formidlingsprojekt, føles det ikke helt pædagogisk og imødekommende nok – for meget talende hoveder og for lidt deltagelse. Det virker som om, at en eller anden har læst en spændende fagbog og prøvet at oversætte den til et projekt, men at projektet ikke har formået at slippe fri af sin research og få sin egen krop. Det ærgrer mig, for jeg tænker, at man kunne have gjort så mange ting med det interessante researchmateriale, de spændende objekter, de dygtige performere og de utroligt mange fondsmidler, som projektet har fået, men jeg oplever, at man bare er endt med en lidt uopfindsom iscenesættelse af materialet. Måske er det fordi, der har været så mange økonomiske kræfter involveret, måske er det bare fordi, der er nogle metoder, der ikke er blevet opdateret i lang tid. Jeg synes, det er et rigtigt godt tegn at Statens Museum for Kunst tør kaste sig ud i så omfattende et performanceprojekt, jeg ville bare ønske at det slog lidt mere gnister…