Helt fra starten af, i 2013, har Sydhavn Teater været lokalt forankret. Eller måske er det mere nøjagtigt at sige, at teatret og dets aktiviteter er groet direkte ud af bydelen og stadig gør det i dag. Den tidligere leder, Mille Maria Dalsgaard, boede selv i Sydhavnen, og på baggrund af en brugerundersøgelse i området, hvor hun kortlagde beboernes kulturbehov, spirede teatret frem. Uden en egentlig scene forgrenede teatret sig helt naturligt ud i området gennem samarbejder med lokale butikker og institutioner og gennem mobilt teater, som teatrets allerførste forestilling, Et mobilt dukkehjem, der blev spillet i en campingvogn, der rejste rundt i nabolaget og i det øvrige København. Teatret mødte publikum der, hvor de befandt sig. Den mobile scene har teatret stadig, men nu i en ny og større udgave – som de i dag kalder Det mobile kulturhus. En mandskabsvogn, lysende blå som februarhimlen med et enkelt hvidmalet plantemotiv. Den står ved hestestalden i nærheden af fårefolden og biblioteket inde i kulturhuset, hvor teatret har kontor og blackbox. I dag fungerer den blå vogn som et omrejsende kunst- og kulturhus, i samarbejde med Karens Minde Kulturhus og Børnekulturstedet, når de bl.a. arrangerer workshops for børn og unge, madkurser, fællesmiddage, pop-up performances, kunstresidencies, og når de viser film for børn og unge på storskærm i gårde og på plæner tilhørende nogle af Sydhavnens mange almene boligforeninger i samarbejde med Mit kvarter – den boligsociale helhedsplan. Før og efter filmen opføres kunstneriske live-performances i form af dans og gadeteater, som også henvender sig til børnene. Det handler om at ryste kunsten fri af de vante logikker og flytte den ud af de faste rammer til andre steder, hvor den kan få nye betydninger, og flere mennesker kan opleve den, og det handler om at udvide forståelsen af kunstens tilgængelighed og dens rolle i bydelen. I dag ledes teatret af koreograf Tina Tarpgaard, som har taget dansen og det koreografiske arbejde med ind på scenerne i Sydhavn, som de bruger til at vise deres forestillinger. Heriblandt Annexscenen på ’hovedgaden’ Borgbjergsvej i Sydhavnen. Og med renoveringen af Kapel Scenen på Vestre Kirkegård, der skal stå færdig i 2027, står teatret til at vokse. Teatrets byrumspraksis vil grundet ombygningen i de to år tage til og knopskyde i bydelen.
At lære af dem, der kender stedet bedst
Jeg har spurgt kreativ producent og bydramaturg Lasse Mouritzen fra Sydhavn Teater, om han vil fortælle mig om teatrets og hans arbejde med det, de kalder deres byrumspraksis. Byrumspraksissen er en del af teatrets arbejde – et supplement til deres scenekunstneriske produktioner. Den lokale forankring er en del af teatrets DNA og videreføres gennem mange forskellige aktiviteter. Lasse fortæller, at de arbejder i forlængelse af byens dramaturgi. Det betyder, at de er opmærksomme på, hvad der sker i bydelen, og hvad der er vigtigt for dens beboere, og så bygger de videre på, udfolder, udfordrer og nuancerer det, der allerede finder sted, gennem kunstneriske undersøgelser og mere eller mindre publikumsinddragende performances. Den måde at arbejde på kræver et indgående kendskab til bydelen, og det kræver, at man hele tiden følger med i, hvad der sker. Centralt for at skabe teater i forlængelse af byens eksisterende dramaturgi er arbejdet med at danne og vedligeholde gode relationer til lokale beboere og institutioner – til lokale venner af teatret, som Lasse siger – et netværk bygget op helt fra teatrets begyndelse af. Man er nødt til at være til stede, nødt til at tage del og lytte til og lære af dem, der kender stedet allerbedst. Derfor går Lasse tur med Kaj Jessen, som kender bydelen ind og ud gennem sit lokale og politiske arbejde og de byvandringer, han laver og har lavet i mange år. Lasse går til kommunale møder og repræsenterer Sydhavn Teater som en del af Sydhavnens venner. På den måde får han og teatret indblik og tager aktivt del i de politiske og aktivistiske bevægelser i området med henblik på en mere retfærdig byudvikling. Han deltager nogle gange i Sydhavnstippens Naturplejes arbejde hver søndag på Tippen med at holde invasive arter i skak og anbefaler alle kunstnere, som er på residency hos teatret at gøre det samme. Og så samarbejder Sydhavn Teater med Områdefornyelsen og Fællesskabet Bavnehøj og mange andre lokale organisationer. På den måde holder de sig ajour med, hvad der foregår, og hvad der fylder for bydelens beboere, hvilke behov og interesser, de har. Sådan bliver det muligt at arbejde kunstnerisk i forlængelse af byens eksisterende fortællinger.
Også fortiden er vigtig for at forstå nutiden og forme fremtiden. Sydhavnen bærer på mange spændende og mærkelige fortællinger. Fx er Sydhavnstippen bygget af affald fra andre områder af København og af byens gamle sporvogne, som blev afbrændt og kørt ud i vandet. Sådan voksede denne nu grønne og højt skattede del af Sydhavnen frem. Man kan se fortiden titte frem endnu; traktordæk, rustne jernrør og murbrokker stikker op af jorden og blander sig med det ellers grønne, levende landskab, som får og alpakaer er med til at formgive ved at gå og græsse. Kaj Jessen satte Lasse i kontakt med Harry, der var med til at fylde Tippen dengang i 1960’erne. De tog derud sammen, og Harry fortalte om, hvordan han kørte ind til byen og hentede vognlæs med murbrokker, overskudsjord og andet byggeaffald og kørte ud i Sydhavnen og tippede det fra vognladet i vandet. Hans viden, indsigter og beskrivelser skal bl.a. aktiveres i sammenhæng med den besøgende internationale performancekunstner Rodrigo Andreollis forestilling Ritual for Affald og Ruiner, et arbejde med intuitiv arkæologi og hukommelse på Tippen, som skal føre til workshops med lokale i samarbejde med bl.a. Sydhavnens Genbrugsstation, Karens Minde Kulturhus og CAFx Københavns Arkitektur Biennale. Lasse planlægger, at de to, Rodrigo og Harry, skal møde hinanden i den tidlige research. Det er i høj grad noget af det, teatrets byrumspraksis også handler om – møder på tværs af sfærer.
Der er noget antropologisk over den metode, de bruger. Jeg tænker på antropolog Tim Ingold og hans begreb knowing from the inside: “To know things you have to grow into them, and let them grow into you,” skriver Ingold i bogen Making. Det tager tid at lære et sted og dets beboere at kende indefra, at vokse ind i stedet og lade stedet vokse ind i dig, men det kan også bære frugt – den opmærksomhed du giver det specifikke sted og dets beboere vil sive ind i arbejdet med at udvikle kunst, som er absolut stedsresponsiv og relevant for stedets menneskelige og mere-end-menneskelige beboere. I Ingolds begreb ligger også indlejret bevidstheden om, at man som observatør eller som den, der forsøger at lære et sted at kende, ikke er passiv og står uden for det, man forsøger at forstå. Han citerer fysiker og feministisk teoretiker Karen Barad: ”We do not obtain knowledge by standing outside of the world; we know because “we” are of the world. We are part of the world in its differential becoming.“ Det er en bevidsthed om, at selv som observatør tager man del i stedets tilblivelse og konstante forandring. Denne bevidsthed kan tydeligt spores i Sydhavn Teaters byrumspraksis. De er godt klar over, at de med deres kunstneriske aktiviteter påvirker området, i det små og i det store. Lasse fortæller, at de med deres byrumspraksis ønsker at tage udgangspunkt i det, der allerede er, og gennem kunsten fortolke og åbne emnerne op, bidrage med flere nuancer til diskussionerne og fremhæve stedernes værdier og generelt bevæge sig væk fra sort/hvid-tænkning inden for de ofte ret politiske territorier, de bevæger sig på med deres arbejde i bydelen.
Byen og landskabet som medfortællende scenografier
Lasse fortæller, at da han begyndte i teatret for snart fem år siden, tænkte han på byen som en scene for teatrets forestillinger og performances. Nu er det lige før, han ryster på hovedet ad sit gamle jeg. Erfaringen har lært ham, at byen og landskabet absolut ikke er nogen scene – altså en mere eller mindre neutral og kontrollerbar ramme eller baggrund, som man kan fylde ud med kunst og styre lyd og lys osv. – nej, der er uendeligt meget, man ikke kan kontrollere, når man arbejder med stedsresponsiv performancekunst. Landskabet og byrummet agerer som aktive og ustyrlige medspillere. Nogle gange skaber det store benspænd, mens det andre gange fører til magiske tilfældigheder, der er så meningsfyldte, at man skulle tro, de var planlagte. Det sidste var tilfældet med forestillingen Parentes af performancegrupperne Dyvekes Fremtid og Spræng Danseteater, som de skabte specifikt med ST: ART til BK Frems Stadion i Sydhavnen og opførte i pausen under en fodboldkamp. På mange måder mimede gruppen fodboldens strukturer og former – de var 11 performere på banen, hvilket svarer til et hold, og de bevægede sig rundt på hele banen og efterlignede kendte fodboldspilleres legendariske spring. Samtidig var de noget helt andet. De brød med de almindelige forventninger til, hvad der sker i pausen under en fodboldkamp, brød med banens sædvanlige og meget tydelige koreografi og funktion ved at performe og danse på stedet. Det viste sig, at ikke alle havde fået at vide, hvad der skulle ske, så nogle fodboldspillere løb samtidig med performerne ud på banen og begyndte at varme op, og intuitivt fandt spillere og dansere vej rundt om hinanden, og der opstod en slags tilfældighedernes koreografi, der virkede fuldstændig, som om, den var planlagt. Det var to forskellige sfærer, der mødtes og blandede sig med hinanden. Og så begyndte publikum at tromme og huje – de talte fodboldens sprog, hvilket Lasse først lidt bekymret tolkede som afvisning eller utålmodighed, men senere overvejede, om det ikke var fodboldpublikums lyd for opbakning. En usædvanlig respons for et traditionelt performancepublikum, men helt almindelig for et fodboldpublikum.
Byrummet er ikke neutralt og uforanderligt, fungerer ikke som en passiv baggrund for kunsten. Det er hele tiden i forvandling. I dag forstår Lasse byen og landskabet som medskabere af værkerne eller som medfortællende scenografier, som han beskriver det. Det er et samarbejde og en dialog mellem performancekunsten og landskabet og dets beboere, menneskelige og mere-end-menneskelige. Og i det samarbejde formes kunsten af byrummet, og byrummet formes af kunsten. Det er klart, at arbejdet med at udvikle scene- og performancekunst i andre rammer end de institutionelle, medfører nogle begrænsninger og udfordrer måden, kunsten skabes på. Samtidig er byrum og landskaber gavmilde steder, der tilbyder alt muligt, som kunsten kan lade sig inspirere og udspringe af. De vilkår og gaver er selvfølgelig med til at forme den kunst, der bliver skabt – deraf begrebet stedsresponsiv – kunsten responderer på stedet, indgår i dialog med det, lytter og reagerer. Det er en udveksling, der finder sted. For omvendt har kunsten som nævnt også, når den aktiveres i byrum og landskaber en indvirkning på stedet, subtil eller konkret, synlig eller usynlig. Ofte er forandringen en, der sker mellem menneske og omgivelser. I blikket på og i relationen til stedet. Pludselig ser man noget, man ikke så før. Og det forandrer ens tilknytning til stedet. Det gælder for medarbejdere i Sydhavn Teater, for kunstnere og publikum og sandsynligvis også, uden at vi kan kende detaljerne, for de mere-end-menneskelige beboere i bydelen. Jeg tænker fx på lydværket Musik for uddøde fugle, et reqiuem af Jakob Folke Ivarsson, som opleves via højttalere ophængt i træer, der udsender lyde fra nyligt uddøde og for stedet fremmede fugle. Lydene blander og forandrer sig med det eksisterende lydlandskab, hvilket både fugle, får og heste må opfatte med deres yderst sensitive sanseapparater. Hvilken betydning det har for dem, er det vanskeligt at få at vide.
En blød krop og en byggeplads
En lille rød prik, en krop i bevægelse, et menneske så lille i sammenligning med det landskab, det befinder sig i, at det næsten forsvinder mellem bølgerne af rå bjerge af sand og grus. Et dansende menneske mimende de orange og gule gravkøer og gummigeder, der arbejder omkring hende. Arbejdsvisningen City Layers af performer og danser Madeleine Cole og scenograf Aleksandra Lewon blev opført i september 2024 og var en performativ og tekstlig undersøgelse af byens lag og historie. Visningen var produceret af Sydhavn Teater og fandt bl.a. sted på en byggeplads i Holmekvarteret – en del af det område, som mange af os, der bor i Sydhavnen kalder for det nye Sydhavn. Lasse sørgede for tilladelse til at komme ind på byggepladsen – et sted, hvor der normalt kun er tilladt adgang for byggearbejdere i neonveste, beskyttelsessko og -hjelme. Nu er det en helt anden krop, vi ser derinde, en dansende kvindekrop med rødt hår og rødt tøj. Hvad får den bløde dansende krop os til at se? Hvordan ændrer denne krops tilstedeværelse og bevægelser vores syn på byggepladsen, dette midlertidige ikke-sted? Vi får måske øje på æstetiske kvaliteter ved et sted, vi normalt ikke skænker en tanke eller et blik, men bare går forbi – hurtigt kategoriserer vi det som byggeplads i vores sind og i samme ombæring som uinteressant for os. Nu ser vi måske maskinernes hårdhed, eller måske ser vi omvendt pludselig maskinernes menneskelighed, idet den spejles og fremhæves af performeren – det dyreagtige ved maskinerne, som ikke kun findes i deres navne, men også i deres udformning og bevægelser. I stedet for at beskrive det som et møde mellem to verdener, har jeg lyst til at beskrive det som et møde mellem to forskellige praksisser, der begge arbejder i og omskaber den samme verden, men som ikke ofte har med hinanden at gøre. Ligesom fodbold og performancekunst heller ikke ofte sammenføres, som de blev til Parentes. Disse performances udfylder mellemrummene i byen, pausen i fodboldkampen, det midlertidige sted, som byggepladsen er, tidsrummene før og efter en filmvisning, og fremhæver på den måde det, vi har en tendens til at overse, og forandrer måske vores blik på og opfattelse af byrummet.
Monument over et sted, der ikke længere findes/meditation over det, vi er ved at miste
Som nævnt er det ofte politiske territorier, Sydhavn Teater betræder i arbejdet med deres byrumspraksis. En af grundene til det er sandsynligvis, at hvor Sydhavnen tidligere har været et lidt overset område, er det nu kommet i spotlyset i forbindelse med udvidelsen af byen og byggeri af nye boliger som et middel for staten til at tjene penge og tilbagebetale gæld. De forandringer af området, som iværksættes fra regeringens side, har det med at støde ret kraftigt sammen med de nuværende menneskelige og mere-end-menneskelige beboeres ønsker og behov. Det har ført til en stærk og mangeartet lokal modstandskamp, som dog ikke er fremmed for Sydhavnen. Allerede i 1990, hvor man offentliggjorde planer om at føre jernbanen for godstog gennem et grønt område fyldt med kolonihaveforeninger i Sydhavnen, blev der gjort stor modstand. Det skete bl.a. i form af, at lokale og andre støtter, skabte verdens længste kaffebord, der løb på den strækning, hvor jernbanen skulle ligge. En ret vidunderlig og humoristisk modstandsform, som dog ikke forhindrede jernbanen, men trods alt, i hvert fald ifølge rygterne, fandt vej til Guinness Rekordbog.
I 2021 faciliterede Sydhavn Teater Stejlepladsen, et kollektivt kunstprojekt skabt i samarbejde med billedkunstner Anna Weber Henriksen og lokale kræfter i Sydhavnen. Stejlepladsen opstod, ligesom Tippen, gennem opfyldning med byggeaffald fra Københavns anlægsarbejde. Siden groede området til, blev hjem for mange planter og dyr, og blev fredet. Stejlepladsen er blevet brugt af lokale beboere som rekreativt område og af lokale fiskere til tjæring af bundgarn og opbevaring af bundgarnspæle. Men ved et politisk flertal i folketinget i 2019 blev fredningen ophævet med henblik på salg til byggeri for at betale af på Københavns Kommunes metrogæld. Den beslutning medførte protester i mange formater, og nye foreninger og modstandsbevægelser som bl.a. Fiskerhavnens Venner opstod. Og i 2021 lavede teatret altså det kollektive kunstprojekt Stejlepladsen sammen med Anna Weber. Det blev indledt med et oplæg om Stejlepladsen og Fiskerhavnens historie af Jan Mathisen fra Fiskerhavnens venner. Derefter indsamlede deltagerne jord fra området. Deltagerne bestod af lokale med hver deres relation til stedet, en af dem var fx blevet viet der. Jorden blev blandet op med vand og binder og brugt til at lave jordtryk på lange baner hvidt tekstil. Workshoppen blev guidet af Anna Weber, og da jordtrykkene var færdige, bar de værkerne fra Stejlepladsen gennem landskabet hen til Karens Minde Kulturhus, hvor de blev hængt op i høje træer. Projektet var en slags rituel handling, en afsked måske med et sted, som var på vej til at forsvinde. Og udstillingen af tekstilværkerne fungerede som et monument over dette sted, som ikke længere findes. Projektet handlede for mig at se i høj grad om, hvordan vi forbinder os til et sted, sanseligt og følelsesmæssigt. Et andet performativt værk faciliteret af Sydhavn Teater, som bevæger sig på bypolitisk territorium og forholder sig specifikt til Sydhavnen, er performancekunstner og aktivist Linh Les Flagermus-meditation, som fandt sted på Ellebjerg Skole i november, 2024. Linh Le tog udgangspunkt i de fire arter af flagermus, der er registreret på Sydhavnstippen, og som er fredede af EU-lov, men som nu trues af planerne om at udvide den føromtalte jernbane med flere spor samt arealreservation af Fragtvej, for at sikre bedre adgang og mulige vejføringer mellem Valby og kommende byggeri på Bådehavnsgade. Le holdt et kort foredrag om flagermus og førte derefter publikum gennem en meditation, hvor vi sammen forsøgte at forvandle os til flagermus.
Den stedsresponsive og lokalt forankrede performative kunst har et potentiale til at agere medfortæller og medfortolker af byens fortid og nutid og til at være medskaber af byens fremtid. Kunstneriske handlinger udført i eller med direkte tilknytning til byrummet kan bidrage til at fremhæve det oversete og rykke ved vores opfattelse af steder, og ved den måde, vi forstår os selv i relation til dem på, og derved nuancere det indbyrdes forhold mellem beboere på tværs af arter, identiteter og sfærer.
Sydhavn Teater er et lille storbyteater under Københavns Kommune. Teatret har til huse i Københavns Sydhavn, hvor det skaber international scenekunst med lokal forankring. Sydhavn Teater producerer dans og scenekunst, huser gæstespil fra den danske og internationale teaterscene og har en omfattende forankringsafdeling. Sydhavn Teater ledes af teaterleder Tina Tarpgaard og består desuden af producent og administrator Gry Raaby, kreativ producent Lasse Mouritzen, PR-ansvarlig Clara Gleerup Lindström samt freelanceansatte.
Mere fra Helene Johanne Christensen