Tårnby Park Performance Festival er på mange måder et kunstværk i sig selv: en social skulptur og en kunstnerisk intervention, som lader os opleve performancekunstens poetiske, vilde og eksperimenterende form fra mange vinkler – og i særlig grad gennem andres blikke.
Der er både kunstnerisk og socialt højt til loftet, når Tårnby Park Performance Festival 2026 åbner med lokale børns protestmarch og, efter tre kunstnerisk eksperimenterende og internationalt orienterede dage, lukker med en seks minutter lang performance, hvor en lyserød påskehare overdænges af hundredvis af pølser under stor jubel.
Jeg ankommer til Tårnby Park Performance Festival torsdag eftermiddag kort tid før festivalens officielle åbning. Jeg bliver mødt af et imødekommende festivalhold og tjekket ind til de tre dages fulde program med et elastikarmbånd, hvor hver perle repræsenterer en forestilling, jeg har billet til.
Meget kendetegnende for Tårnby Park Studios praksis er det første, jeg skal se på Tårnby Park Performance Festival, ikke en prætentiøs åbningsforestilling. Det er i derimod lokale børn og deres håb for fremtiden, der sætter scenen for festivalen. Andreas Liebmann, der er performancekunstner og kunstnerisk leder af Tårnby Park Studio har siden 2017, undersøgt og arbejdet med lokalforankret institutionalisering som performativ, kunstnerisk og (kunst)politisk handling. Tårnby Park Studio har til huse i en tidligere kælder i det sociale boligområde Tårnbyparken, og er en åben og platform der laver residencies, lokale kunstneriske interventioner, dialogformater og, siden 2017, performancefestival i forskellige udgaver.
Til Tårnby Park Performance Festival 2026 er en stor gruppe børn og deres forældre samlet sammen med de øvrige festivalgæster foran Tårnbyparkens festhus. Der er spændthed i luften forud for åbningsforestillingen; indvielsen af Festival Parliament, som en lokal skoleklasse i den forgangne uge har arbejdet på sammen med den britiske performance og visuelle kunstner Oscar Lyons. Vi går i en fælles protestmarch gennem børnenes selvbyggede skulpturelle lejre og hører deres kampråb om ”færre biler i byen” og ”flere og bedre trampoliner”. De deler æbler og pærer, de har plukket, ud og festivalgæsterne går nysgerrige rundt mellem deres lejre af orange og gult stof og bambuspinde. Indtil nogen pludselig råber: ”Kom! Omme bag bakken finder I noget meget stort”.
Kollektiv performance og scenografisk værk – Games of Resistance
Vi begiver os småløbende tværs over Tårnbyparkens udeareal, over bakken, og finder på den anden side en kæmpe oppustelig appelsin. Den kunstneriske idé bag Games of Resistanceaf Shifting Grounds, Anne Elmholt og Laura Spottag Fog er simpel: En slags kollektiv appelsindans med en gigantisk oppustelig appelsin. Den skal flyttes i fællesskab til den anden ende af parken – uden brug af hænderne. Så enkelt et greb, som med det samme kalder os alle ind. Appelsinen må ikke tabes, og vi lægger krop og stemme til i fællesskab at få den frem. Hvordan kommer vi fremad uden at tabe den, hvordan er alle med, hvor hurtigt eller langsomt skal vi bevæge os, hvem har styr på børnene, kan vi komme over en bakke. Flere gange svinger appelsinen voldsomt ud mod siden, og selv os, der først holder en observerende distance, styrter frem for at sikre appelsinen. Games of Resistancebliver på simpleste vis en kollektiv performance og samtidig et interessant scenografisk værk når den oppustelige kæmpeappelsin transformerer det omkringliggende landskab og giver et nyt blik på det sted værket, vores nye fællesskab og festivalen befinder sig i.
Mens kæmpeappelsinen bliver taget af vinden og en gruppe børn løber begejstrede efter, bevæger jeg mig tilbage til festivalens centrum foran festhuset. Her byder den kunstneriske leder af Tårnby Park Studio, Andreas Liebmann, os velkommen. Han fortæller, at Tårnby Park Performance Festival forsøger at skabe et møde mellem kunst, fællesskab og leg, der rummer og skaber både de små lokale fællesskaber og samtidig vil indgå i den internationale samtale om kunstens infrastruktur, kunstneriske eksperimenter, og institutionalisering som kunstnerisk praksis. Man fornemmer den unikke blanding, der findes på Tårnby Park Studio, af høje kunstneriske ambitioner, kunstpolitisk praksis, men også fællesskabelse i øjenhøjde med både os, som lever i, af og med performancekunst, og dem der møder det for første gang.
Mytefortælling og samtidspolitisk kommentar med naturen og dens rytme som medspiller – Festens Gave
Med dette blik på festivalens program og den næste performance, ledes vi ind i festsalen til Festens Gave en børneforestilling af Teater Katu ved Bendo Schmidt, der tager udgangspunkt itilblivelseshistorien om Inuits trommedansrytme. Vi følger historien om de tre unge brødre Nanoq, Nuka og Ukaliatsiaq, der tager ud på hver sin færd, og kun den sidste vender hjem efter mødet med Ørnemor der giver ham festens gave – Inuits trommedansrytme. Bendo Schmidt indtager rummet med stort nærvær, og med simple greb, direkte fortællestil og trommedansrytme indfanger hun vores opmærksomhed. Inuits trommedansrytme som centrum for Festens Gave fremhæver Grønlands rige inuitpraksisser, men peger også på Danmarks mørke koloniale fortid og nutid, da den danske kolonimagt forbød trommedans og -sang i dele af Grønland i 250 år.
Festens Gave er en fortælling i børne- og voksenhøjde, der både er sit eget helstøbte, mytiske univers, som vi inviteres ind i, men også rummer en samtidspolitisk kommentar i sin insisteren på udførelse af og opdragelse i trommedans, som en central inuittradition. En tradition, som i dag er optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv og som i Festens Gave, med simple performative greb træder frem gennem mytefortællingen om de tre brødre, med naturen og dens rytme som medspiller.
Festivalens første dag sluttes af med fællesspisning, forberedt af Tårnbyparkens lokale havemand Mustafa Sari og hans kone.
At lære bakkernes bevoksning at kende gennem lyd – They Flash Upon Their Inward Eye
Jeg ankommer fredag og tjekker direkte ind til lydvandringen They Flash Upon Their Inward Eye. Forinden har Phyllis Akinyi lavet flamencoworkshop som jeg desværre ikke nåede at deltage i. Med høretelefoner går vi fra festivalcentrum og, mens vi går gennem landskabet i Tårnbyparken tænker jeg på kæmpeappelsinen som har sat sit scenografiske aftryk på det sted vi igen samles. Jeg lukker øjnene og giver mig hen til det omsluttende lydlige univers i They Flash Upon Their Inward Eye af Sworld, Alexander Holm og Frederik Heidemann. Lyden af labyrintiske samtaler, vinden, bevægelserne og planter omkring os. På én gang dybt forankret i, hvor vi er, og hele tiden afsøgende efter den (rigtige) retning at orientere sig imod. Vi er lige her og mange andre, forbundne, steder: Søger efter hinanden og afsøger mening i omgivelserne. Der optages live, til tider oven i et lydspor med flere stemmer. Jeg lukker øjnene, da vi sidder på toppen af bakken og lærer bakkernes bevoksning af røllike at kende gennem den lyd den afgiver når mikrofonen berører den. Det er både nydelsesfuldt og voldsomt. Det omsluttende lydunivers består af mange lag og gør det muligt at tune ind og ud af både det lydlige og fysiske landskab vi befinder os i.
Der er en fin ambivalens eller balance mellem det konkrete og abstrakte i den form og det indhold, værket tilbyder. Og They Flash Upon Their Inward Eye fungerer godt, når man giver sig hen til det desorienterede og samtidig dybt stedligt forankrede. Der er plads til mange måder at være eller orientere sig i værket, ligesom der er plads til mange måder at være til stede i eller (des)orientere sig i det landskab værket samskabes med. Da jeg afleverer høretelefonerne tilbage efter over en time, er alt pludselig meget, meget stille omkring mig – en fin overgang til den næste performance !TAVS!.
Et interaktivt rollespil, en lydinstallation og en klimaperformance på samme tid. !TAVS! af og med Nilas Dumstrei, David Sebastian Lopez Restrepo og Daniel Norback er både genre- og deltagelsesmæssigt svær at håndgribe, hvilket både gør værket interessant og til tider en smule flygtigt.Med mikrofoner i munden og hver sit labyrintiske og ufuldendte manuskript begiver vi os ind i en anden verden, beboet af to væsener med kroppe forlænget af voks og grene, hvor vi som tilskuere er medperformere. Er det verdens ende, eller er vi startet på ny? Hvem er de to væsner, der tavst bebor denne verden og hvem er jeg? I fællesskab forsøger vi uden sprog at afkode et labyrintisk manuskript og spille historien til ende. Vi lytter til tekstfragmenter og til hinandens vejrtrækning, vi bygger lejre, fægter og ødelægger så det, hinanden har bygget. Vi samarbejder og stiller vores manuskripter side om side for at finde ledetråde, og vi fodrer de to væsner med blade i håb om at vække dem.
Jeg er på samme tid dybt involveret og hele tiden lidt på overarbejde i et forsøg på at aflæse en verden, jeg ikke kender eller forstår. Jeg er hele tiden lidt i tvivl om, hvad (og hvem) der er på spil og hvilken retning vi og værket skal gå. En spænding, som ikke helt forløses, men som jeg efterlades med, da vi afsluttende bliver bedt om at lukke vores øjne, og jeg, efter flere minutters stilhed, åbner dem og opdager at jeg, og de andre deltagere, er efterladt i landskabet af højtalere, kviste, blade og papir.
Cautionary tale om trafiksikkerhed og queer-erotisk leg med risici og omsorg – Car Piece
Fredag eftermiddagsamles vi om Car Piece koreograferet og performet af og med Mikka Mallow og Marcos Nacar. På områdets asfalterede trafiklegeplads danser to performere med en lille sølvgrå bil. Simpelt koncept, men med meget på spil. De bevæger sig inden i, uden om og ovenpå bilen. Kravler, skubber og bliver skubbet. Maser ansigterne mod ruden. Tæmmer og bliver tæmmet af bilens kraft og styrke. Bilen er både et ustyrligt og til tider farligt performanceobjekt og en ligeværdig dansepartner. De tre kroppes bevægelser på pladsen akkompagneres af lyden af bildøre, der åbnes og smækkes, bilens sider eller tag, der giver efter under kroppes tryk, kroppe, der slæbes over asfalten, og tilskuernes måbende og advarende tilråb.
Publikum både hujer, griner og gyser over den farlige leg med bilen, og en gruppe forbipasserende børn stopper måbende og vantro op, da bilen med høj fart bliver skubbet mod publikum for så at blive standset i sidste øjeblik, kun ved brug af performernes egen vægt. Bilen er voldsom mod de to performeres kroppe: deres tøj flænses, når de slæbes langs asfalten, og de puster af udmattelse over dens vægt. Men voldsomheden skaber også poetiske momenter når performerne lader sig slæbe langsomt hen over asfalten af bilen – på én gang (for) farligt og råt, men også kærligt og ømt. Mod slutningen af værket agerer bilen bindeled mellem performernes kroppe og berøring når den glider imellem deres kroppe – én under, én inden i bilen – for at lade dem mødes i en omfavnelse. I Car Piece’ afsluttende sekvens træder queer-fællesskabet omkring bilen tydeligere frem, når det grå bilovertræk bliver til en overdådig kappe i en reference til den ikoniske queer film Priscilla Queen of the Desert.
Car Piece er for mig en af festivalens højdepunkter; på én gang en cautionary tale om trafiksikkerhed, en leg med modstand, spænding, og omsorg for og med krop og maskine, men også en queer-erotisk leg med risici, kontrol og omsorg.
I den lokale gymnastiksal er træningen allerede i gang, da vi ankommer. Vi er gået derover i flok fra festivalcentrummet og bliver i omklædningsrummet introduceret til Throw Show en work-in-progress visning med og af Hungry Eyes, performanceduo med Dina Viksten Abrahamson og Ida Oldmark Østman. De to performere løber med forøget intensitet og engagement, da vi kommer ind i gymnastiksalen. Det lugter af sved og våde sokker, og vi sætter os på lave bænke i den ene ende af salen. Efter løb er det tid til gentagende sekvenser af sprællemand, kast, finte og aflevering, mens upbeat musik holder gejsten hos de to ”spillere” oppe. De arbejder interessant og underspillet med både akavede forsøg på korrekt boldhåndtering – uden bold – og irritationen over hinandens eller egen uformåen, samt presset kampgejst selv når finten ikke lykkes. Pludselig stivner de midt i et kast, og i flere lange minutter står de stille, først svedende og pustende, så åndeløse og savlende, mens spændtheden langsomt forsvinder fra deres kroppe og latteren stiger blandt publikum. De nærmest skrumper ind, når kampgejsten forlader rummet, før de uden tøven starter igen.
Throw show kaster et humoristisk blik på dedikation til sporten. Men der er også en underliggende tone om jagten på fællesskab og mening. De to performere synes lige dele drevet af lyst, dedikation, udholdelse, eller blot gentagelsens krav om endnu en runde, endnu et forsøg. I den sokkelugtende gymnastiksal bringer de grinene frem når de kaster et performativt blik på den sisyfoske livs- og kampgejst, det kræver at dedikere sig og blive ved.
Hvilket blik løfter eller afvikler værket – Untitled III
Untitled III - af den svensk-ivoriske kunstner og koreograf Lydia Diakite med den brasilianske kunstner, forfatter og DJ Alma Silva, kredser om kunstens og kritikkens definitionsmagt. Om kunstneriske bud og hvornår processen slutter, og værket begynder. Alma Silva spiller det tomme dansegulv op og vi samler os langs væggene og bevæger os i takt til musikken. Diakite kommer ind fra siden og bevæger sig langs væggen gennem publikum mod midten af scenen, det blå lys indrammer de afprøvende bevægelser til et soundtrack af All by myself.
Næsten undskyldende og på sad clown-maner leverer Diakiteen afprøvende og kort standup rutine. Underspillet på en måde, der skaber en akavet, men også pirrende spænding i rummet, hvor vi både hepper på at en joke skal lande, men samtidig tvinges til at være i den akavede og undskyldende stemning. Den sidste del af Untitled III er en feedbacksession mellem Lydia Diakite og Alma Silva, hvor stemningen er både let og legende og til tider kan skæres med en kniv. Publikum griner over kritikken og relativiseringens loopede form. Ingen har ret, og alle har ret. Hvordan vil kunstneren ses og ikke ses? Hvilke kunstneriske bud er (u)interessante eller (u)muliggjort? Og jeg oplever Untitled III som en ambivalent fejring af klichéernes nødvendige bud i prøvelokalet og feedbackens (u)mulighedsrum.
Nogle elementer i performancen forbliver en smule uforløste, men det er, i og for sig, også værkets præmis: et spørgsmål om, hvornår et værk starter, og prøven ophører. Om hvornår et værk er færdigt – og hvilke svar der afkræves af dét, kunstneren byder ind med. Untitled III er en humoristisk, distanceret kommentar på kritikkens og feedbackens evindelige, endevendende, men også kunstnerisk punkterende, rum. Værket synes at afvikle sig selv igen og igen gennem (selv)kritikken, et greb, der giver værket dets styrke som et samlet kunstnerisk bud. Spørgsmål om magt og kunstnerisk definitionsret ligger latent under Diakites performance: Hvem og hvis stemme er (allerede) hørt? Hvem ser, og hvor ser vi fra? Hvem handler din kritik egentlig om? Og hvilket blik løfter eller afvikler værket?
Nærvær, intensitet, kamp og fællesskab – HEART TO RIDE
Lørdag ankommer jeg først senere på dagen og går på den måde desværre glip af Live Art Danmarks KABOOM, Stemmer fra Amager af Shifting Grounds, Lady Gag, Stine Linnemann og Inge Agnete Tarpgaard, Andreas Liebmanns Parliament of Disagreement og Augmented Realities af Elena Anna. Jeg ankommer sidst på eftermiddagen til fællesspisning med Vild Plantelykke og slår mig ned ved langbordet foran fælleshuset, hvor samtalen er i gang.
Bag bakken. Fra siden. Bagfra. Igennem tilskuerne, der er samlet rundt om det firkantede asfaltstykke, ankommer danserne iklædt tøj i sorte, røde og lilla farver, og lange sorte parykker. Der er mange, og flere kommer til. De finder hinanden i små sekvenser af bevægelse, sammen og hver for sig, og med deres energier skubber de omtrent til hinanden. De mange kroppe, der i bølger bevæger sig over pladsen. Til musik af Simon Richardt bliver bevægelsen transmitteret fra krop til krop. Massens virkningsfuldhed bliver synlig. En længsel efter et fælles hele og samtidig en trang til at bryde fri.
Der er nærvær, intensitet, kamp og fællesskab i HEART TO RIDE afden tyske koreograf og danserJoana Öhlschläger. Det er både kaotisk og nærværende. Som tilskuer kan man zoome ind på en enkelt dansers bevægelser eller på energiudvekslingen og påvirkningen mellem en gruppe af dansere. Eller man kan zoome ud og se hele gruppen på én gang. Der er kontinuerligt flere værker i gang på samme tid. Synkrone bevægelser spreder sig hen over de mange kroppe, og intensiteten smitter fra krop til krop. Der er noget, der leder tankerne hen på fællesskabskulturen i holdsport: hvordan en energi kan opstå mellem mennesker, vokse i gruppen og blive større end den enkelte krop. Men jeg mærker også en energi til at bryde fri og ud af gruppens jerntag. HEART TO RIDE er intens og nærværende i sin levering, og samtidig koreografisk interessant, både i sin sjældne insisteren på den kropslige masse, men også i de enkelte koreografiske sekvenser.
Lidt efter lidt går det op for publikum, at en ny gruppe dansere er på vej. To hold først mod hinanden, til de opløses i mindre og skiftende fraktioner. I en lang række samles de 22 dansere og bevæger sig samlet tværs over scenen i synkrone bevægelser. Energien skubbes fremad og rejser sig rundt om pladsen, før danserne slipper den og danner en ramme om pladsens fire sider. Og så, lige så pludseligt som de er ankommet, forlader danserne pladsen igen. Jeg mærker den energi og vildskab, HEART TO RIDE manifesterer, og jeg sidder tilbage med en tomhed dér, hvor de mange kroppe før var.
Vi går tilbage mod festsalen; i en sal fyldt til sidste sæde, og lidt til, afventer vi Feral Fantasies som i intensitet og koreografisk præcision, bliver festivalens højdepunkt.
Dagligdagskontrol, queer kink og menneskeligt behov for (af)magt – Feral Fantasies
Det koreografiske studie svenske, som Andreas Haglund har lavet, i hundens bevægelser og leg med underkastelse og vildskab er imponerende i sig selv. Et øjeblik er han afsøgende efter leg og relation, det næste ukontrolleret i sit løb efter bolden som eneste mål. Dyrets parathed og kådhed men også forvirring, skam og trods bliver kropsliggjort, mens intensiteten i rummet stiger og tilskueren indfanges i en både dragende og afskyvækkende leg om, hvem der har og tager magten over hvem – og hvordan det føles at tage den. Når Haglund igen og igen i Feral Fantasies’ første del beder publikum kaste bolden, som han henter som en ”god hund”, hvem styrer så hvem, hvem leger med hvem? Løber vi efter Haglund, eller han efter vores bold.
Feral Fantasies’ gensidige leg med kontrol og lydighed holdes hele vejen igennem i et stramt dramaturgisk greb, og hver gang jeg tror jeg, tror jeg har regnet ud, hvilken præmis vi som publikum indgår i værket på, forvrænges og udstilles den. Haglund formår også, i værkets midterste del, at skabe interessante koreografiske abstraktioner over den spænding, men også afmagt, der ligger i at underkastelse sig og være ”a good dog/boy”. I disse momenter arbejder Haglund med en koreografisk præcision, der i samspil med værkets legesyge humor og prøvende tilskuerkontakt, giver det en interessant og nødvendig dybde.
Haglunds performance iscenesætter nydelsen ved både underkastelse og dominans og udstiller et menneskeligt behov for kontrol over andre. Alene på scenen får Haglund fanget publikum i en kontrakt, hvor vi først tøvende, så med leende begejstring, får ham til at løbe rundt efter bolden. Vi behandler ham som en hund, fordi han beder om det, men er dermed også medskyldige i hans underkastelse og i vores nydelse ved dominans. Publikumskontrakten bliver strukket til sit yderste, og så brat brudt, når Haglund, i værkets afslutning pludselig nægter at løbe efter bolden og dryppende af sved stirrer med en blanding af væmmelse og forvirring mod os.
Feral Fantasies er på én gang en uskyldig leg med menneskets forhold til dets ”bedste ven”, og samtidig et værk, der tillokkende leger med skellet og dynamik mellem autonomi og kontrol. Et enkelt koreografisk studie og koncept, og samtidig en performativ undersøgelse der, i sin insisteren og dybde, folder sig ud både mod dagligdagen, queer kink-scenen og et menneskeligt behov for (af)magt.
Det er lørdag aften og festivalens sidste timer. De lokale børn fylder dansegulvet inde, mens vi andre samler os i regnen under paraplyer. En regnvåd udholdelse som viser sig at være det hele værd, da Tårnby Park Festival afsluttes med Thea Carla Schøtts performance Easter Bunny som må beskrives som en episk afslutning på festivalen.
Den seks minutter lange performance er en lang række af absurde påfund der er svære at se eller gennemskue sammenhængen i, og så alligevel går det hele op i en højere grotesk og episk enhed af international klasse. Fra den plyssede påskehares syngende ankomst i høje lyserøde hæle med pyntet påske-pølsekurv, til kaninliderlig burlesque over påskeharen, der gnubber sig op af Jesus i spotlys, til en afslutning, hvor hundredvis af pølser falder fra loftet og overdænger påskeharen til overdøvende jubel fra tilskuerne. Easter Bunny føles som den perfekte afslutning på en festival, der spænder imponerende bredt fra lokale skolebørns protestmarch til sexet pølsekastende påskeharer.
Da jeg kører hjem gennem skybruddet lørdag aften, tænker jeg på, at Tårnby Park Performance Festival er unik i sin evne til at opstille sine egne præmisser for, hvem og hvad der hører til festivalen, og hvordan værkerne kan opleves. Den viser stor tillid, men har også høje ambitioner, på vegne af både publikum og performancekunsten. Tårnby Park Performance Festival et kunstværk i sig selv: en social skulptur, en kunstnerisk intervention, som vi samles omkring. En midlertidig infrastruktur (og samtidig et langvarigt kunstnerisk projekt) som lader os opleve performancekunstens vilde, poetiske og eksperimenterende natur fra mange vinkler – og i særlig grad gennem andres blikke – nysgerrige, uvante, branchekendte, forvirrede, vurderende, begejstrede, underholdte, chokerede. Alle en del af værket og af fællesskabet.