Hvordan overkommer vi verdens kaotiske og kriseagtige tilstand? Måske er den nemmeste udvej flugten, altså at flygte over i eskapismens univers og lægge sig under en hvid dyne for at falde i en distraktionens søvn. Det kan være et svar, eller en udvej at vende det blinde øje til. I hvert fald er det formentlig det, de fleste af os gør, hvis man skal tro Gunilla Lind s enerverende THANK YOU HAVE A NICE DAY.
Et kridhvidt, skinnende gulv møder publikums øjne, da de træder ind i Dansekapellets ellers sorte black-box. Geometriske, bløde og snehvide figurer er placeret på gulvet indrammet af gulv-til-loft-lange konfettilignende strenge, også hvide, der indrammer scenen.
Fornemmelsen er klinisk, kun brudt af en kæmpe, lysende 3D-smiley, der har reminiscenser fra den uhyggelige klovn. En indspillet stemme indleder forestillingen og guider publikum ind i en meditationslignende tilstand, hvor der bliver talt fra 1-10 og sætninger som ”Leave all negativity behind”.
Da vi når 10, træder to blomsterklædte personer ind. En form for værter, der guider os gennem forestillingen med fuldstændigt overdrevne og falske smil påklistret deres læber, en miniature-udgave af 3D-smileyen på hovedet og ordene Carpe Diem på ryggen. Det er så overdrevent distanceret, at det skærer i øjnene, som de to næsten tvillingelignende karakterer danser synkront med små fodslæbende skridt og sprællemandsbevægelser.
De to værter guider en overklassekarakter i blomsterkjole og solbriller ind i scenografien og en stemning af behandler-lokale breder sig, som kvinden lægger og ’soler sig’ under neon-hvidt lys, mens de to værter vugger hende blidt på toppen af den runde stoffigur. HBO-serien White Lotus er ikke langt borte i min bevidsthed, specielt som det ellers helt monotone og computerspilslydende musikunivers brydes af en dåselatter, der ikke rammer mit inderste.
Ind spinder to nye karakterer, hvis hoveder er dækkede af vatterede kæmpe-habitjakker. Deres bevægelser er stive og kantede, som de forgæves forsøger at få kontakt via akavede vink, mens de vatterede skuldre er trukket helt op over ørerne over hovedet.
Den distancerede fornemmelse er overvældende. Den kryber ind og bebor min krop så meget, at jeg ikke kan få kontakt til forestillingen. De akavede karakterer har påklistrede ansigtsudtryk eller ingen ansigtsudtryk, de flirter akavet uden at nærme sig hinanden og danser en kunstig fælleskoreografi, der minder om, at de alle enten er utroligt små børn eller akavede voksne, der ikke ved, hvordan de skal begå sig i verden. Eskapismen gør tydeligvis distancen større og større. Det er som om forestillingen siger, at hvis man ikke vil mærke verdens smerte, kommer man heller ikke i nærheden af verdens kærlighed. Jeg kan ikke være mere enig. Afstanden kryber ind i mine celler, og jeg kan nærmest ingenting mærke, som den monotone og enerverende musikflade fortsætter og fortsætter og fortsætter…
Fornemmelsen understøttes af en koreograferet, billedlig tv-scene, hvor alle karaktererne spiser usynlige popcorn i hurtigere og hurtigere tempo. Deres øjne er tomme, som de mekanisk skifter stillinger, snacker, ser tv. Det er trist. Man påmindes om ikke-nærværende distraktioner i eget liv, og måske skal tristheden provokere til at gå ud og gøre noget nyt og mere nært.
I glimt krakelerer den glatte, eskapistiske overflade. En habit-karakter trækker habitten væk fra sit hovedløse væsen og danser forløsende, vildt, gentagende de samme bevægelser og smidige gulvtricks i et forsøg på at slippe væk fra den distancerede fornemmelse til egen krop. Måske nærmere nærme sig sin krop. Min krop vækkes til live i håbet om, at vi nu kan nærme os hinanden. Stemningen bliver mere frantisk og dybe, blå toner lyder fra højtalerne. En ægthed i øjnene glimter, en ærlig træthed i danserens krop, som resonerer i min egen, og jeg bliver berørt i dette korte fragment.
Men ’sprækken’ lukkes hurtigt. Glimtet af håb forsvinder, da de to værter hiver danseren op fra gulvet og lukker ham inde i en bagvendt habit. Hovedløsheden forstærkes. Hovedet gemmes simpelthen helt væk, måske som en kommentar til den hovedløshed, der ligger i vores konstante forsøg på at fjerne os fra verdens virkelighed.
THANK YOU HAVE A NICE DAY glider over i en mere og mere hybrid- og cyborglignende verden. Karaktererne får fire fødder eller add-ons på deres lemmer i form af turkise, ekstraordinært lange arm- og benstylter i plastik. En duet i dette univers, hvor to karakterer nærmest bliver til én, gør scenen smidig og på samme tid som absurd også indviende, da to dansere ’endelig’ har en særlig form for kropskontakt.
Slutscenen virker som et kig ind i en mulig fremtid, hvis vi mennesker fortsætter, som vi gør nu. Med en eskapistisk tilgang til verden, kan vi gå hen og blive mindre og mindre menneskelige og samtidig nærme os cyborgvæsnernes verden, hvor nær kontakt og kærlighed glider definitivt i baggrunden. Den æstetisk smukke forestilling beskriver en mørk fremtid, så fremmedgjort, falsk og distanceret, at de påklistrede smil preller af min krop. Måske er det netop intentionen med THANK YOU HAVE A NICE DAY, hvor jeg sidder tilbage med håbet om, at eskapismen virkelig får lov til at krakelere, men den i dette scenarie bestod i sin glatte hvidhed og hovedløse blomsterdragter.