bastard afholdt 2. juli 2020 en kunstnersamtale med Linda Lamignan modereret af kurator Lotte Løvholm på Copenhagen Contemporary. Artiklen er en redigeret version af samtalen, der berørte emner som Gloria Anzaldua’s bog Borderlands, Vestafrikas industrihistorie og vred ung norsk feministisk punk. Undervejs i samtalen blev der afspillet musik fra Lamignans praksis, som kan findes på et link under artiklen.
Lotte Løvholm: Velkommen til og tak fordi du tog imod invitationen og vil snakke om dine værker med os i dag. Det var meningen, at vi skulle have holdt denne talk i april, men så lukkede samfundet ned på grund COVID-19, så da vi fik mulighed for at afholde talken her i juli, blev vi enige om, at det var nødvendigt at adressere den nye virkelighed. Dels er vi fortsat midt i en pandemi, og så er der en masse mennesker verden over, der er gået sammen i kampen mod racisme efter mordet på George Floyd i Minneapolis i USA. Så jeg vil starte med at tjekke ind med dig og høre, hvordan du har det i den her intense tid?
Linda Lamignan: Tak for at have inviteret mig til talken. Der er rigtig mange ting, som har forandret sig siden april. Jeg har haft det meget blandet med alt det, der er sket, det sidste stykke tid. Med pandemien for eksempel, synes jeg, den i Vesten har været med til belyse samfundsstrukturer, som ikke har været så synlige: hvem har mulighed for at gå i selv-isolation, og hvem er nød til at tage ud og arbejde? Der har været en pause fra det, vi anser som normen, hvilket gør det nemmere at forestille sig et andet samfund. I forhold til de anti-racistiske demonstrationer synes jeg, det har været ret vildt at se, hvordan resten af verden er vågnet til noget, man selv har kæmpet med hele sit liv. Til at starte med var det stærkt og en god oplevelse, og vendepunktet for mig var, da min mor ringede til mig og sagde, at der havde været anti-racistiske demonstrationer i den lille by i Norge, hvor hun bor. Det blev jeg meget rørt af. Men så skete der et racistisk drab i sidste uge på Bornholm, som viser, hvor vigtigt det er, at samtalen fortsætter. Der er fortsat lang vej.
LLØ: I forhold til det øgede fokus på samfundsstrukturer både med pandemien, men også de anti-racistiske protester, er du så håbefuld?
LLA: Indtil sidste uge var jeg lidt mere håbefuld! Men jeg har absolut håb for den næste generation. (Speaking off (peger på Lottes gravide mave og griner). Vores generation kan videreinformere vores børn mere end generationen før os. Det hele opbygges jo fra generation til generation.
LLØ: I tråd med disse overvejelser skal vi tale om din værkserie, der hedder A New Value System (2018-2019), og jeg vil starte med at læse op fra en udstillingstekst fra din soloudstilling i Bergen i år på Knipsu: ”Utstillingen A New Value System With Images and Symbols That Connect Us to Each Other and to The Planet er et samarbeid mellom Linda Lamignan og Linda Lazer. Verket, som består av 4 videoer og skulpturelle elementer, er utviklet med inspirasjon fra Gloria Anzaldua’s bok: Borderlands/La Frontera: The New Mestiza.” Jeg vil gerne starte med at spørge, hvad relationen er mellem Linda Lamignan og Linda Lazer?
LLA: Linda Lamignan arbejder for det meste med objekter og skulpturer med afsæt i industrihistorier i Vestafrika og Vesten, særligt Nigeria og Norge. Varer fra tidligere og nuværende industrier bruges i værkerne som materialer, så Lamignan arbejder med fortiden og nutiden. De ser på materialer, deres anvendelse og betydning både kulturelt og spirituelt og arbejder med den historiske og følelsesmæssige hukommelse: Mindet om den transformation materialet gennemgår og dets historie samt relation til kolonitiden. Med udgangspunkt i animisme, troen om at alt er levende, udtrykker materialerne og varerne deres egen fortælling. Linda Lazer er en performativ musikalsk karakter, som er baseret i det ydre rum og har tilgang til andre kunstskaber og stemmer. De arbejder med fremtidsvisioner og oplevelsen af at bevæge sig mellem forskellige verdener: Om ikke rigtig at høre til, om transformation og diaspora, og om at altid at være ’den anden’. Af og til har Lamignan og Lazer et samarbejde (grin). Samarbejdet er et ønske om at skabe nye måder at forestille sig materialerne og ’den anden’ på – i en afrofuturistisk, alternativ tilstand. Interessen ligger i koblingen mellem udnyttelse af naturen og racisme, ligesom den vestlige udvinding af Vestafrikas naturressourcer er direkte knyttet til historien om kolonialismen. Ved at relatere industrimaterialernes historie til historien om min egen krop, prøver jeg at forestille mig en alternativ fremtid.
LLØ: Vil du knytte nogle ord til den bog, der også bliver nævnt i udstillingsteksten Borderlands (1987) af Gloria Anzaldua (1942-2004)?
LLA: Da jeg gik på akademiet (ed. Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler) læste jeg artiklen ’Towards A New Consciousness’ fra bogen, som resonerede stærkt med ting, jeg selv følte og tænkte, men som jeg ikke helt kunne sætte ord på. Gloria Anzaldua var en queer Chicanx digter og skribent fra Mexico, som boede i Texas. Hun skriver om at bevæge sig i mellemrummet mellem kulturer, seksualiteter, køn, kulturer og natur. Hvor jeg tidligere havde læst meget om forskellene, gav måden hun skrev på genlyd med min egen oplevelse af at bevæge mig i verden og være en del af mange ting samtidig. Så det gav mening for mig at dykke videre ned i hendes tekster i mit arbejde.
LLØ: Er der også et spirituelt spor i hendes filosofi?
LLA: Hun skriver om det spirituelle, hvilket er noget, jeg selv følte, har været set ned på i vestlig kontekst. Hun behandler blandt andet det at have stolthed i de spirituelle praksisser, man kommer fra, men fra et moderne ståsted, og fokusere på, hvordan disse praksisser kan fungere i dag.
LLØ: I forbindelse med bogen, knytter Anzaldua forskellige strukturer sammen i sin læsning af, hvordan verden er i 80’erne, og noget, der er på spil i dine værker, og som hun også berører, er udbytte af kroppe og af natur, som bunder i koloniale strukturer og som er tilstede i dag.
LLA: Ja, og det er interessant i forhold til spiritualitet. Det skel den vestlige verden har mellem menneske og natur, gør det nemmere at udnytte naturen. Mennesket er på toppen, og naturen er under menneskets herredømme. Det tager udgangspunkt i den samme type ideologi, som har retfærdiggjort Vestens udnyttelse af menneskekroppe, som ikke ligner deres egne.
LLØ: Og dine værker er blandt andet med til at skabe en bevidsthed om, hvilken historie materialer og objekter bærer med sig, og hvordan det påvirker os, når vi er i berøring med dem. Lad os dykke ned i værkerne fra videoværkserien A New Value System. Det første værk jeg gerne vil snakke om er Towards A New Consciousness (2018), hvor din bror har hovedrollen. Vil du kort beskrive værket fos os, inden vi lytter til lydsiden med din vokal?
LLA: Towards A New Consciousness er første del af et længere projekt, der hedder A New Value System With Images and Symbols That Connect Us to Each Other and to The Planet. I værket har jeg filmet min bror, der udfører kungfu bevægelser. De forskellige bevægelser knytter sig til forskellige dyr: slange, tiger, abe, og trane. Det var en metode til at knytte menneskekroppen til naturen, men også en refleksion over forskellige måder at bruge sin krop på. Men bevægelserne er også en form for modstand. Han har brugt disse bevægelser som forsvar, når han er blevet angrebet af nynazister. Så der er en dobbelthed: den utopiske forestilling om kroppen i naturen, og den mørke side, hvor det har været nødvendigt for ham at kunne disse bevægelser. Udover hans bevægelser og lydsporet, er der også en scene af et bjerg ved en fjord. Jeg har tilbragt meget tid ved bjergene, og det er et sted, jeg bevæger mig frit: bjerget dømmer ikke. De samfundsstrukturelle betingelser, som følger én, når man bevæger sig ud i et samfund, er ikke tilstede i bjergene. Der er man ligestillet med alt andet. Så bjergene repræsenterer for mig en stor frihed.
LLØ: Vi havde en talk i bastard regi for to uger siden, som jeg modererede med Cassie Augusta Jørgensen på meter, hvor vi blandt andet kom ind på Cassie’s baggrund i dans og relationen mellem dans og billedkunst. Og jeg tænker, det kunne være fint at høre om din baggrund i musikken og ikke mindst punkscenen?
LLA: Jeg startede som trommeslager i et punkband sammen med hende, der sidder derovre i publikum (griner og peger). Hun var vokalist, og vi var meget vrede. Vi var en del af et miljø, der var meget macho. Der var mange dudes, som var straight edge og veganere. Vi havde en sang, hvor vi var militante flødeisspisere og spiste bøtter med is på scenen. Jeg har ikke noget imod veganere, men vi havde et behov for at gøre noget, som de ikke kunne lide. Vores guitarist blev og havde ikke plads til guitaren på sin mave, så bandet blev opløst, og jeg holdt op med at lave musik i ret mange år. Så søgte jeg ind på akademiet i Oslo (ed. Statens Kunstakademi, Oslo) og gik der i tre år. Jeg var en af to afrikanere, der gik på skolen, og jeg fik at vide af hvide mandlige professorer, at mine værker var uinteressante for andre, fordi jeg tog udgangspunkt i min baggrund. I en ung alder uden andre stemmer, der kunne sige noget andet til mig, gik det mig meget på. Jeg holdt nærmest op med at lave kunst, men jeg havde meget behov for at udtrykke mig og begyndte at lave musik. Derfra opstod det, vi kender, som Linda Lazer.
LLØ: Og musik er jo en integreret del af din praksis: nogle gange som en del af performanceværker, andre gange i videoværker. Vil du fortælle om næste værk i serien Between Our Body and the Breathing Earth (2019) samt lydsporet og stederne?
LLA: Videoværket består af to dele. I første del følger man mig i forskellige landskaber på Svalbard med en række amuletter. I del to er det mine venner Laura Ann Morrison, Emmanuel Owusu Bonsu og min bror David Lamignan, som bevæger sig på vand, i en jungle og en skov. Sangen, der bliver spillet i første del, hvor jeg er på Svalbard starter med ”Chenjerai told me, those that do not travel, never arrive”. Chenjerai Hove er en digter fra Zimbabwe, jeg mødte i Stavanger, og det er en sætning, jeg har taget fra hans digt Travel fra bogen Blind Moon, om det at rejse for at ankomme et sted: både den fysiske rejse og den indre rejse. At rejse til Svalbard var at ankomme til et sted, hvor jeg kunne forestille mig en anden verden, fordi det føltes så afkoblet fra resten af verden. Der var ikke nogle træer, og solen gik aldrig ned. Jeg var der om sommeren, og der var en helt vild stilhed. Mens jeg var der, læste jeg David Abrams bog The Spell of the Sensous (1996), som handler om, hvordan menneskets sanser har udviklet sig i takt med naturen. Det gav mig en bevidsthed om, hvordan jeg som krop bevæger mig i naturen, og hvordan man hele tiden er i kommunikation med naturen omkring sig: noget, faldt mig naturligt som barn, men som jeg senere har glemt. Svalbard føltes som et fremmed sted, hvilket fik mig til at åbne op for andre måder at tænke på og være på. Med værket tager jeg udgangspunkt i en animistisk tankemåde, hvor naturen omkring mig også har en bevidsthed. Så landskaberne i videoerne er karakterer i sig selv.
LLØ: Der indgår også amuletter, som knytter sig til industrihistorier i Vestafrika og Norge. Vil du fortælle om materialerne?
LLA: I Vestafrika og særligt Nigeria var de tre største eksportvarer før olieindustrien kakao, palmeolie og jordnødder. Jeg har arbejdet med varerne fra et animistisk udgangspunkt, hvor materialerne fortæller sin egen historie, og der ligger en energi i dem. Jeg har fx smurt min egen krop ind i palmeolie, jordnøddeolie og kakaosmør for at komme tættere på materialerne og holde deres historie op mod min egen krops historie. Projektet er et forsøg på, at hele disse råvarer og den grusomme historie, som ligger bag.
LLØ: Vil du sige lidt om historien?
LLA: Hvis vi for eksempel kigger på kakao, var det spanske opdagelsesrejsende, der tog kakao fra det, vi i dag kender som Mexico, med til Europa, og det blev meget populært. Man begyndte derefter at dyrke kakao på plantager i Brasilien med afrikanske slavegjorte gidsler som arbejdskraft. Men med tiden fandt man ud af, at det var mere rentabelt at oprette plantager i Vestafrika, da det var billigere at bruge arbejdskraften på stedet fremfor at fragte slavegjorte gidsler vestover til Brasilien. De første plantager opstod på São Tomé og Principe, som var en portugisisk koloni med slavegjorte mennesker primært fra Angola. Plantagesystemet spredte sig videre til resten af Vestafrika, og da de slavegjorte gidsler blev frigjort, var der stadig meget efterspørgsel på kakao, så den dag i dag er der stadig mennesker, der arbejder på kakaoplantager under virkelig dårlige vilkår, så varen har meget brutalitet med sig. Før Nigeria blev selvstændige (ed. i 1960) var det Storbritannien, der fik økonomisk gevinst af kakaoeksporten, og selvom Nigeria er selvstændige, er det strukturer fra kolonitiden, som gør, at det stadig er Vesten, der tjener penge på kakaoeksporten. Man ser det også med olieindustrien, hvor det gentager sig på nye måder, men med samme brutalitet: Der var en sag i 1990’ernes Delta State med digteren Ken Saro-Wiwa, der lavede en fredelig modstandsbevægelse mod Shell, som var skyld i forurening i området, og i at Ogoni folket mistede deres levebrød. Protestbevægelsen blev mødt med vold og digteren Chenjerai Hove fra Zimbabwe, som jeg mødte i Stavanger, arrangerede en 24 timers digtoplæsning som støttearrangement for at indsamle penge til advokatbistand til Ken Saro-Wiwa, som var blevet fængslet. Da advokaten ankom til lufthavnen i Lagos og præsenterede sig som Ken Saro-Wiwa’s advokat fik han at vide, at Ken Saro-Wiwa’s var blevet henrettet to dage tidligere. Der har været forsøg på fredelige demonstrationer, men de er blevet mødt med vold, og det har resulteret i, at der er voldelige grupperinger i dag, der har set deres forfædre blive mødt med vold. Hvis det er sproget, man bliver mødt med, kan det blive sproget, man selv taler med. Men Shell tabte faktisk en retssag for nogle år siden og måtte betale en masse penge i erstatning. Så der har været sejre også
LLØ: Du arbejder også med Norges olieindustri i din praksis?
LLA: Ja, og det tager afsæt i min egen personlige historie: Min mor er fra Delta State området i Nigeria, hvor der har været meget udvinding af olie, og min far er fra Stavanger, som er Norges Texas, hvor der tilsvarende bliver udvundet meget olie. Min far fik tilbudt en chefstilling i et amerikansk olieselskab baseret i Vestafrika, så jeg voksede op med en meget todelt tilværelse, som jeg arbejder med både personligt og i min kunst.
LLØ: Og som knytter sig til bogen Borderlands, vi berørte i starten. Vi kan lige nå omkring det sidste værk i serien Humans Dwell Among Water Spirits (2019).
LLA: I dette værk har jeg filmet mig selv, min mor og min bror, mens vi bevæger os i forskellige vandlandskaber. Vandet repræsenterer tilstedeværelsen af vores forfædre: Vores bedstemor på den ene side blev født ved elven og hendes mand kom fra havet. Vores bedstemor på den anden side blev født på en ø omgivet af vand. Vand er det som forbinder vores kulturelle baggrunde, både personligt, historisk og geografisk. Vi bliver filmet hver for sig til at starte med og til slut, er vi alle tre samlet i en ret morsom scene, hvor min mor var ret vred. She was over it. Hun kigger væk fra kameraet, mens jeg og min bror står på hver hendes side og kigger ind i kameraet, sådan: yes queen, it is soon over.
LLØ: Og du og din bror har kapper på og ligner hendes futuristiske tjenere. Hvorfor involverer du venner og familie i dine værker?
LLA: Jeg tror, det handler om intimitet. Det er ikke store produktioner: det er min krop, der bærer et kamera. Når jeg arbejder med folk, jeg kender, har vi haft mange af de samtaler, som værkerne handler om. Så udover videoerne, er det samtaler, der har ledet til værkernes tilblivelse.
LLØ: Du nævner det her famøse slutbillede af dig, din mor og bror. Jeg ved, du behandler afrofuturisme i din praksis, og det får det tableau mig til at tænke på. Vil du som det sidste beskrive afrofuturismens betydning for dig?
LLA: Jeg ser afrofuturismen som et værktøj til at forestille sig en anden fremtid. Men det kan også være et værktøj til at kritisere samtiden. Jeg har altid været meget optaget af science-fiction, og hvordan man kan tale om samtiden gennem fremtiden. Afrofuturismen kan bruges til at lave nye forestillinger.
LLØ: Tusind tak, Linda.
LLA: Selv tak!