Jeg føler mig opslugt af grå fornemmelser. Uden ilt. Ubehaget stiger og flere gange har jeg lyst til at forlade scenen simpelthen på grund af en dystopisk kvælningsfornemmelse. Jeg får lyst til at gå ud i verden, kramme livet ud af mine venner og familie, kysse min ekskærester, sende kærlighedsbeskeder ud i universet.
Det kunne være intentionelt. At det er den følelse, jeg skal sidde med i løbet af det meste af forestillingen, og selvom der er glimt af håb, er forestillingen trøstesløs i sin beskrivelse af menneskets sidste tid på jorden. Vores eksistens er dødsdømt (åbenlyst) i TILBAGE FOR EVIGT.
Klinisk gråhed, tre miniature drivhuse, gennemsigtig røg og knitrende lydflader. Tomhed. Kun åndedrættet i høretelefonen i mit venstre øre er vidne om en form for liv i tomheden. Et liv, der higer efter ånd(elighed).
Hver sit drivhus levendegøres langsomt. To nøgne hænder, fodsålen mod duggede indersider. Menneskekroppe, indespærrede, kommer til syne i hver deres aflukke. De har tomme øjne. Også da de træder ud og stirrer på os, publikum, os mennesker. Vi er som dem, men der er intet liv. Livet er suget ud og væk til et afsides sted, ingen kender.
Fortællerstemmen i mit øre beretter om en gylden nål. Vi mennesker satte den gyldne nål i jorden, da vi betrådte denne jord med vores hierarkiske tendenser. Vi lagde grundstenen for den antropocæne tidsalder, der uden tvivl tager os selv med i faldet. Vi er dommerne over vores egen død. Den gyldne nål er den atombombe, vi har placeret bag vores egne hjerter.
De tre performere higer og higer og higer. Efter ilt. Men fortællerstemmer siger, der er ilt nok. Vi mennesker trækker vejret for hurtigt, for rastløst i vores løben efter længslen. Længslen efter hinanden. Fortællerstemmen siger, vi skal overføre ilt til hinanden gennem kys. Hun gentager. Vi skal overføre ilt til hinanden gennem kys. Kys. Kys. Kys. Kys. Kys. Kys. Kys. Kys. Kys. (Skriver jeg her)
En performer er låst fast. Hans hånd sidder fast i en sort wire, der sidder fast i drivhuset. Han forsøger at slippe fri, men drivhuset sidder fast, følger med. Han er fanget.
En anden performer vælter ud af sit drivhus med sine mange plastikkander med en gennemsigtig væske. Hun er tørstig af sin hurtighed og vil slukke tørsten med den gennemsigtige væske. Gin, viser det sig at være. Hun hælder gin ned i sine organer.
Disse drivhuse driver vanviddet frem. På scenen og i mig. Altså et vanvid over vores egen isolation. Vores forsøg på at inddele verden i firkantede fragmenter i et forsøg på at kontrollere og forstå det uforståelige, det åbenlyst organiske, som verden består af. Men vi har ’agrikultureret’ vores verden, vi har bosat os i firkanter, der har dræbt de vilde haver og lidenskaben i vores øjne.
Vi længes efter HUD. hud. hud. hud. hud. hud. hud. skriver tredje performer på indersiden af et drivhus, mens to andre kroppe griber ud efter hud. Men det eneste, de fanger, er luft. Luft. De fanger ingenting, deres tomme øjne ser ingenting.
Jeg tager fat i min venindes hånd. Vi fletter fingre. Infiltrerer hinanden med kropskontakt.
I stedet for kropskontakt krammer en performer en stor plastikpose. Hun omslutter sin krop med plastik. Det føles hult. En fortælling om skildpadden som fertilt væsen lyder i mit øre, mens performeren udfører en animalistisk kopi af skildpadden og kryber ind under dens skjold, plastikposen med akavede udspilede øjne, krogede hænder og lander på alle fire.
Længslen efter skildpaddens langsommelighed og frugtbarhed forstiller sig som modsvar til menneskets hurtige ufrugtbare cyklus. På scenen er det akavet koreografi.
Jeg forbliver blandt publikum på trods af min længsel efter at gå ud i verden. Tage aktion. Jeg har mere brug for omsorgsfuld handling end langsommelig, dystopisk monotoni. Det er den fornemmelse, der bliver ved med at sidde fast i mig.
Heldigvis forsøger håbet at indtage sin plads, selvom der ikke er meget af den. Pladsen til håbet.
Heldigvis berører nedenstående scene mit inderste som en blød genfødsel.
En menneskekrop tegner en sort streg tværs over gulvet. Som en skillelinie. Et tegn på at nu må der ske noget nyt. To menneskekroppe hiver en bølgende plastikseng frem fra bagscenen oplyst af en lyskilde, der giver fornemmelsen af udendørs dagslys.
Plastiksengen deles i tre og bliver hejst op i luften af den sorte streg, der viser sig at være en fysisk wire. En poetisk scenografi kropsliggør sig for mine øjne og allerede der blødgøres min grå krop langsomt. Tre gennemsigtige og sanselige plastikforhæng er fordelt langs den sorte streg. En menneskekrop står ved siden af hver sin bløde plastikbolig.
Kroppene træder ind i den florlette plastik og så overrasker scenen med projektioner af kroppe. En projektionskrop på hver plastikbolig. Projektionen sammensmelter med menneskekroppen på så livagtig en måde, at det længselsfulde møde endelig finder sted. Kroppene bliver et. En krop indeni en anden krop omsluttet af blød poetisk hvidhed. Billedet er en puppe. Genfødsel. Endelig.
Kroppene smelter og smelter og langsomt forandres det hvide projektionslys og bliver mælkehvidt. Projektionen opløses, og tilbage står menneskekroppen i puppen, klar til genfødsel.
Der er en længe ventet forløsning i scenen, og jeg kan endelig trække vejret mere normalt igen.
Menneskene skal finde en ny måde at trække vejret på. Siger fortællerstemmen.
Min krop kunne ikke være mere enig. Jeg er træt af separation. Træt af frygt for konflikter, træt af ikke at turde gå ind i kærligheden, træt af at forlade længsler. Træt af to-do-lister, når vi som mennesker står i livskriser. Træt af at prioritere overlevelse fremfor omsorg.
Men jeg har brug for, at forestillingen også finder en energi til at gøre netop det. Omsorgen kan bestemt være langsommelig, men omsorgen kan også være handlingsbaseret. Vi har brug for at tage beslutninger og ikke dvæle i gråt vægelsind.
Lydsiden er smuk esoterisk, ikke bare her, men gennem hele forestillingen underbygger den dramaturgien på underjordisk vis sammen med gulv-til-loft-projektioner, der svinger mellem at ligne naturens vilde energier i oceanformat til at vise sig at være en grøn, sammenkrøllet plastikdug. Et illusorisk greb, der fanger min opmærksomhed.
Håbet er spædt men heldigvis lysegrønt, og Tilbage Til For Evigt ender med, at de tre performere hælder sort sand i små bunker ud på det hvide gulv. Små jordbunker, grosteder for nyt liv, for det der skal spire. De tre menneskekroppe bærer grønne planter frem i deres hænder. Mine læber former et lille smil. Det er første gang, en farve træder ind på scenen. De planter planterne i jorden. En performer planter sig selv i jorden. Et lysspot rammer ham. Flere lysspot rammer jordbunkerne. Det er smukt ligesom flere scener er det. Æstetisk smukke. Det grå, det sorte, det hvide, det slørede poetiske røg, de gennemsigtige drivhuse, den fløjlsbløde plastik og endelig de lysegrønne planter. Det scenografiske univers har sit eget landskab.
Men et landskab, der i iscenesættelsen mangler en pink vildskab, en blå horisont, en gul blomst. Bare en lille kontrast, der kan sætte gnist til mit hjerte på trods af den smukke tekst, der ender forestillingen sammen med det sceniske billede af en performer, der planter en grøn plante i sin egen mund. Et billede på naturen i os, os i naturen. Vi er et. Kroppene, naturen.
Der lever et håb i os
Og dybt nede i jorden
Lever vi af en længsel
Derfor dør vi ikke
Når alt andet dør
Derfor vokser der nyt liv frem i os
Når alt andet er væk
Som jeg indledningsvist beskrev, er jeg klar over, at gråheden, monotonien kan være fuldt ud intentionel. At den fornemmelse skal få mig til at føle dystopien og ubehaget i mit indre, for at jeg netop kan gå ud i verden og kontrasterer den krise, som forestillingen billedliggør. At vi mennesker står midt i vores sidste tid, og at regenerativ handling er påkrævet.
Frustrationen er også til at mærke, og jeg får lyst til at gå ud og uddele grønne krammere. Samtidig er jeg også iltfattigt kvælningsramt, og den meningsløshed, jeg selv forsøger at omfavne og kærligt bekæmpe, er blevet forstørret denne efterårsgrå efterårsaften. Av. Av. Av. Av.