To forestillinger på Stadsteatern i Stockholm kæmper med store størrelser som identitet og folk – og hvordan man kan bryde ud af navngivningens bokse. Den ene er fuld af sprog, mens den anden forkaster sproget – begge insisterer de på tvetydigheden på godt og ondt. Filip Vest reflekterer over monologen Kröna en Drottning og danseforestillingen Some Thing Folk.
Christina Ouzounidis – Kröna en Drottning
Robert Fux står med ryggen til, da publikum kommer ind. Han bærer en lang rød paryk, en støvet rosa balkjole og to sorte silkehandsker. Han tårner op til umenneskelig højde og må stå på en form for podie dækket af kjolen. En krone af syv røde stjerner svæver over hans hoved. En cirkel af lamper over ham lyser det hele op. Parykken skærer sammen med kronen hovedet over i to: Fux er skaldet foran, og det ligner parykken er på vej til at stikke af fra hovedet. Bladguld dækker pletter af hans hud som et udslæt.
Fux drag queen karakter adresserer os i et royalt vi. “Alt er klar til kroningen,” fortæller hun. “Jeg er ikke vred, selvom kroningen kunne være kommet tidligere,” siger hun kækt. Hun fortsætter med at fortælle om hvordan “alle vil have os nu”, og om hvordan det er at være “sammenholdets pynt”. “Det er så dejligt, når det glimter,” siger hun sarkastisk og leder tankerne hen på eurovision, glimmer, fjerboaer og på den måde drag er blevet gjort folkeligt.
I dramatiker Christina Ouzounidis monolog lader denne unavngivne drag queen til at være ved at blive en vaskeægte dronning. Og det er ikke alle, der kan blive dronning, må vi forstå. Hun fortsætter med at forklare at alle hendes gestikker, vinklen på hånden, alt er er “udvalgt og fravalgt”.
Hun fortæller henkastet, hvordan at: “Vi ikke behøver redegøre vores eksistens”, og at “Vores eksistens har ikke noget at gøre med køn, men med guddommelighed.” Det hele lyder optimistisk, utopisk – og helt umuligt, i en tid hvor netop queerpersoners og andre minoriteters rettigheder atter bliver indskrænket, alle, der stikker ud bliver forfulgt.
Men snart viser vores hovedperson sig også at være en upålidelig fortæller. Et mørke, en anden sandhed lurer under ordene. Stemningen ændrer sig. Hun siger: “Jeg havde lovet at fortælle noget sjovt i aften, men nu kan jeg ikke finde på noget.” Og filosoferer: “Jeg tror ikke på kommunikation”. Hun er begyndt at tvivle på, at ordene skal gøre os “frie”. Hun mister tråden. “Hvad siger jeg?” spørger Fux pludselig suffløren og bryder karakter i dette meta-greb. “Vi er…”, siger suffløren. “Værdige,” siger de to i kor, ikke helt overbevisende.
Fux træder ned og afslører podiet under balkjolen. Hun begynder at ryge en vape og kigger skeptisk på lamperne, der hænger over podiet. “Hvad er det der?” spørger hun. “Er det den, jeg skal bære? Den rækker ikke,” siger hun til publikum. “Fjern den krone.”
Lyset skifter til et blåt lys, og hun bevæger sig i stilhed på tværs af scenen. Slæbet bag hende lyder som havet. Langsomt går den selvsikre dronningekarakter i opløsning. Hun begynder at tvivle. “Jeg er ingen, som gør nogen forskel,” siger hun. “Jeg har ingen magt til at forandre noget. Jeg er ikke klar til at ofre mit eget velbefindende for nogen anden.” “Hvad er det for en dronning?” spørger hun retorisk. “Jeg er ikke noget særligt sympatisk menneske,” siger hun, denne ambivalente antihelt. Hun er uperfekt, på den måde vi alle er, og som det ville klæde dronninger og andre magthavere at vedkende sig.
Langsomt vender teksten sig om. Hun begynder at modsige sig selv. Hun siger “Jeg er ingen, der tænker, før jeg handler,” for lige bagefter at sige “Jeg er ingen, der ikke tænker, reflekterer og analyserer, før jeg handler.” Hun holder en pause og drikker en øl med et sugerør i siden af scenen. Så siger hun: “Jeg er ingen, der drømmer om at blive mishandlet. Jeg opsøger ikke det, der skader mig. Jeg er ingen, der sidder i fremmede køkkener og tænker på døden,” og nu lyder det mere som om, hun mener det modsatte af det, hun siger. Sådan løber denne hypnotiske monolog om hjørner med én, mens den skifter mellem et poetisk og et mondænt sprog, mellem at mene det, den siger og mene det modsatte – eller noget helt tredje. I starten tror hun ikke på kommunikation, men henimod slutningen af forestillingen, tror hun ikke på månen.
En umulig, tvetydig karakter udfolder sig. En dronning, der ikke har nogen magt og en drag queen, der fortæller os, at hun hader at lip synce. En selvsikker og usikker person. En guddommelig entitet og et uperfekt menneske.
Til sidst kaster dronningen sig ud i en brandtale om fremtiden. Hun kalder menneskeheden ud for “Jeres ynkelige drømme, som altid sammenfalder med det mest tænkbare” og siger, at: “Fremtiden for jer er bare fortsættelsen af jer selv. I er kun engagerede, fordi jeres børn kommer til at leve, ikke på grund af dyrene…” Det kunne lyde som en opsang, men hun insisterer bagefter: “Jeg vil ikke have noget af jer.” Og så som en allersidste kryptisk bemærkning, siger hun: “Jeg bliver ikke til igennem dig.” Så vælter hun over platformen.
Ouzounidis’ og Fux’ karakter er svær at få greb om. Ambivalens synes at være hele pointen, og monologen føles som én lang balancegang mellem alle modsætningerne i os, som ikke kan rummes i de roller, vi bliver castet i. Eller som digteren Walt Whitman udtrykker det i sin berømte frase:
Do I contradict myself?
Very well then I contradict myself,
(I am large, I contain multitudes.)
– Walt Whitman, Song of Myself, 1892
Ligia Lewis – Some Thing Folk
Det samme ambivalente territorie går igen i koreografen Ligia Lewis nye danseforestilling Some Things Folk lavet i samarbejde med det svenske dansekompagni Cullberg. Her er det dog ’folket’ og ikke dronningen, der er udgangspunktet. Hun udtaler i et interview om Some Things Folk,at hun ønsker at udfordre idéen om et folk, som en fast størrelse og i stedet optegne et folk, der mødes gennem forskellighed. Et folk, som er sammensat af mange forskellige slags folk.
Et stort, hvidt gardin dækker hele scenen. Et lille skyggespil af silhuetter i forskellige perspektivisk umulige størrelser spiller på gardinet og opløser rummet. I den ene side anes en performer ved gardinets kant. Hun sidder i en rød brunlig kjole og rører ved sin hånd, mens fingeren laver en ’kom nærmere’ gestus. Hun kigger på den, som for at tjekke at den virker.
Lyset i salen er stadig tændt, og der er småsnak blandt publikum.
Pludselig kommer en performer ned af trapperne og tramper ind imellem publikum. “Heavy footed!” råber hun. “Walk walk!” Hun stirrer konfronterende på publikum. “Shhhh!” siger hun og kigger vredt på os. Så er vi i gang.
“They are coming!” råber performeren. “Dangling arm,” konstaterer hun så tørt og svinger sin arm. Hun laver en lille dans for os. “Toe, toe. Heel, heel”. Så hiver hun gardinet væk. Et stort skrigende blåt gulvtæppe kommer til syne. Et træ står ensomt på scenen, og leder tankerne hen på Venter på Godot. Flere dansere kommer til syne. De bevæger sig som væsener, der lige er kommet til verden og er forvirrede over deres egne kroppe. Det føles som om, de prøver at navngive deres kropsdele, at få kontrol over dem. De klasker på deres kroppe, som for at vække sovende lemmer. De peger og prøver at stoppe fingrene fra at pege. Det hele udvikler sig til en slags stomp af fald og slag med små deadpan udråb. “Falling back!”, annoncerer den ene performer, før han falder.
Langsomt bliver flere dansere introduceret. En performer dukker op bag en træstub og råber “Ooooooohhhh!” To andre bliver lidt til hunde. En tredje skriger et animalsk skrig, som kunne lyde som en fugl eller en abe. En fjerde bumper hen over gulvtæppet på sin numse som et klodset dyr. Indtil scenen er helt fyldt af de 10 dansere, der vrider og skaber sig. Flere af dem har et tyndt lag maling på dele af deres arme eller ben, så de er mere blålige eller grålige som et lag støv har lagt sig eller huden på et lig.
Snart bliver sangene til brøl og der udbryder en form for slåskamp blandt performerne. De kæmper og bliver venner igen. De lærer hinanden ting, bærer hinanden, fejler, fejrer deres sejrer, kollapser ovenpå hinanden. Det hele ligner en kaotisk scene fra et maleri af Hieronymous Bosch.
I sidste del af forestillingen bliver det mørkt. De gemmer sig, siger “Shhh!”. Så vælter en af performerne, der bærer en hat og sølvfjer på sit tøj. En anden råber begejstret: “The knight is down!” Der bliver festet, og de danser alle i en cirkel og klapper. Derpå bliver det lille samfund, som de efterhånden er blevet til, mere organiseret. De begynder den første performers “Heel, heel. Toe, toe!” dans. De stiller sig op på række og danser pardans.
Til sidst ender de alle kollapsede på scenen. Gardinet bliver trukket for. “To steal a folk is to kill a folk,” står der projiceret på det. “This is the end of Some Thing Folk”. Afslutningsreplikken taler et meget direkte sprog og kommer til at stå og flagre lidt i kontrast til resten af forestillingens mudrede territorie. Det føles som om at Some Things Folk både har lyst til at tale om nogle meget aktuelle politiske konflikter lige nu i verden, og samtidig har lyst til at holde sig i det ambivalente abstrakte territorie. Det hele gør det lidt svært at tage præcist ind, hvad Lewis ønsker at opnå, på samme måde som dronningens projekt i Ouzounidis monolog er meget mudret og selvmodsigende.
Både Kröna en Drottning og Some Thing Folk er nogle svære forestillinger at få greb om. Til gengæld er begge værker fuld af smukke billeder malet med enten ord eller kroppe. Det er uklart, hvad de vil sige, og det synes netop at være en del af pointen. Begge forestillinger minder os om vigtigheden i at insistere på tvetydigheden i et samfund, der hele tiden vil sætte os i bokse. De er en påmindelse om den vold og magt, der ligger i at navngive noget, og friheden i at bryde ud af det læsbares land.
Samtidig minder de os også om, hvor svært det er netop at repræsentere tvetydigheden. Hvordan den fine balance mellem den tvetydighed, der åbner tingene op for os, og den der skubber os væk, er så svær at finde. For mig kan det nogle gange føles som om, alting bliver meget mere klart i tvetydigheden, og andre gange bliver det hele bare lidt uklart.
Men en ting er sikkert i begge værker: intet er hvad det ser ud til…