Forfatter Ida Marie Hede har udgivet en ny bog med titlen Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer. I dette interview foldes romanens knopskydende tematikker og sammenfiltrede positioner ud, og der rantes om feminismer, surrealisme, #MeToo og et udvidet syn på det kvindelige begær.
Ida Marie Hede er den type forfatter, man ikke har lyst til at sætte i bås. Siden hun debuterede i 2010 med prosasamlingen Seancer, har Hede nemlig eksperimenteret med litteraturens former og udvisket grænserne mellem kunstarterne. Hun skriver på måder, der nærmest er mere filmiske og performative, da hun evner at skabe stemninger og rum og give liv til døde ting – fx strygejern og lampeskærme. Hendes sprog og de vilde og voldsomme associationsrækker, hun skaber, påvirker hele sanseapparatet. Sammenligner vi Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer med en forestilling, præsenteres vi ikke kun for minutiøse detaljer af selve fremførelsen på scenen – vi kommer også bag kulisserne og ser wires og kabler og afsminkede skuespillere. Vi går dybt ind i fiktionen, men ikke så langt ind, at vi fortaber os og helt mister vores forbindelse til virkeligheden. Og det er et helt bevidst greb fra Hedes side, der ikke er interesseret i en ”modstandsløs litteratur”, der får en til ”at glemme tid og sted”:
”Romanen viser, at den er en konstruktion. Den henvender sig, og det må den godt gøre opmærksom på”, forklarer Ida Marie Hede.
Suget, som romanen forkortes til at hedde, er netop udkommet på Forlaget Basilisk og har givet anledning til, at Hede kan eksperimentere ved rent faktisk at forsøge at holde sig indenfor nogle mere faste genrekonventioner.
”Jeg har en tendens til at skrive længere associative tekster, der springer på tværs af tid og rum, men med Suget har min redaktør fået mig til at gøre mere ud af én specifik verden, så bogen er blevet en roman på godt og ondt.”
Kvindelighed og begær i patriarkatet
Ida Marie Hede fortæller, at Suget handler om ”rigtig mange ting”. Og det er nok den mest præcise måde at beskrive romanens handling på, for den ”knopskyder og filtrer sig sammen” og indeholder derfor ”mange fortællinger og tilgange” på samme tid:
”Det har været mit helt klare ønske med bogen, at den skal kunne tale om mange ting på én gang, men at der selvfølgelig er forbundne pointer”.
I en tidligere e-mail har Hede beskrevet, at Suget på tematisk niveau handler om patriarkathad, undersøgelser af kvindelighed og begær i patriarkatet, veninder og moderskab, hvilke er ”stærke elementer i bogen”, som Hede udtrykker det via en telefonforbindelse, mens hun bevæger sig videre til at præsentere sin fortæller:
”I Suget møder vi en fortæller, jeget, som bor i en science fiction-landsby, der bedst kan beskrives som et nært fremtidssamfund eller et ‘nu’, der er vredet af led. Jeget kan stå mellem forskellige positioner. Hun er hverken helt ung eller gammel og opfører sig indimellem som om, hun er single og fri, selvom hun har børn. Hun drømmer om at tilhøre middelklassen, men er samtidig lidt off i forhold til de normer, der er i Den Usikre og Megalomane Landsby. Hun bliver ret hurtigt venner med de her tre ‘søstre’, Hjerteskam, Kødskam og Røvskam, der på en eventyrlig måde udspringer af hendes fantasi og ensomhed. Veninderne er ret overdrevne og stiliserede.
Hede fortæller, hvordan Hjerteskam, Kødskam og Røvskam sætter fortællerens begær i gang: ”De bliver en motor for den aktivisme, jeget bliver viklet ind, som romanen skrider frem.”
Der er mange måder at være feminist i dag og udstille sin kvindelighed på. Hvilke former for feminismer vil du gerne fremhæve med din roman?
”Suget indeholder pasticher på forskellige former for feminismer og leger med idéer om kvindelighed. Der er alle mulige fjerde-bølge-feminismer i karaktererne, men de er ikke kun det. Romanen spiller forskellige positioner og længsler ud, som jeget kan spejle sig i og diskutere og undre sig over. Hun bliver vred på patriarkatet på gammelfeministisk anden-bølge-facon som Røvskam. Andre gange tiltrækkes hun mere af Hjerteskams zappende kærlighedslængsler og frigjorte og utopiske seksualitet. Hun leder efter den feminisme, der virker, dér, hvor hun er nu. For mig glider alle former for historiske og samtidige feminismer hele tiden ind og ud af hinanden. Suget performer/parodierer bl.a. et samtidigt blik på egen lyst og seksualitet ved ikke kun at lade sine karakterer udforske sig selv, men hele tiden rette opmærksomheden mod hinanden.”
Hede taler om en ”kropslig solidaritet” og giver eksempler fra Suget, hvor kvinderne eller rettere romanens females rører ved hinandens udflåd:
”Væsken er bindeleddet på tværs af uoverensstemmelser og uenigheder”, fortæller Hede.
En #MeToo-roman på godt og ondt
I mange omtaler og anmeldelser af Suget har det heldige sammenfald med anden bølge af #MeToo været nævnt. Hvordan har du det med, at din roman bliver koblet så direkte til #MeToo-bevægelsen?
“Det har jeg det okay med. Der opstod jo aldrig en første #MeToo-bølge i Danmark. På det tidspunkt (2018 red.) var jeg ret involveret i at dele og lytte til andres #MeToo-fortællinger. Jeg oplevede at vende tilbage til erfaringer, jeg ikke havde fået bearbejdet eller dengang forstået som grænseoverskridende. Den energi er kommet ind i romanen. Det samme er frustrationen over, at der ikke skete mere, og at der stadig var så meget sårbart stof, der var ubearbejdet. Suget er bl.a. skrevet på noget af det oprør og den vrede, jeg følte, i forhold til, hvordan det hele faldt til jorden. Modsat den første bølge tager den nye bølge nu fart i mange forskellige miljøer.”
Helt konkret er der en scene i Suget, hvor en ældre mandlig chef læsser sine følelser og forvirringer af på praktikanten Tessa, som ikke tør at sige fra i frygt for at ødelægge sine fremtidige jobmuligheder.
“Scenen beskriver en følelsesmæssig udnyttelse af en middelklasse-kvinde, og viser bare én ud af utallige måder, kvinder undertrykkes, udskammes eller sættes tilbage på. Patriarkalsk vold er grundlæggende i samfundet. Inden for alle klasser.”
Men #MeToo-bevægelsen har også sine begrænsninger i forhold til repræsentation (i hvert fald i Danmark), hvad Hede betegner som “smertehierarkier”:
“#MeToo kan måske rumme, at de ressourcestærke, hvide cis-kvinder taler ud. Men der har fx ikke været lige så flotte Politiken-forsider til ikke-hvide eller transpersoner. I Suget var jeg interesseret i at skildre en verden, der pirker lidt til det trygge middelklassesamfund, og viser en spirende mulighed for at protestere. I romanens første del er der et spor med en gruppe au pairs, det fylder jo ikke voldsomt meget, men det giver en bevidsthed igennem hele teksten om den velstand, vi tager for givet i vores del af verden. At der er andre, der vasker gulve i vores kældre og syr vores tøj på fabrikker langt væk, et usynligt arbejde, som fortælleren føler frustration over. I Suget forstørres dette forhold op og overdrives med beskrivelsen af den ret flamboyante flok au pairs, der indlogeres i kliniske kælderlokaler og ansættes til at udføre husligt og følelsesmæssigt arbejde på illegale vilkår. Holdt op mod fx kernefamiliens middelklassekvinder er disse kvinder enormt sårbare”
De klassemæssige forskelle bliver særligt tydelige gennem karakteren Minty, som er en ressourcestærk kvinde, der bor i Den Usikre og Megalomane Landsbys mest velhavende kvarter. Hendes privilegier afsløres bl.a., når hun udtaler, at det er fantastisk at få børn i den her landsby, men at alle burde få en au pair, og at denne au pair skal have en “p-ring de luxe”:
“Der er nogle børn, vi (=samfundet) hellere vil have end andre børn, på samme måde som der er nogle mennesker, vi hellere vil have. Romanen parodierer den måde, hvorpå dem, der er øverst i det sociale hierarki er bange for dem, der er nederst – altså bange for at identificere sig med dem, afsløre at de i virkeligheden er ligeværdige. Jeg overdriver det forhold ved at forvandle romanens au pair-karakterer “Au Pair Pop” til syngende popstars, der har set deres egen undertrykkelse, nærmest før andre har udpeget den. Au Pair Pop ved godt, hvilken rolle de spiller, de har en bevidsthed om at være undertrykt”.
Hede fortsætter:
“Og så har de sært nok overskud til at interesse sig for jeget. I en scene svæver jeget fx højt over villavejens køkkenhaver og ser ned på alt, hun tilgiver alle deres positioner og magtspil, og pludselig stikker Au Pair Pop hovederne op fra jorden og udbryder: “Vasker du vores fuckfingre med dine tårer”, sætningen, bogen netop henter sin titel fra. Au Pair Pop kommer jeget i forkøbet og taler til hende – måske som en nuttet person, der har brug for omsorg og udfrielse fra sin white guilt. Jeg ville gerne gøre grænserne mellem trøst, gensidig udnyttelse og aggression uafgørlige.”
De surrealiske elementer i Suget
Jeg fortæller Hede, at jeg følte samme svimlende fornemmelse af at læse Suget, som da jeg for nogle måneder tilbage tog til Louisiana for at opleve udstillingen Fantastiske Kvinder. I både de kvindelige surrealisters kunst og i Suget er kvindekroppen og undersøgelsen af det kvindelige i fokus; de kropslige erfaringer, den glæde og sorg, der er forbundet med kvindekønnet og de roller (patriarkatet synes) hun skal spille og det begær, hun er underlagt. Om sammenligningen med de kvindelige surrealister og disciplineringen af kvindekroppen mener Hede:
”Jeg kan godt se, hvorfor du laver den sammenligning. Selv er jeg glad for fx de mange surrealistiske forfattere, hvis forfatterskaber er blevet genudgivet de seneste mange år (Anna Kavan, Unica Zürn, Leonora Carrington, m.fl.). Og i billedkunsten: De her kvindeskikkelser, som er spændt fast eller viklet ind i materialer, som har bevingede eller cyborgagtige kroppe; forskellige accessories, der flyder rundt i billedrammen. Kvinderne ses også ofte i bizarre rum, hvor de præsenteres som magtfulde, men man fornemmer samtidig, at de er hæmmede eller fastholdte. Værkerne er frodige, vildtvoksende; ofte ser vi rum, der er statiske, men hvor der samtidig finder en transformation sted.
Hede fortæller, at hun i Suget spiller på et lignende spænd mellem klaustrofobi og kontakt med verdnen:
“Der er bleer og objekter alle vegne, køkkenet bugner af opvask. Og senere i romanen, da fortælleren er blevet skilt og holder fest, er der unge kroppe overalt i den lillebitte lejlighed. Suget har en stram ramme og jeget lever i en lille verden, man ikke kan undslippe. Men den er også porøs – særligt i forhold til måden, karaktererne møder og taler med hinanden på. Rummet er elastisk; fortælleren og den unge kvinde Tessa snakker fx til jeget gennem en lampe, fortælleren kan se de utroligste ting ind af vinduerne til Kommunekontoret i Landsbyen, og romanen føler sig fri til at tale om alt: analysere en film, beskrive en kropslig fornemmelse, erindre. For mig skaber dén åbenhed fornemmelsen af sprækker af frihed.”
Den liderlige og politisk indigerede mor
I min optik er skildringen af voldens mange væsner og solidariteten mellem de meget forskellige females væsentligere for læsningen af Suget end skildringen af moderskabet. Alligevel kan hverken Hede eller jeg undsige os helt fra at snakke om børnene og familiens plads i romanen. Bl.a. fordi “børnene er en del af fortællerens krop”, som Hede beskriver det:
“Der er 40 børn i alt, måske 100, en uendelig flok? Jeg har ikke selv talt dem. Og hvis romanen fortsatte, ville de bare blive flere. Den følelse tror jeg godt man kender som mor, selvom man måske kun har et eller to børn derhjemme. “Ja, sådan er det at have børn”, har flere reageret efter at have læst romanen. Igen er det overdrevet, men overdrivelsen får virkeligheden til at stå klarere frem ”.
På samme måde som det excentriske trekløver af et venindekorps er med til at drive jegets udvikling fremad gør børnene hende til et mere aktivistisk og politisk menneske:
“Børnene er de aktivister, hun måske selv gerne vil være? Fortælleren tænker, at børnene burde lære at indordne sig. Men det kan de selvfølgelig ikke, fordi de er børn, og af natur også kaotiske. På den måde mobiliserer børnene hende også til at tænke noget andet, end hun er vant til. Hun er vred på den verden, hun lever i, men hun ved ikke præcist, hvordan hun kan reagere på sin vrede, fordi hun har travlt med at passe og pleje børnene”.
Hede fortsætter:
“Samtidig mærker hun en trang til at gøre noget, når hun ser ind i deres øjne. Det er for børnene, at hun skal være politisk aktiv. De indgyder både håb og et forvirret ansvar og bliver en drivkraft, for de ER jo fremtiden. Men fortælleren er ikke fuldt ud i stand til at handle på sin trang til oprør. Flere gange forlader hun børnene og tager babyalarmen med på klub eller ud for at møde sin elsker, hun opfører sig frit – i hvert fald i forhold til realismens mor – men børnene kan hele tiden grynte fra den lille maskine, alarmen, som hun har proppet ned mellem sine bryster. Hun og børnene er aldrig uden for hinandens rækkevidde.”
Suget adskiller sig markant fra andre nylige moderskabsskildringer af bl.a. Cecilie Lind (Mit Barn) og Olga Ravn (Mit Arbejde) ved at lade fortællerens begær være til stede hele tiden:
”Det er skildringen af en mor, der ikke kun er MOR, men også har en seksualitet. Det var meget vigtigt for mig at lade moderens begær være til stede hele tiden. Hvad er det så for et begær? Det handler ikke bare om det heteroseksuelle knald, men om at finde et hjem for alle mulige seksuelle behov, også dem, fortælleren måske ikke engang selv kender endnu. Fortælleren søger efter intimitet og erotik: hun onanerer tit; hun tænker på sine børn som erotiske relationer, i en scene filtrer hendes og børnenes hår sig sammen; hun begærer romanens Females, men ikke nødvendigvis på en definerbar måde”.
Hede forklarer, hvor et begær kan rumme mange begær i sig, og hvordan seksualitet kan være mangeartet:
“En sætning kan pludselig stråle af drift. Måske leder fortælleren efter det, der netop undertrykkes i moderskabet, samtidig med, at moderrollen også udvider idéen om det erotiske? Travlheden og trætheden kan jo skærpe ens opmærksomhed på hvad, man savner. Så Suget er ikke nødvendigvis en roman, der siger, at man finder sig selv, når man får børn; fortælleren har ikke nogen kerne, hun er snarere søgende og tvivlende, trigget af den ensomhed, kassen ‘heteroseksuel kernefamiliemor’ efterlader i hende. Hun agerer gennem en lyst til både at overskride normer og lader sig føre rundt, hun er både en oprører og en pleaser. “Verdens fænomener fløj mig altid forbi”, står der et sted i bogen, og det er netop det, der gør, at teksten bliver ved med at søge, at findes, ja, at den er så vildtvoksende.”
Overdrevet ’hygge’
Når Hede og jeg nu alligevel taler om moderskabet, så er kontrollen med kvinders fertilitet et helt klart tema i bogen. Men insisteren på kvindens ret til at bestemme over egen krop er bare ét lag i den dybe og mangfoldige samfundskritik, romanen fordrer.
For mig at se, er der en tydelig samfundskritik i Suget i forhold til at blotlægge den måde, det danske samfund er struktureret på, og hvordan det påvirker hverdagen og den måde, vi tænker og ser på os selv og hinanden på. Hvor langt er der mellem Den Usikre og Megalomane Landsby og fx København?
”Ret kort og okay langt? Man kommer tydeligvis tæt på et dansk samfund i kraft af romanens leg med ord som “Landsby-boks”. Den Usikre og Megalomane Landsby trækker på de forestillinger, man jo kan have om alle slags små samfund, hvor en omklamrende kontrol lister sig ind på én. Hvor alt er pakket ind i hygge. I Den Usikre og Megalomane Landsby bliver velfærds-hygge-overvågningen overdrevet, indtil alt er LOL. Det er en specifik verden med sit eget distinkte sprog og distinkte navne, og det havde jeg det virkelig sjovt med.”
I opbygningen af Den Usikre og Megalomane Landsby henter Hede efter eget udsagn også træk fra en slags global, kommerciel og hyper-performativ amerikanskhed, som egentlig kunne være alle steder:
“Den bureaukratiske og regulerende stat/kommune – som også kunne være det firma, du arbejder i – er nærmest et væsen i sig selv, som man kan have svært ved at sige imod. Magten er din bedste, ondeste ven med et lollet/lallet ansigt. Det er fx de hologrammer, der snakker til jeget og ‘oversharer’. Hologrammerne i sig selv er inspireret af samfund, hvor teknologi er mere naturligt integreret i hverdagen. Hvis jeg skal udpege det mest danske ved Den Usikre og Megalomane Landsby må det være samfundets misforståede selvforståelse som frigjort, der går hånd i handske med en forventning om konsensus i forhold til, hvordan man bør indrette sit liv. Jeg forestillede mig et homogent samfund, hvor lolle-hyggen nærmest spænder ben for, at man selv kan begribe og reagere på, hvorfor man er forkert, hvis man falder bare en smule udenfor. Men også et samfund med oprør i sprækkerne”.
At være i selskab med Suget er som at befinde sig i et scenerum, hvor man ikke kan ignorere det, der sker foran øjnene af en. Det får mig til at tænke, at kassen “forfatter” er for lille til dig, ligesom jeg fornemmer en trang til at bryde ud af bogen som form og litteraturens traditionelt set snævre rammer. Hvad tænker du om den observation?
“Verden ER jo kompleks, og det kommer til udtryk, håber jeg, hvis romanen kaster sig ud i alt muligt, kaster sproget ud i verden. Og det er måske særligt den energi, farten og tempoet, som Suget og mange af mine andre værker har, der gør, at du taler om et scenerum? Suget er både inderlig og satirisk, og den sammenblander også mange forskellige genrer som science fiction, surrealisme, essay og bekendende litteratur. Når jeg tænker på, hvad der har influeret mig i skriveprocessen, kommer jeg dog først og fremmest til at tænke på film, særligt kunstfilm, der arbejder med montage og flerstemmighed. Man har et rum, man har stemmer, men hvor kommer de fra? I filmen kan de komme fra et sted uden for skærmens billede. I bogen er jeg nødt til at etablere et rum først, dernæst kan vi følge nogle samtaler. Via chats, gennem vægge, fortælleren kan også bare tale med sig selv. Og det gør hun, ranter, med en essayistisk stemme, som i en dramatisk monolog”.
Hede fortæller afsluttende:
“Romanen søger, den forhandler sine egne idéer og tanker, den tvivler. Og på den måde protesterer den også gennem sin form. Slår måske på sine rammer indefra – med en ret maksimalistisk energi? Den er så insisterende, den gør sproget så materielt, at man netop er nødt til at være i den og rumme den. Sådan som den ønsker, alting i verden kan rummes. Sådan bliver den muligvis også mere trodsig eller politisk end mine tidligere bøger.”
Suget er med andre ord ikke en roman, man lige glemmer. Den borer sig ind i kroppen på læseren og gør alt for at blive derinde. Suget er en roman, der taler meget direkte ind i sin egen samtid i forhold til kønsmæssige ubalancer, ulighed, undertrykkelse og postkolonialisme. Den kan ikke kun sættes i forbindelse med #MeToo; Suget kan også siges at tale ind sommerens bølge af #BlackLivesMatter-demonstrationer, sammenbruddet af Moria-lejren og de uledsagede børn samt Polens seneste stramninger af landets abortlovgivning. Sagt ultrakort: Suget er 2020.