BACcos Impossible Dances har været længe undervejs, forsinket pga. pandemien og nu aftenen før restriktioner igen træder i kraft, er jeg så heldig at opleve noget umuligt på Copenhagen Contemporary. Salen er oplyst. Publikums stole står hulter til bulter og samtidig i en form for struktur. Fire skærme er sat op i lokalet. På hver skærm danser fire performere i et andet rum. Publikum sætter sig på stolene, mens fire performere allerede danser omkring os. Rundt omkring blandt stolene står også nodestativer med små noter på. Noterne vendes af performerne løbende. En af noterne foran mig lyder:
IN BETWEEN FOUR TIMES
IMPOSSIBLE ACCORDS
DANCES WITH A TIME-CODE.
DANCES FOR A NEUTRAL EYE.
DANCES TOO QUICK-TO-PERCEIVE.
IMITATIONS OF IMPOSSIBLE DANCES.
NEVER-TO-BE DANCES.
Noterne er næsten digte og fungerer som et score for koreografien – eller et partitur måske, siden noterne står på nodestativer. Performerne gør de umulige danse mulige. De er iklædt hvide tanktoppe og blågrønne bukser. Nogle af danserne lader til at imitere eller reproducere de danse, vi ser på skærmene. Jeg kan læse i programmet, at Impossible Dances trækker på dokumentation og partiturer fra Impossible Dances-sekvensen fra performancegruppen Goat Island’s værk The Sea & Poison og John Cages notater til hans kompositioner Freeman Etudes, der er næsten umulige at spille.
“These [compositions] are intentionally as difficult as I can make them, because I think we’re now surrounded by very serious problems in the society, and we tend to think that the situation is hopeless and that it’s just impossible to do something that will make everything turn out properly. So I think that this music, which is almost impossible, gives an instance of the practicality of the impossible” (John Cage).
Fra skærmene strømmer lyd af balkanmusik, men også lydoptagelser af oplæste tekster. Værket forsøger at oversætte video- og lydoptagelserne til enkle bevægelser, der bliver til dans og koreografi. Balkanmusikken høres af og til, men performerne danser også uden musik. En mand taler på et sprog jeg ikke forstår i højtaleren. Indimellem læses tekster af bl.a. John Cage og Juliana Spahr op. Fx denne passage af den amerikanske digter Juliana Spahr:
”Everyone with lungs breathes the space in and out as everyone with lungs breathes the space between the hands in and out / as everyone with lungs breathes the space between the hands and the space around the hands in and out” (Juliana Spahr, this connection of everyone with lungs, 2005).
Det kollektive understreges ikke kun i kraft af Spahrs poesi, der bliver del af afsættet for denne performance. Vores placering i salen, hvor performerne danser for os, men også for hinanden, men konstant må undgå at danse ind i publikum, peger på et kollektivt projekt. Jeg undrer mig over, om der er en forbindelse mellem det mulige umulige og det kollektive? Et tilsyneladende banalt spørgsmål: Er det kollektive muligt?
UNSEEING
IMPOSSIBLE EFFORTS
A GETTING-DARK DANCE.
CALM BREATHING DANCES.
A SLEEPING DANCE.
ANTI-DANCES.
JUMPING GENTLY STAYING ON THE FLOOR.
UNDECIDED DANCES.
AN UNKNOWN-MOVEMENT DANCE.
AN ALWAYS ALREADY-NOT-DANCE.
Selvom jeg udfylder en rolle som publikum og ikke direkte interagerer, gør jeg det lidt alligevel. Jeg skubber min taske længere ind under stolen, så performerne ikke kan falde i den. En helt skør tanke, fordi de danser så godt, at de kun ville kunne falde med vilje. De danser så tæt på publikum, at flere af os læner os baglæns eller sidelæns i frygt for at blive ramt. Men ingen rammes fysisk.
Til sidst i BADcos performance dæmpes lyset. Lydene af fødder, der tramper mod gulvet fra højtalerne og fra danserne, er vendt tilbage. Hurtigere. Deres åndedrag. ”ENOUGH” råber en danser i mørket.
Det er en intim oplevelse, jeg er vidne til. Det er en fortsat oversættelse mellem tekst, koreografi og krop. En samtale mellem dansernes og publikums kroppe. En installation og en koreografi. Impossible Dances er også en form for decentraliseret værk. Der er intet fokuspunkt. Bevægelser sker simultant. Hver gang jeg fokuserer på én ting, går jeg glip af en anden. Teksterne foran mig findes flere steder. Det er en decentraliseret komposition. Skærmene slukkes halvvejs, og det bliver lettere for mig at fokusere på dansen, der bliver mere og mere fælles. Danserne nærmer sig hinanden, kroppene taler med hinanden. De øver sig på det umulige sammen.