En danseforestilling af Corpus, der bæres af dansernes individuelle, særegne styrker og en musikalsk komposition af underjordiske dimensioner.
En poetisk observation
ding bing
Hvidt lysstoflys nøgent i en cirkel over vores hoveder pling
vores ansigter, der bliver flere og flere bingbing
Vi publikum bliver flere som flere entrerer og sætter sig plingbing
I cirkel om den sceniske runde platform
Scenen som platform
Scenen drejer hvid
rundt… rundt… rundt… rundt… rundt… rundt… ding ding ding
I samme tempo
Hun går rundt alene
Ene
De to går rundt i sølv og blåt, de går sammen, de går rundt pling bing
Sammen
Flere dansere træder ind, én, så to ding
Træder op
Optræder
På scenen
Der drejer hvid dong bing
De fire dansere er i sølv og blåt og gul orange og lys rosa grøn
Som en dansende farvepalet på et hvidt, snurrende lærred
Drejer de, står de, går de, finder en fælles form
Sølv er ene og danser alene i gestikulerende, subtil bevægelse
Blå og gultorange og lys rosa grøn ligger sammen, sidder
Sammen i stille forandring
Én kropslig form
Sølvet ryster
under scenen (underjordisk) toner lag af
en mørk underverden frem
Ben Frosts musiske verden skifter fra
atmosfærisk til elektronisk til at opbygge
spænding
Sølvet ryster (overjordisk) i mødet med det gul oranges langsomme tempo
Et møde / et ikke-møde – en spænding, måske?
De to mødes ikke
Der er en overjordisk, science fiction feel til det hele
Et tåget lys, der nu zoomer ind på et vi, der skifter form
lysrosasølvgulblågrøn
Et lys der skifter form
Til spot
Først ét spot, så to, så ét igen
Èt spot, der rammer mine pupiller
Jeg blændes, jeg sidder i mørke
Jeg er i et kort øjeblik helt alene
Jeg rammes af en tungtklingende, sort bas. den
ryster mine celler
Jeg er på en anden planet
Eller også er de
De fire dansere
Uopnåelige på deres sci-fi planet
Jeg kan ikke nå dem
De rammer mig ikke med deres fælles form
bassen rammer mig tungt
igen
min hule under
ribbenene
igen
da lys rosa grøn spiller dybden for mig med sin krop. han er bassen. bassen er ham,
som hans solo går i ring og hans overkrops muskulatur danser tyngden af bassen ud i
hans rygsøjlers hvirvler
hans arme
hans hænder
taler til mig
som bassen taler til mig taler, hans rygsøjle i tunge figurationer
hans hænder taler kropsmusik til mig
dung dung
dung dung dung
dung
dung
dung
”Jeg ser jer
Som I danser hver for sig
I sølvets overjordiske rysten, hendes feminine dyr i modspil til gul oranges legende og
quirky facon på gulv, på hoved, i hendes slidende nysgerrighed
Jeg ser jer, som I svinger i rituel rytme med arme, der formes af tyngdekraften
I går i cirkel på scenen igen, da lys rosa grøn finder samme takt
Blå danser blåt
kaster arme og ben i lige og krogede linier i luften
forsvinder dansen sidste solo
I mødes alle fire og forsvinder for mig i liniers dans
Mens I som sølv og blåt og gul orange lys rosa grøn står skarpt for mine øjne
i tågens lys”
Som nu slukkes musikken slukkes
Og danserne ligger som udviskede farver på den stille, hvide scene