Jeg ligger i værket. Jeg mærker Rachel, Tim og Ulrich begynde at bevæge sig, og jeg genkender. Jeg genkender deres bevægelser fra starten af deres performance. Den er gået i ring, værket starter forfra, nu med en lille forandring. At jeg ligger her. At I ligger her sammen med mig.
Rummet er bygget op som et simpelt scenografisk univers. Centralt i Dansehallernes store, rå hal er en drejescene placeret. På drejescenen står en bas og en forstærker. Over drejescenen hænger en ring af lysstofrør fra loftet med en let diagonal hældning. Ringen er mindst lige så bred i diameter som drejescenen. Ringen virker planetarisk. Udenfor drejescenen er to mikrofoner placeret. Omkring drejescenen er stole og puder placeret.
Stemningen er kølig, minimalistisk, universel. Rummet vibrerer af ’univers’. Drejescenen som en kold planet, lysstofringen dens planetring af støv og andre partikler i omløb omkring planeten. Puderne og stolene planetens måner, måske, eller andre planeter tæt på.
De tre performere står i stillestående positurer på scenen. De bærer hverdagstøj med et twist, sneakers. De har lukkede øjne, og den eneste lyd er drejescenens knirken.
Langsomt fjerner de hænderne fra øjnene, og performerne bevæger sig cyklisk, som i et loop. Det minder mig om at være fanget i tid og rum. Det minder mig om Solvej Balles efterhånden famøse serie Om udregning af rumfang, hvor flere personer er fanget i d. 18. november.
En skratten bryder stilheden. Uden stilhed er der ingen lyd, uden lyd er der ingen stilhed.
Performerne starter en mere dynamisk bevægelsessekvens. Som et pendul bevæger de sig frem og tilbage, bevægelserne udvikler fra at være små til at blive større, til at blive bevægelser, der forbinder performerne til hinanden. De får øjenkontakt, der er forbundethed og opløsning og forbundethed igen. De finder samme rytme, indtil rytmen brydes, indtil taktfaste lyde af deres sneakers finder rytmen igen.
En ny type af bevægelse opstår ud fra pendulet, som en langsom transformation bliver pendulet til en rotation. Performerne roterer om sig selv, om egen rygsøjle, om hinanden. Rotationen transformeres til en gyngende bevægelse. Performerne står helt ude på kanten af drejescenen og strækker deres arme mod publikum, som de gynger frem, trækker deres arme til kroppen, som de gynger tilbage.
Frem, tilbage, frem, tilbage, frem, tilbage.
Som de gynger frem begynder en anden energi at bryde frem i deres ansigter. De smiler og får øjenkontakt med publikum. Der er glæde i mødet, i de strakte arme.
Bevægelserne fortsætter i uendelig tid. Subtile ændringer i én bevægelse får den til at transformere sig til en anden bevægelse. Ændringerne er næsten usynlige, og alligevel er man pludselig ikke i tvivl om forandringen. Transformationen er helt synlig.
Værket er båret af tålmodighed, af bevægelsernes egne forandringer. Det virker som om, performerne har sat en svingning i gang og følger den fremfor aktivt at gøre noget ved den. Svingningen bevæger performerne fremfor den anden vej rundt. Det føles som om bevægelser og performere er ét. Det er ikke noget performerne gør, men noget de er.
Svingningen brydes af basstrenge. En skratten. Lyden bølger om mig. Jeg ligger og lukker øjnene, og jeg har lyst til, at det skal fortsætte for evigt. Bølgen brydes af et svisj, en lyd af en bordtennisbold, noget rytmisk. Det fortsætter i lang tid.
Tiden strækkes.
Hele tiden bliver den længere. Tiden.
Lyden i værket er vigtig. Som en lydinstallation. Lyd forsvinder, fløjten opstår, en piften, og så noget afventende. Rachel trækker en tamburin ind på gulvet, en anden pifter i en mikrofon, et ahhhhh. Lyduniverset udvikler sig som kroppene, gradvist. En rytme opstår for gradvist at blive transformeret til en anden rytme eller destruktion. Tamburinen svinges, Tim slår på bassen for at skabe lyd, støj, larm.
Og så begynder Ulrich at tælle.
Først 1, 2, så 1, 10, så 2, 1, 10, 1, 11, 21, 32, 48, der er et mønster, så ”yellow”, ”greyish”, 55, 56, 41, ”sky”, ”blue”, 101, 110, 300, 401, det begynder at minde om en auktion. En poetisk auktion.
Ulrich sætter sig på en stol og begynder at spille. Guitar. Jeg ligger ned og kigger op i loftet, så hen på ham. Det er som en intimkoncert pludselig at ligge der, som en pause i værket, eller et lille værk i værket. Jeg har lyst til at ligge her for evigt. Jeg har lyst til at støjen skal forsvinde. Og det gør den med Ulrichs koncert. Alt bliver roligt. Han er rolig. Musikken smuk.
Ulrich standser og tager sin guitar med op på scenen. Han laver positurer på scenen med guitaren.
———————-
Jeg ligger på den runde drejescene og kigger op i loftet. Ved siden af mig ligger en kollega og ven. Ud af øjenkrogen kan jeg skimte den planetære ring, der hænger fra loftet med en diagonal hældning. Ringen er lavet af lysstofrør. Omkring drejescenen sidder dem i publikum, der har valgt ikke at lægge sig op på drejescenen. De sidder på puder og stole eller ligger ned.
Jeg ligger i værket. Jeg mærker Rachel, Tim og Ulrich begynde at bevæge sig, og jeg genkender. Jeg genkender deres bevægelser fra starten af deres performance. Den er gået i ring, værket starter forfra, nu med en lille forandring. At jeg ligger her. At I ligger her sammen med mig.