En samtale med Beck Heiberg
Levende arkiver er en række samtaler af kurator Lotte Løvholm med danske og udenlandske performancekunstnere, teoretikere og kuratorer. Performer, koreograf og ballroom-vært Beck Heiberg taler om hans performance-praksis og om den unge ballroom-scene i København, som han har været med til at bygge op med kollektivet Disturbing Business.
Lotte Løvholm: Vil du starte med at forklare kort, hvad et ball er?
Beck Heiberg: Et ball er en konkurrence, hvor man dyster i en række kategorier. Det udspringer fra 1920’ernes Harlem og flyttede senere til Lower East Side. Den ballroom-scene, vi kender i dag, udspringer fra 1967, hvor den legendariske drag queen Crystal LaBeija gør op med den voksende racisme i ballroom-miljøet. Hvide deltagere havde klare fordele i konkurrencerne og udover at ytre sin kritik, organiserede Labeija sit eget ball i Harlem for poc’s.
LL: Hvad var din vej ind i ballroom-miljøet?
BH: Jeg gik til urbandans og fik mulighed for at tage et workshopforløb, hvor der var en gratis vogue-lektion med. Jeg vidste ikke, hvad voguing var, men jeg ville gerne prøve det. I introduktionen til timen fik vi at vide, at i dette rum fandtes der ikke faste kønskategorier. Det var et rum, hvor man kunne være lige præcis den, man gerne ville være. Det var som om, at mine verdener mødtes der. Jeg behøvede ikke at lægge låg på min identitet som transperson her. Efterfølgende fandt jeg en masse vogue-videoer på internettet og prøvede at lære dansen selv. Men det var først, da jeg i 2011 flyttede til Paris, at jeg for alvor blev en del af ballroom-scenen og lærte at vogue. Senere flyttede jeg til New York og blev en del af House of Ninja. Willy Ninja, der startede huset, var voguer, og det er et hus, der er meget fokuseret på performance.
LL: Hvordan udvælger du kategorierne, når du arrangerer balls?
BH: Jeg elsker balls med en bred vifte af kategorier, og når jeg arrangerer balls, tager jeg udgangspunkt i, hvad jeg ser ballroom-deltagerne interesserer sig for i Danmark og Skandinavien. Det giver ikke så meget mening at lave en kategori, hvis ikke der er nogen, der har tænkt sig at deltage. Herhjemme er der rigtig meget ’Vogue’, og så var der i starten rigtig meget ’Sex Siren’. Det er der stadig, men det er mindre nu. Så havde vi også haft ret mange, der gik ’Face’. Der er en en del ’Runway’ og i forhold til mange andre lande en del ’Bizarre’.
LL: Når du siger, ’Bizarre’ er en populær kategori, kan jeg ikke lade være med at tænke på en anden vigtig, omend ældre institution i det Københavnske queermiljø – Dunst. Ser du nogle forbindelser mellem ballroom-scenen nu og Dunst fra 00’erne?
BH: Jeg ved ikke, hvor meget man kan spore tilbage. Jeg var som ung queer-person til deres fester, og det har helt sikkert været med til at forme mig som queer-person og performer. Men jeg er bestemt en af de ældste på den danske ballroom-scene. Ballroom-miljøet i Danmark er sprunget ud af dansemiljøet, men vi har gjort meget ud af, at vi ikke ville være et dansemiljø, men et queer-miljø. Vi optrådte derfor bevidst på queer-venues i starten, hvilket gjorde, at vi tiltrak queer-folk, der ikke havde noget med dansemiljøet at gøre.
LL: Vil du fortælle, hvordan det startede?
BH: Jeg kom tilbage til Danmark fra New York for et år siden, men har løbende undervist i vogue på forskellige danseuddannelser i herhjemme. Der var et par stykker af danserne fra undervisningen, der var rigtig interesserede, så jeg hev dem til side og spurgte, om de havde lyst til at træne videre. De begyndte at træne sammen, også når jeg ikke var der, og tog initiativ til at lave Disturbing Business, som jeg også er en del af. Formålet med Disturbing Business, da det startede, var at udbrede genskabet til vogue. Så vi lavede åbne vogue-sessions hver søndag i Dansekapellet, der stadig kører, og vi performede en hulens masse i queer spaces og til Pride. Det var det faste holdepunkt med åbne trænings-sessions hver søndag, der var med til at skabe et miljø. Og så for et år siden i november 2018 var vogue-ikonet Arturo Miyake-Mugler i Danmark for at holde workshops. Samtidig spurgte Folkehuset Absalon i København Hjalte Ebsen Andersen fra Disturbing Business, om han havde lyst til at give en talk om ballroom-scenen. I stedet udviklede det sig til et ’Practice Ball’ med Arturo Miyake-Mugler i Absalon. Jeg sad i New York og så det live på Instagram, og tænkte, hvad sker der: Der var bare alle mulige, der deltog. Det var helt vildt. Der var en kæmpe interesse. Og så har det bare kørt siden, og vi har holdt mange balls.
LL: Vil du fortælle om det ball, du er ved at arrangere på AFUK 15. Februar 2020?
BH: Ball’et er en del af Feral Festival på AFUK, som er en nycirkus- og performancefestival med et feministisk fokus. De har givet mig frie hænder til at arrangere et ball, som jeg har valgt at kalde Circus Ball. Der kommer til at være 18 kategorier, hvilket er det største i Danmark nogensinde. Der er en del vogue-kategorier: ’Old Way’, ’New Way’, ’Vogue Fem (Male Figures)’ og ’Vogue Fem (Female Figures)’, ’Baby Vogue’ – til folk, der lige er startet og kan få lov til at få en vurdering, der er lidt mindre hård. Så har vi forskellige fashion-kategorier: ’Bizarre’, ’Best Dressed’ og ’Desginer’s Delight’ samt realness-kategorier som ’Transman Realness’ og ’Femme Queen Realness’, og vi har ’Body’, ’Face’ og ’Sex-Siren’. Alt det gode. For første gang i Danmark og anden gang i Europa har vi en kategori, der hedder ’Non Binary Realness’. Så vidt jeg ved, blev denne kategori introduceret for første gang på ballroom-scenen for tre år siden til Heritage Ball i New York. Vi har haft realness-kategorier specifikt for transmænd og transkvinder, drags og Butch Queens. Nu er der også non-binære mennesker i ballroom-miljøet, og derfor har der udviklet sig en realness-kategori for dem. Hvor fx ’Transman Realness’ handler om at ligne en cis-kønnet mand mest, handler denne kategorien om at forvirre dommerne så meget som overhovedet muligt. Man skal ikke kunne læse det binære køn hos dem, og dem, der er bedst til det, vinder. Det er den omvendte verden.
LL: Hvad med dommerne, når I laver balls i Danmark. Kommer de udefra?
BH: Det gør de primært. Jeg har selv været dommer til et ball i Danmark, og vi har også haft andre danske dommere. Men til Circus Ball er det dommere udefra: min ’house mother’ Spyder Ninja kommer fra New York, så er der en dommer fra London, Cai Revlon, der vandt Latex-ball sidste år, der er det største ball i verden. Så er der Princess Gaby Vineyard fra Amsterdam, der går ’Vogue Fem’, Kendrick Miyake Mugler, der er en af hovedpersonerne fra den parisiske scene og går ’Executive Realness’ samt ’Best Dressed’ kategorierne og Pioneer Mother Leo St. Laurent, der var med til at starte den berlinske scene.
LL: Hvem er MC til Circus Ball?
BH: Det er Father Typhoon Prodigy fra Rotterdam.
LL: Er der nogle herhjemme, der kan tage den rolle på sig?
BH: Ikke rigtigt endnu. Det er in the making. Forhåbentlig snart. Det er en meget vigtig rolle. MC’en får ball’et til at køre. De har tidsplanen, så det ikke skrider, og bestemmer, hvornår dommerne skal stemme samt introducerer kategorierne. Og så ’chanter’ MC’en også for dem, der går kategorierne. Man performer sammen med MC’en. Man skal høre efter, hvad de siger, for hvis de siger, man skal gøre noget specifikt, skal man gøre det. Men det er også en udveksling: hvad får de ud af dig, og du ud af dem.
LL: De typisk også meget rappe i replikken og ekstremt vidende – et bibliotek af referencer.
BH: Og så er det jo freestyle. Otte timers freestyle. Det er meget imponerende.
LL: Jeg var til en vogue-time med dig, hvor du gjorde meget ud af i din introduktion til timen at fokusere på, hvor ballroom-scenen udspringer fra: At den udover at være del af et queer-miljø, udspringer fra sort kultur og latinx kultur i New York. Hvad har den historiske baggrund af betydning for den danske scene, der har fuldkommen anderledes vilkår end 80’ernes New York POC trans-miljø havde?
BH: Det er super vigtigt at respektere den historie, miljøet kommer fra. Det kommer fra sort kultur og latinx kultur og både i New York og Paris, der er den største europæiske ballroomscene, er det også stadig en scene, der kommer fra et poc-miljø. Det gør den ikke i Danmark. Hvis jeg tænker på repræsentation, som noget, der gør, at man kan føle sig som en del af et miljø, har vi nogle udfordringer herhjemme med ballroom-scenen. At opleve, der var andre transpersoner, gjorde, at jeg følte mig tiltrukket af det her miljø. Så der er helt sikkert en udfordring i, at det er mig som hvid, der primært har været med til at starte det i Danmark. Det er derfor vigtigt at række ud til organisationer som eksempelvis Sabaah og sørge for, at man som queer poc kan se, at det er et miljø for én.
LL: Hvordan forholder den internationale ballroom-scene sig til debatten omkring appropriering af sort kultur i sit eget miljø med hvide performere?
BH: Der er en ongoing diskussion, og det er noget, vi snakker meget om i mit hus. Som del af en kultur, der ikke er lavet af hvide mennesker, handler det for mig om at tage aktivt del og give noget tilbage til miljøet. At respektere, hvor kulturen kommer fra, udbrede den viden og samtidig være bevidst om, at jeg på et eller andet niveau altid vil være gæst i miljøet. At det ikke er mit, og at jeg derfor ikke tager ejerskab over det. Så det handler om hele tiden at være med til at åbne miljøet op, så andre mennesker kan tage ejerskab. Det er dog aldrig et miljø, der har været segreret. Det har primært været poc performere, men det har aldrig lukket. Og det er også noget, man snakker meget om i New York nu: scenen er blevet meget populær og til tider kommerciel, men alligevel har man formået at være et af de eneste subkulturelle dansemiljøer, som stadig ser ud, som det gjorde, dengang det startede. Det udspringer stadig fra en sort queer og latinx kultur. Og det har man jo primært lykkedes med, fordi man har holdt kortene tæt ind til kroppen. Og fordi man har sørget for, at dem, der er en del af miljøet, forstår spillereglerne.
LL: Hvordan forholder du dig til den kommercielle del af miljøet?
BH: For transpersoner er det enormt svært at få arbejde, også i performancemiljøet. Og det er svært at få lov til at fortælle sin historie. Derfor er det vigtigt, at vi tager det arbejde, som vi nu kan stå inde for. For mig handler det rigtig meget om at bevare kontrollen. Jeg ville ikke sige ja til hvad som helst. Det er en konstant overvejelse.
LL: Udover at være en del af ballroom-scenen, har du også en performance praksis udenfor det miljø. Vil du fortælle om, hvad du arbejder med nu?
BH: Et fokus i mine værker, har altid været kønsidentiteter, primært trans-identiteter. Lige nu skal jeg til at koreografere for teatergruppen Hils din Mor. Forestillingen Jeg er Silas handler om en teenager, der fik tildelt kønnet pige ved fødslen, og springer ud som dreng i løbet af forestillingen. Her koreograferer jeg mere bevægelse end dans. Jeg kigger på, hvordan man bevæger sig feminint, maskulint og non-binært. Så skal jeg selv performe snart med Digging a glittery grave på Feral Festival. Det er et værk, jeg har lavet med min gode ven og kollega Charlie Trier, der bor i Amsterdam. Det en fire timer lang performanceinstallation, hvor vi arbejder med begrebet nuttethed. Det er et begreb som bliver tillagt folk, der anses for ikke at have agens, og det bliver ofte tilskrevet queer- og transpersoner. Det er noget, der føles enormt nedgørende. Vi var interesserede i at skabe et privat rum, vi kunne åbne op, fordi vi har kendt hinanden, siden vi var 15 år og er tætte venner. Vi skaber et nuttet univers, men håndterer samtidig tematikken sorg. Performancen udspiller sig i spændingsfeltet mellem det lette og det tunge.
LL: Hvad tænker du om debatten omkring kønspolitik herhjemme?
BH: Det, at debatten omkring queer og køn blandt andet kommer fra et performancemiljø herhjemme, er sindssyg vigtigt. At tænke kroppen med i det. Der er noget sindssygt vigtigt i at ’stå der’, at ’være der’. At bruge kroppen som transperson. Det, at kroppen ikke er aflukket, men at den er der i rummet og tager plads. At man med al respekt for sig selv og sine omgivelser viser sig frem. På ens egne præmisser – ikke andres præmisser. Det er blandt andet derfor, jeg begyndte at arbejde som koreograf. Jeg kunne se, at der ikke var specielt meget arbejde til mig. Der var ikke forståelse for, hvem jeg var, eller hvad jeg kunne, fordi jeg ikke passede ind i forståelsen af, hvordan en danser skulle se ud. Så at have en meget velfunderet agens i det arbejde, man laver for at fremstå på den måde, man gerne vil fremstå, er vigtigt. Vi skriver vores egen historie i stedet for, at der er andre mennesker, der skriver den for os. Det tror jeg, performance kan være med til – at give marginaliserede identiteter en stemme.
LL: Det er en smuk krølle på samtalen. Tusind tak Beck!
Litteratur om den historiske ballroom-scene
Shane Vogel: The Scene of Harlem Cabaret, 2009.
Stuart Baker: Voguing and the House Ballroom Scene of New York City 1989-1992, 2011. Forord af Tim Lawrence online: http://www.timlawrence.info/articles2/2013/7/2/voguing-and-the-house-ballroom-scene-of-new-york-city-1989-92-soul-jazz