Som et digitalt afbræk fra en digital hverdag præsenterede festivalen #28solos28days moderne dans live fra Instagram hver dag i februar samt mandag d. 1. marts. Bobbi Lo Produktion har sammen med dansere fra hele verdenen skabt et sanseligt stykke digital kunst, der insisterer på at få kunsten ud over en efterhånden imaginær scenekant og pege på, at kunsten stadig findes ude i samfundene. bastards Mille Højerslev gjorde sit bedste for at følge med hver dag kl. 12.
Sarah Aviaja kigger mig direkte ind i øjnene, eller det er i hvert fald den fornemmelse, jeg får, da jeg trykker på live-ikonet på Bobbi Lo Produktions Instagram-profil for at opleve premieren på #28solos28days. Hun kommer tæt på telefonens kameralinse og misser let med øjnene på en måde, der er svær at afkode. “Wait, I’m getting instructions”, siger hun så og fjerner fingrene fra de de godt skjulte øresnegle. Hun bevæger sig længere ind i skærmbilledet og begynder sin improviserede koreografi, mens lokationen, som bliver til scenografien, afsløres. På min skærm ser jeg tagrygge belagt med terracotta-fliser, toppen af et bjerg og en sart blå himmel og føler mig let i min vintertrætte krop. Den der form for lethed, hvor man for et øjeblik glemmer tid og sted. Det er som om, Sarah Aviaja kun danser for mig, som om jeg med et trylleslag befinder mig i Sydeuropa og mærker solen og lyset blødgøre mine muskler. Jeg trykker på det lille hjerte-ikon i højre hjørne på min skærm en masse gange og sender en bunke transparente hjerter afsted fra min lokation på Frederiksberg til tagterrassen i Rom, hvor Aviaja befinder sig.
#28solos28days giver sit publikum en mulighed for at opleve moderne dans live såvel som digitalt – uden nogen form for fysisk kontakt og uden selv at blive udsat eller udsætte andre for smittefare. I de 29 dage festivalen varede, samlede #28solos28days 29 dansere fra hele verden, fra Lapland i nord til Tanzania i syd. Konceptet gik i al sin simpelhed ud på, at 29 dansere hver i sær skulle fremføre en improviseret koreografi live på baggrund af en en optagelse med instruktioner, som de modtog fra koreograf og projektleder, Michael Tang.
“Lad tyngdekraften arbejde for dig”
Tilbage til begyndelsen af festivalen, foran min lille rektangulære skærm ser jeg på anden dagen Anna Stamp tone frem. Hun befinder sig i en lejlighed, som jeg formoder er hendes egen, og bevæger sig i glidende overgange mellem to tilstødende rum. Jeg mindes straks min egen rejse som gravid og tænker på ét bestemt jordemoderråd, jeg fik til et privat fødselsforberedende kursus: “Lad tyngdekraften arbejde for dig”. Jeg røres over den indsigt, Anna Stamps gravide krop har. Den kender tydeligt sine evner og begrænsninger.
Mennesketomme klasselokaler og udstillingshaller
Den efterfølgende dag er vi i Holland, nærmere betegnet i et mennesketomt, men fuldt funktionelt klasselokale i Malden. Jean ‘Shinshan’ Salazar Tavera har arrangeret seks borde på gulvet, så de skaber illusionen af en scene. Hans sprog er meget energisk, han løber og hopper ind og ud af skærmbilledet og balancerer på bordene på gulvet.
Mens jeg ser med i løbet af februar måned, imponeres jeg gang på gang over, hvor clean produktionen og kvaliteten på både lyd- og billedsiden er. Billedet er så skarp, og soundtracket går klart igennem, at jeg nærmest ikke forstår, hvordan live-videoerne er optagede på en telefon. Der er kælet for de tekniske detaljer, hvilket er lidt af en befrielse, når man som kulturformidler (og i mange andre professioner) efterhånden er blevet vant til hakkende netforbindelser, håndholdt kameraføring, uskarpe skærmbilleder og forsinket eller forsvindende lyd. Med #28solos28days fornemmer man ikke denne type usikkerhed, ligesom forståelsen af mediet er til perfektion. En robot kunne nærmest ikke have gjort det bedre.
Tilbage i Danmark har Taneli Törmä på fjerdedagen indtaget et andet aktivt rum, nemlig Sol Caleros udstilling El barco de barro (‘The Clay Ship’) på Copenhagen Contemporary. Törmäs måde at gå til dansen på minder mig mest om Charlie Chaplin og hans klodsede, næsten mekaniske bevægelser. For en gangs skyld er der et brud med det perfekte udtryk. Når Törmä lægger al kraft og vægt i sine fødder og tramper hen over trægulvet, giver det rystelser, der nærmest laver glitches i skærmbilledet – befriende, at der også er plads til det fejlslagne, og at man (på en anden måde) mærker et menneske bag.
Hvad gør det ved den kropslige kunst, at den opleves gennem en skærm? Hvad gør det ved publikum? Kan jeg ikke lade være med også at tænke på, mens jeg drages og bliver ét med skærmen og det, jeg ser. Der opstår uden tvivl en distance, føler jeg, og den distance skaber en sorg nu, hvor scenerne og mange andre kulturinstitutioner forbliver lukkede. Men det, at hver danser kommer helt tæt på kameraet, kigger undersøgende ind i kameraet, laver grimasser, giver mig faktisk et kropsligt ubehag, som om vedkommende vil puste mig i ansigtet eller rode mig i øret lige om lidt. Så forbundne er vores kroppe alligevel et eller andet sted, illusionen er der.
De prekære arbejdsliv går ikke i stå
Det gik egentlig godt de første mange dage med at tune ind via @bobbiloproduktion live kl. 12. Men allerede efter fjerde solo bliver det svært for mig at følge med live. Det prekære arbejdsliv går ikke i stå bare fordi, vi står midt i en pandemi. Tværtimod. Februar er kun lige begyndt, men min kalender er allerede fyldt med Zoom-møder, timelange telefonsamtaler, der erstatter fysiske møder, fondsansøgningsprocesser, deadlines og freelanceopgaver, jeg må sige “ja” til, fordi jeg ikke ved, hvornår jeg får tilbudt arbejde næste gang – og jeg tør ikke takke ‘nej’. Det digitale afbræk og opløftende skud energi, som projektet indtil nu har givet mig, træder i baggrunden, og jeg finder ikke styrken til at bryde det øvrige arbejdsflow, bede andre om at vente og gå midt i møder med besked om; “jeg har noget andet arbejde, der kalder på 5-10 minutter af min tid, jeg er straks tilbage igen”.
“Wait, I’m getting instructions” eller Soulwax Remix
Næste solo, jeg ser live bliver Josefine Elna Ibsen, der optræder d. 11. februar i omklædningsrummet i Dansekapellet, København. Rummet ligner snarere et amfiteater end et typisk omklædningsrum; et tildampet og klinkebesat rum. Det er ved Ibsens performance, at jeg først rigtig lægger mærke til sætningen: “Wait, I’m getting instructions”.
“Wait, I’m getting instructions”, siger Ruth Rebekka Hansen, der den foregående dag også dansede i det tidligere krematorium, hvor de gamle krematorieovne i dag er byttet ud med brusenicher. Musikken, der også løber som en råd tråd gennem projektet og forbinder de enkelte soloer, sættes i gang. Jeg prøver for sjov at shamzam’e lydskabet. Shazam genkender musikken som Let it Happen (Soulwax Remix) af Tame Impala. Et af de sjældne tilfælde, hvor robotten tager fejl: Soundtracket til #28solos28days er skabt specifik til projektet af komponist, Hans-Ole Amossen.
Fri og ubesværet i et jakkesæt
Fra et underjordisk omklædningsrum til oppe under taget i en café og butik i Finnøy, Norge, der med sit hippie-chicke udtryk står i kontrast til Alexander Montgomery-Andersens påklædning, som er klædt i skjorte, blazer med en overshirt over. Jeg har svært ved at koncentrere mig om andet end rummets udseende, de massive træbjælker, der holder konstruktionen oppe, træloftet, trægulvet og bogreolen i den bagerste ende af rummet. Det er imponerende, hvordan han kan bevæge sig så frit og ubesværet i det outfit. Jeg tænker på de mange kroppe, der sidder stille på kontorstole og til møder på hjemmekontorerne. Jeg forsøger forgæves at slippe min tankestrøm: Det møde, jeg skal forberede mig på, den to uger lange vinterferie, der står for døren, og de forkortede åbningstider i SFO’en, kalenderen, der skal opdateres, aftaler, der skal ændres, måske udsættes, deadlines, deadlines, deadlines…
I can do it
I en forholdsvist tom lejlighed i Bruxelles, åh, hvor jeg altså savner at rejse, er Panos Malactos klar. Danseren er klædt i en gulvlang, let-transparent, sort kjole. Hele stemningen omkring performancen såvel som den bare, minimalistiske, næsten kliniske iscenesættelse dirrer af drama. “Never let anyone tell me what I can’t do. If I want something for real, I can do it”, lyder Malactos’ råd på Instagram. Et andet koncept i konceptet: Hver danser deler det bedste råd, de selv har modtaget, som udgives som en post på Instagram dagen før den enkeltes live-performance.
Dårlig samvittighed
Det er klart, at det influerer min skriveproces og måske i særdeleshed den endelige tekst, hver gang det ikke lykkes at få tunet ind live kl. 12. Det skaber dårlig samvittighed, og den dårlige samvittighed bliver et vigtigt udgangspunkt for min refleksion. Måske kan jeg med fordel lave lister, måske kan det annullere den dårlige samvittighed og slette skammen fra min bevidsthed. Det kunne fx være en liste over soloer, hvor man hører støn og andre lyde fra danserne; en liste over de mange (men ikke så mange, man umiddelbart stilles i forventning) forskellige nationaliteter; en liste over performances, der indeholder tekniske fejl som fx telefoner, der falder på gulvet eller et kamera, der vender den forkerte vej; en liste, der afslører, hvem der sveder; en liste over udendørs-performances; en liste over indendørs-performances; en liste over dans i domestic spaces; en liste over dans i public spaces; en top ti over de bedste råd.
D. 1. marts starter jeg fra en ende af med at se de digitale performances, jeg ikke fik oplevet live:
Solo No.5:
Lærke Ilkjær Apelon danser i sin have i Roskilde på et tidspunkt, hvor jorden stadig er delvist dækket af sne. Der er noget over hendes mekaniske, lettere stive bevægelser, der får mig til at tænke på Jamiroquai og min fascination af, hvad jeg dengang oplevede som et meget personligt udtryk og måde at bruge sin krop på. Min opmærksomhed flytter sig fra Apelon halvvejs gennem performancen og rettes mod noget, der ligner en skraldesæk i baggrunden. Den bevæger sig som en skygge, et sort spøgelse, Murren eller The Groke. Er det tiltænkt? Eller er det et lykkeligt tilfælde?
“Learn how to tie a bowtie and you will never fall off the cliff”.
Solo No. 6:
Raphaël Eder-Kastling har indtaget Scenekunstskolen, hvor man gennem de store vinduespartier ser forårets første og stærkeste stråler delvist oplyse og henlægge rummet i mørke, når solen gemmer sig bag de tykke skyer udenfor, som koreograferet scenelys. Jeg overvejer, om det rent faktisk kunne være spots fra loftet, der skaber effekten. Eder-Kastling danser med en lethed i cirkulære bevægelser, der kunne være inspireret fra balletøvelser, som en lille hvirvelvind, der får støvet fra den lange corona-vinter til at lette.
“When the presenting part arrives and you perform practised phrasing and choreography, remember that during rehearsal you have already done it, so why wouldn’t you be able to now. Brain farts occur, **** it!”
Solo No. 7:
Moa Autio danser ‘on her own’ i sit loftsrum i Malmö. Hendes pinkfarvede heldragt matcher den lilla og pink, måske magenta-farvede belysning af rummet. De individuelle, aflåste depotrum og stigen får gennem den skarpe ekspressive belysning næsten grafisk karakter, som skarpe optegnelser eller omrids og ser tegnede eller animerede ud. Autio når rundt i hele rummet, ja, hun hopper sågar ud af billedet og bruger hele kroppen til at lave dybe bevægelser, der i udtrykket matcher hendes heldragt. På et tidspunkt taber hun sin øresnegl.
“The path to the goal is not necessarily the best because it is short and it is possible to look at systems and rules a little more flexible than is often presented”.
Solo No. 8:
Jens Schyth Brøndum må dukke hovedet og bøje nakken for at blive i skærmbilledet; han må træde tilbage i billedet for at give plads til, at han retter sig op og strækker sin krop ud. Brøndum befinder sig i Gårdbodans Dance Studio i et klinisk, bart lokale, hvor man virkelig bemærker kroppen i rummet, men også rørene og ventilatoren, som er fæstnet på ruden.
“There is no rush. Life is not in a hurry. Be like the seasons”.
Solo No. 9:
Jaume Luque Parellada befinder sig i Mosen Costa Llovera Garden i Barcelona. Der er ikke lyd på Jaume, han mimer ordene, vi efterhånden kender så godt. I stedet høres lyden af en lastbil bakke og baggrundssnak. Musikken starter og alle andre lyde stopper. Den del af Mosen Costa Llovera Garden, som Parellada befinder sig i, er fyldt med kaktusser, altså er danserens omgivelser af en art, man kan slå sig på. Paralledas bevægelser mimer bevægelsesforstyrrelser, der kunne indikere en skade i forbindelsen mellem hjernen og muskel, en helt eller delvist lammet muskel, der på samme tid er anspændt og overaktiv med muskeltrækninger.
“‘Dance is easy’ sometimes we think too much, we want to be the best we can and show others our best skills, but sometimes it’s not worth it. Our body is smarter than we think and our brain is always ready to judge us. When my teacher said that to me, I realized that sometimes we need to breathe and let it flow. Having patients and work every day with honesty helps us to take it easy, enjoy and improve our movement”.
Solo No. 12:
Jimmie Larsson er backstage på Regionteater Väst. Da han træder væk fra kameraet og begynder sin performance, bades hans krop i et lys, der farver hans hår rødt og tøj lyserødt, et perfekt monokromt look. Hans røde hår, den løse beklædning og den lange, slanke silhuet gør, at han minder mig om David Bowie, og hvad han kunne have fundet på backstage, hvis han altså havde været en bedre danser.
“A choreographer once asked me, “does it have to feel good?”. This was after I tried some new things that I didn’t master yet and didn’t feel so good about. I think it’s important to give yourself time, and let yourself fail, to not give up and keep trying. I learned more about this after working with this person to let myself grow through failing”
Solo No. 13:
Det ser nærmest ud som, at Frost er et gople-lignende fantasivæsen, som er steget op fra havnen ved Refshaleøen. Når Frost bevæger sig, danser den snehvide kjole med, dens flæser og mange lag ligner fangarme. Den hvide kjole, som imponerer på samme måde, som Björks svanekjole gjorde det på den røde løber i Cannes, er skabt af kostumedesigner Amanda Vesthardt.
“The good days never return bad and remember to close the fridge”.
Solo No. 14: Nikoline Due:
“My dad has given me many great advices through the years but the best was through a book he brought me not that long ago. The book keeps a message about following your dreams as long as it makes you happy. So the best advice I have received is not to back down from going for what I want despite obstacles. I might regret it later, if I haven’t at least tried”.
Solo No. 15: Maria Ulriksson:
“My brother usually tells me; don’t overthink sis, and being a very analytical and contemplative person it actually has helped me. When in doubt or when I feel anxious about something I can use his words as a reminder that it is also important to trust. Trust the timing of things, the flow in life”.
Solo No. 18:
Jasmine Gordon, Black Box Theatre and Dance i Holstebro. Det rødmalede rum minder mig om udstillingen Decolonizing Appearance på det hedengangne CAMP – Center for Art on Migration Politics, og udstillingens kurator, Nicholas Mirzoeffs tanker om den hvide kube; at den er skabt til at få publikum til at føle sig uvelkomne, dumme og små: “Vi malede rummet rødt for at vise, vi alle er ens”, udtalte han dengang. Har Black Box Theatre and Dance mon haft lignende tanker?
“If you know you have done your best you have done enough”.
Solo No. 19:
Helena Lundqvist i kælderen på Regionsteater Väst i Borås, Sverige. Hvordan påvirkes isbjørne af corona-krisen? Det er ikke et spørgsmål, jeg kender svaret på, men mine tanker tuner ind på ‘klimaforandringer’, da jeg ser Helena Lundqvist danse i et isbjørnekostume før, hun modtager sine instruktioner via øresneglen, og derefter smider kostumet.
“Listen to the advices you get, do not follow all of them”.
På et marked i Dar es Salaam
Næste dag, d. 20. februar, rejser vi til et lokalt marked i Dar es Salaam i Tanzania, hvor Tadhi Alawi står klar i et afsides hjørne af markedet. Omkring ham tager folk enten plads eller går forbi bagom Alawi og ind gennem en mørk døråbning til en bygning. Han er klædt i en hvid flagermusbluse, og han ligner næsten en svane, når han løfter og rækker armene ud. Han danser på en meget ekspressiv måde, der kunne ligne et shamanistisk ritual. Gælder det mon liv eller død?
Har eventet brug for min tilstedeværelse?
Jeg trøster mig selv med, at #28solos28days ikke har brug for min tilstedeværelse på samme måde som et fysisk event har det. Når man ser med online, fx via Instagram, er man usynlig, til en vis grad i hvert fald. Det er dårlig stil at gå fra en forestilling før tid (medmindre man virkelig ønsker at skabe en scene). Men på Instagram er der ikke det samme drama over et exit, det er normalt, at folk tjekker ind og ud, som de lyster, og at koncentrationen glipper. Men bør det være så let at afskrive sine forpligtelser over for et projekt, der insisterer på at findes og finde sted nu og her? Hvad er egentlig ‘codes of conduct’, når det gælder digitale projekter med live streaming? Er det dårlig stil at se en live-video på replay eller ikke?
Et billedskønt punktum
#28solos28days slutter d. 1. marts med Liv Aira: Purkijaur forsen, Joomokk, Sápmi. Hun har udgravet sne og hermed skabt sig selv en scene i naturen, som hun bevæger sig ind og ud af, alt imens elven bruser ved siden af og tager sne og is med sig ind i landskabet. Et utrolig billedskønt og bevægende punktum for projektet.
Jeg er ikke sikker i min analyse af #28solos28days og hvad, der kunne være blandt budskaber. Selvom hver danser modtog de samme instruktioner, var hver performance forskellig fra den anden. Ikke kun i iscenesættelsen og valget af rum (på nær altså de to performances, der efterfulgte hinanden og foregik i omklædningsrummet til Dansekapellet). Men også i bevægelser og de historier, hver danser fik fortalt med deres krop. De var begejstrede, legesyge, bedrøvede, sorgfyldte, desperate, lammede, begrænsede, dramatiske og alvorlige. Kan instruktionerne siges at være et billede på eller en spejling af de instruktioner, der følger de sundheds- og samfundsmæssige restriktioner, hele verden er underlagt i øjeblikket? Restriktioner, som nok er forskellige fra land til land, men i bund og grund er sat i værk for at undgå spredning af COVID-19 og forhindre dødsfald? Selvom projektets specifikke instruktioner såvel som de samfundsmæssige restriktioner kan have den effekt at styre, disciplinere, uniformere og ensrette, ser vi med både corona-situationen og #28solos28days eksempler på det modsatte. Det fordrer kreativiteten og skaber bedre rum for anderledes, måske friere udtryk og for at definere sig selv på ny, bl.a. fordi kulturinstitutionerne i er opbrud – måske i opløsning.