Forestillingen Work Bitch er en sansemættet konfrontation med den længsel, der diffust har infiltreret dine celler. En længsel efter at blive befriet. Som et hæsblæsende, ærligt sandhedsserum leder forestillingen råbende efter fjenden, mens den slynger popkulturen i dine ører, angriber kapitalismen fra dine hænder og anfægter oprøret i dit hjerte.
Jeg har netop lukket sidste side af svenske forfatter Karin Boyes fremtidsdystopiske roman Kallocain skrevet i 1940. I Kallocain står Verdensstaten som øverste formynder over hvert enkelt individ, der bor under jorden i områdeinddelte byer. Medborgerne skal have særlig tilladelse for at komme op til overfladen og trække frisk luft, børn bliver sendt i ungdomslejre for at blive medsoldater, Politiøret og Politiøjet har fundet vej ind i de private soveværelser, og åndelige aktiviteter hvor håndtryk er en del af ritualet ses som både farlige og uhygiejniske. Dele af Boyes fremtidssyn er så skræmmende tæt på 2022, at jeg både imponeres og væmmes.
I Kemiby nr. 4 introduceres vi for Leo Kall og hans familie. Kall er kemiker og opfinder af sandhedsserummet Kallocain, der skal få medborgerne til at åbne op for deres inderste sandheder, hemmeligheder og længsler i en verden, hvor alle handlinger ejes af Verdensstaten.
Der er flere grunde til, at jeg starter min tekst med referencen til Kallocain. Forestillingen Work Bitch er i sig selv et sandhedsserum, der fremfor at være kemisk skabt og Verdensstatsejet som i Kallocain er et levende sandhedsserum af kød og blod, inderligt teater og grimme følelser. Det får os til at vågne op til en glemt sårbarhed og mærke en fælles længsel efter at blive befriet.
Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at tekstforfatter på Work Bitch, Ida Marie Hede også har skrevet efterordet til den dybgrønne udgave af Kallocain, som jeg har liggende på mit sofabord. Et efterord der også higer efter friheden og udtrykker en længsel, der er angrebet af en usynlig fjende.
Men hvem er fjenden?
Er det tennisoutfittet så hvide at dine øjne må vige for genskinnet,
det himmelblå scenegulv, de hvide plastikforhæng,
de grønne palmer eller de forvoksede, lyserøde plastikorkideer.
Er det det agurkefyldte køleskab med kraniet på toppen,
eller det gigantiske paphoved af Britney Spears, der som en revolutionær kigger ned på dig fra sin befriede og oplyste piedestal og ”siger” #freebritney
Rammen omkring Work Bitch er hæsblæsende sødmepåklistret og sjov. Den karikerede Hollywood-æstetik er ikke til at tage fejl af. Så poleret, så glat at man nødvendigvis må slå sig på den, hvilket det gigantiske paphoved af Britney Spears, kraniet og tre science-fiction masker vidner om. Uroen ligger subtilt under overfladen (lige under din hud) og de fire skuespilleres glatte ansigter, da forestillingen starter med en opstemt introduktion til hele Britney-misæren og hendes fars formynderskab over hendes liv og karriere.
Så hvem er fjenden? I dette Barbie og Ken´ske univers, hvor overdrevne mængder af agurker både er sundhedens apostle og psykosens besjælinger?
Er det #freebritney
Arbejdet, begæret
Sangene, råbene, desperationen
Celeste der taler som hendes navn udtales. (Hun er en slutty podcastvært i dine søvnløse ører)
Er det dine kropsvæsker og indvolde
så du nødvendigvis må æde dig selv
så I må æde hinanden
Er det dine venner, der er fjenden?
Er det agurkerne, agurker, agurk
Der går agurk i en kropsvæskekamp, hvor sundhed og psykose kæmper mod hinanden
Et kampapparat i grøn uniform
Som pastelfarvede, tykke tråde løber forskellige narrativer, der længes efter og modkæmper friheden, gennem forestillingen.
Én tråd er fraværet af Britney Spears som ægte menneske. I stedet får hun i kraft af sit ophængte og dermed ophøjede paphoved, status af revolutionær, der samler oprørere omkring sig i kampen for befrielsen. Hun performes af skuespillerne, der én efter én, ER Britney og er oprørerne i fortællinger, der sammenkæder Britney med frihedskæmpere under 2. verdenskrig og Marie Antoinette, der som, måske bekendt, var den sidste dronning af Frankrig inden den franske revolution fra 1772 – 1792. #freebritney-bevægelsen gives dronningestatus og giver os som publikum lysten til at tage revolutionen under egne vinger.
En anden tråd er de maniske tendenser vi opretholder for at opnå succes, præstere, performe, være bedst! Vores arbejds- og træningsmani bliver holdt oppe til skue i alt fra humoristiske monologer og sange til den konkrete kamp mod os selv, hvor hver af de fire skuespillere én efter én bekæmper sig selv ved konkret at kaste sine egne kroppe mod deres egne selfies hængt op på en fastelavnstønde, en væg og sat fast på gulvet, hvor skuespiller Joachim Kubel kaster sin krop i flyverullende burpees fra én selfie af sig selv til den næste. Kampen mod sig selv og selvmordet er tydeligt. For måske er det netop dig selv, der er fjenden?
Disse scener må nødvendigvis lede mig til min dybe fascination og overvældethed over de fire skuespilleres præstationer. Hver aften væver de sig gennem inderlige monologer om fortabelsen til det kapitalistiske samfund henover kampråbende sange, tendenserende til selvskadende scener, der metaforisk slår sit eget selvbillede ihjel, maniske træningsscener, der ville få en crossfit-dyrker til at tabe pusten for at ende i den rituelle og billedlige scene, hvor de tidligere polerede personligheder nødvendigvis må ende med at spise sig selv, sine indvolde og hinanden i en bogstavelig talt blodig, våd og ildelugtende scene, hvor indvolde og kroppe altopædende smelter sammen i fordærv. Dertil skal lægges de nok hundredevis af scener, hvor agurker bliver vasket, spist, kastet op, hængt på bagvæggen med søm, massakreret.
Nanna Cecilie Bang, Laura Skjoldborg, Hamun Maghsodlo og Joachim Kubel! Jeg må bøje mig i det agurkegrønne støv for, at I aften efter aften kan hive jeres kroppe og sind op til lige netop den præstation. Det er ikke for småbørn og viser med tydelighed, at den nye generation af skuespillere kommer bragende i hæsblæsende fart på den danske teaterscene, der her med instruktør Niels Erlings modige og nøgne fremstilling af individet igen beviser, at kontrasten mellem et nutidigt, tempofyldt sprog og en sårbar inderlighed hiver dansk teater op på et dristigt niveau.
Sammen med scenograf Lise Marie Birchs farvefulde, smukke univers, koreograf Gunilla Linds kitsch og plastic-fantastic bevægelser og komponist Rasmus Junckers popdunkende og energistemte beats, har holdet bag Work Bitch, skabt en éner, der gør genåbningen af dansk teaterliv til en både humoristisk, alvorlig, rørende og meget håbefuld ’Kallocainsk’ indsprøjtning, som jeg længtes efter, efter at have læst romanen. Som Ida Marie Hede skriver i sit efterord til Kallocain:
”Efter at jeg har læst romanen, har jeg lyst til at gribe en kanyle og give mig selv en indsprøjtning med kallocain. Jeg har lyst til at opdage, hvad jeg ville sige, hvis jeg ikke havde noget filter. Hvis jeg ikke besad nogen angst. Tænk hvis mine egne forestillinger om, hvad der gør mig lykkelig, ville vise sig fra nye uudforskede sider? Tænk hvis der var en sådan måde at komme bag om mig selv på, bag om mit eget samfunds usynlige sindelagskontrol – og tænk så hvis jeg da ville begynde at tale i organiske strømme, musik klingende, henført og søgende?”
Det er netop det Ida Marie Hede har gjort med teksten til Work Bitch – skabt en indsprøjtning, hvor skuespillerne intet filter har, og hvor vi som publikum går ud med fornemmelsen af
”…at ethvert menneske i enhver verden til alle tider rummer en flimrende poetisk længsel”
Work Bitch er en moderne 2022 teaterforestilling, Kallocain en fremtidsdystopisk roman fra 1940. Begge kreerer de smukke sprækker i deres samtid, der giver plads til en fælles længsel efter frihed. Forskellen er bare at Work Bitch ikke er en fremtidsdystopi men et billede på, hvordan vi som menneskehed lige nu higer efter en frihed fra arbejde, præstation og performance.
På ægte Hollywoodmanér afsluttes Work Bitch ved at lade håbet lyse gennem de blodige skuespilleres verbalisering af troen på at gå ud i verden og gøre empatisk oprør mod det samfund, der siger vi er frie, uden at vi er det, der lægger ansvaret for følelsen af at være spærret inde over på den enkelte, der ser kærligheden som fjende.
Lyset åbner sig over publikumsrækkerne, mens smukke, lyserøde sæbebobler omkranser skuespillerne, og sidste sætning lyder.
”Sådan smelter vi sammen”.