Komponist Ying-Hsueh Chen sætter sit “jeg” i anførselstegn og fortæller i dette interview til bastard, hvordan hun, på trods af stor koncentration, præcision og indlevelse, oplever, at det ikke kun var hende selv, der skrev værket Mirage.
Koncertrækken Sonic Architecture, arrangeret af Ancestral Modernism, præsenterer ny musik og koncertvandringer med komponist og slagtøjsspiller Ying-Hsueh Chen. I september blev Sonic Architecture udvidet med verdenspremieren på Ying-Hsueh Chens audiovisuelle filmværk Mirage: An Architectural Sonic Experience, som blev vist i Grand Teatret.
Mirage er en radikal meditation over lyd, lys, rum og materiale med Ying-Hsueh Chen som samlingspunkt. Hun fungerer nærmest som et lydmedium, der kan kanalisere de forskellige akustiske udtryk fra tre ikoniske danske bygningsværker: Grundtvigs Kirke, Brønshøj Vandtårn og Thorvaldsens Museum. Ying-Hsueh Chen har både komponeret og improviseret musikken direkte på stederne og brugt helt enkle materialer samt klassiske slagtøjsinstrumenter for at blotlægge de skjulte lydsprog i de tre rum.
Lydkunstner Jacob Kirkegaard har optaget og formgivet akustikken, og filmfotograf Christian Houge Laursen har iscenesat værket med lyssætning og billedkomposition.
Mirage er instrueret og redigeret af den danske kunstner Rikke Benborg, som både visuelt og lydmæssigt har gentænkt Chens improvisation og dermed rekomponeret værket.
mirage
/mɪˈrɑːʒ/
- An optical illusion caused by atmospheric conditions, especially the appearance of a sheet of water in a desert or on a hot road, caused by the refraction of light from the sky.
- Something that appears real or possible but is not in fact so; an illusion.
(Oxford English Dictionary, 2025)
mirage
[miˈrɑːʃ]
- Synsbedrag forårsaget af lysbrydning i varme luftlag, hvor et fjerntliggende objekt (f.eks. himlen) ser ud som vand eller spejlbillede.
- Billedligt: noget der virker tillokkende eller virkeligt, men som viser sig at være en illusion.
(Den Danske Ordbog, 2025)
Der findes ingen måde, hvorpå jeg kan beskrive Ying-Hsueh Chens musik, så det yder værket retfærdighed. Derfor vil jeg anbefale, at man lytter med her. Jeg har også inviteret Ying-Hsueh til at svare og reagere på teksten her. Hendes svar er kursiverede.
Det begynder med en dump lyd. Dong. En krop, bare arme, kraften i armen, der slår mod jernrøret i vandtårnet. Dump. Dong. Et ekko, der fortsætter. Jeg tænker på ‘slaget’ i slagtøj. Du slår og slår på skind, metal, træ og sten.
Bruger du mange kræfter, Ying-Hsueh?
Jeg havde ikke tænkt over, hvor mange kræfter det egentlig kræver, fordi jeg har spillet i så mange år. Efter en af ‘Sonic Architecture’-koncerterne i Vandtårnet i sidste uge kom der et par fyre, som gerne ville prøve at slå på jernrøret under min vejledning, hen til mig. Da gik det op for mig, at det faktisk ikke er nemt at få en god lyd ud af det, hvis man ikke spiller fra hara (kroppens centrum). Det handler ikke om store muskler. Når man spiller fra hara, føles det lettere, og det virker ikke, som om man bruger særlig mange kræfter.
Hvordan kan en så rå, men alligevel blød lyd gemme sig i et rustent vandrør?
Vandrør er lavet af ret tykt metal, så hvis man gerne vil have en dyb lyd, skal man bruge ret tunge og bløde køller og samtidig slå hårdt. Til gengæld kan man nemt få en skarp, høj lyd ved at bruge metalrør som kølle – ligesom jeg gjorde i filmen.
Lyden er helt ren, det vil sige analog og akustisk, og jeg kan på lærredet i Grands store sal se, hvordan lydene er blevet til. Bevægelserne, instrumenterne. Råt og direkte. Arkaisk, men moderne. Improviseret på stedet og klippet sammen af over 100 optagelser.
Det visuelle, især de rytmiske klip, gestalter musikken for mig – det er dog ikke en optagelse af noget, jeg lige så godt kunne have oplevet live. I kraft af klipningen, de overlappende, dobbelteksponerede billeder og virkemidler, der næsten får lyden og billedet til at stå stille – men alligevel dirrer – bliver oplevelsen af værket til noget andet end en koncert.
Det audiovisuelle, arkitekturen og musikken går op i en højere enhed gennem Ying-Hsuehs performance – en krop, som bliver ved med både at slå og lytte.
Grundtvigs Kirke består af seks millioner mursten, fortæller Ying-Hsueh senere. Thorvaldsens Museum har lange, lange ekkoer. Brønshøj Vandtårn beton-rungende hulrum.
Jeg husker især ekkoet i kirken, når du slår på shamantrommen. Stilheden afbrydes af en dør, der smækker bag dig – efterladt med lyden, der vibrerer og synger som et svingende tov i luften. Det er vinduernes kalden, stenens tørre lyd. Hendes fingre, hænder, armmuskler, træ, skind og sener smelter sammen. Knogler – rene, benfarvede knogler – er også et instrument i værket. Det er som om mekanikken træder tilbage for sjælen. Lyd er bevægelse, og krop: en brusen, der buldrer frem, marimba, rindende vand.
Shamantrommen. Du blev beskrevet som et medium – føler du det selv?
Jeg føler mig fuldstændig som et slags lydmedium. Jeg skaber musik meget spontant og intuitivt i øjeblikket. Til gengæld er jeg ikke nødvendigvis stærk i musikhistorie eller teori, som mange betragter som det grundlæggende. Kort sagt: Jeg føler mig mere hjemme i at ‘kanalisere’, men er lidt svagere i analysen.
Jeg har altid tænkt på instrumenter som mekanik. Dengang jeg selv spillede, havde jeg en lille skruetrækker med, hvis en skrue løsnede sig. Men det er som om, jeg nu mærker dine slagtøjsinstrumenter som alt andet end mekanik – som materialer, levende og organiske objekter. Jeg faldt engang over disse ord i en udstilling: “Objects also perceive you.” Ser de dig? Eller taler de, instrumenterne?
Det er svært at tro, at du alene ledes af stedet. Mærker du noget i materialet? Hvad mærker du?
Jeg er sikker på, at jeg ikke kun ledes af stedet, men også af materialet og mit øre. Når jeg afprøver forskellige materialer, fortæller stedet mig, hvilke materialer der passer – og når de passer, hvilket tempo og hvilken stil jeg skal spille i. Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at spille på kalksten i Grundtvigskirken første gang og marimba i Brønshøj Vandtårn. “Jeg” skrev mange værker på et døgn der. Når materiale, rum og musik passer sammen, føles det også som om, det ikke kun var mig, der skrev værket. Det var også stedet og materialet, som komponerede værket gennem mig.
Du sidder næsten i en hule i kirken, et lille indhak i muren, og slår små flade kalksten mod en større stenplade. Helt let, som havde stenen sin egen drøm, som om lyden varer for evigt, båret videre i marimbaens toner. Du slår med fire køller og rammer fire toner ad gangen – dybere, så lyst i de tomme rum. Melodien består af fire toner og overtoner.
Nærbilledet af dine øjne. Er de altid lukkede?
Jeg tror ikke, jeg har spillet med lukkede øjne før, men jeg opdager, at jeg næsten altid spiller med halvt lukkede øjne, når jeg improviserer eller skal spille et komponeret værk udenad. Jeg tror, det er fordi, jeg er i en slags ‘in-between’-tilstand. Det føles ikke altid rart at improvisere eller spille udenad, fordi ‘if my mind kicks in, I will ruin it a big time.’
Er vi et tempel, mon? Du slår på en gong, og det handler ikke kun om skønhed, men også om noget mørkere: en svingning, et slag i maven, en smertefuld skæren, så kirkeklokker.
En eufori breder sig. Også i dig?
Ja, jeg mærker eufori, når musik passer til stedet, materialet, og min personlighed på samme tid. Det føles rart.
Farverne vender tilbage til de dybtfarvede vægge på Thorvaldsens. Klip mellem sort/hvid og farve i takt til musikken. Farvernes varme. Det gule lys i Grundtvigs Kirke, hvor lilletrommen ligner en døbefont.
Du taler senere om søgen efter skønhed. Hvad er skønhed, Ying-Hsueh?
Det er svært at sætte ord på og definere, hvad skønhed er, men for mig er det noget, der er større end mig selv. Når en dygtig kunstner er i harmoni med naturens kraft og lever i denne verden, som i sig selv arbejder imod kunstens princip, og kunstneren alligevel skaber kunst, der rækker ud over selvet og behovet for anerkendelse, overlevelse og succes – så opstår den skønhed, der rører mennesker. Jeg kan lide organiske, enkle værker, som taler direkte til folk.
Du optager og transformerer noget, der allerede ånder i rummet. Hvad mærker du? Er du virkelig i kontrol?
Jeg mærker især i disse smukke arkitekturer med stor efterklang, at rummet har en karakter, som venter på at blive ‘kaldt’ eller ‘afsløret’. Jeg har ikke kontrol over, hvilken slags musik der vil komme gennem mig. Det, jeg derimod har kontrol over, er det materiale, jeg vælger. Hvis musikken eller materialet ikke passer sammen, stopper jeg med det samme og prøver noget andet. Mange musikere forsøger at presse musik, de har øvet eller komponeret hjemmefra, ind i et rum, som det ikke passer til – hvilket er en form for (unødvendig) kontrol. Jeg var også en af dem før, og det føltes meget utilfredsstillende, så jeg droppede det ret hurtigt og lærte at improvisere. Jeg begyndte at improvisere ret sent, først for ti år siden.
Du fortæller, at lyden i koncertsalene er kontrolleret til forskel fra de fleste andre rum. I fortiden spillede musikere udenfor. Vil du det? Selvom instrumenter er følsomme for vind og vejr. Tror du, du ville foretrække vægge – noget at spille op mod, smelte sammen med? Rummet. Koncentrationen.
I fortiden spillede man også musik indendørs, men de urgamle huse var ikke så firkantede og tætte som i dag. Der var mange uforudsigelige forhold med fugt, vind og vejr. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vores forfædre gjorde, når de spillede musik i blæst, regn eller storm – og hvad med i grotterne, hvor luftfugtigheden er meget høj? Man har nok brugt naturlige instrumenter, som til sidst ville rådne op. Derfor har det sikkert været ‘hårde’ instrumenter som knogler og skaller, der kunne overleve under de barske forhold. Man har fundet omkring 35.000 år gamle benfløjter i en hule i Tyskland, og en cirka 18.000 år gammel konkylie, brugt som blæseinstrument, i en fransk hule.
Der findes mange udendørs steder med smukke ekkoer. Jeg foretrækker selv udendørs rum, hvor bjerge eller bygninger fungerer som ‘vægge’, jeg kan spille imod. Jeg elsker at teste lyd udendørs uden at skulle præsentere en fuld koncert. Men i moderne tid har vi mistet noget af legesygen ved at udforske lyd i det fri på grund af praktiske hensyn. Man kan jo ikke tage en dyr guitar, violin eller tromme med ud, hvis det regner – og slet ikke dyre mikrofoner … We are a bit domesticated now, musically.