Dramatikeren Gaia Victoria Munoz Rosbergs vilde og galgenhumoristiske tekst med en dyb understrøm af sorg får energisk og rørende liv i Sydhavns Teaters bearbejdelse og fremmedgørende spillestil.
En kæmpemæssig hvid urne fylder det meste af scenen. Så popper, der pludselig et hoved op af den og lidt efter et hoved til. Samuel Becketts absurde drama Happy Days, hvor de to karakterer, ægteparret Winnie og Willie, sidder fast i skraldebunken til halsen, dukker med det samme op i mine tanker.
Det absurde og tragikomiske ved tilværelsen er bestemt også at føle i Sydhavns Teaters opsætning 3 Urner i Stuen, hvor hovedkarakteren ikke sidder fast i en skraldebunke, men måske i fortiden og tanker om døden. For i den debuterende dramatiker Gaia Victoria Munoz Rosbergs 3 Urner i Stuen er de to karakterer, der popper op fra urnen, en udspaltning af den ene kvinde, der fortæller historien. Kvindens indre dialog er splittet dramatisk ud i skuespillerne Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard, der også stod på Sydhavn Teaters scene i den vellykkede iscenesættelse af Ditte Menneskebarn. I 3 Urner i Stuen fyrer de nu replikkerne rapt og musikalsk af sted i et energisk og rørende pingpong-spil både med og mod hinanden, mens de bevæger sig som leddeløse, selvbevidste teenage-piger (eller måske som flamingoer) i deres lyserøde Adidas suits rundt om hinanden og op ad væggene, hvis de ikke kravler helt ind i urnen.
Dramaet tager fart, da fortælleren modtager et brev fra kirkegården om, at hendes fars urnegravsted udløber og skal fornyes. I denne absurde situation hvor hun pludselig sidder med tre store urner i sin stue, fordi hun nu gerne vil udføre sin fars sidste ønske om at blive stedt til hvile tre forskellige steder, vender hun blikket tilbage mod fortiden til den gang, han døde. Derfor bliver det også barnet, der overtager fortællingen om Farmanden, Mortypen og Stedmoderdyret, som altså er som taget ud af et absurd eventyr og samtidig svært genkendelige fra virkelige familiehistorier.
Det svigtede, fremmedgjorte barn
Den veloplagte, gakkede, tragikomiske, men også virkelig bevægende forestilling om et svigtet barn udspiller sig herefter. Et barn, der rejser alene med sin far til det fremmede land, han kommer fra, og da han bliver alvorligt syg, indgår en pagt med Stedmoderdyret, der får voldsomme konsekvenser langt ind i fremtiden. 3 Urner i Stuen er historien om barnet, der må være den voksne i stedet for de umodne og selvoptagede forældre, der kan finde på at glemme de mest basale ting såsom mad, skolegang og opholdstilladelser. Barnet må altså bære alt for meget. Hun spørger også ret logisk og undrende, da hendes mor rejser hjem efter et besøg i det fremmede land, hvor Farmanden svært afkræftet er indlagt på hospitalet efter en operation: Hvorfor tog hun mig ikke med?
Barnet vender sig også mod de højere magter og beder Jomfru Maria statuen, der står i hospitalets gård om at få sin far tilbage, men får ikke andet end uldne, ubrugelige svar, så hun til sidst befriende, vredt og højt beder Jomfru Maria om at holde sin kæft.
Med til historien om det svigtede barn hører heldigvis også momenter af almindeligt teenageliv. Bedsteveninden hun nonchalant ryger de første Benson & Hedges smøger med, forelskelsens første fryd med kyssen i timevis eller skammen over menstruation, der råbes ud! Et af de for mig mest rørende øjeblikke bliver de kærlige tilbageblik på forældrene, på Mortypens øjne, der kan skifte farve fra grøn, brun og til grå, og hvis mund har de fineste former, når hun puster, hvis det gør ondt. Eller Farmandens kradsende skæg og det særlige sted på hans hals, man kan putte sig ind til. Her bliver sproget poetisk i smuk kontrast til de mere end tempofyldte og opremsende passager, der driver fortællingen frem.
3 Urner i Stuen er altså vild, gakket og tragikomisk med en rørende sorgfuld understrøm. Forestillingens energiske tempo virker tydeligt som en overlevelsesstrategi, et livsnødvendigt dække over barnets dybe ensomhed, afmagt og sorg, da hun tabes ned i mellem både de tre voksnes liv og en splittelse mellem flere kulturer.
Sydhavn Teaters fremmedgørende spillestil virker oplagt til Gaia Viktoria Munoz Rosbergs sprudlende tekst bearbejdet af Mille Maria Dalsgaard, hvor en ældre kvinde ser tilbage på sin barndom. Den fremmedgørende spillestil kan netop vise, hvordan kvinden befinder sig mellem nutid og fortid og lade hende se tilbage og kommentere på handlingen: ”Stop nu med det der græske tragedie!” Ligesom Sydhavn Teaters spillestil selvfølgelig også kan fremmane barnets fremmedgørelse i spillet mellem de umodne voksne i det fremmede land. På trods af det svigtede barns tragiske historie virker 3 Urner i Stuen forløsende, fordi det især er en fortælling om en kvinde, der tager til genmæle og får fortalt sin egen historie. Og Mille Maria Dalsgaard og Carmen Maria Lindegaard brillerer endnu en gang i deres samspil og vekslen mellem det gakkede, energiske og det poetiske, sagte i forestillingen om, hvordan vi behandler døden – måske som 3 kæmpestore urner, der bare står der i stuen uden, at vi taler om dem?