Convoi Exeptionel skaber i samarbejde med Hong Kong koregrafen Wayson Poon og billedkunstneren Maiken Bent et alternativt kontemplativt sprog og rum i Gotved Instituttets gamle gymnastiksal.
Nogle har elsket den, og andre måske frygtet den. Gymnastiksalen med de lakerede trægulve med hvide boldbane-aftegninger, tykke reb og ribbe på væggene. Sådan en klassisk nordisk gymnastiksal, et rum etableret til at fremme det sunde legeme med den sunde sjæl, finder man i Gotved Instituttet.
Men produktionsplatformen Convoi Exeptionels iscenesætter Jon R. Skulberg har sammen med billedkunstner Maiken Bent og koreograf samt danser Wayson Poon formået at skabe et alternativt blidt og poetisk rum i den kantede nordiske gymnastiksal, som ellers mest lægger op til disciplineret træning af kroppen.
Maiken Bents bizarre objekter står i det ene hjørne af salen. De ligner noget, vi kender, gymnastikredskaber, et spejl, farvestrålende karabinhægter, silkestoffer og læderremme, men sammen er de alligevel noget andet. Et andet begær? Maiken Bent er tydeligt optaget af sammenstillingen af materialer, som måske samtidig bliver en fremvisning og kritik af kapitalismens fetichering og iscenesættelse af genstande.
De tre dansere står først placeret foran Maiken Bents objekter. De står længe stille foran spejlet. Men da komponist og musiker Paul Yip, der sidder i midten af publikum på gulvet på et lille tæppe, begynder at frembringe smukke, sfæriske klange på sine skåle, begynder danserne at bevæge sig. De bevæger sig langsomt som i slow. De er ikke i kontakt med hinanden, men bevæger sig parallelt, undertiden synkront.
Moving a Memory er muligvis inspireret af Qigong. Man kan i hvert fald opleve en lignende meditativ tilstand i værket, som kan efterlade os beskuere lidt i trance og måske også åbne for at lade tankerne vandre, bevæge sig som titlen også angiver det – måske tilbage til fortidens gymnastiksalsoplevelser?
Rummet og bevægelserne, det koreografiske sprog, er afslappet, men stadig meget nærværende. At se danserne bevæge sig lige foran øjnene på én i en så minimalistisk koreografi er en fornøjelse. For vi sidder nemlig nede på gulvet i salen. Den ophøjede scene er sløjfet.
Med ét opstår et vendepunkt i Moving a Memory. Den feminine danser begynder at hoste. Hun hoster og harker. Hun lader til at være syg. En mur af røg begynder også stille af bevæge sig ud i rummet. Men så er der pludselig kontakt mellem danserne. En anden danser kommer og hjælper hende. Han holder hende på panden, viser omsorg. Herfra bliver musikken mere melodiøs og kraftfuld. Danserne bevæger sig nu meget hurtigere. Måske slippes danserne og bevægelserne til sidst fri i det ellers sædvanligvise stringente gymnastiksalsrum.