I det horror-inspirerede immersive værk DEN ANDEN på Sydhavns Teaters performancescene P44 undersøger og iscenesætter performer Katrine Leth og scenograf Freja Sif Hestnes kærlighedens mangefacetterede og spejlende rum af kontroltab.
”Heeeejjj, det er mig der taler, det er mig, der ser på dig”, gentager hun lidt hvinende. Hun vil have, at vi skal se på hende. Vi skal lægge mærke til hende, lytte til hende. Det er performeren, Katrine Leth, der taler, som vi først får at se på skærmene sat op i indgangspartiet til Sydhavns Teaters performancescene P44. Vi kan se hendes ansigt meget tæt på, og hun drikker også kaffe i et hvidt køkken på filmen på skærmene. Hende stemme beder os til sidst om at hænge overtøjet, stille taskerne fra os. Så sætter vi os i indgangspartiet og venter lidt og kigger lidt mere på skærmene. Pludselig banker det på ruden bag os. Nu står hun, hende, vi lige har observeret på skærmene, lige uden for IRL og har banket på ruden.
Der opstår flere af den slags overraskende, lidt scary situationer, hvor der leges med rummene, med fordoblinger og spejlinger i det immersive, tværæstetiske værk, DEN ANDEN, der udover videoværkerne inkluderer et meget vellykket lysdesign af Felipe Osorio Guzmán, et lige så vellykket urovækkende lyddesign af Anders Bach, live performance af Katrine Leth, en vild scenografi og leg med rum af Freya Sif Hestnes og en interessant poetisk tekst af Sonja Ferdinand:
”Det begynder med dig/ Dig/ Ordet dig/ Det der bliver til med ordet dig/ Ordet og øjeblikket/ Før jeg sagde dig og mente dig og ikke en anden/ Kun dig og ikke en hvilken som helst anden/ Før det, var der et øjeblik/ En aften og øjeblik/ Du vendte dig om/ Var det noget nogen sagde?”
Værket falder i fire dele. Først indledningen i indgangspartiet, hvor vi allerede stifter bekendtskab med det næste rum i værket, køkkenet, som vi publikum forførende én efter én i anden del bliver guidet ind i af Katrine Leth. Hun ved godt, hvad hun gør og tager først min veninde i hånden og leder hende ind i køkkenet, sætter hende ved bordet og sætter sig overfor hende. Hun giver hende lidt efter en kop kaffe at drikke af, da vi alle står meget tæt inde i køkkenet. Min veninde drikker af koppen og mimer Katrine Leths bevægelser og ansigtsudtryk. Spejlneuronerne, som vi alle er udstyret med, og som gør, at vi ofte gentager, det andre gør, bliver subtilt udnyttet og iscenesat i DEN ANDEN. Det bliver tydeligt i forestillingen, hvordan vi både oplever os selv og at miste os selv i spejlingen med den anden. Oplevelser man ofte kan have i en forelskelse, eller en seksuel relation eller et kærlighedsforhold til en anden eller flere. Men måske også i en performer og publikumsrelation? Det er i hvert fald som om, performeren leger med os. At vi også lidt mister kontrol i DEN ANDEN. Men det er særligt kærlighedens vanskeligheder DEN ANDEN vil undersøge. Hvor svært det er at give sig hen og afgive suverænitet, når man lægger sit hjerte i en andens hænder. Og måske endnu sværere i vores selvbevidste tid?
Katrine Leths kropssprog er også voldsomt, lige så voldsomt som rummets vægge, der er sprøjtet til med væsker; blod og lort. Det er rødt og brunt i hvert fald. Og hun falder sammen, hendes høje, fine krop dratter om mellem hænderne på os, så vi, publikum, må prøve at holde hende oprejst, hjælpe hende. Men hun fortæller os også, hvor vi skal se hen, og hvad vi må se på. Hun styrer os. Vores blikke bliver koreograferet. Værket leger som sagt med os, publikums blikke og stiller samtidig traditionelle kærlighedshistoriers ideer om kvindens nødvendige voldsomme opløsning måske ligefrem i døden til skue. Katrine Leth finder også ligefrem et kolossalt hjerte frem. Og til sidst banker hun et hul i væggen, river og kravler ind til endnu et rum bagved køkkenet.
For vi skal endnu længere ind i DEN ANDEN.
I tredje del følger vi så vores hovedperson ind i rummet bag køkkenet, som er helt modsat det, vi lige har forladt. Det er helt hvidt. Rent måske? Er vi i himlen? Døde? Og hjertet har Katrine Leth båret med sig og sætter på en let forhøjning. En piedestal?
I sidste fjerde del er forestillingen tæt på slut, og vi går ud i indgangspartiet igen, hvor vi nu kan se Katrine Leth ødelægge det fine, hvide køkkenrum. Hun kaster om sig med kaffe. Vælter rundt.
DEN ANDEN på Sydhavn Teater iscenesætter og leger interessant med vores spejlende blikke og udfordrer intelligent og humoristiske med inspiration i horrorgenren de traditionelle voldelige kærlighedsfortællinger om den hengivende kvinde, der går i døden i kærlighedsrelationen. Og DEN ANDEN skaber labyrintiske, fordoblende rum på en meget lille scene og lader teatertidens fokus strække sig ud samtidig med at give autonomi til beskueren som i et gallerirum.