Nogle gange ser man et værk, som minder én om, hvor fantastisk kunst kan være. På den der måde hvor man føler, at verden åbner sig, alt bliver levende på ny. Ikke fordi det er udelukkende dejligt at være med værket, men mere fordi det rammer de dybeste strenge i forståelsen eller følelsen af at eksistere som menneske. For mig er The Labyrinth af Marie Topp et sådant værk.
I 2022 blev The Labyrinth af Marie Topp vist i Dansekapellet for første gang. Dengang sad jeg på første række og fik røg i hovedet og trippede over det univers, som blev skabt. Sidenhen hvis jeg er blevet spurgt om, hvad mine bedste kunstoplevelser har været, har jeg som oftest svaret – den.
Når jeg skulle forklare hvorfor, blev det straks sværere. Ikke fordi jeg manglede gode ting at sige, for jeg har simpelthen ikke en finger at sætte på noget. Men mere fordi det er et værk, som føles som en drøm. På trods af at enhver psykoanalytiker nu vil modsige mig, så kan det være svært at genfortælle en drøm. Eller. Jeg kan godt fortælle dig, hvad der skete, hvad koreografien var, men det som er vigtigt, er jo, hvordan det føltes. Og det er her, hvor jeg igen og igen er blevet ved med at tænkte tilbage på dengang i nordvest, hvor jeg for første gang så et værk af den danske koreograf og danser Marie Topp, fordi jeg blev rystet i min grundvold.
Da jeg så, at The Labyrinth blev vist igen, denne gang på Aaben Dans i Roskilde, var jeg ikke tvivl: jeg måtte se den igen, og jeg måtte skrive om den, fordi jeg mener, at det her er et mesterværk ikke blot i dansk kontekst, men også internationalt. Jeg var egentlig opsat på at blive skuffet. Forventede det. Måske, tænkte jeg, havde jeg første gang, haft det på en eller anden måde, der gjorde, at jeg i særlig grad kunne koble mig på værket. Så jeg gik ind med den forventning, at værket nu ville blive formindsket i forhold til mindet, men det modsatte skete: det blev større for mig.
Snekugle af rystede følelser
Hvis jeg skal forsøge kortfattet at forklare, hvad det er, som reelt sker på scenen, så ville jeg sige, at der er tre mennesker, som er oplyst af baglys, som ændrer sig i løbet af forestillingen for at understrege specifikke placeringer og konstellationer af handlinger og bevægelser. De tre personer er under næsten hele forestillingen introverte; de agerer ikke med hinanden eller med publikum. Undtagen til slut hvor jeg oplever det som en form for dødedans, hvor de levende slæber de døde.
Der er en konstant haze af scenerøg, som skaber en uvirkelighedsfølelse. Det er svært at vide, hvilket landskab vi befinder os i, for værket nedsænker os i det, så vi sammen med de tre dansere befinder os i en form for dystopi, et sted vi ikke kan slippe ud fra, men som vi ikke nødvendigvis vil undslippe heller.
Billedet af hver af personerne forvrænges igen og igen ved små handlinger. Johanna Chemnitz står fx med ryggen til os og bevæger sine hænder i slow-motion foran hendes ansigt, og blot ved at hendes ansigt drejes de mindste grader, forandres udtrykket og følelsesregisteret, hun rammer mig med. Lyden forvrænges også konstant, morfer igennem et følelseshav af ubehag og tillid. Der arbejdes med spændingsopbygning uden, at man bliver forløst, fordi spændingskurven aldrig ændrer dansernes ageren.
Jeg oplever, at værket forhandler transformationer mellem at være levende og døende, og at disse bevægelser ikke er endegyldige som vi normalt tænker det i vestlig kontekst, men i stedet grænsetilstande.
Gestaltningerne
De tre personer har hver deres måde at bevæge sig på, som er forskelligartede.
Emilie Gregersens bevægelser var dyrelignende, avatar-agtige, pludselig menneskelige, for hurtige eller for langsomme, aldrig hverdagslige. Hun kravlede i ryk hen over gulvet langt det meste af forestillingen, mens hun lavede vrid igennem sin rygsøjle. Hendes råderum over scenen var det største og dermed også den nemmeste at koble sig på.
Johanna Chemnitz tog mine tanker mod butoh dans, en japansk danseform, også kaldet mørkets dans. Bevidstheden i hendes bevægelser samt især en helt konkret gestaltning, hvor hun langsomt rakte sine arme ud til siderne, mens musikken steg og steg til et kortvarigt klimaks, fik mig til at græde. Det blev et billede på et menneske, som med åbne arme møder sin skæbne på trods af, at den virkede til at være en orkanlignende kraft, som uden tvivl ville vælte hende omkuld.
Alen Nsambu havde den mest indadvendte karakter, og han performede dette med en konstant spændstighed, hvor han var dirrende, selv når han lå ned. Hans krop var aldrig afspændt, hvilende. En særlig rørende bevægelse va,r når han bevægede sig fremover, men med hænderne strakt frem bagved sig. Det var som om de gaver, der måtte tilfalde ham, kun kunne ske bag hans ryg, som om verden ikke lå for hans fødder, men i stedet faldt ham i ryggen.
Opløftende samspil
Lyd, lys og koreografi hængte sammen på så smuk en måde, at jeg sjældent har set lignende. Alle tre elementer forstærkede hinanden, de var så simplistiske men så virkningsfulde, at de blev en magtdemonstration i minimalisme, og Marie Topp er også tydelig i formidlingen omkring, at værket er blevet til i tæt samspil med lysdesigner Mårten K. Axelsson, mens musikken er lavet af Julia Giertz. Det skal også nævnes, at kostumerne skabt af Maria Ipsen havde en underspillethed i sig, som er næsten umulig at ramme.
Sammenflettet, holistisk magi
Hvis jeg skal forsøge at forklare, hvorfor The Labyrinth overordnet er så vellykket, vil jeg sige, at den formår at skabe udenfor det verbale sprog, og dermed tænker jeg også, at den bruger dans på en måde, hvor den omfavner bevægelserne som det sprog, der tales igennem, som vel kan siges, er emblematisk for dans. I denne form og med denne intensitet: Jeg bliver ramt i hjertekulen. Det ville være så nemt og oplagt at begynde at citere Wittgenstein nu for at bidrage til forståelsen af, hvorfor det talte eller skrevne ikke altid kan rumme `fortællingen´. I stedet får jeg lyst til at minde om affekternes ageren i enhver krop og ikke knytte det til Wittgensteinske sætninger; hvordan det føles, når vi bliver forelskede, når nogen vi elsker dør, når vi leder efter noget, som vi håber findes, men ikke er sikre på, vi kan få tilgang til.
Der var engang en ven, som sagde til mig, at det at blive inspireret kan føles som at drikke et glas koldt vand, når man er rigtig tørstig. For mig var dette værk som at hoppe i en sø af det reneste, klareste kildevand på en varm sommerdag, hvor jeg ikke havde drukket en dråbe hele sommeren.
Der er et eller andet i Marie Topps tilgang til at skabe og dermed at være i verden, som får mig til at tænke: hun er det, man tidligere ville kalde en klog kone, en sandsigerske, en heks, fordi hun er i stand til at sammenholde utallige virkeligheder, følelser og medier på en sammenflettet, holistisk måde.
Bravo!
