You May Rest programsat i august 2024 på Metropolis Festivalen er en del af kunstnergruppen hello!earth’s Night Time Series. Værkserien har ‘natten’ som udgangspunkt og transformativt rum og har fundet sted i forskellige perioder mellem 2018- 2024.
Jeg har været over worked (à propos temaet om vigtigheden af hvile) og har derfor været nødt til at interviewe på skrift fremfor over zoom, som først aftalt. hello!earth har således meget imødekommende og hjælpsomt selv skrevet og besvaret mine spørgsmål i et google docs dokument.
—-
Kære hello!earth,
Vil I indlede med at fortælle om og skitsere Night Time Series’en**, der er afsættet for You May Rest, som vi kan opleve på Rådhuspladsen og Christiansborg Slotsplads i København i den kommende uge? Hvad, hvorfor og hvordan opstod serien? Og hvad er det ‘natten’ kan?
”Vi var fascineret af natten – søvn og det at drømme et rum ’beyond’ dagligdags logik – og som en dagligdags begivenhed/ handling, som rummer en transformation, et slags ritual, som vi helt fysisk alle har et forhold til.
Når vi sover, giver vi slip. Ellers vil vi ikke falde i søvn. Det er noget, vi gør. Alle kender det. Vi overgiver os til det ukendte – mere eller mindre bevidst.
Det første skridt i enhver forandring er også at blive bevidst om det, der er og at give slip på det, vi kender. Bebo det ’ikke at vide’, denne sprække mellem det, der er, og det, der ikke er endnu. Og give plads til et ’hvad hvis…?’
Kan det rumme et potentiale for at bevæge os ind i nye landskaber, andre sensitiviteter og måder at møde den tid vi lever i med klimakrise og et økonomisk system, som sætter stadig vækst som første præmis og så videre: hvad kan natten og det inaktive eller anderledes aktive rum lære os? Hvis vi følger dens væsen, beyond the idea of ‘needing a good night’s sleep for being productive the next day’. Natten som en hændelse, hvor vi er ’embedded’ i rytmen af nat og dag, som ligger udenfor vores indflydelse. Natten som magisk rum.
I vores kultur er det at sove oftest et privat, individuelt rum, og normen er, at vi gør det alene, eller med dem vi lever sammen med. Og hvad sker der, hvis vi tager det ind i et kollektiv rum? Manifesterer det som kollektiv handling?
Det har vi udforsket på forskellige måder. Kollektivt med andre mennesker i seriens værk The Night Visioning a Post Capitalist Society While We Sleep, kollektivt med det mere-end-menneskelige og den geologiske tid i værket A Night in the Trees, kollektivt i vores bevidsthed og i drømme i Tuesday Night Sleeping Club fx…
Og vi har opdaget, at der ligger en særlig kraft i det, som både er velkendt og uvant på samme tid.
Det skaber en anden kollektiv sensitivitet og kvalitet af tilstedeværelse, vores kroppe forandrer sig. Praksissen/værket/ rummet bliver mere blidt, åbent og sårbart, når vi giver slip og beboer et spørgsmål sammen. Det stimulerer en situation, hvor vi starter med at være, skabe og tænke sammen fra et andet grundlag om mulige fremtider. Samtidig med at det at være anderledes til stede i nuet jo allerede kan ses som en elementær del af en anden fremtid.
“Jeg kender alle her virkelig godt, men jeg ved ikke, hvad folk hedder, eller hvad de gør ellers… Det er som om jeg været her altid, men det var kun 12 timer. Vi fik tiden tilbage.” Det var fx nogle af de ting, som blev sagt efter The Night Visioning a Post Capitalist Society While We Sleep.
For nogle måneder siden opdagede vi, hvad den nigerianske filosof Baya Alkomolafe siger om sin vision om det post aktivistiske.
”The times are urgent, let us slow down…. We are entering a new story. We are the earth touching itself, we are essentially non essential, we are relationships – and that is a very frightening story of what the human is. We can no longer think of us as a capitalist industrial separate self, that is something in itself. We are a conglomeration of cells, biologies, geographies that are atomized. Post activism is an invitation, not to find a solution to our problems but it is about seeing the way we see, questioning the questions we ask, it is about shaking the plots and the narratives we are so used to. “
Det resonerer med mange af de intentioner og den praksis, vi har udviklet, især i forbindelse med Night Time Series’en.
I alle seriens værker har vi udforsket ideen om ’the sensing body as the activist’. Værkerne undersøger det at skabe bro mellem mange elementer som ’embodied knowledge’, abstrakte begreber og overordnede samfundsmæssige systemer, og det vi får besvær med, når vi skal ’løse’ noget, som rammer ind i vores tids store udfordringer; big politics, klimakrisen, økonomi.
Hvordan kan vi bebo et rum sammen i nuet? I hvilken sensitivitet og kvalitet kan vi skabe et tredje rum i os selv og mellem os? Det er ikke adskilt fra at skabe nye verdner og samfundsforandring. Vi prøver at skabe rum, hvor inter-relation er sat i spil mellem vores kropslige sansninger, vores tilstedeværelse og aktioner, og de systemer og vilkår vi lever i, det indre og det ydre. Vi prøver ligesom en akupunktør at se på, hvordan vi kan sætte rammer op, så der sker en bevægelse fra ’stuck til unstuck’. I den enkelte, såvel som i det kollektive fællesskab.
Værkerne forslår på lidt forskellig vis og i forskellige æstetiske former: en praksis. Noget vi kan gøre igen og igen. Og som altid vil være fyldt med en anden oplevelse, mening, inspiration, samskabelse etc.
Det gjorde nogle af deltagerne også. De kom flere gange til fx The Night Visioning a Post Capitalist Society While We Sleep, eller Tuesday Night Sleeping Club.
I The Overnight Manual er det kunstnere fra andre kulturelle kontekster, som giver deres bud på et ’overnight score’ til et kollektiv (Do It Together Works (D.I.T. works)) ud fra rammer, som er kurateret i en fælles proces. Her var rammerne: post-capitalism, post colonialism, overnight duration of 12 hours og collectivity. Det var et forsøg på at undersøge, være og tænke sammen – igennem det vi skaber. Det skete med kunstnere fra Indien og Bolivia i Sydafrika – midt under COVID – og har derfor udfoldet sig i et mindre omfang.
The Night in the Box er et andet D.I.T. format – begge værker er også forsøg på at give agency til deltageren. Gøre dem let tilgængelige samtidig med at kunne cirkulere og turnere værker på en måde med mindre ’ecological impact’. Og samtidig gøre dem tilgængelige for mennesker og communities med varierende økonomiske midler.
Værkerne udspringer fra samme research, men tager helt forskellige former i fremtoning og som oplevelse. Det er også en måde at tænke cirkulært i vores kunstneriske proces”.
Nu skal You May Rest, som er en dagintervention/ en installation, afslutte de seks års Night Time Series, hvordan og hvorfor?
”You May Rest er kommet ud af processen med at arbejde med søvn og det kollektive og at undersøge dets potentiale for forandring.
Hvilen har samme præmis som søvn: At give slip og være til stede mellem det som er og det, som kunne være. Det er en kropslig handling, som vi alle kender. Alle har gjort det. Når vi hviler os, er der et øjeblik, hvor kroppen tager over.
Hvilen er på en måde en kort version af søvn og giver endnu en vinkel på ’The sensing body as the activist’ i forhold til vores dagligdag og normer omkring produktivitet.
Når man insisterer på at tage plads og være til stede, er der mulighed for at skabe forandring. Kollektivt, offentligt, i det offentlige rum og i en handling, som ellers er gemt i det private. Og som vi for det meste har for lidt tid til.
Vi tilbyder et rum, hvor man kan manifestere en holdning og være med til at manifestere spørgsmålet: Hvad vil der ske, hvis det at hvile var værdsat?
I processen blev vi også inspireret af absurditeten i, at sådan en lille, dagligdags aktion som at hvile sig kan være så politisk og radikal. Det fortæller en masse om det samfund, vi har skabt, og som vi lever i.
Vi mødte det bl.a., da vi ansøgte om at opsætte hvilerummet i foyererne på rådhuse. Mens lokale kulturmedarbejdere var meget positive og syntes, at det var et meget relevant projekt, blev projektet på mærkelige vis afvist, så snart det skulle godkendes på politisk niveau.
Så nu er rummet udenfor, midt i det offentlige rum og liv. Som på sin vis er, hvad projektet ville”.
Vil I uddybe, hvordan tavshed og langsomhed, sove, slappe af, næsten lave ingenting, kan være en praksis og aktivisme? Hvordan er You May Rest en langsom og tavs praksis?
”I You may rest søger vi at bygge bro mellem den kropslige inaktivitet – eller anderledes aktivitet og det systemiske. Hvad ville ændre sig, ikke bare lige her i vores krop, men også i vores samfundsstruktur, i økonomiske systemer, globale strukturer, det mere-end-menneskelige i det, som er helt tæt på, og det som virker som om, det er længere væk, i måden vi har organiseret vores liv på, hvis vi hvilede os så meget, som vi virkelig har brug for? Hvad hvis vi insisterer på retten til hvile for os alle?
Samtidigt udforsker vi også kvaliteter i selve hvilen: hvad skaber det, hvis vi fx dedikerer vores hvile til noget, vi synes, vi har brug for at hvile? Den tavse, sårbare tilstedeværelse med en intention kan være meget kraftfuld. Især når det gøres kollektivt. Før noget manifesterer sig, er det til stede i det usynlige, det ikke endnu manifesterede. Det at hvile er tavst og langsommeligt, ja. Det tillader at være i lyttende dialog, i et tredje rum mellem det som er, og det som vil manifestere sig.
Det er både en symbolsk handling og en handling, som måske allerede rummer forandring. Det at stoppe op. Ikke at gøre mere af det samme, som har bragt os hertil. At gøre det som er fraværende i det nuværende system. Og hvor kvaliteten og intentionen af hvilen er del af den aktivisme, vi forslår”.
Vil I fortælle om installationen You May Rest, hvad kommer vi til at opleve? Se, mærke, høre?
”Vi inviterer ind i et rum, som er dedikeret til at manifestere hvilen som kollektiv handling. Vi har også kaldt det ’en kølende handling i et overophedet system’. Så du er inviteret til at manifestere det sammen med andre i det offentlige rum, lige foran de institutioner, hvor fælles strukturer bliver skabt: Københavns Rådhus og Folketinget.
Deltagernes relation til dette er på en måde også kernen i oplevelsen.
Som deltager eller forbipasserende kommer du til at møde et rum, som lidt ligner et rumskib – vi har også kaldt den en ’friendly parasite’ – 8 høje og slanke træbuer, som markerer et cirkulært rum. I midten ligger der ovale madrasser, som inviterer til at lægge sig ned eller hvile sig på anden vis.
To mennesker fejer dette cirkulære rum, meget nænsomt, igen og igen, fordybet, som i en anden tid. De tager hånd om dette rum og dets beboelse.
Når man træder ind i rummet, bliver man billedlig talt omfavnet, der er intet center eller en periferi, alt træder lige meget frem.
Rummet er åbent, har en gennemstrømning. Det er tilgængeligt fra alle sider. Folk beskriver også rummet som, at det hviler i sig selv, og at man falder umiddelbart til ro, når man træder ind i det.
Samtidig står det midt i det offentlige rum med trafikstøj, lugte og dufte, mennesker, der snakker… og den travlhed, som omgiver os.
Dette rum holder en tanke, en spekulation: Hvad vil der ske, hvis det at hvile var værdsat og del af vores daglige liv som fælleskultur? Hvad vil der ske med vores sociale liv, os selv, vores økonomi, det mere-end-menneskelige/ naturen?
Det at hvile sig i dette rum, er ikke kun dedikeret til velvære, men til at være modig – til at pege på andre måder at være til stede på i det offentlig liv. Det markerer en ’lack of rest’ i vores tilgang til at anskue produktivitet og værdi og de ubalancer, det skaber. Samtidig med at man kan udforske hvilens nuancer og kraft i fællesskab. Nogle gange spørger vi folk, hvad, de mener, har brug for et kollektivt hvil: ’Konflikter, regnorme, penge, landbrugsjord…’ var nogle af de ting, som blev nævnt, og som folk har dedikeret deres hvil til.
Efter du har hvilet dig, får du et inspirations-kit. En lille bog, som samler ideer og inspirationer til at manifestere en anden hvilekultur i dagligdagen. Bogen er skrevet sammen med mange forskellige mennesker, som deltog i workshops hen over foråret.
You May Rest adskiller sig en del fra hello!earth’s andre værker, som oftest er immersive ’oplevelsesrejser’. You May Rest er mere en intervention, en tanke, en spekulation, som manifesterer sig, og som man kan gå i dialog med. Man kan være med til, at værket udfolder sig på forskellige måder, både i det rum vi sætter op til Metropolis Festivalen, i de møder og samtaler den skaber og efterfølgende i ens egen dagligdag”.
Vil I fortælle om You May Rest’s forskellige hvilesessioner: The Super Hero Rest, In Rest We Trust, Hvil med elefanterne og Hvil i fred? Hvorfor og hvordan?
”Disse er specifikke, forskellige indgange til at hvile sig på forskellige måder. Det er nuancer i praksissen, som bidrager til at udforske hvilens spændvidde.
The Super Hero Rest tilbyder fx en indgang til hvilen, der peger væk fra den skam mange af os kan føle omkring det at have brug for hvile.
Og titlerne er en måde at skabe nysgerrighed på; at dette hvilerum har en anden hensigt og praksis end kun at slappe af. Selv om det også sker eller kan ske.
Men at hvile sig kan også være udfordrende, lidt farligt, ubekvemt, udfordre vores ’comfort addictions’.
Ligeså meget som vi måske savner hvil, så udfordrer det også. Vi skal holde os selv ud, i det øjeblik vi hviler”.
Og hvad betyder lokationerne (Rådhuspladsen, Christiansborg Slotsplads) for værket, interventionen, praksissen? Hvorfor her?
”Det er de steder, hvor samfundets struktur bliver skabt og besluttet. Vi vil artikulere hvile som en handling, som skal tages ud af det private rum og ind i det offentlige liv og de offentlige strukturer. Både kropsligt bogstaveligt og i oversættelsen af andre måder at agere på. Det er ikke kun op til os selv at få hvilet nok, at tage hånd om os selv for at trives. Ligesom det ikke kun er vores eget ansvar, når vi fx bliver ramt af stress. Det har også med de paradigmer og systemer, vi lever i at gøre. Vi vil inspirere til at relatere til det systemiske i det – hvad har fx arternes forsvinden at gøre med, at vi brænder ud – og hvad med fattigdom, globale uligheder, konflikter og klimakrisen?
Hvordan tænker I værk, intervention og praksis? Hvordan relaterer de til hinanden? Og hvordan kan værk, intervention og praksis gå i dialog med og være kritisk overfor samfundets strukturer?
For dem som deltager smelter alle de tre ting nok sammen i ét. Det artikulerer og manifesterer sig samlet. Praksissen med afsæt i vores (også meget kropslige) udforskning af søvn og det at hvile sig – er også kritikken, men den er også en transformativ handling på sine helt egne præmisser, og det bliver støttet og rammesat af en form, som også er en intervention….
I forhold til at skabe dialog vælger vi at formulere og bebo spørgsmålet, når vi inviterer til og kommunikerer vores værker fremfor statements, som man hurtig kan være enig eller uenige i. Det interesserer os mere som tilgang til at finde veje til noget et kollektiv ønsker og skaber. Denne proces, udfolder sig også under skabelsen af værker. Den er en del af vores praksis. At gå i dialog med mange forskellige mennesker kan i bedste fald skabe en form, som mange har lyst til at bebo og have ejerskab i.
Nogle gange er det derigennem, der formuleres en anden struktur, eller en anden måde at skabe det kollektive eller en mikrosamfundsstruktur på. Mikroaktioner, ’seeds’ – med en anden sensitivitet og logik, oftest er de ’ephemeral’ – men de er der.
Således er det, vi deltager i ikke er en repræsentation, men en handling. Og afhængig af hvor den placeres, bliver den mere eller mindre til en intervention.
Jeg fornemmer, at I altid har været interesserede i dialog, i at omfavne og være som en venlig parasit i samfundet, hvorfor? Måske for også at heale? Sænke farten? Skabe rum til at lytte?
Vi har altid været beskæftiget med at kropsliggøre og udforske relationer, inter-relation, og er senere blevet inspireret af Quantum fields fysikeren Karen Barads koncept om intra-relation. Det at ting ikke kun hænger sammen, men skaber hinanden og allerede er en del af hinanden, også i materie. At det, som bliver fornægtet og lukket ude, vil forsøge at blive del af helheden igen, og hvis det bliver lukket ude med kontrol og kraft, genopstår det oftest på en mere anspændt og konfliktfyldt måde.
Så derfra er det ganske naturlig for os at skabe åbne rum og bevæge os i dialog. Om vi vil eller ej, opstår alt i et fælles felt. Og i det felt har vi muligheden for at skabe omstændigheder, som inspirerer til sammen at skabe verden i stedet for at konsumere den. At stimulere til at være til stede der, hvor ting opstår, hvor de skabes. At bevæge os derhen, hvor vi agerer i stedet for reagerer. Hvor vi kan afprøve, tænke tanken, manifestere og kropsliggøre noget, som ikke er helt tilstede på den måde vi lever nu, i de kulturelle, økonomiske rammer vi har skabt.
Vi lever i en tid med nærmest uendelig tilgang til information. Hvordan er vi til stede i det? Hvordan vil vi agere i dag, også selv hvis det er for sent, fx med henblik på klima? Hvilken motivation kan vi finde i os selv til at agere som skaber nu? Som giver mening? Som vi vil have mere af?
Den praksis og de tematikker har hello!earth arbejdet med igennem mange år, men mange andre kunstnere arbejder nu selvfølgelig også indenfor dem, fx Sisters Hope, Secret Hotel og Beyond Darkness. Hvad er det kunsten kan særligt i forhold til kriserne i samfundet? Og hvad kan kunsten modsat wellness, mindfulness, stress coaching?
Der er brug for mange tilgange og stemmer – der er brug for forskellige nuancer, sensitiviteter, tilgange for at tænke sammen, bevæge os som kollektiv på kanten hen mod et paradigmeskift og blive ved med at udforske nye måder at være menneske på. Og forskellige udtryk og vinkler vil tale til forskellige mennesker.
En ting, som kunst og kunstnerisk praksis måske særligt har en styrke i, er at bevæge sig i spørgsmålet og inkludere forskellige tilgange til viden – det sensoriske, den kropslige, udtryk og så videre. Og ikke at være bange for at ikke at finde løsninger, men blive ved med at bevæge sig i processer, som kan være med til (med tiden) at skabe andre kulturer og tilgangsmåder, andre tilstedeværelser – og som måske river tæppet væk under den tænkning, som skabte de kriser, vi er vidne til. Og at se hvilke landskaber, der åbner sig i denne proces, denne bevægelse. Denne liminalitet. Igen og igen.
Hvad gør hello!earth særligt?
Det, vi særligt er optaget af, er en nærmest dokumentarisk tilgang til at sætte rammer og rum for deltagernes egen tilstedeværelse og perception. At skabe rammer, hvor hver persons egen fortælling træder frem, og det man skaber i sig selv og sammen med andre får plads.
Vi har indtil videre aldrig arbejdet med fiktion eller fortælling, men fokuserer på at skabe rammer til at fordybe sig i det, som allerede er til stede. ’Frames for perception og relation’ kalder vi nogle gange det at facilitere processen med at blive ’aware of your awareness’ – som i sig selv allerede er en transformation, og som bringer os ind i et større fælles.
Dog er der altid flere tematikker og æstetiske greb tilstede, som peger på det sociale og politiske, som værket beskæftiger sig med, formen etc. – end man finder i en ren meditationspraksis. Og det tror vi også, kunsten særligt kan bidrage med – at inkludere flere vinkler og anknytningspunkter og gå i dialog eller intervenere med samfundsstruktur, pege på blind spots eller alternative veje.
Vi er også meget optaget af at skabe en simplicitet og gennemsigtighed i de rammer, vi opsætter således, at deltagerne får følelsen af, at de kan gøre det på egen hånd!
Vi udfordrer os selv i at være transparente i vores tilgang og invitationer, og oftest er værkerne nærmest en metode eller et værktøj, hjulpet og rammesat af en æstetisk form. Dette både med ønsket om at skabe en nødvendighed i værkerne, og også et ønske om, at processen kan fortsætte uden os. Således at værkerne blot bliver et afsæt for en videre proces for dem, der oplever dem.
Det kollektive er, som vi var inde på tidligere, også vigtigt for hele Night Time Series’en.
Afslutningsvist til You May Rest får man en inspirationsbog, vil I fortælle om den? Og hvad I drømmer om at sætte i gang af en hvile-kultur?
At vi kollektivt re-evaluerer værdien af hvile, og at ’produktivitet’ og ’achievement’ bliver målt og set anderledes på, end det gør i dag. At regeneration og produktivitet hænger uløseligt sammen og er hinandens forudsætninger. Og at vi som mennesker helt fysisk hviler os, stopper op, tager tempoet ned og skaber overskud til at træffe valg og ageren fra et sundt sted i os hver især og sammen.
Bogen indeholder inspiration til at inkludere hvile i ens dagligdag, på arbejde, i skolen. Nogle hvil har form som interventioner, andre kan inspirere til at etablere en anden kultur og praksis. Det specielle er måske mest, at det er noget, vi gør sammen både i fysisk og mental forstand. At se og opleve re-generering og hvile som en fælles del af livet – og ikke noget, vi skal gemme væk og trække os tilbage for at gøre.
Det meste af det vi foreslår, ved vi alle allerede, og det kræver kun meget små bevidstheds- og vaneændringer. Men det er små ændringer, der kan have store positive effekter, både personligt og systemisk.
Som vi også skriver i inspirationsbogen: “Let’s continue resting, there are so many good things that need to be done!”