Tina Tarpgaards fertilitets-performance <3º NO MORE BAB!ES , hvor krop og teknologi mødes på Sydhavn Teaters Annex Scene, rammer heldigvis glimtvis det kollektive i en kritik af kampen om livmoderen .
Vi føres ind fire og fire i et sterilt, hvidt venteværelsesrum, der kunne ligne en fertilitetskliniks, men en stor skærm med en animationsfilm med en alien-figur med lysende æggestokke , der danser rundt i et rødt livmoder-univers, bryder samtidig med det realistiske. Spændingen, dialogen, sammenblandingen af og forskydningerne mellem de to rum, i mellem kold teknologi og den kødelige krop, i performancen <3º NO MORE BAB!ES af koreografen Tina Tarpgaard performet af Kathrine Leth og Maria Carmen Lindegaard på Sydhavn Taters Annex Scene, står klart helt fra begyndelsen. Ligesom spørgsmålet om babyer. Forestillingen spørger helt konkret til reproduktionen, for med klimakrisen er det bedst vi ikke får flere børn, men hvad så med den danske velfærdsstat?
At livmoderen er en politisk kampplads, er ikke nyt, og at det åbenbart kun er nogle fremfor andre, der skal føde flere børn, men hvem har så magten over livmoderen i et land med faldende fødselstal og en verden i klimakrise? Har Mette Frederiksen noget at skulle have sagt?
Indledningsvist bliver vi guidet af alien figuren på filmen til at danse til et enkelt rytmisk nummer (af Søs Gunver Ryberg) med teksten Totally trapped, totally trapped, so why not, so why not not have children. Men herefter bliver performancen mere og mere diffus efter min mening. Den kødklædte ansigtsløse krop, en blob (i skikkelse af mega seje Kathrine Leth), der har ligget helt stille på gulvet hele tiden, vækkes til live af en læge-agtig karakter (altid skønne Maria Carmen Lindegaard ). Lægen eller forskeren forsøger at rykke rundt på blobben, som hele tiden gentager ’nej, nej’. Er det måske fordi den ikke vil fødes eller føde?
I det næste rum bakser lægen, eller er det muligvis også en vordende mor, måske en læge-mor, igen rundt med kødkroppen eller er det et foster, en livmoder-karakter, måske? Her bliver vi igen aktiveret. Vi guides til at holde kødkroppens hoved, armene og benene, for det er som blobben ikke kan selv. Performancens, for mig bedste sekvens, er i et øjeblik, hvor det interaktivt kollektive ikke bliver påtvunget, men virker og opstår semi-autentisk, da vi alle sammen holder, bærer kødkroppen, og nærmest helt af os selv kommer kroppen til undsætning. Det er vel det performancekunst kan, interaktionen mellem performere og deltagere, eller handlinger, der rent faktisk sker og kan ændre rummet?
Men hvem eller hvad, der fødes, bliver for mig desværre uklart, og måske er det meningen for kroppen er selvfølgelig også en maskine, og måske kan teknologien netop sætte os fri? Så pludselig er det også blobben, der har lægekittel på. Det humoristiske i performancen flyver på samme måde også hen over hovedet på mig. Hvorfor skal det være sjovt, at livmoderen er en kampplads? Hvorfor skal vi stå og heppe ned i skrævet på læge-karakteren? Og hvem repræsenterer vi publikum mon i den og alle de andre scener?
Jeg er kæmpe fan af Tina Tarpgaard (og Kathrine Leth og Maria Carmen Lindegaard og Sydhavn Teater), virkelig!! Og jeg har fulgt Tarpgaards arbejde gennem rigtig mange år, men <3º NO MORE BAB!ES er efter min mening ikke en af Tarpgaards mest vellykkede (måske var mine forventninger også for høje, fordi jeg er vant til hendes høje kunstneriske niveau), men jeg oplevede bestemt noget glimtvis stort i <3º NO MORE BAB!ES , da vi publikummer pludselig næsten helt af os selv hjalp en fremmed krop, ligesom det sidste livmoderrums bassin er overrumplende flot. Og jeg sætter kæmpe pris på og har stor respekt for Tina Tarpgaards og Sydhavn Teaters vigtige ønske om at debattere aktuelle problemstillinger og om altid at gå efter at eksperimentere og turde det med fare for, at det måske ikke altid fuldstændig lykkes.