I den voldsomme musikdramatiske version af Alexandra Molkte Johanssens debutroman Animal perspektiveres en mors eksistentielle og hjertegribende dilemma, så forestillingen på Sort/Hvid løfter sig og er en kærkommen åbning mod det uperfekte – mod kaos.
”Et barns hud er som silke på koldt smør, og dets stemme som et flerstemmigt kor”. Så poetisk og detaljeret indleder moren i Animal med tekst af Alexandra Molkte Johansen, musik af Kirstine Fogh Vindelev og instrueret af Lara Tacke på Sort/Hvid.
Det kommende barn i den musikdramatiske forestilling er i den grad levende i maven og ønsket af moren, formidabelt spillet af Signe Egholm, der også spiller alle andre roller, fx hendes partner og jordemoderen. Men moren er som i en græsk tragedie også flankeret af et netop flerstemmigt kor, der iført hvide badekåber og med vidunderlige, næsten overjordiske stemmer gentager moren eller kommenterer på handlingen, men også hen mod den apokalyptiske afslutning spiller bikarakterer og bliver til angste børn, der skriger efter vand.
Først sidder moren dog bare og drømmer om barnet i et sterilt, hvidt univers, der giver associationer til wellness og spa-områder, men også til medicinske undersøgelsesrum eller hospitaler. Alle rum, der dyrker det perfekte og rigtige, hvor det uønskede kan fjernes, skæres bort.
For det bliver morens gribende dilemma, da hun til en scanning får at vide at barnets nakkefold er tyk – skal fostret så fjernes? Partneren meddeler han ikke have et barn med down syndrom. ”Men det har du allerede, hun ligger lige her”, svarer moren og kærtegner sig mave. Rædslen og afmagten er ligesom kærligheden heller ikke til at tage fejl af i hele Signe Egholms stemme, ansigt og krop, mens hun opremser andre historier om børn, der bliver født på trods.
Lidt efter begynder moren også at rive bagtæpperne i scenerummet ned, så andre nye mere beskidte, uperfekte rum kan komme til syne. En bevægelse, der bliver forestillingens gennemgående dramaturgiske motor. Det kontrollerede hvide, rene, modernistiske rum bliver ødelagt og forvandlet til andre voldsomme, sanseligt kaotiske scenarier. Musikken accelerer samtidig og de ambiente klange virker mere og mere klagende, ildevarslende og klaustrofobiske.
Fjorten dage efter barnet er født, bliver det også diagnosticeret med downs syndrom – ”Du var lige, som du skulle være”, fortæller moren glædestrålende. Hele forestillingen er nemlig set retrospektivt og er henvendt mod et du, barnet, lidt som et brev, der fortæller om barnet om dets tilblivelse og morens liv.
Men moren fortsætter også sin fortælling med scener fra det hårde liv med børn. Forestillingen romantiserer heldigvis ikke og er altså heller ikke anti-abort-teater. Derimod vender forestillingen interessant og aktuelt rundt på det heroiske ved at vælge barnet til og lader moren spørge til sin egen egoisme. For hvorfor sætte flere børn i en verden, der er ved at brænde sammen? ”Jeg ville bare gerne holde dig i mine arme, jeg ville bare amme dig, købe tøj til dig”.
Her begynder morens tankemylder at perspektivere til andre, der bliver valgt fra. En flygtningefamilie, der bliver sendt hjem, hvor moren må tage ble på, fordi hun har fået beroligende medicin, mens drengen må holde betjentens varme hånd i flyet, og faren får sin hals holdt ned mod sit bryst, så han ikke kan trække vejret.
En truende bemærkning fra en anden betjent, da moren beretter om sin aktivisme og om en klimaaktion, hvor hun har lænket sig selv fast til et hegn, sidder fast. Da betjenten er ved at skære hende fri, siger han til hende ”Du vil vel ikke miste din arm…”?. En anden oplevelse, et syn eller lyde er det i lige så høj grad, som moren gengiver, er de skrigende grise, hun hørte blive kørt væk i en ladvogn en bagende sommerdag på trods af, det var forbudt at køre med kreaturer i heden. Endnu en historie om noget levende, der bare kan skæres fra. Skovbrande i Amazona og de kolapsende økosystemer nævnes selvfølgelig også i morens hæsblæsende sorgridt.
Men til sidst overgiver moren sig helt til kaos. Hun smører sig ind i mudder, kompost, rådne frugter og bliver pyntet med blomster og andre plantestængler. Hun går i opposition til det perfekte, kontrollerede moderne forbrugerliv, der er skyld klima- og biodiversitetskrisen og lader smukt og vildt naturen tage over.