Florence’s Fantasy, et humoristiske og originalt fe-værk nyfortolker omsorgens væsen, for hvem skal drage omsorg for feerne? Samtidig lykkes sammensmeltningen af dans, video og teater på Sydhavn Teater.
”At være fe er et kald”, lyder det fra de florlet-hvidklædte queerfeer med halvtunge vinger til os publikum i indgangspartiet til Sydhavn Teaters Annex scene. Feerne hopper let og boblende, mens de kører en rullevogn ind med drikkevarer til os, der giver mig associationer til hospitalsvæsenets rullevogne med tynd saftevand og dårlig kaffe til pårørende på besøg.
Og Florence’s Fantasy af Rosa Birkedal og Linn Haldrup Lorenzen udviklet i samarbejde med performerne, Hanna Filomen Mjåvatn og Sarah Lee Armstrong, handler selvfølgelig netop om sygeplejersken Florence Nigthingale, der under Krimkrigen i 1853-56 virkede og udviklede arbejdet som sygeplejerske og bl.a. satte nye standarder for renlighed. Hendes virke er omdiskuteret, men hendes navn er stadig populært kendt, som en person, der næsten er for god, ligesom Mother Therese.
Derfor er det også befriende at møde denne forestillings Florence, når vi bænkes om køkkenbordet. For Florence i Florence’s Fantasy er heldigvis ikke fuldstændig selvopofrende. Hun er ikke en ophøjet, selvudslettende kvinde (en Jomfru Maria), men ret tydeligt også selvoptaget.
Der er jo skrevet om bøger om hende. ”Se selv”, siger hun og peger på bøgerne, der ligger på bordet. Hun læser endda ret koket lidt op fra dem om sit martyrium. Og vi mærker også markant, det er hende, der bestemmer, når hun smækker nysgerrige publikummer over fingrene, fordi de vil kigge nærmere på bøgerne.
Florence’s Fantasy iscenesætter sådan humoristisk omsorgsarbejde og selvopofrelse, som min veninde og jeg griner videre af på vej hjem fra forestillingen. Vi kan genkende os selv, vores martyrium som prekære arbejdere i kunstbranchen. ”Alt det vi gør for andre, som ikke helt bliver set og værdsat”. Det er skønt at kunne grine af og se os selv og vores fæller spejlet.
Men samtidig går Florence’s Fantasy også i kritisk dialog med en tid, hvor sygeplejen bliver mere og mere klinisk og udmålt på sekunder. I en scene guider Florence også en fra publikum til at løfte sin dødvægtskrop med et stykke plastic. Ligesom Florence’s Fantasy indirekte går i kødet på vores tid, hvor man kan købe sig til mindfullness og selvomsorg, men kræfterne til altafgørende fælles politiske samfundsforandringer er meget vanskelige at få øje på.
Florence’s Fantasy rummer også flere dragende og rørende koreografiske sekvenser. I det hele taget er det som om teater, koreografi og scenografi/visuelt materiale smelter sammen i Florence’s Fantasy. På køkkenbordet, vi sidder bænket omkring, danser Hanna Filomen Mjåvatn fx en vild dans med abrupte, hakkede, voldsomme bevægelser, som jeg oplever, viser det mentale og fysisk hårde omsorgsarbejde, og hvordan man kan knække sammen af det, hvis man ikke også selv får omsorg. ”For hvem giver omsorg til feerne?”, er det som forestillingen også spørger. ”Uden feer, intet håb. Menneskene har brug for feer”, lyder det fx, men hvem er det så, der orker være feer?
Senere i Annex scenens inderste rum, præget af store skærme med poetiske og røntgen-lignende fotografier, danser feerne igen. Denne gang mere blidt, alle tre, synkrone ind i mellem, med deres halvtunge vinger. Så går de op på podiet til Florence, hvor de tager vingerne af og lader Florence og hinanden slikke på dem. Bliver deres omsorgsarbejde, kæren sig om andres kroppe, deres martyrium måske ligefrem så inderligt og internaliseret, at det skal slikkes på og seksualiseres? Det talte jeg også (halvt alvorligt og halvt grinende) med min veninde om på vej hjem fra forestillingen.
Måske dør feerne? I hvert fald ligger Florence lit de parade tilbage ude i indgangspartiet på Annex scenen, som afslutning på Florence’s Fantasy. Men hun når heldigvis lige at bede om hjælp til at få arrangeret sit kjoleskørt smukt. Hendes iscenesættelse af sin selvopofrelse er vigtig til det sidste. Endnu et element min veninde og jeg griner højt genkendeligt af. Hun vil og har heldigvis også styrke til at få noget ud af martyriet, som så selvfølgelig måske ikke helt er det?