”I’ve known a few guys who thought they were pretty smart.
But you’ve got being right down to an art”
Shania Twain går ned ad landevejen og leder efter den helt rigtige til at samle hende op. Men hun ikke vil ikke have hvem som helst, Brad Pitt dur ikke, det gør en astrofysiker heller ikke, for det hun vil have er den sande vare. En som formår at røre hende. En som ikke er en show-off, men som har dybde, sjæl.
Det er lidt den samme følelse jeg gik ud af Dansehallerne med, da jeg havde set Unearth af hollandske Jefta van Dinther. Der er ikke nogen tvivl om, at det hele var superflot, mega velproduceret og emmede a,f at der kunne blive sat kryds i alle de rigtige bokse hvad angår æstetik og også tematik, men kunne jeg mærke værket, var det overbevisende?
Nej.
Jefta van Dinther er lidt af en stjerne inden for kontemporær dans, og Dansehallerne var udsolgt til denne performance. Unearth bestod af et hold på ti dansere, som brugte hele den store sal i Dansehallerne til performancen. Scenografien bestod af ingen scenografi; der var ingen lyssætning, ingen scene, dagslyset fik lov at strømme ind – det var smukt og dejligt at få lov til at være i det imponerende rum på den måde.
Performancen var allerede i gang, mens publikum entrerede hallen, og alle kunne placere sig frit, som de ville i rummet samt bevæge sig rundt undervejs. Det første stykke tid var der stilhed, danserne bevægede sig, blikkene var tomme, mødte hverken de andre performere eller publikum. Den måde, de bevægede sig på, kan bedst beskrives som en blanding af fuldskab, noget dyrisk, nærmest abe-agtigt, zombier. En gyngende, tung gang, hele tiden i gang med at lede efter noget, som virkede til at være ukendt for både danseren selv og publikum.
De bevægede sig mod hinanden, men formåede aldrig at skabe en egentlig, oprigtig kontakt. Og her tror jeg, en af nøglerne til hvad Unearth søgte var – en umulig kontakt, som ledte til en weltsmerz, en frakoblethed. En apokalyptisk stemning herskede.
Efter lidt tid begyndte en af performerne at synge, og intensiteten ændrede sig langsomt. Performerne samledes i formationer, de samme linjer blev sunget igen og igen
”I guess it´s just my life
My body
I´m grinding”
Som en elegi, en klagesang over et tab uden et centrum. Sangene begyndte altid med en solist, men fordelte sig over tid over flere stemmer, i rytmiske gentagelser, indtil de pludselig forstummede.
”What the hell am I doing right?”
Når danserne mødtes i formationer, var de ikke længere bortvendt fra hinanden. I stedet begyndte en interaktion med hinanden, en undersøgelse af om det er muligt at kysse, munde mødtes kort, men forblev ikke forbundne, et hoved blev holdt af en andens hænder, senere i performancen blev noget usynligt hevet op med rode fra gulvet, som en tvangsagtig handling, et maskinelt arbejde.
Her kom jeg til at tænke på den etymologiske rod af ordet Unearth – at enten finde noget i jorden ved at grave det op eller at drive et dyr ud af sine hule.
Når man arbejder med smerte, som ikke er partikulær, men i stedet netop den mere almene weltsmertz, så bliver det altafgørende, at smerte formidles på en måde, hvor den når og rammer publikum. Hvis ikke dette sker, sker det modsatte – værket falder til jorden. Unearth var for lækkert, for smukt, for rigtigt til at ramme mig. Skrøbeligheden manglede i en produktion, der emmede af en sikkerhed, men som manglede ydmyghed og en reel udsathed.
