I Tina Tarpgaard, Amanda Ginman og Malou Paludan Keidings Isnætter på Sydhavn Teater eksperimenterer de modigt og vellykket med sammenstillinger og forskydninger af danse- og teaterscener. Fortællingen er foruroligende aktuel om en mand, der mister sit greb om virkeligheden i forfølgelsen af en kvinde.
Han spørger os imødekommende, venligt, om det var svært at finde herhen, og om hvem vi er? Han knipser også pludselig små-diabolsk med fingrene, og så skifter lyset. Slukkes eller tændes. Vi er på Sydhavn Teaters midlertidige scene, SPOR10, og vi ser verden gennem hans øjne. Hans intonation er lidt som en hypnotisørs, og han spiller også nærmest på os, sit publikum, når han får os til at sige ’ja’ og ’tak’.
Men derfor er vi nok også lidt på vagt allerede fra begyndelsen, eller jeg er i hvert fald. Noget foruroligende er på færde. Han vil vist manipulere os og kan tage hele teatermaskinen i brug, lys, lyd, røg, i sin fortælling.
Forinden ser vi ham, fantastiske Mathias Rahbæk, rive det fine sand på scenegulvet i mønstre, så vi får associationer til japanske minimalistiske haver samtidig med han karakteriseres som kontrollerende. Men senere får vi også hans raseriudbrud at kende. Vreden lader til at ligge lige under overfladen på hans beregnende overflade.
Historien i Isnætter er skabt på forlæg af kultromanen ICE af Anna Kavanfra 1967. Universet på Sydhavn Teaters scene er også, som romanens, apokalyptisk, hvor alt lader til at være ødelagt af en katastrofe, krige raser og isen breder sig. I det bare scenerum, et sandet, goldt og koldt landskab, forvandler store bølgende stykker plastik sig i interaktion med de medvirkende til islag.
Det er i det set up vores hovedperson begynder sin febrile fortælling om en besættelse, hans afhængige og kontinuerlige jagt på en ung kvinde. Han gør krampagtigt også rede for sine ambivalente følelser for hende, og i glimt fornemmer vi måske hans sårbarhed, en ømhed, for hende. Men vi tror ham alligevel ikke helt …
Forestillingen spiller intelligent på at forføre os langsomt, nærmest umærkeligt, så vi næsten helt til det sidste er i tvivl om, hvad vi egentlig er vidner til. Isnætter er en udsyret opsætning, man intentionelt ikke helt kan stole på, hvor visse scener gentager sig bare med forskudte udfald, så tid og rum flyder ud og sammen, ligesom vores hovedpersons greb om virkeligheden smuldrer, hans kontrol over kvinden mistes, og sandet glider ud mellem fingrene på hans knytnæve, alt imens han fortæller historien. Hans fortælling lader sig heller ikke indfange, fordi han er upålidelig, er for viklet ind i den (ligesom i Nabokovs Lolita), og helst vil fortælle den historie han kan holde ud.
Holdet bag Isnætter har også ret enkelt, men rimelig genialt valgt at lade kvinden, han forfølger, fordoble sig. Så hun både er spillet af flirtende, underdanige og bange Nanna Finding Koppel og af eminente Anna Krasnoshschoka, som skrøbeligt med sitrende arme i modværge danser mandens mareridtsscenarier. På den måde bliver det også svært at vide, hvad vi skal tro på. Drøm eller virkelighed, og taler han mon sandt? For idet han netop også er fortælleren, kan han jo gøre hende til et konstant jaget offer og sig selv til både helt og overfaldsmand.
Fordoblingen af kvinden i sammenstillingen af tekstteaterscener og dansesekvenser bevirker, også, at kvinden både får en stemme, og samtidig mærker vi tydeligt hendes objektgjorte krop uden stemme. Hendes lydløse skrig, når armene på hende bliver brækket. Hun bliver sågar et bord, en stol og en hund. Og hun er hele tiden i bevægelse, på flugt fra mænds hænder, kroppe, som vil have magt over hende. Hendes ægtemand og en uhyggelig kommandant og så vores hovedperson. Vi ser hende også magtesløst og afhængigt overgive sig igen og igen, selvom hun samtidig siger til sit fysiske drømmebillede: ’En dag går jeg’.
Jeg kan vist ikke lade være med at tænke over, om ikke det ville være godt med nogle andre historier.
Danseren, Thomas Bentin, danser intentionelt ubehageligt de andre manderoller, som trækker og slæber, kaster og undertvinger kvindekroppen. Bentin danser altså også kommandanten, der bærer magtens kostume, en militærfrakke, som vores hovedperson også sætter sig for at vinde og besidde.
Isnætter på Sydhavn Teater er ulykkeligvis utroligt aktuel. Forestillingen spejler og giver et isnende sprog for, hvordan vi forholdsvis magtesløse overværer, hvordan en patriarkalsk og kolonialistisk kapitalisme har styret verden mod klima- og biodiversitetskrise. Og vi lever i en tid med virkelighedsfjernende og kold algoritme-kalkuleret SoMe, som former begær og AI, så vi slet ikke længere kan stole på billeder, vi ser, og overgrebsmateriale på kvinder og børn også bare kan fabrikeres.
Som magtesløst publikum får jeg til sidst en væmmelig følelse af, at jeg burde have set det hele før, burde have grebet ind. Alle tegnene var der jo. Tina Tarpgaards Sydhavn Teaters forestilling prikker, for mig at se, muligvis til, hvorfor vi ikke har grebet ind overfor kapitalismens overgreb for længe siden? Spørger til om, vi ikke også er ved at miste grebet om virkeligheden, om vores verden ikke er ved at fryse til i kampen om at kontrollere kvinden/den anden?
I Isnætter lykkes Tina Tarpgaard, Amanda Ginman og Malou Paludans eksperimenter også, som jeg ser det, fuldt ud. Plastikkens mange forvandlinger til både indre og ydre landskaber i interaktion med de medvirkende og som kontrast til det bløde, tunge sand er optimal, og sammenstillingen og forskydningerne af tekstteater- og dansescener giver uhyggeligt fysisk udtryk for mekanismer i magtforhold, begær, afhænghed, undertrykkelse og patriarkalsk (internaliseret) vold. Det er godt, vi har Sydhavn Teaters eksperimenter ledet af Tina Tarpgaard (og co), der har så stor ekspertise i netop det.