Kunstneren, Veo Friis Jespersen, har i forbindelse med udstillingen To touch and be touched udgivet en kunstnerbog som i tekst, billeder og digte giver et nedslag i hendes poetiske, tværæstetiske oeuvre og italesætter vigtige planetariske spørgsmål. bastards redaktør, Mette Garfield, har mødt kunstneren til en samtale om processer, forbindelser og at dvæle.
Jeg møder Veo Friis Jespersen i hendes hjem tæt ved søerne i København og bliver inviteret på te og nødder. Hendes rum er minimalistiske og funktionelt indrettede. Der er ikke noget, der larmer, så jeg oplever vores samtale om hendes seneste bogudgivelse VEO FRIIS JESPERSEN i forbindelse med soloustillingen To touch and be touched på Banja Ranthnov Galleri kan ånde, blive nær og tage plads. Veo Fris Jespersen har i flere tiår arbejdet med fotografi, installation, skulptur og objekter, der oftest er poetiske og kan ses som digte. I bogen finder man også tekster af den islandske forfatter og kurator, Sigrún Alba Sigurðardóttir, som Veo fik kontakt til efter at have set udstillingen Snefnug og andre overraskelser, som Sigrún Alba Sigurðardóttir havde kurateret på Fotografisk Center. Noget i udstillingen, men også i Sigurðardóttirs tekst om poetic storytelling vakte genklang i Veo.
”Sigrun Alba har udviklet begrebet poetic storytelling i forhold til fotografiet. Det beskriver en særlig måde at anvende fotografiet på som et fortællende medium i et forsøg på at forstå og sanse verden. Hvordan det kan skabe et poetisk rum og blive en poetisk fortælling. Fordi hendes tekst og hele udstillingen ramte noget i mig, følte jeg, at hun var den rigtige til at skrive en tekst til min bog. Med bogen ville jeg også gerne kigge mig tilbage over skulderen. Kigge på: hvor har jeg været, hvor er jeg nu, og hvor er jeg på vej hen? Årene med corona lock down, krig og klimakrise fik mig til at stoppe op. Det var et eftertænksomhedens rum. Jeg stillede virkelig spørgsmål til min egen praksis om, hvad jeg kan bidrage med som kunstner i disse krisetider. Jeg var lige ved at holde op. Så bogen er udtryk for et behov for at stoppe op og kigge på mit oeuvre, men også et ønske om at finde et nyt fodfæste og give noget videre”.
Hvordan har du og Sigrún Alba Sigurðardóttir arbejdet sammen? Sigrún ville heldigvis gerne skrive teksten, og det var også så heldigt, at hun skulle til København og arbejde på sin Ph.d. Så vi har mødtes her mange gange og arbejdet, og Sigrún har været med på mit atelier på Møn, så hun har set mine værker. Jeg gav hende frie hænder, men sagde at det ville være fint, hvis hun måske kunne trække et par enkelte tråde til mine værker også, og det har hun så gjort så smukt. Hun starter med at referere til det her foto fra stranden med træet på spidsen i tågen, men kommer også senere i teksten ind på tidligere værker.
Hvordan tænker du bogen i forhold til udstillingen To touch and be touched, for den kan vel godt ses som en form for kunstnerbog?
Ja, jeg har tænkt, at bogen skulle være et værk i sig selv, men ikke kun et bogværk, for den skulle også være formidlende. Derfor har teksterne, og digtene i den, jeg har skrevet, været vigtige. Jeg er glad, hvis den ligger et sted midt imellem kunstnerbog og formidlingsbog. Ambitionen har været, at den også selv skulle skabe et poetisk rum, men i og med jeg kigger seksten år tilbage og har mange installationer med, som er svære at vise, fordi man ikke kan gengive fladt på papir, hvordan det er at stå i et rum og opleve dem, så vidste jeg, der måtte noget formidling til, ikke mindst om installationerne.
Hvad med strukturen i bogen, som måske er atypisk?
Jeg har besluttet, at vi skulle starte nu og se tilbage på udvalgte værker indtil 2009. Det er ikke så almindeligt, men det føltes naturligt. Oftest tager man afsæt i, hvor man kommer fra, og så er der linjer derfra; det vil sige fra en udstilling til den næste, og så er der brud med fx gruppeudstillinger. Men jeg vidste, der skulle laves et særligt rum. Jeg ville også gerne have nogle af de udsmykningsopgaver, jeg har lavet, med. Det er kæmpestore arbejder, det tager op til fire år at lave. De har fyldt og betyder meget, for de giver mulighed for at gå i dybden med ens arbejde, og man kan så komme nye steder hen. Så de er ikke kun vigtige, fordi de er offentlige, men også fordi de får stor betydning for hele oeuvret.
Bogen er kronologisk opbygget, så man kan se, hvordan det hele hænger sammen, selvom jeg arbejder i forskellige materialer og medier, det anelsesfulde i det her fotografi gårfx igen i en installation i Genspejl skær og Skygge fald udstillingen”.
For mig virker din praksis også netop som undersøgelser af sansninger og detaljer i forskellige medier…
Ja, det er altid undersøgelser. Men meget kommer også af tilfældigheder. Som følge af corona-tiden har jeg været meget optaget af fordybelsen, langsommelighed, en dvælen, som er svært for mange i dag at have tid og råd til. Men selvom jeg ikke havde råd, så gjorde jeg det alligevel. For jeg havde brug for at lytte på en anden måde og tillod mig at studere på en næsten gammeldags facon ved fx bl.a. at modellere efter en fyrsvamp. Fordi det kaldte på mig, og jeg kunne mærke en forbindelse.
De forbindelser søger jeg at blive så optaget i processen, så jeg bliver ét med tingene. Man står der med leret, ser noget i naturen, man er selv natur, og man gør noget. Pludselig er noget blevet til, som ikke var der før. Leret et forandret, og du er forandret. Det søger jeg hele tiden: en forskelsløshed som Inger Christensen også skriver om”.
Kan du uddybe forskelsløshed?
”Jeg citerer lige fra min tekst i bogen: ’I processen med værket søger jeg den mer-hed og andethed, som kan opstå som produkt af processen, men som ikke kan fremkomme som resultat af en villet handling’.
Så man kan ikke gå efter det, og hvis jeg skal fortsætte: ’Det er ligesom med kærlighed og det gode møde mellem mennesker, der ikke kan tvinges frem, men næsten må opstå som ved en tilfældighed og lidt som en overraskelse. Tvivlen er ofte følgesvend’.
Inger Christensen skriver fx også i Hemmelighedstilstanden om at opnå en tilfældets ordnende virkning, som netop med kunstens mellemkomst forbinder sproget med verden. Hun skriver så til sidst, at det er et mytisk sted for menneskets forskelsløse væren i verden. Og det er også at erfare, at det andet udenfor mig er lige så vigtigt og får lov at være. Dét poetiske og forandrende rum kan opstå, når jeg arbejder med værkerne og for publikum, når de ser dem, og hvis vi er heldige også med bogen”.
Har du som kunstner ikke altid søgt det?
Jo, jeg er bare blevet mere bevidst om, at det er mit ståsted. Og i dag føles det endnu vigtigere, at mennesket bliver mere selvforglemmende og husker, at det selv er natur og er helt afhængig af, at naturen som helhed har det godt. Det mest banale eksempel er planternes fotosyntese, uden den kan vi ikke trække vejret.
Sigrún Alba Sigurðardóttir skriver også i sin tekst, at det handler om ’at nulstille og dekolonialisere blikket’…
Ja, hun taler også om at undergive sig naturen. Det er en fin formulering, fordi vi har opført os som om, vi ejede naturen og kunne gøre, hvad som helst, og det viser det sig jo, at det kan vi ikke.
Vil du fortælle om det poetiske i din praksis?
Ja, jeg skriver digte og elsker at læse digte, så den måde at forholde sig til verden på og sætte konkrete ord på og undersøge på, findes også i min praksis. Jeg oplever mine skulpturer som en måde at lave digte på, hvor de enkelte ord og greb bliver sammenstillet, og der er noget mellem linjerne, som så igen forholder sig til rummet, et sted i verden og kulturen.
Måske kan vi tale om blikket og titlen på din seneste soloudstilling hos Banja Rathnov Galleri, som også er den del af bogen: To touch and be touched?
Jeg valgte den titel, fordi der er en dobbelthed i den. Til To touch and be touched søgte jeg at arbejde med noget, der kaldte på mig, og som havde berørt mig. Samtidigt er der så også det konkrete, at jeg rører ved ting med blikket gennem fotografiet, men også konkret fysisk, fordi jeg også står med materialerne i hænderne: det taktile, det, der er blødt, det, der er hårdt, kulden og varmen. Og når jeg står med leret, påvirker jeg det, og det giver indtryk. Så der er en dialog, som i bedste fald berører mig, og leret siger også noget, og publikum kan så måske også blive berørt.
Jeg har talt meget med Sigrún Alba Sigurðardóttirom det ukontrollerbare og resonansrum, som kræver sansninger for at opstå. Der kan ikke opstå genklange eller resonans, hvis ikke man åbner sig og giver mulighed for mødet og resonansen, og det kræver man dvæler og gearer ned i tid.
Og det er vel det, kunsten også kan hjælpe os med?
Ja, det kan den, når den er rigtig god. Så kan den skabe et rum, hvor vi kan komme i kontakt med det, og den kan minde os om det.
Der er også nogle, der har nævnt Caspar David Friedrichs landskabsmalerier i relation til dine fotografier på udstillingen To touch and be touched?
Ja, men jeg har ikke selv haft hans malerier i tankerne. Jeg har fotograferet efter stormskredet i 2023 på Møns Klint, og det var virkelig nogle meget voldsomme skred. På den måde viser billederne også naturens skrøbelighed. Og mange af de skred og stormfloder er nok også skabt af klimaforandringer. Jeg går tit ture ved Møns Klint, og man kan se, hvordan markerne, der nogle steder ligger helt ud til kanten konstant vælter mere og mere materiale ned på grund af vandet, der siver ned fra afvandingen af markerne. Det skete i et helt ekstraordinært omfang efter stormfloden og hele kystlinjen, der blev forandret på en måde, som jeg aldrig har set før.
En ting er, at vi som mennesker kan føle os skrøbelige, men naturen er jo også skrøbelig udover, den er så stærk, og den er under voldsom påvirkning af os mennesker.
Og skrøbeligheden finder man også konkret i dine værker, fx den her skulptur med en gren, der balancerer på to skiveplader af træ og rustfrit stål?
Ja, den kunne lige akkurat stå, og det peger også på, hvordan det kunne falde fra hinanden, samtidig med det viser processen. Jeg har tit arbejdet meget processuelt, så man kan se, hvordan værkerne er groet frem. Og det samme med det her værk. Jeg fandt lige præcis balancepunktet, og hvis du åbner det, så falder det fra hinanden. Der er en spænding, som også er meget levende. Man kan mærke det.
Ja, man kan vel gennem hele dit arbejde finde det eksistentialistiske?
Ja, det bevægelige og foranderlige er altid med. Det er vigtigt. For det er det levende sted, og sådan oplever jeg også livet. Det er hele tiden foranderligt. Der er ikke noget, der er statisk.
Nogle af værkerne i To touch and be touched virker måske også apokalyptiske?
Ja, men der er også håb i udstillingen. Men jeg er selvfølgelig påvirket af, hvordan verden ser ud. Og det er klart, det er op til os. Det er vigtigt, hvad vi gør, og derfor er relationerne mellem mennesker og til naturen så vigtig.
Kan man sige, du i processen med bogen er kommet tættere på din praksis?
Ja, det kan man helt sikkert, og det havde jeg også håbet på. Jeg nåede en afklaring, som jeg havde brug for. Jeg ville som sagt undersøge, hvad jeg kunne gøre som kunstner samtidig med, jeg havde et behov for at vise, hvad jeg havde gjort i de sidste 16 år.
Og arbejdet med bogen, dialogen med Sigrún Alba Sigurðardóttir, mine egne tekster og arbejdet med grafikeren har sammen med udviklingen af udstillingen gjort, at jeg har fundet mit ståsted.
Vil du afslutningsvist fortælle om dine egne tekster, dine digte?
Ja, de er skrevet gennem tiden, fx Grøntorvet, hvor jeg skulle holde en tale til åbningen. En del af formidlingstekstener er fremkommet på den måde. Nogle tekster har mere digtkarakter, som kommer fra en skulpturdagbog, hvor jeg laver skitser, skriver og reflekterer. Mange af mine digte handler også om processerne. Man kan sige, at jeg altid søger et landskab jeg ikke har været ude i før for at erkende noget om verden.
