Den stedspecifikke og musical-inspirerede Ruinerne af Filip Vest og Kai Merke undersøger rørende og drømmende utopien, og hvad fællesskabet kan rumme, for vi ikke er ens.
En civilisation eller et samfund er gået under, så kun ruinerne står tilbage. I de ruiner er drageungen Blomme, vores hovedperson i forestillingen Ruinerne, vokset op. Blomme er også fortælleren i forestillingen udviklet af kunstneren, Filip Vest og instruktør og koreograf Kai Merke sammen med performerne. Vi ser faktisk også Blomme (fantastiske Hannibal Koch) først ivrigt og snart tænksomt skrive sin egen historie ned med pen, alt imens den udfolder sig for øjnene og ørerne af os på et par halvskjulte bakker på Refshaleøen som en del af festivalen Metropolis.
Historien, der udspiller sig, er på sin vis enkel à la Disney, og musikken og sangene er også lidt som taget ud af en Disney-film, men Ruinerne er samtidig noget helt andet, sin helt egen anti-Disney kategori. For her er ikke tale om en traditionel kernefamilie, en far-mor-barn konstellation, men derimod er der nærmere en hel, lille landsby om at opfostre drageungen Blomme (it takes a village … you know). Der er dog en Donna (vidunderlige Faun Vium), som halv-bedrøvet hele forestillingen igennem gentager sin sang, at ”Jeg har brug for/ du har brug for mig”. Donna vil også afholde fællesmøder og skabe faste strukturer for baby-Blomme, som hun næsten konstant vugger ved sit bryst, så publikum ler genkendende af den lidt omklamrende mor-type. Men så er der også Kat, der kommer rejsende langvejs fra. Kat (lige så vidunderlige Anaïs Matwara) har oplevet mange grumme ting på sin rejse og synger klart og tydeligt: ”Har altid kun kunnet stole på mig”.
Men ind træder så skiftingen, shapeshifteren Court (lige så fantastiske Peter Scherrebeck), der med flaksende, kantede og fejende bevægelser forklarer: ”Træt af at passe ind/ Jeg har brug for noget .. / jeg ikke ved …”.
I en traditionel fortælling ville man kunne forvente en masse konflikter her ved den fremmedes ankomst, men vist er der gnidninger på Refshaleøens bakker, som der vel er i alle fællesskaber, fordi vi er forskellige, men i Ruinerne er det ikke konflikterne, der er fremtrædende. At rumme forskellighederne bliver derimod snarere et fokus, ligesom det musikalsk netop kan ske, at flere stemmer kan blande sig med hinanden, kan sige hinanden i mod, synge samtidig i munden på hinanden, kan rumme flere og alligevel bliver en form for fællessang. På trods af og fordi de netop er både dybe, høje, mørke og lyse, knækker over, og er midt i mellem, ligesom deres udsagn varierer. Når karaktererne fremfor at gå på jagt eller bekrige hinanden og begynder at samle sten for at bygge et nyt hjem, deres nye sted, synger de også med hinanden, så det er så rørende, at jeg får tårer i øjnene: ”Vi lever i en tid, der ikke findes endnu/ i en fremtid vi håber på at få/ og vi tror på at hvis vi lægger den første sten/ så lægger du den næste på”.
Så enkelt og præcist kan det siges, og det er en af Filip Vests tekstarbejdes store styrker: at turde formulere svære komplekse størrelser så mundret og nærmest barnagtigt og måske for naivt.
”Her skal vi lære hinanden om alt det vi ikke ved. Vi kan blive ved at aflære os det, vi ikke har lyst til at ta med”.
I Ruinerne lykkes det, for mig at se, at skabe et omrids af og et bevægende udtryk for undersøgelser af utopier og nye fællesskaber, som kan rumme forskelligheder. Et fællesskab, der kan forsøge at tage hensyn til forskelligheder. Måske er det fordi performancen låner fra Disney og på en måde er set fra et barns perspektiv, at det virker at at formulere utopiske drømme og nye fællesskaber så simpelt?
Jeg får også samme vibes af sprødhed;, det porøse, som opstår af det uperfekte,, hvor ’fejlene’ er intentionelle, som da jeg oplevede Havet i munden på AFUK. En forestillling, der også var instrueret af Kai Merke med tekst af Luka Holmegaard kredsende om et forvandlingsmotiv. Selvom alle performerne enten synger, danser og spiller rigtig godt i Ruinerne, er de heldigvis ikke ekvilibristiske musical-stjerner.
Ruinernes komposition er selvfølgelig heller ikke en klassisk lineær udviklingshistorie, men nærmere cyklisk, bevæger sig i cirkler og springer mellem fortid, nutid og fremtid. Og det gentagende og cykliske forstærkes af det gennemgående refræn performerne synger: ”Det her er sangen om ruinerne …”
Ruinerne rummer også nuancerede betragtninger om sproget: ”For i sproget findes volden/ Og vi betaler altid tolden/ Prisen for at bruge sproget/ Er at sproget bruger os/ Lad os se om vi kan bygge noget/ af de ødelagte klodser vi har fået”.
Der igen bestyrker, at der på ingen måde er tale om en Disney-musical, men om et modigt forsøg på at låne fra og læne sig ind i det barnlige for at tillade sig at undersøge komplekse spørgsmål om utopier, hvor det jordnære, hverdagslige og til tider også humoristiske flettes sammen med naive, store drømme om nye fællesskaber og nye verdener med større rum, omsorg for alle og mere plads.