Koreograf og danser Antoinette Helbing har gennem flere år undersøgt latterens bevægelser og aspekter, men nu har hendes koreografi bevæget sig i den modsatte retning, nemlig mod gråden. For Helbing mener latteren og gråden er tvillinger. bastards redaktør, Mette Garfield, mødte hende kort før premieren på det seneste tåreværk The Lamenters – Dancing into Tears, hvor hun sammen med fire andre performere og omgivelserne ved Karens Minde Kulturhus udforsker gråden.
The Lamenters – Dancing into Teas er en del af programmet på Sydhavn Teaters KIN Festival og den nye samtidsdanse biennale yes dance 2026 skabt af Dansehallerne, Sydhavn Teater, København Danser og Dansk Danseteater. yes biennalen løber af stablen med små og store forestillinger samt talks og andre relaterede events hele september måned.
The Lamenters – Dancing into Tears er et stedsspecifikt værk, skabt til Karens Minde Kulturhus. Vil du fortælle om det? Hvad er det for et sted?
Aksen her ved Karens Minde Kulturhus er kunstigt anlagt. Det er en skybrudssikring. Der er en lille sø deroppe, og når vandet stiger, og søen bliver fyldt, så strømmer vandet herned [Antoinette peger på kanalen vi sidder ved]. Så søen er som et øje, hvor vandet løber fra. Så det passer virkelig godt at lave et værk om gråd her. Jeg vidste, at den her forestilling skulle spille tæt på vand og et sted, som mennesket har formet, men naturen alligevel har overtaget. Lige her vokser planterne fx også vildt frem. Forestillingen skal også på turne, og vi har fundet andre sådanne steder at spille.
Hvorfor skal det være sådan et sted?
Fordi værket handler om gråd, og det er vores natur, men vi prøver at undertrykke den i vores samfund, men den bryder alligevel frem heldigvis og finder sin vej ligesom græsset og brændenælderne her. Den kan ikke undertrykkes, så det passer rigtig godt med det, vi vil sige med forestillingen. Vi har brug for gråd og at græde sammen, ikke gemme os, men give den lov til at bryde frem i fællesskab.
Hvorfor har vi brug for at græde?
Der er noget med den indre blødgørelse, sårbarheden, og at det hele blødes op med gråd og måske kan man se sig selv og andre med lidt blødere øjne. Det har vi talt meget om, mens vi lavede forestillingen: Tænk hvis verdens magtfulde, hvide mænd ville sætte sig ned og græde sammen. Kunne de så sige og beslutte det de gør, hvis de var grædende mennesker? Jeg tror det ikke. Der er noget med at være med den sårbarhed, som ikke er en svaghed, men en styrke og lade det menneskelige være.
Og det er forløsende?
Ja, totalt. De aspekter er meget som med latteren.
Ja, du har jo også arbejdet med latteren i andre forestillinger. Hvordan har det været at arbejde med begge poler. For jeg har også tænkt, at det er som om, bevægelserne i kroppen, når man griner og græder, ligner hinanden?
De er tvillinger for mig. Jeg ser det også som en værkserie, The Lamenters – Dancing into Tears er værk nummer fire i den serie. Og der kommer to til i serien. Først var der soloen The Lauging Game, The Laughing Crowd var den næste, hvor mange flere latterfacetter var med, så kom On Grying, som var en intim duet og nu kommer gruppeværket om gråden, The Lamenters – Dancing into Tears.
Og hvad er lamenters ritualer, klagesangen, som værket er inspireret af?
Det er en grædesang, som man kan synge på mange måder. Der findes også traditionelle med en tekst og en melodi, og så er der tradition for at improvisere, og over tid finder man måske sin melodi og sin stil. Så at improvisere er en måde at finde sin stemme, sin stil og sin tekst, hvordan man vælger sine ord. Siger man ordet en gang, eller hvor mange gange gentager man det ord, eller er det en flod af ord, der vælter ud på en melodi og bliver ved og ved uden gentagelser. Vi har alle ekstremerne i gruppen om The Lamenters – Dacing into Tears. Vi har opbygget en meget stor forståelse og en tillidsfuld, tæt gruppe.
Og I har haft laments workshops, ikke?
Jo, vi har haft workshops med en finsk grædekone, som jeg har arbejdet med før. Han var her i januar i en uge og i sidste uge. Så vi har virkelig praktiseret.
Man bruger stadig grædekoner i Irland og den karyliske kultur til begravelser, hvor man synger bestemte sange, når man vasker den døde, og når man giver den døde tøj på osv. Man har også tidligere brugt grædekoner, når nogen blev gift, fordi så skulle bruden rejse væk fra sin familie, og når nogen skulle gå i krig.
Vil du sige noget om det stedsreponsive?
Vi har virkelig udviklet materialet på stedet. Vi havde en struktur omkring, hvad vi ville arbejde med, men så gik vi virkelig ind i stedet og brugte det til at skabe materialet med os. Fx er der en bakke, og jeg havde et billede af tusind mennesker, der bare ruller ned ad en bakke og bliver ved og ved. Det er kommet med. Stedet gjorde at det blev udvalgt. Alt materialet er udviklet med stedet, så når vi skal spille den et andet sted, kræver det, at vi mediterer og nøje overvejer, hvordan vi så skal gøre det.
Vil du sige noget mere om koreografien og bevægelsesmønstrene for jer fem dansere/performere? Er det grædebevægelser?
Nej, det er det faktisk slet ikke. De kommer fra de billeder, vi har fundet gennem vores meditationer, som vi har opbygget forestillingen fra. Så det bevægelsesmateriale vi har skabt, er væsentligt mere abstrakt. Det kommer fra tydelige billeder eller fra laments tekster, som vi har sunget. Det har givet et bevægelsesprincip, som vi har omsat. Det er drømmeagtige bevægelser med en drømmelogik. Så det kan være svært at regne ud, hvorfor der sker det, der ske,r eller hvad der kommer efter. Det er som et vævet tæppe, hvor hver performer arbejder sig gennem en række af sine egne laments, som så møder andre og så videre og så mødes de igen. Gråden kommer mere til udtryk i kroppenes lyde, og nogle gange kan det blive komisk. Det kan tippe.
Vil du sige noget om performernes og værkets relation til publikum?
Måden publikum oplever værket på er utraditionelt. Ofte er det sådan, at publikum ser fra en side eller performerne er i midten. Men her er det omvendt. Publikum er i midten, og forestillingen foregår rundt omkring. Vi regner med, at folk bliver i midten og kigger ud fra midten, hvilket stedet også har skabt. Publikum bliver nok nødt til at flytte sig lidt, men man skal ikke gå rundt, mens performerne bevæger sig længere væk og tættere på og nogle gange bliver det filmisk.
Hvordan forholder gråden og tårerne sig til det individuelle og det kollektive? Vil du uddybe det?
Der er noget med at blive set og hørt, at have et vidne, flere vidner. Vise at jeg har grædt, og det jeg har grædt over. At vise den brokenness til hinanden og være med hinanden i det. Det giver en ydmyghed, fordi man så kan åbne sig for, hvad har du været igennem? Vi har alle sammen været igennem livet og har vores grunde til at agere på bestemte måder. At kunne rumme det.
Og måske ikke være alene med?
Ja, individet har brug for det, men kollektivet har også brug for det. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad hvis det var en del af vores kultur og samfund.
Så du tænker også lament-praksissen som aktivistisk, ikke?
Jo, men meget blidt. For det er så svært at være i det, verden kalder på i dag. At sidde med det spørgsmål hver dag: Hvad vil verden græde for i dag? Det har også taget hårdt på nogen i gruppen. Men bare det at gøre det, har føltes ret aktivistisk. Vi vidste ikke, hvad det ville komme til at gøre. Men vi havde på fornemmelsen, at det ville gøre en forskel, og der er også mange nu, der er interesserede i den slags praksisser. Den grædekone vi har haft workshops med, bliver også fuldt booket ret hurtigt.
Hvad mener du koreografien kan i forhold til det politiske og aktivisktiske?
Koreografi kan arbejde direkte med kompleksitet. Det ville tage hundrede år at prøve at finde ordene, og alligevel ville det ikke være rigtigt formuleret. Men man kan vise og skabe meget komplekse ting med dans og teater, og også så man kan mærke dem. Og man kan lade tingene være uden at løfte en pegefinger. Det kan koreografis altså åbne spørgsmål, som man så kan handle på.
The Lamenters – Dancing into Tears på Sydhavn Teaters Kin Festival og yes dance biennalen d. 4-6 september
Koncept and koreografi: Antoinette Helbing
Performere: Max Wallmeier, Tomáš Janypka, Beck Heiberg, Sigrid Stigsdatter Mattiasen & Antoinette Helbing
Lament-coach: Tuomas Rounakari
Komponist: Emil Vodder Kristensen
Kostumer: Inbal Lieblich
Dramaturg: Mirko Guido
Production: Lenka Vořechovská
Kunstnerisk konsultent praktikant: Tilda Lärke
Produktions praktikant: Miranda Riviere