I What Remains – Ce qui reste på AFUK går den danske kunstnergruppe Mør Collective og det franske ny-cirkuskompagni Cie Anomalies sammen om at skabe en apokalyptisk forestilling, men med en drømmende understrøm af håb om transformation.
”Silence”, lyder det. Og så bliver der stille. Men først er vi vidner til forberedelserne af en filmoptagelse. Måske af en musikvideo. En sangerinde i centrum af spotlyset får i hvert fald genopfrisket make-uppen, en green-screen bliver kørt på plads, lydmanden retter på sin boomstang og et par bliver instrueret, mens en masse mennesker løber halvstressede og småsnakkende rundt på den ret opfyldte scene. Men så bliver der som sagt stille, så filmen i den drømmende undergangsforestilling kan begynde og en fordobling, et kunstigt dobbeltlag og bruddet med illusionen samtidig kan finde sted helt fra starten.
Sangerinden (vidunderlige Anika Barkan) løfter nu sin flotte stemme og går langsomt bagud på vej ind i en samling mikrofonstativer. Optagelserne af hende ser vi også på de små skærme stillet skulpturelt og intentionelt tilfældigt, måske faldefærdigt, op i scenens hjørner. Jeg får selvfølgelig tanker om sociale mediers store indflydelse på vores hverdagsliv, selvopfattelse, begær og forbrug, og som netop er med til, at katastrofen nu truer.
Men så er det som om scenen langsomt opløses, performernes bevægelser bliver ufokuserede, sænkes, de falder, tilter, mens scenelamperne svajer faretruende i loftet, en stige vælter og så falder sandkorn i smukke strømme ned fra loftet som et slør mellem os og scenen. Jeg får associationer til film-noir filmen Bladerunner’ s æstetik. Skønheden og forfaldet. Det ruinøse, ubestemmelige parret med det kunstige og lyset, som en betydningsfuld medspiller. Tingenes koreografi. Særligt Bladerunner-scenen fra dukkemagerens lejlighed og værksted, hvor barnlige cirkus-lignende væsner også bor. Det poetiske og det rædselsvækkende smelter sammen på lignende måde i What Remains – Ce Qui Reste, ligesom kunstarterne, dans, video, film, skulptur, objekter, sang, musik og scenekunst fletter sig ind og ud af hinanden i deres koreografi.
Senere indtages hele midten af scenen af en stor, abjekt plastik-gevækst. Den kravler ind i scenrummet og føder et nyt menneske. Hun har rødt tape med sig, som slynger sig om hendes krop, der bevæger sig hakkende og akavet til et elektronisk soundscape med et dumpt beat, knitren og strengespil. Så opstår lidt efter lidt en fælles koreografi, en dans med fejende fald, en orden indfinder sig måske, mens de insisterende messer ”Keep on going” og ”No more borders”, mens mere og mere plastik i forskellige former kommer ind på scenen. Måske udtryk for skabelsesprocessers ødelæggelse for at nyt kan opstå. Mange i salen er med, rokker og svinger med kroppen. Nogle klapper i takt. To performere har så en rørende dialog om deres barndomsminder. De har mistet så meget. Næsten alt.
Performere bevæger sig nu med en plastik-genstand i et gentagende flow og andre svæver, glider og forskyder sig i forskellige stillinger på chinese polen på scenen til skrøbelige toner, hvor stemmer, et vers ind i mellem blander sig. Så teknikere, skærme og projektorer også tager del i koreografiens bevægelser og et mønster af kvadratiske farver kan fylde rummet.
Illusionsbruddet gennemføres helt i den sidste muligvis paradisiske scene i det grønne, hvor performerne sidder i et hjørne og maler sig grønne, så de med green screen teknikken forsvinder på den opstillede store skærm. For at noget nyt skal skabes må andet forsvinde, som sagt. Men de sidder jo også stadig levende i kød og blod lige der foran os på scenen, mens de synger en lille sang som hyldest til fantasien, til skabelse: ”Don’t let go/Keep cool/For we own the ability to imagine”, men så forsvinder de samtidig lige præcis fra skærmene.
What remains – Ce Qui Reste er en forførende, flot forestilling, hvor de mange forskellige kunstarter og discipliner og deres teknikere spiller sammen, som man vist så det meget i 90’ernes scenekunst, men også er et passende bedaget udtryk i sin kritik af vore dages digitale billedmedier. Min veninde, der var med mig i teatret, mente ikke What remains – Ce Qui Reste var lige så original og særlig som andre af Mør Collectves forestillinger fx Vildnis – Der vokser græs ud af min hovedskal på Teater Får302 sidste år. Men det er vel også i orden, at ville nå bredere ud, at skabe en mere appellerende mainstream forestilling med det vigtige budskab om håb og transformation efter sammenbruddet? At vi kan håbe på at kunne skabe noget nyt ud af What remains – Ce qui reste…