Anja Behrens har sikkert og koreografisk stramt instrueret Tarjei Vesaas smerte-perle of en roman, Isslottet, på Republique, så teksten og historien om de to piger, deres korte, men vidunderlige venskab og sorgfulde skæbner står isklart frem.
”Ved du noget?”, bliver Siss spurgt igen og igen. Men hun bøjer nakken, undviger de andres insisterende og undersøgende blikke. Hun holder stand, gemmer på sin hemmelighed om sin nye veninde Unn. Hun fortæller ingenting, alt imens røg som fra is i sprækker i gulvet danser i lyset.
Iscenesættelsen af Tarjei Vesaas roman Isslottet på Republique er stringent og enkel, så teksten og fortællingen om de to piger Siss og Unn, der møder hinanden, da den moderløse Unn flytter til den lille bygd, står i centrum. Teksten fremføres af de fremragende skuespillere (Maria Rossing, Karin Bang Heinemier og Mikkel Arndt) med det efterhånden kendte greb, hvor de skiftes til at tage fortællerstemmen, når de helt konkret stiller sig frem foran de andre to, men så også kan gå ind og ud af fiktionen og spille de forskellige karakterer; Siss, Unn, Sis’ forældre, Unns moster, lærerinden eller de andre børn i skolen.
Scenerummet udformet af Karin Gille er åbent kun beboet af et par søjler, som bliver brugt til at gemme sig bag, lege tag fat omkring eller sammen med isrøgen fra sprækkerne i gulvet bliver rammen for isslottet, hvor Unn omkommer. Karakterernes faste bevægelsesmønstre, røgen og lysets koreografi, er sammen med lydbilledet; elektronisk bearbejdede lyde af knagende, ekko af isblokke udarbejdet af Emil Assing Høyer parret med harpemusik spillet af Alexandra Guiraud, lige så vigtige komponenter for fortællingen. Det vil sige dens hemmelige kredsen om det uudgrundelige og dens fremdrift mod det tilsyneladende uundgåelige, ulykken, sorgen der følger efter, som sæsonernes vekslen. For det er som om det bare sker, næsten per automatik, som foråret følger vinteren, som fossen, der løber, når isen, og måske også sorgen må smelte. Et tab og en sorg indfinder sig, men livet fortsætter
En historie om, hvordan et barn så let som ingenting kan glide de voksne af hænde, og jeg får associationer til filmen The Ice Storm af Ang Lee, der også skildrer, hvordan voksne selv med gode intentioner ikke forstår eller forsøger at forstå deres børn, hvilket gør børnene ensomme, magtesløse og endnu mere sårbare. Men Islottet på Republique er slet ikke naturalistisk som filmen plantet i 1970’ernes USA, men derimod poetisk og litterær scenekunst udenfor tiden, som kan indfange barnets univers, barnets logik og sorg.
Siss når nemlig at give et løfte til Unn, en hemmelighed som på smukkeste vis forbliver uforklaret i fortællingen til det sidste. Siss kan samtidig også holde på sin sorg for evigt. Hun vil ikke vil slippe den, for ikke at miste relationen til Unn, hendes sjæleveninde.
Men iscenesættelsen af Anja Behrens’ efter min mening fineste scener er de øjeblikke, hvor de to piger hviner af fryd over at se sig selv i samme spejl: ”Det er os”, gentager de og kigger og kigger, og deres hænder mødes også forsigtigt. Så beslutter de sig hurtigt for at tage al tøjet af, som om de ikke kan komme tæt nok på hinanden, men lige så hurtigt og forfjamsket beslutter de sig for at tage det på igen. Det blev alligevel lidt for meget for de elleveårige piger.
I Islottet på Republique lykkes det faktisk til fulde at tro på de ca. 50årige på scenen er børn. De tager huerne af og på, tager skoletaskeremme over hovedet igen og igen, dasker også rundt med taskerne og ser fulde af forundring, begejstring, men også ængstelige på hinanden. Så eksistentielle spørgsmål om at turde leve livet bliver stillet indirekte.
Det er dette ene fatale møde, hvor pigerne pludselig mærker, de har en sjæleven, én der faktisk forstår dem, der bliver så fortættet og stærkt, så den alvorlige, Unn, der også bærer på sin mors død, må være alene dagen efter. Hun kan ikke møde Siss så hurtigt igen lige efter. Hun kan ikke rumme sine stærke følelser og går ud til det dragende isslot, som til sidst indoptager hende.
Isslottet på Republique er gennemtænkt, præcist instrueret og meget velspillet. Værket er som poesi, på en gang strengt komponeret og åbent, så publikum heldigvis selv må og kan lægge til, selv forestille sig søen, isslottet og fossen, der løber, når foråret bryder frem igen.