Den hollandske kunstner Rita Hoofwijk vender svimlende op og ned på verden i en poetisk performanceinstallation om universelle og eksistentielle spørgsmål.
Det er helt vildt! Nærmest som fiktion, som om mit blik og perspektiv udvider sig til en cinematografisk oplevelse, da jeg bogstavelig talt ser himmel og hav på hovedet. Jeg ligger på en halvrusten metalbåre for enden af Ofelia Plads med hovedet ud over kanten af vandet, så jeg kan høre vandets klukken, mens jeg bøjer nakken tilbage og derfor ser Københavns havneåbning mod Øresund på hovedet.
Ved min side sidder min guide i kunstneren Rita Hoofwijks performanceinstallation Finisterre, som er programsat af Metropolis Festivalen. Hun er mild, smilende og tillidvækkende og derfor perfekt som guide til den rejse, man kommer på i Hoofwijks installation. For det er selvfølgelig meget sårbart at ligge sådan blotlagt overgivet til naturens elementer – til havet og himlen. Finisterre er simpelthen fysisk konkret svimlende og får mig til at føle mig meget lille. Men jeg må overgive mig, stole på min guide og på, at jeg ikke falder i vandet.
Et ydre og indre rum
Forinden har jeg stået og set ud på udsigten ud over Københavns havn i et tårn på Ofelia Plads. Her får jeg også udleveret høretelefoner og en ipod, som jeg får min guides stemme i ørerne igennem, inden jeg møder hende for enden af Ofelia Plads. Min guides stemme beder mig gå ned fra tårnet og ud på pladsen og sætte mig bag hende på pælen, idet jeg ser personen, der sidder der i forvejen, forlade den. Men først beder hun mig om at se ud mod horisonten, på linjen, kanten, hvor himmel og hav smelter sammen og forestille mig der ikke var nogen bygninger.
Da jeg sidder nede på pladsen foran tårnet på pælen bag min guide, hører jeg hende stemme fortælle videre om tidligere tiders opfattelse af jorden, solen og verdens ende. Hun fortæller om, hvordan folk har undret sig over, hvor solen forsvandt hen, når den gik ned. Nogle forsøgte endda at følge efter den og nåede måske til verdens ende. Et udtryk som kunne dække over menneskets eventyrlyst og videbegærlighed, men også dets begrænsninger.
Jeg sidder stadig og ser udover vandet og havnen, Operaen til den ende side og Amalienborg til den anden. Jeg oplever og lader rummet udenfor synke ind, mens min guides stemme i ørerne giver mig et modsat indre, intimt rum og framer mit blik på, hvad der sker omkring mig. De to rum sameksisterer og udveksler i mellem dem. Man kan godt have mange perspektiver på én gang.
De to positioner, først udsigten fra tårnet og dernæst udsigten udenfor nede på pladsen, indleder således omsorgsfuldt til den næste faretruende position med hovedet og nakken bøjer ud over vandet. Nu tør jeg godt.
Da jeg ligger ned og ser havnen på hovedet går min guide stadig historisk til værks. Hun fortæller mig om de to kraner, jeg kan se på min højre side. Den ene bruges i dag til bungyjump, mens den anden lave trækran en gang var den højeste i havnen. Guiden beder mig også om at kigge hele vejen langs med horisonten, så jeg drejer langsomt mit hoved og mit blik hele vejen rundt. Jorden er rund, det er tydeligt, for jeg får en fornemmelse af dens sfære fortsætter rundt på den anden side. Og jeg ser lyset langsomt blive tyndere og tyndere, mens solen går ned. Da min guide lader mig ligge alene, men alligevel ikke forlader mig helt, da hun lægger en beroligende hånd på mit ben, ser jeg bare op i himlen og dens skyer. En flok fugle flyver henover den, skarpt tegnet op. Jeg har sjældent set noget så smukt!
Da jeg bliver bedt om at sætte mig op igen og se ud over den samme udsigt, jeg har betragtet indgående så længe, er den pludselig blevet lidt kedelig og grå, når den ikke ses på hovedet.
Rita Hoofwijks Finisterre vender med et simpelt greb bogstaveligt rundt på vores, beskuernes perspektiv på verden, så man særdeles sanseligt bliver bevidst om naturens storhed og menneskets sårbare forgængelighed. Finisterre er et interessant eksempel på, hvordan performancekunsten kan undersøge og give nye perspektiver på verden og på et konceptuelt værk, som ikke bare feticherer beskuerens sanser, men rent faktisk giver dem fuld opmærksomhed ved at vende rundt på det hele.