Monia Sander er ny kunstnerisk leder af Teater Momentum og aktuel med performanceværket Øjne. bastard har mødt hende til en samtale om, hvordan teatret peger på virkelighedens konstruktioner, magtstrukturer og programmet for Vol. 15 på Momentum.
Inden jeg skal ind og opleve Monia Sanders interaktive performanceværk Øjne på Teater Momentum i Odense, hvor publikum får udleveret manuskriptet og selv skal spille alle rollerne, har jeg aftalt at mødes med hende på en cafe tæt på teatret. Vi drikker the og juice i den hyggelige, men mennesketomme cafe.
Monia virker mild og klog. Hun ser ind i sig selv, mens hun tager sig tid til at svare på mine spørgsmål, men stiller også lidt overraskende for interviewsituationen spørgsmål tilbage til mig. Hun smiler, og hendes stille grin er smittende. Monia Sander er ny kunstnerisk leder af Volume 15 på Teater Momentum. Hun er uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i København, har udgivet Alexandertrilogien på forlaget Korridor og er en hybridkunstner, der arbejder i mellemrummene mellem skrift, performance og iscenesættelse. Som kunstner forbinder hun altså medier og mennesker lokalt og globalt og er optaget af relationer og verden omkring hende.
Vil du begynde med at fortælle, hvad scene-, performancekunst og teater er for dig?
Teater er omdrejningspunktet for min praksis, men min tilgang til teater ligger nok udenfor den danske majoritets forståelse af, hvad teater er og den teaterforståelse, der dominerer på de statslige institutioner i Danmark. Hver gang jeg har skullet tale med nogen om forestillingen Øjne, har jeg fået spørgsmålet: hvorfor er det teater? Så har jeg har skullet forsvare, hvorfor det er teater. Spørgsmålet er så også blevet skrevet ind i forestillingen, så publikum kan tænke over det.
Jeg har læst teaterteoretikere som fx Antonin Artaud, Augusto Boal og Vsevolod Meyerhold. Derfor ser jeg på, hvordan verden og identiteter er konstrueret, og hvordan de spiller sammen med globale magtstrukturer. Lige siden jeg begyndte at spille teater som teenager, har jeg været optaget af, hvad kernen i min eksistens er, og hvor meget af den, der er konstruktion. De spørgsmål har kontinuerligt optaget mig, både hvad angår mig selv, men også for andre, og hvad det betyder for, hvilke positioner vi har overfor hinanden i samfundet. Lige fra det helt nære til det storpolitiske – hvem der flytter sig, for hvem, på gaden. Teater er for mig en måde at dekonstruere verden på.
Så du har spillet teater, fra du var teenager?
Ja, fra jeg var elleve år. Da jeg opdagede teater, var det en helt vild oplevelse. En erfaring som jeg tror, rigtig mange har gjort sig. Det var i en amatørteaterforening, at jeg opdagede, at den man er, ikke er givet, selvom man har oplevet det sådan, indtil det øjeblik. Det sætter spørgsmålstegn ved alt andet, når man træder ud igen, eller spiller rollen som sig selv igen.
Du er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, så hvordan er forbindelsen mellem teater og billedkunst for dig?
Jeg ville helst have gået på teaterskolen og kendte ikke til kunstakademiet, før jeg var i midten af tyverne. Så jeg søgte ind på Teaterskolen som skuespiller, da jeg var tyve og havde planer om at søge, indtil jeg kom ind. Men jeg fik det meget dårligt af at være i teaterverdenen og var nødt til at holde op for mit psykiske helbreds skyld. Jeg tror, det havde at gøre med den dominerende tilgang til teater i Danmark, som vægter fiktionen meget højt. Så jeg trak mig ind i mig selv og begyndte i stedet for at skrive dramatiske tekster. Jeg begyndte at overveje at arbejde med et fragmenteret teater. Jeg søgte så ind på Kunstakademiet, da jeg var 25 år, hvor jeg fik ret frie rammer til at undersøge, det jeg var i gang med. Jeg fik mod på at kaste mig ind i teatret igen, men min tilgang var at undersøge roller, relationer og magtstrukturer i det nære. Så nu jeg har fået mod på at tage de undersøgelser tilbage i teatersalen. Det har været nødvendigt, men også hårdt.
Ja, for det er så, det du gør med forestillingen Øjne nu, vil du fortælle om forestillingen?
Øjne er en videreudvikling af min afgangsperformance Break, som var en form, jeg havde arbejdet på gennem tre år. Den havde spillet forskellige steder, og jeg havde fået feedback, og flere havde været inde over skriveprocessen. I Break kommer en performer ind og deler et manuskript ud til gruppen af maksimum 9 publikummer. Publikum opfører så stykket og afslutter, når performeren samler manuskriptet ind igen og går. I løbet af den halvanden måned den spillede ved afgang, fik jeg et billede af alle menneskene i de intime grupper, men jeg fik lyst til at undersøge massen, det kollektive, og det man kan forsvinde eller gemme sig i. I Break kunne man se hinanden i øjnene, og man var ikke nok til at kunne gemme sig for gruppen. Så jeg fik lyst til at undersøge i gruppedynamik i en større sammenhæg. Det tænkte jeg, at teatersalen er perfekt til. Men Øjne er en meget kort proces i forhold til Break,og der er nogle af de samme undersøgelser i det. Øjne er på et tidligt stadie i sin undersøgelse.
Du nævner det kollektive, som man bl.a. siger et teatrets potentiale, hvad tænker du ellers at teatret kan?
Teatret kan potentielt mange ting. Det kan være et mødested for rigtig mange forskellige fælleskaber eller et krydspunkt for forskellige positioner og perspektiver, og et sted, der kan udfordre hvem, der normalt får taletid i samfundet. Det kan tale med så mange sprog. Teatret er der, hvor poesien møder kroppen, og det kan åbne op for vores radikale forestillingsevne og skubbe publikum til at forestille sig noget, som ligger udenfor det, vi allerede kender. Det er et drømmested. Teatersalen er som at være inde i hovedet på en person, der drømmer. Og der er en dirren i mødet mellem alle de mennesker, der ikke har mødt hinanden før og er samme sted i tid og rum. Hvis man kan få alle de bevidstheder til at mødes i et forsøg på at forestille sig noget nyt så…
Vol. 15 på Momentum
Du er nu blevet kunstnerisk leder af Teater Momentums Vol. 15, hvad er Vol. 15?
Momentum har en ret ambitiøs model, hvor de ansætter en ny kunstnerisk leder for hver sæson. Det kræver ret meget tilrettelæggelse, men de har så gæstespil, som kører uafhængigt af Vol. 15. Men deres egne produktioner lægger de i hænderne på en ny kunstnerisk leder hver sæson. Jeg havde længe haft lyst til at søge jobbet, fordi Momentum slår sig op på at være scenen for det nye og eksperimenterede. Så jeg tænkte hvor ellers?
Hvad kommer der så til at ske på Momentum, mens du er kunstnerisk leder?
Nogle af tingene er jo allerede afviklet. Der var Protestoperaen i august. Det var helt vildt. Den kan man stadig følge på Facebook. En masse lejere har sluttet sig sammen i Kreutzberg i Berlin om at lave en operademonstration. De har øvet kor i to år og har bygget den op helt fra bunden. Det er en ny måde at råbe på. Kun to af dem er operasangere, resten af koret bor bare i området. Det var meget inspirerende. De spillede her i Farvergården i Odense og på Blågårds Plads i København. De havde også taler fra Almen Modstand ind til begge demonstrationer. Så det var en form for møde mellem forskellige former for aktivisme.
Så har teatergruppen 5240 Act Now, der er baseret i Vollsmose spillet en forestilling om Ghettolovgivningen. Det er dialogteater, og det var en god måde at bringe folk fra forskellige steder i byen sammen til at forholde sig til problemstillingen. De skal også spille rundt i landet, bl.a. i Vollsmose d. 8. November, og de kommer også til København. 5240 Act Now kommer så tilbage til Momentum i januar 2022 med en forestilling om ’hjem’. Den handler mere følelsesmæssigt om at høre hjemme.
Derudover er der så sæsonens egne produktioner, Øjne som sagt,og På Jorden, som er en mere kollektiv eksperimenterende proces. Et team lydoptager Øjne hver aften med et meget komplekst lyd set up. Jeg har været meget interesseret i, hvordan vi kunne arbejde med publikums stemmer som et fysisk materiale. Det er ikke en del af Øjne, men bliver så en del af På Jorden. De tre forestillingers titler er et cut up af EU’s overvågningsprogram, der bl.a. vogter grænsen. Forestillingerne undersøger alle sammen grænser. Både teatrets grænser, nationalstatens grænse og EU’s grænse.
Er der noget du særligt gerne vil undersøge som kunstnerisk leder på Momentum?
Jeg vil gerne undersøge de globale magtstrukturer i mellem os i det nære. Vi mærker dem jo på vores kroppe, for igen at tale om teatrets potentiale, så kan teatret gøre det abstrakte synligt og bringe det ned i kroppen. Vi har et samarbejde med et rigtig sejt teater, El Hamra, i Tunis. Den tredje forestilling Øjne på Jorden kommer til at turnere rundt i Tunesien og vil også spille i Odense på Momentum og på Mungo Park i Allerød. Publikum i Odense kommer tilbage i det tomme rum ligesom i Øjne, men i Tunesien bliver det selvfølgelig en førstegangsoplevelse. Bagvæggen begge steder er så en projektion af det andet publikum, der ser tilbage. Det skal blive en platform for en samtale, som bliver faciliteret af nogle performere. Det er igen spørgsmål om skuespillere og publikum, der optager mig. Der mangler et dansk ord for spectator. Måske siger det noget om vores forhold til teater, at skuespilleren er en, der spiller til skue og skues til. Hvor actor er mere handlende. Øjne på Jorden er et forsøg på at gå i clinch med EU’s grænser på en magisk, abstrakt måde. Jeg tænker, at noget af samtalen måske skal handle om det, men måske ikke. Det er ikke til at sige endnu.
Hvordan er det så at producere eksperimenterende scenekunst i Odense, når du ikke er uddannet fra Scenekunstskolen?
Det er rigtig svært. Selvom alle har vidst, at jeg kommer fra Kunstakademiet, så tror jeg stadig, at der er en struktur, der lægger op til, at man arbejder på en bestemt måde. Det har været interessant. Jeg tror, det har været en overraskelse for os alle sammen, hvor lidt det har kunnet passe sammen. Det hele er bygget op omkring, at teksten kommer på et bestemt tidspunkt, så kommer skuespillerne og så scenografen, og det giver en bestemt type teater.
Hvorfor interesserer du dig for det teater, der befinder sig på grænsen af dansk teater?
Der er en sammenhæng mellem marginaliseret teater og marginaliserede stemmer. Teatrets struktur spejler nogle strukturer i samfundet. Jeg hører mange marginaliserede stemmer, som ikke laver teater, men har en meget stor kærlighed til teatret som form og som potentiale, men som føler sig ekskluderet af teaterverdenen i Danmark. Jeg mener, at de statsstøttede institutioner også har et ansvar i at udfordre formerne og strukturerne.