Elisabeth Molin har inviteret mig til en kop te lavet på egebark og en samtale om hendes udstilling MISSING SCENE 2009872 i boghandlen bladr i Griffenfeldtsgade på Nørrebro, København. I bladr sælger de kunstnerbøger, men afholder også talks og præsenterer udstillinger i et tværdisciplinært felt mellem skrift og billede, hvor bøger kan blive rum og rum til bøger.
Elisabeth Molin er uddannet fra Royal College of Art og Chelsea College of Art i London. Måske er det fordi jeg ved det, men jeg fornemmer en vis international vibe omkring kunstneren, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Elisabeth er i hvert fald interessant at tale med bl.a., fordi hun lader til at have udsyn, og så virker hun professionel til fingerspidserne på en personlig måde. Ind i mellem bruger hun ret charmerende måske også ord som egentlig er engelske med en dansk udtale. Hun tager min taske og sætter den i et hjørne af det lille udstillingslokale, der er totalt ryddet til anledningen, selv loftspladerne er pillet ned, så rummet fremstår råt og ufærdigt i lyset af et gult lysstofrør, inden hun begynder at fortælle om sit arbejde.
Elisabeth Molin [EM]: Jeg arbejder med bogen som et medie og i forlængelse af mit arbejde som billedkunstner, og jeg skriver en del.
Elisabeth viser mig nu en serie mindre hæfter i forskellige farver, som er hendes første udgivelser publiceret siden 2017.
EM: Jeg ser hæfterne som forskellige kapitler eller akter, som eksisterer parallelt med mit arbejde, men jeg vil først fortælle lidt om udstillingen. Jeg blev inviteret af One Thousand Books til at lave en tryksag til deres bogmesse i Roskilde, som de lancerede i Rema1000 i sommers. De havde inviteret mig til at arbejde i respons til supermarkedet i form af et residency og som en commission. Jeg begyndte at skrive en dialog imellem to proxykarakterer A og B og tænkte på, hvordan dette stykke kunne udspille sig i et supermarkedet. Samtidigt tog jeg billeder af de små skift og interventions, jeg lavede under residenciet. Jeg samlede det i en bog, som fungerer som et fiktivt teaterstykke, hvor der er en glidende fornemmelse mellem ord, mentale billeder og fotografier. Bogen kan både læses for sig selv og i bogmessen/supermarkedet som kontekst, og relaterer sig til stedets arkitektur på en ret associativ måde. I forhold til supermarkedet var jeg optaget af alle de materialer og substanser, vi omgiver os med og indtager. De fik mig til at tænke på den måde, vi udvander og udmatter naturen på; hvor meget kan vi ekstrakte fra naturen, og hvad er der så tilbage? Og er det muligt at disse efterladenskaber har eller kan få en slags agency? I buddistiske kulturer bruger de ofte hverdagsting; et æbleskrog, et visitkort eller en Fanta som ofringer. Det hverdagsagtige får derigennem en ladning og bliver det spirituelle og vice versa, og det var inspirationen til at kalde bogen Fanta for the Ghosts.
Mette Garfield [MG]: Hvordan er bogen så relateret til udstillingen MISSING SCENE 2009872 på bladr?
Jeg har arbejdet med rummets arkitektur og har tænkt på udstillingen som en koreografi for et udeblevet kapitel i bogen. Jeg er interesseret i, hvordan ord kan skabe en mental arkitektur, og hvordan det mentale kan overlappe og smelte sammen med den fysiske arkitektur. Jeg var først og fremmest interesseret i rummet som en slags krop, og at se på væggene, loftet og lysstofrørene som en del af den organisme. Loftet er råt og åbent og fyldt med historier, imens de hvide vægge hernede markerer noget kontrolleret. Jeg synes, det er fint, at der er små noter og regnestykker skrevet oppe i loftet fra folk, som før har indtaget eller arbejdet i rummet. Jeg har skiftet et af de hvide lysstofrør ud med et gult et for at markere deres tilstedeværelse og potentiale for at agere i rummet. Jeg har også valgt at lade en ledning hænge ned der, som er med til at skabe en stemning og en relation til rummet.
MG: Du er uddannet fra Royal College of Art og Chelsea College of Art i London, vil du sige lidt om det?
EM: Jeg har arbejdet meget med film, da jeg var yngre, og imens jeg boede i London. Der var en åbenhed på uddannelsen, hvor man også kunne tage manuskriptforfatterkurser og skrivekurser ved siden af. Det var meget rigt.
MG: Vil du fortælle om de flasker, der står der, er det den te, vi drikker?
Teen er udvundet af barken fra egetræer. Jeg er interesseret i ideen om et udsnit og et afsnit, og hvad det siger om helheden. Hvornår holder et træ op med at være et træ, og hvornår bliver det til et stykke træ? Eller i det her tilfælde en væske, man kan indtage. Jeg valgte de her industrielle flasker og at placere dem ovenpå fotografiet for at skabe nogle nye associationer; måske kan væsken blive læst som rådden Fanta eller emulsion fra fotografiet.
MG: Vil du knytte nogle ord til fotografierne i udstillingen?
De er udsnit af mine egne fotografier og fotografier, som ikke kom med i selve bogen. De seneste år har jeg tænkt over, hvad fotografiet er. Vi bruger det, vi deler det, det er allestedsnærværende, og samtidig er det som om, det sletter noget ved sig selv.
MG: Hvad mener du med sletter, er det også som udvandet?
EM: Efter at jeg havde printet fotografierne ud, begyndte jeg at skære i dem, for at se hvornår de begyndte at miste deres genkendelighed. Der var øjeblikke, hvor fragmentet begyndte at tale for sig selv og fik sin egen historie, og jeg synes, det skift var spændende; ideen om at de har tilhørt noget og repræsenteret noget og nu fået deres egen agens og eget tilhørsforhold. I udstillingen kommunikerer de med rummets arkitektur på forskellige måder, der er et, der rækker helt op til loftet, et, der glider ned mod gulvet, et som klistrer sig til vandrørene og et, der hænger på skulderen af rummet.
(Elisabeth peger over mod det smalle vertikale fotografiudsnit)
MG: Hvad med skærmene derovre?
Værkerne derovre lavede jeg under nedlukningen, hvor jeg læste mange nyheder, og jeg blev ved med at falde over beskrivelser af tid så som fx ‘last month’, ‘for the first time’, ‘could end at’, ‘since the’. Jeg skar dem ud og begyndte at samle på dem. Jeg synes, de symboliserede så fint følelsen af at være fanget i en tid, der hverken startede eller sluttede. De har et lag af privacy film over sig, som er noget man kan sætte på sin computerskærm, hvis man ikke vil have, naboen skal kunne se ens indhold, så fra sidevinklerne er de helt utydelige. Min onkel har fortalt mig, man begynder at indbygge dem i alle computere nu.
MG: Jeg troede, det var skærme, Ipads eller lignende…
EM: Ja, det er ret skægt, hvad materialet kan gøre. Nogen har også spurgt til, hvordan man tænder dem. Det er bare et filter, man kan sætte over. Cigaretskodet ved siden af er lavet i keramik og er et ret intuitivt værk. Jeg kan godt lide hvordan cigaretten taler om pausen på en anden måde, og imens jeg lavede den, tænkte jeg, måske er smartphones blevet de nye cigaretter. Jeg kan også godt lide forestillingen om, at der måske har stået én og lige skoddet sin cigaret der.
MG: Ja, det ser sådan ud
EM: Den lille video i papkassen, den er også lavet det sidste år – uden at det har været bevidst så er det måske blevet et billede på noget som på en måde kan bestilles og ejes med et klik, men som samtidigt har følelsen af være noget som er uendeligt langt væk eller uhåndgribeligt.
MG: Værkerne er lavet specielt til denne udstilling, ikke?
EM: Jo, jeg ville ikke lave den samme udstilling et andet sted. Jeg arbejder ofte stedsspecifikt og med en følsomhed overfor stedet og konteksten.
MG: Vil du fortælle lidt mere om, at udstillingen er et kapitel, som ikke er i bogen?
EM: Hvis manuskiftet på en eller anden måde repræsenterer en mental arkitektur, så tænkte jeg over, hvordan jeg kunne vende det på vrangen i det fysiske rum. Jeg kan godt lide ideen om, at man kan forsvinde ind i en bog, det kan nogle gange føles som en slags portal at læse bøger og så pludseligt er man tilbage i virkeligheden, skift. Hvilke mellemrummet og ind imellem stadier er der imellem det mentale og det fysiske? Jeg er også meget optaget af forholdet i mellem ord og billeder; hvornår holdet et billedet op med at være et billede og hvornår bliver det til et sprog, og hvornår hører sproget op og bliver til et billede? Og hvordan den relation spiller sig ud i udstillingen som en præmis. Jeg ved ikke om det giver mening?
MG: Jo!
EM: Jeg arbejder ofte i kapitler og akter, og jeg tænker, at bogen er første akt, og så er udstillingen anden akt, og nu arbejder jeg faktisk på en video, som er tredje akt. Jeg kan godt lide den levende bevægelse der er imellem dem, og hvordan det ene værk påvirker og relaterer til det næste. Jeg genbruger også materialer og rester fra andre projekter, og arbejder cyklisk med alle de mellemrum der opstår igennem og imellem dem.
MG: Hvad er det mellemrum kan?
EM: Der er et potentiale i mellemrummet i den forstand, at der er en frihed og en åbenhed for nye associationer og koblinger. Måske gør mellemrummet at virkeligheden kan strækkes eller forlænges lidt. Det minder mig også om, da man var barn, hvor alt omkring en havde et potentiale til at blive noget andet.
MG: Der er også en taktilitet i udstillingen, har det noget med mellemrummene at gøre?
EM: Jeg håber også, at mellemrummene skaber en taktilitet og en bevidsthed omkring de forskellige materialer og deres mange indbyrdes historier fx imellem vandet der løber igennem rørene og egebark teen i flasken der står ved siden af det. Og hvordan deres materialitet relaterer til andre materialer indenfor og udenfor det her rum. Jeg håber udstillingen kan minde om den allestedsværende taktilitet og den følsomhed der er imellem materialer. Jeg synes, det er smukt, at kunne skabe en form for forbindelse til arkitekturen, materialerne og tiden indenfor et givent rum. Førhen sad der en edderkop henne i hjørnet, som også blev en del af rummet midlertidigt på samme måde som jeg er her midlertidigt.