Universet med alle dets stjerner og ikke mindst den store, tydelige måne står frem, mens jeg cykler gennem København til Skuespilhuset for at se Præsten og Åndemaneren. At huske at se sig selv som en lille del af det store hele, er en pointe som aftenens udstilling netop minder mig om.
Først skal jeg se urpremieren på førnævnte stykke og siden monologen Udsigt. Begge er skrevet af grønlandske Makka Kleist og er skabt til scenen i samarbejde med instruktør Hanne Trap Friis, som igennem Teater freezeProductions de seneste 10 år har arbejdet med og i det grønlandske teaterunivers.
Det føles helt utrolig godt at sætte sig ind i teatermørket igen – og rette sin opmærksom mod en scene og blive givet en oplevelse. Og det er tydeligt at mærke i begge forestillinger, at det er ildsjæle, som står bag de to teaterstykker. I Præsten og Åndemaneren udgøres scenens koreografi af trækasser, et videoværk med en langsom panorering over lige dele vand og klippeformationer, samt et ur, som til højre er opsplittet og fragmenteret, hvor et mere klassisk, vestligt ur findes til venstre for publikum.
Stykkerne omhandler begge Danmarks kolonialisme i forhold til Grønland. I Præsten og Åndemaneren er den grundlæggende præmis en dialog mellem den dansk-norske præst Hans Egede og den grønlandske åndemaner Inuk. Egede missionerede i Grønland efter, at han af Frederik IV blev udnævnt som missionær. Hans mission var at ’genkristne’ inuitterne og derved kolonisere Grønland i det daværende dansk-norske imperium. Egede har en statue rejst af sig i både Nuuk og København, som begge er blevet bemalet med rød maling, samt fået skrevet ord som ”decolonize” på sig.
Præsten og Åndemaneren bruger to religionssyn, som udgangspunkt for at italesætte to vidt forskellige verdenssyn. Hvor Egede taler ud fra en streng kristen tradition, hvor manden har ret til at hæve sig over både kvinder, børn og naturen, ser den grønlandske åndemager diametralt modsat på stort set alt: hun lever i symbiose med naturen og mennesker, i kontinuerlig samklang og kærlighed med både det synlige og usynlige.
Hvor Egede konstant knejser med nakken og bedrevidende mansplainer, har Inuk en kærlig og rolig fremtoning, og for det meste kun latter tilovers for Egedes ti bud og måde at fortolke dem på.
Der ligges fra starten af en humoristisk tone ind over den voldsomme og dystre tematik som kolonialisme er. Jeg oplever det, som om det skal gøre budskabet nemmere at sluge samt, at der er valgt at tilføje en relativ stor grad af pædagogik, hvorved grundelementer af kristendom samt inuit-religion forklares. Skuespillerne brænder igennem og har et dejligt samspil med hinanden, men jeg savner til tider en lidt større tiltro til publikum – at stykket og teksten kunne løfte sig op fra det grundlæggende til mere nuancerede tanker om, hvordan Danmarks ødelæggende kolonialisme gennem brug af kristendommen har drevet volddrift på Grønland.
Denne nuancering kommer dog smukt frem i anden del af aftenen, hvor stykket Udsigt vises. Her kommer en ældre grønlandsk kvinde ind og sidder med en karklud og en kaffekop ved et lille bord. Inden hun begynder at tale, har en video spillet i baggrunden, hvor man først ser Grønland gennem et nostalgisk blik, hvor børn smilende løber rundt og leger i sneklædte naturlandskaber, for så derefter at klippe til et moderniseret Nuuk, hvor billedet er frosset på en række boligblokke kaldet SLETTEN. Afstanden mellem de første billeder og det sidste kunne næsten ikke være større og er utrolig virkningsfulde.
I Udsigt bliver kolonialisering fortalt gennem en tydelig feministisk optik, og det fungerer utroligt godt. Kvinden fortæller meget og nøjagtigt om den mad, som hun tilbereder (mange forskellige slags fisk), og hvordan hun selv elsker at spise den kost, fordi de ved, at den giver dem den næring, de har brug for. Udsigt fungerer også særligt fint, fordi den viser, at moderniseringen af livet ikke er en entydig oplevelse. Naturligvis er det faktum, at kvinden pludselig kan vaske sit og familiens tøj i en maskine ved at trykke på en knap, forbundet med både underen og lettelse, måske endda nydelse, og dette kan siges højt uden, at vi på noget tidspunkt har fjernet blikket fra den vold moderniseringen indebar. På den måde er det en moden og kraftfuld fortælling. Det er især rørende, da hun fortæller om, at familien er blevet opsplittet geografisk på grund af forflytninger, og hun ikke kan se sine børnebørn vokse op.
Til tider kan kunst, som har et tydeligt politisk standpunkt og grundlag, komme til at virke simplificeret. Men måske er det nødvendigt og vigtigt at være pædagogisk og tydelig: hvor mange kender mon stadig ikke til Danmarks vold mod Grønland, hvordan undervises der i dette i folkeskolen, hvor ofte tager vi snakken om, hvorvidt koloniherrerne skal blive stående på deres piedestaler?
Alle italesættelser vedrørende dekolonisering, som kommer fra et sted af både enorm vilje, omsorg og eftertanke skal hyldes, og det var klart min oplevelse at dette rum blev skabt af Mekka Kleist og Hanne Trap Fris på Skuespilhuset.