Den rablende, men stramt komponerede monolog af Ursula Andkjær Olsen på Grob Teater med Ellen Hillingsø i hovedrollen leverer i lyset af en kvindes overgangsalder rasende, men måske for abstrakt kapitalismekritik?
“Jeg bliver gennemskyllet af en varm bølge, men jeg er allerede varm”, indleder Ellen Hillingsø dramatisk med sin karakteristiske mørke stemme. Hun indtager sikkert og erfarent hovedrollen i Ursula Andkjær Olsens vanligt rablende, knopskydende og rasende, men samtidigt velkomponerede tekstarbejde.
Forestillingen Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman på Teater Grob er et samarbejde mellem Teater Grob og AKT1. Instruktør Niels Erling har modigt kastet sig ud i at iscenesætte denne abstrakte monolog om menopause, markedsøkonomi og Wonder Woman.
Indre kaos og shopping
Kvinden, jeg’et, i forestillingen oplever udover sine genkommende hedeture et indre kaos. Som mange sikkert kan nikke genkendende til, kredser kvinden om at ville give tilbage. For hun har så meget. Hun skifter også konstant kostume – fra den ene mere ekstravagante kjole til den næste, kreeret af Nicolas Nybro. Hun har også fået børn og er måske/måske ikke i et forhold med den altid givende von Schloppenstock, som hen imod slutningen ender med bare at blive kaldt Shop.
Kvindens begær og roterende underliv retter sig nemlig ikke kun mod Schloppenstock, men også imod at shoppe, forbruge. Hun vandrer derfor også hvileløst rundt i Magasin med en vidunderlig robe formet som en croissant. Det er næsten umuligt for hende at lade være med at begære og forbruge i et kapitalistisk samfund, hvor alt kun et klik væk på internettet. Så svært, at hun må have superkræfter; hun ønsker at være som Wonder Woman.
Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman -tekstens abstrakte diskussioner bliver forsøgsvis gjort konkrete ved at lade Ellen Hillingsø holde foredrag; tegne, skrive, anskueliggøre de vildtvoksende tanker, indre diskussioner, de hurtige ordstrømme på papir. Scenografiens herlige, humoristiske tegneserieunivers, små pavilloner den overgangsramte kvinde kan trække sig tilbage i, også af Nicholas Nybro, hjælper måske heller ikke med at materialisere teksten.
For abstrakt?
Jeg bliver i hvert fald i tvivl om, det egentlig ikke er bedre at læse Ursula Andkjær Olsens interessante tekst? Jeg kunne ikke for alvor mærke og blev ikke rigtigt indfanget af den sceniske fortolkning, måske fordi tekstens problemstillinger ikke bliver fysisk konkrete, og måske fordi det bare er svært at følge med på trods af de velkomne sangpauser med Fine Glindvads flotte, metalliske fortolkninger af Ursula Andkjær Olsens lyrik. Og det selv om jeg ikke er til naturalistisk psykologisk teater og sagtens kan genkende problemstillingerne, diskussionerne Ellen Hillingsø har med sig selv: Jeg vil gerne reflektere med Wonder Woman over, hvad man egentlig kan stille op som individ, som hvid privilegeret middelklasse kvinde, i et kapitalistisk samfund, hvis man gerne vil gøre en forskel? Men måske er det også hensigten, måske kan den rablende, abstrakte tekst og sceniske fortolkning uden fysisk ståsted netop illustrere, hvor fortabt, magtesløs og uvirkelig man kan føle sig over for systemet?
Eller måske skal der bare andre stemmer ind på scenen?
For mig var det overvejende som om forestillingens tekst og tanker desværre ikke helt lykkedes med at materialisere sig, som det fx skete med Niels Erlings meget vellykkede iscenesættelse af Ida Marie Hedes skøre, ikke-naturalistiske univers, Katastrofe, på Teater Momentum.