Aarhus Teaters nyeste samarbejde med Black Box Dance Company åbnede med koreograf Jacob Stages danseforestilling om oprør. Danserne var vilde, men desværre blev oprøret ædt op af mainstreamudtryk. I stedet blev ungdommens selviscenesættelsesangst antydet.
De seks unge dansere på scenen er energiske, præcise og vrider, rocker, rykker, hopper, ryster deres røve og spænder bue på dem selv. De maler deres ansigter med farver, flytter rundt på kasser, trækker strømper over hovedet og krænger dem af igen. Ind i mellem taler, råber de med forstende ansigter til publikum eller til kameraets røde øje, hvis blik projicerer deres ansigter op på bagskærmen på Aarhus Teaters Scala-sal.
Aarhus Teater har indgået samarbejde med det internationalt anerkendte dansekompagni Black Box Dance Company, ligesom Betty Nansen Teatret har indgået samarbejde med Dansehallerne. Det tegner virkelig godt med hybride danseforestillinger på teaterprogrammet!
Den første samarbejdsforestilling på Aarhus Teater er koreograferet af Jacob Stage med temaet om oprøret til alle tider. Derfor synger danserne også eller lip syncer til mirkofonen på scenen i det ellers ret tomme scenerum. De genopfører og fortolker punkmusikklassikere som London Calling af The Clash og Too Drunk To Fuck af Dead Kennedys, men går også længere tilbage i historien til Sympathy for the Devil af Rolling Stones, tilsvarende er der også et nyere nummer; Fatboy Slims Right Here Right Now, der sampler klimaforkæmperen Greta Thunbergs ord, nummerets titel, og dermed knytter forestillingen til vor tids største trussel og ungdomsoprør.
I intermezzoerne, som virker ret langstrakte, mellem sangnumrene, rigger danserne selv scenen til. De flytter kasserne, der kan blive mure, vægge eller danne rum, blive siddepladser. Og de slæber rundt på tøjstativet, hvor de finder deres kostumer. Musikken, som samler numrene, er udarbejdet af Joakim Pedersen og er semi poppet, rytmisk pulserende. Derfor får jeg nok, i sammenstilling med dansernes modetøj og deres unge spændstige kroppe, associationer til en catwalk. For er der ikke også altid lidt lækker kant i fashion? I det hele taget bliver PUNK – A Rebel Never Dies’ oprørstema for mig opslugt af poppede udtryk i musikken, scenografien og kostumerne. Det hele bliver alt for pænt og stiliseret, og forestillingens fortolkning virker nærmere træt og resigneret på trods af dansernes fysiske energi. Dermed iscenesættes snarere institutionernes og markedets til alle tiders indoptagelse af oprørsmarkører.
Oprørets vildskab og håb er for mig forsvundet i PUNK – A Rebel Never Dies, i stedet antydes en ungdommens resignation og træthed over det altopslugende marked, det kapitalistiske samfunds induvidualisme, hvilket fremstår stærkest i forestillingens Billy Idol nummer, det lakoniske Dancing With Myself. Danseren Mikkel Alexander Tøttrup synger først bevidst forkert for så at give mere slip, men hans ansigt husker hele tiden, han bliver filmet. Forestillingen antyder for mig også især her en ungdom præget af selviscenesættelses- og præstationsangst, ligesom Esben Weile Kjærs partyperformance på Copenhagen Contemporary gør det i øjeblikket. Og derfor burde PUNK – A Rebel Never Dies på Aarhus Teater nok også i højere grad vises til et ungt publikum, fremfor det gråhårede publikum, jeg også selv tilhører, der primært var til premieren.