Koreografen Sophia Mages samarbejde med den visuelle kunstner Laura Ratschau og komponisten SØS Gunver Ryberg inviterer til vilde dystopiske og utopiske scenarier i KPH Volume. Kroppe, lyd og lys smelter sammen til både ukendt og velkendt materiale.
De bevæger sig i slow motion på tværs i gennem det rå rum. I hjørnerne ligger sandbunker og lyset er pink, gyldent. Høje susende lyde skramler mellem væggene i KPH Volume. Det lyder som resterne fra et computerspil, affald. De fire androgyne skikkelser klædt i plastik, glinsende, og mere eller mindre tilfældige smukke klude bevæger sig nu hakkende, som i glitch, videre henover betongulvet; de er en fascinerende organisme og alligevel enkeltstående individer.
Den amerikansk danske koreograf Sophia Mages Vibrant Matter iscenesætter konsekvent på én og samme tid et dystopisk og utopisk drømmescenarie, så jeg skiftevis frastødes og tiltrækkes. Værket vibrerer et spændende sted mellem disse to yderpoler. Sekvensen med de dygtige dansere på vej gennem rummet, var for mig den mest intense og interessante. Koreografien gav referencer til internettet og streaming, for kroppenes bevægelser virkede behandlede, medierede, som en film på nettet staller eller går i glitch. Kroppenes bevægelser var derfor også både fremmede og samtidig velkendte, ligesom kroppene både var kunstige og organiske. Måske gav det kunstige dem styrke og frihed eller omvendt?
Måske trækker værket på Donna Haraways feministiske tekst fra 80’erne, A Cyborg Manifesto, ligesom samtidskunstneren Nanna Lysholt Hansens praksis? Hun manifesterer bl.a. i sin Dear Daughter-performanceserie Harraways frisættende begreb om cyborgmoderen. Vibrant Matter er i hvert fald en undersøgelse af vores samtids kunstige intelligens og krop, og på hvordan det influerer på os, som man ser det i flere koreografers arbejde i øjeblikket fx hos Gunilla Lind og Emilie Gregersen.
Forinden den stærke sekvens med danserne gennem rummet har vi, publikum, været vidner til en lang meditativ introkoncert, hvor performerne brummer dybt ind i mikrofoner til lydkunstneren SØS Gunver Rybergs hypnotiske klange. Danserne sidder på gulvet krøllet sammen med bortvendte ansigter langt fra publikum badet i det vidunderlige violette lys fra en del af Laura Ratschaus installation i rummet. Introen bliver ved og ved og fører os, publikum, ind i en særlig stemning. Jeg overvejer et kort øjeblik om introen vil vare ved, er dette værket? Men så overgiver jeg mig og bliver åben overfor, hvad der skal ske. Danserne begynder at bevæge sig ganske lidt, for senere at rejse sig op og bevæge sig gennem rummet.
Der er ikke noget egentlig narrativ i Vibrant Matter. Foretsillingen er en abstrakt åben størrelse. Men en struktur er for mig alligevel tydelig. Først introkoncerten og herefter sekvensen med danserne gennem rummet, som så bliver slået tilbage til start, da lydsiden ændrer sig markant sammen med lyset. Lydsiden bliver mere rå, og lyset koldt, ligesom danserne nu bevæger sig i hårde jag og vender tilbage til udgangspunktet tæt på, hvor de sad i introen. Her er det som om de står stille, bevæger sig på stedet i gentagende ryk, som et vilde dyr i bur i Zoo.
Vibrant Matter er er et fængslende vellykket tværæstetisk værk, hvor kunstarterne virkelig giver til hinanden og blandes. Kroppenes bevægelser, lyset, lyden og installationen smelter sammen et til skulpturelt udtryk, en organisme på kanten mellem dystopi og utopi. Men jeg hælder nok mest til, at den dystopiske side får overtaget. Det er som om hele sceneuniverset, skulpturen, intenderet er ved at erodere og falde fra hinanden, og at det ulykkeligvis ikke lykkes at udvikle noget nyt. Vibrant Matter bliver for mig mest endnu en fascinerende sanselig iscenesættelse af det antropocæne.