Performanceteatret LIMINAL og kunstnerduoen Hesselholdt og Mejlvang beder os fysisk konkret om at starte forfra i det pædagogiske performancespil i Koncertkirken på Nørrebro. Mon det lykkes?
Vi marcherer næsten i takt, og for mig foruroligende militant, efter hinanden med brune faner i hænderne rundt i tre, lange rækker under hvælvet i Koncertkirken på Blågårds plads på Nørrebro.
Forinden har de vidunderligt energiske performerne Jupiter Child, Johannes Lilleøre og Pernille Koch også bevæget sig rundt i rummet i vekslende formationer med lignende faner højt hævet til den virkelig velspillede musik for så at proklamere: ”Menneskets hjerne er en mester til at genkende mønstre”. Men dernæst siger de, at de nu vil: ”Forandring, en bedre verden. Build something new”.
Det er altså, det, vi er i gang med i performancespillet Stop Start Pause skabt i samarbejde mellem performanceteatret LIMINAL og kunstnerduoen Hesselholdt og Mejlvang. Begge kunstnergrupper arbejder stedspecifikt et sted mellem fiktion og virkelighed i en undersøgelse af kollektive identiteters påvirkning af socio-politiske strukturer. Altså aktuelle temaer om, hvem vi er, og hvordan vi agerer i verden.
Vi, publikum, deltagerne i spillet, kan også indledningsvist notere os hinandens mønstre alt efter, hvilke grupper, vi placerer os i, da performerne beder os stille os efter eksempelvis alder, dernæst familieforhold, hvor ofte vi har sex eller i forhold til vores uddannelse. Det vil sige eksempler på de kategorier og mønstre vi afkoder hinanden og vores omverden efter for at kunne kapere og agere i dens kompleksitet.
Men før spillet for alvor begynder skal vi deles yderligere op. Valget står derfor nu mellem enten som aktivist at gå ind i bevægelsen STOP, eller som skeptiker at gå med i PAUSE-gruppen, eller som kompromisøgende pragmatiker melde sig under START-flokkens faner. Hver gruppe bevæger sig nu sammen i en fælles, simpel koreografi, altså et bestemt mønster guidet af deres fanebærere. Jeg melder mig først på START-holdet og griner lidt med de andre, mens vi sammen tager trinnene, drejer rundt og så endnu et par dansetrin henover plankegulvet bag Jupiters Child, der leder og demonstrerer.
Da fanebærerne kort efter begynder at udbasunere deres programmer, der i høj grad minder om virkelighedens politiske partiers, begynder et par stykker at udvandre fra skeptikernes gruppe, nok fordi retorikken bliver for fremmedfjendsk, og jeg selv lister mig over til aktivisterne, selv om jeg egentlig heller ikke helt føler, jeg hører til her. Grupperingerne, mønstrene er for firkantede selvfølgelig. Som en deltager, der lister væk fra aktivistgruppen, siger det: ”jeg er aktivistisk, men jeg spiser altså kød”. De fleste passer ikke helt ind, men befinder sig steder i mellem. Så der dannes også forsøgsvis en udbrydergruppe, der stiller sig i et mellemrum. Men det bliver afblæst af performerne. Det lader ikke helt til at være muligt i spillet.
Konflikterne mellem de tre grupper i performancespillet STOP START PAUSE eskalerer nu, da det viser sig, der ikke kan blive enighed om en retning for den nye verden, der skal bygges. Derfor og derimod sættes grænser op, så alle bliver i deres gruppe og ingen andre skal trænger sig ind. Vi får sække til at markere grænserne omkring grupperne, og til sidst begynder vi at kaste sækkene i hovedet på hinanden, måske fordi performerne danner fortrop eller måske i frustration over det ikke lykkes at skabe den forandrede nye verden. Lidt efter lidt siver publikum i hvert fald fra kamppladsen, så der til sidst kun er de tre performere tilbage i kampzonen.
Til slut tegnes et billede i sand og mønstrenes gentagelsestvang gentages sammen med ønsket om en ny verden.
STOP START PAUSE bringer måske ikke nye overvejelser til samfundsdebatten eller til den deltagerbaserede performancekunst, og man kan måske også diskutere om værket ikke er lige lovlig didaktisk? Men jeg fik bestemt en stærk fysisk fornemmelse af vores mønstres snævre bånd og det både fra både højre og venstre.