Den melankolske og lystfyldte performancecollage af Nydanskeren Jimbuts Kulturforening på Fotografisk Center giver et poetisk indblik i den kinesiske kunstner Ren Hangs sind og kamp for frihed, men også i seksualitetens overskridelse og kunstens frigørende potentiale.
Nøgne, unge kroppe i næsten akrobatiske opstillinger oplyste af blitz, lakerede negle, rødmalede læber, mærkværdige rekvisitter og dyr. Scenarierne er fotograferet på private værelser, i byrum eller i naturen i både dagslys og mørke. Og modellerne ser næsten altid direkte ud på beskuerne.
Den kinesiske kunstfotograf og digter Ren Hangs motiver var præget af både nøje gennemført iscenesættelse og spontanitet. Han brugte oftest sine venner som modeller i værkerne, der brød med binære kønsopfattelser. Der var således heller ikke pengeudveksling mellem Ren Hang og vennerne. De stillede derimod op for det frirum, der opstod i fotoseancerne.
Den researchbaserede performancecollagen Ren Hang in Peace (R.H.I.P.) af nydanskeren Jimbuts Kulturforening med nye tekster af Gritt Uldall-Jessen og Jimbut Jun Feng er et smukt og sorgfyldt indblik i kunstneren Ren Hangs sind. En kunstner, der levede i et kommunistisk Kina, hvor nøgenhed og seksuel frigørelse er underlagt det kinesiske styres censur. Og det klæder Gritt Uldall-Jessens skrift at arbejde med kropslige temaer.
Performancen er således udgjort af såvel nye som ældre tekster, bl.a. erotiske tekster af Ren Hang selv om tillokkende røvhuller og svulmende pikke, journalistik og gamle kinesiske spøgelseshistorier. Portrættet og fortællingen om Ren Hangs er ikke kronologisk fremadskridende, men nærmere som en smertefuld og lystbetonet billed- og tekstcollage.
Vi, publikum, bliver i performancen først bænket på lave, hvide plastikskamler inde i et oplyst hjørne af Fotografisk Center i Kødbyen. Over os hænger fotografier på vej til at blive fremkaldt og papirark med kinesiske skrifttegn. Vi er således nærmest inviteret ind i Ren Hangs private lejlighed og kunstneriske proces på trods af, man desværre ikke kan opleve hans fotografier i Fotografisk Center.
Men vi får et stærk indblik i kunstnerens sind. Hans angst, depressioner, ensomhed, længsel og lyst skildres meget vellykket af de to performere, der skiftes til at spille Ren Hang. De ligger apatiske på sengen, bruger tandtråd, går hvileløst rundt eller danser vildt. Måske er de to performere også et konkret udtryk for Ren Hangs splittede sind udover, at to performere selvfølgelig kan give et interessant sammenspil. Performancen er altså bevidst stilistisk fremmedgørende. Desuden er sproget og teksten fysisk tilstedeværende ikke kun i kraft af papirerne med skriftegnene på tørresnoren men også fx, når den ene performer, Zenghao Yang, holder skilte med teksten på dansk op, som Troels Kortegaard læser op fra. Det skaber en dynamik, fordoblinger og fascinerende åbne mellemrum mellem det danske og kinesiske sprog.
Frihedskamp
En af de meste gribende sekvenser for mig bliver, da Zenghao Yang nærmest må skrige og synge sin længsel ud. Han holder et pixelleret foto op, som er svært at forstå, hvad skal forestille. Men vi får så info af Trols Kortegaard på dansk om, at fotografier af pikke bliver censureret med pixelleringer i Kina.
Ren Hangs liv på kanten i fare i et kinesisk samfund, hvor nøgenhed og homoseksualitet er forbudt skildres ligeså tydeligt i performancen. Politiet arresterer han gentagne gange, men han fortsætter sin kunstneriske praksis, der altså er tydeligt forbundet med hans kamp for frihed.
Ren Hang endte med at tage sit eget liv i 2017, da han kun var 30 år, men han nåede at blive en internationalt anerkendt kunstfotograf og betydningsfuld LGBTQA!+ person.
Den researchbaserede performancecollagen Ren Hang in Peace (R.H.I.P.)af nydanskeren Jimbuts Kulturforening er ikke kun portræt og et indblik i kunstneren Ren Hangs sind og kunstneriske praksis, det er også en horisont mod det kommunistiske styres brutale kontrol. Derudover løfter performancen sig for mig også til at være et vigtigt udtryk for både kunstens og seksualitetens generelt overskridende og måske emanciperende karakter. Og derfor rammer performancen mig måske også så stærkt.