Kunstnerkollektivet KANT FABRIKs sanselige og feministiske forestilling river vellykket Ekko-figuren løs fra Narcissus myten. Desværre bliver sidste del af performancen for diffus.
“Glædelig dommedag” lyder det fra den ene kvinde, mens den anden kvinde, hendes dobbeltgænger, svarer som et kor: “Glædelig sommerdag”. De to værtinder og fortællere, skæbnekarakteren i kunstnerkollektivet KANT FABRIKs sanselige, tværdisciplinære performance Do Share My Picture Hera indleder tragedien i Sydhavns Teaters kapel på Vestre Kirkegård. De danser lidt småsnakkende, storsmilende og hilser på os alle sammen, mingler, så man skulle tro, de var til reception eller fernisering. ”Er i klar til PLANEN?”.
Forinden har Zeus stemme lydt rungende og magtfuld i rummet. Han har sidespring med en masse nymfer, derfor bruger han flodnymfen Ekko til at distrahere sin kone Hera. Ekko fortæller Hera historier, mens Zeus har orgier. Så derfor er vi nu samlet i kapellet på Vestre Kirkegård for at afgøre straffen over flodnymfen, dette noget, der ligger som en lille pøl midt på gulvet. For da Hera opdager Zeus plan, ringer den røde telefon, der står på podiet midt i rummet. Den ringer og ringer. Ildevarslende. Den ene af skæbneværtinderne tager den. Flodnymfen Ekko skal straffes, beordrer den rasende Hera i røret.
Så begynder Ekko i de blågrønne gevandter at røre på sig, bevæge sine nymfelemmer. Og hun løfter hovedet, så vi ser, hendes ansigt er dækket af samme grønne stof, som hendes flodnymfedragt. Som var hun en umælende fisk eller fugl. Hun skriger hæst, et ansigtsløs skrig. For Heras straf er ubønhørlig, hård. Ekko skal miste sin stemme. Og herfra forvandler Ekko sig nu og beder igen og igen Hera om at blive skånet.
Ekko er nemlig overraskende fokus for fortællingen i gæstespillet, som er en del af Scenesommer festivalen på Sydhavn Teater. Ekko er revet løs fra historien om Narcissus, som hun ellers i mytologien kredser om som blot en bifigur. Dette feministiske projekt er rigtig godt tænkt af kollektivet. Hvorfor skal Ekko ikke have sin egen historie og være sin helt egen karakter? Ligesom Hamlets Ofelia, en anden vandkvinde, fik sin egen historie i stykket Ophelias Zimmer (2015) af Alice Birch.
Denne første intense fysiske billedmættede del af performancen Do Share My Picture Hera er fabelagtig. Skæbnedobbeltgængerne mimer både antikkens tragediers græske kor og dobbeltheden i ekkoet, som Ekko ender med at give navn til. Sidst i myten om Ekko og Narcissus, kan hun nemlig kun gentage, hvad andre har sagt. Og Narcissus, Hera og Zeus er velvalgt ikke fysisk tilstede i Do Share My Picture Hera.
Netop oplevelsen af at miste sin stemme eller ikke at have en stemme, ikke at have indflydelse, ikke at blive lyttet til er knyttet til en kvindelig erfaring. Denne erfaring taler urhistorien om Ekko direkte ind i, og denne væsentlige fortælling iscenesættes interessant såvel fysisk, musikalsk som med ord og kostumer i første del af Do Share My Picture Hera.
Men desværre mistet performancen intensitet i anden halvdel. Den dansende Ekko er skærende yndig og derefter snerrende, aggressiv, da musikken ændrer sig fra pulserende bløde elektroniske toner til hård rytmisk house, men hvad det egentlig er, der foregår, fortaber sig for mig. Ritualerne med sand forstår jeg desværre heller ikke. Måske er spejl-metaforen Narcissus? Men der er bestemt en virkelig god første del og et vigtigt oplæg samt stort potentiale i dette unge scenekunstnerkollektiv.