På Får302 undersøgte kunstnerkollektivet Salon New Love’s 5 vidt forskellige performanceværker vores normers begrænsninger, især de mest direkte politiske brillerede.
”Ødelæg mig!” – den insisterende og guidende værtsstemme taler til os også i pausen, når der ingen er på de skrå brædder. Så opdager vi den lille papkasse i loftet på scenen. Det er den, der beder os om at blive revet i stykker. En velvillig publikummer må derfor til medfølende latter træde op på scenen og hive papkassen fra hinanden. Men nu beder papkassen ligeså insisterende om at blive sat sammen igen.
På Får302’s lille intime scene bliver de traditionelle teaterkonventioner humoristisk vendt rundt et par gange, ligesom normer, kontrol og marginalisering indholdsmæssigt bliver behandlet i Superego: Salon New Lovesfem meget forskellige eksperimenterende sceniske værker.
Salon New Loveer et kunstnerisk kollaborativ, der præsenterer performative værker også af gæstekunstnere i vekslende medier og formater, men alle på mellem 5-25 minutter. Et taknemmeligt format at kunne lege med, da værker over 25 minutter oftest kræver en dramaturgisk omvending.
Freuds superego
Sigmund Freuds psykoanalytiske personlighedsmodels id, ego og superego danner rammerne for seriens salon-aftener. Med temaet om superegoet er serien denne aften nået til sin anden del.
Freud definerede superegoet eller overjeg’et som menneskets samvittighed eller normer. Det er overjeg’et, der med tiden lærer at tilpasse sig og kontrollere id’ets impulsive og ubevidste instinkter.
Det første værk Tavsheds treat af Louise Pøhler er således en performance lecture om hjernen. Hun beskriver, hvordan vores fornuft og ideer om, hvad der er rigtig og forkert i høj grad formes af gentagelser af rytmer og strukturer. Hun viser os en hjerne og illustrerer samtidig sprogligt disse strukturelle gentagelser. Hun er som fanget i sproget, fastlåst i rutiner og mønstre.
Sprog og magt
Aftenens næste værk Kujalleq, efter min mening et af de bedste, handler også om sprog og magtstrukturer. Værket er en performance for video, og det er værkets ophavskvinder, vi ser på videoen. Danser Camilla Aviaja Olsen sidder på ryggen af performancekunstner, forsker og kurator Cecilie Ullerup Schmidt, som kravler. De bevæger sig nu langsomt gennem et landskab, der kunne være den jyske hede med lav bevoksning, formentlig lyngplanter. Men scenariet kunne også være grønlandsk. Det er barskt, råt og koldt.
I værket omvendes indledningstekstens definition af den maskuline nybygger, ham, der skaber historie, begynder sin odyssé og indtager nyt land. For i Kujalleq er det derimod to kvinder, der langsomt og møjsommeligt bevæger sig gennem landskabet. De bliver måske nærmere en del af det eller indskriver sig i det med deres kroppe, fremfor heroisk og besidderisk at indtage det. De foretager den enkle handling sammen og Camilla Aviaja Olsen af grønlandsk oprindelse sidder både fysisk konkret såvel som symbolsk ovenpå danske Cecilie Ullerup Schmidt. Et enkelt og virkningsfuldt billede på tyngden i et forsøg på at ændre de kolonialistiske magtstrukturer, som også lå i den ramme værket først var ved at blive til på.
Indledningsteksten og Cecilie Ullerup Schmidts voice over fortæller, hun blev inviteret til Nuuk for at deltage i et kunstprojekt om nordisk kolonialisme af en svensk kurator, men hun droppede flyturen og valgte i stedet at opsøge Grønland på dansk jord. Herefter følger beretningen om de to kvinders relation. De har været barndomsveninder. Camilla Aviaja Olsens stemme overtager og fortæller på grønlandsk om deres arbejde, som konstant bliver afbrudt af Cecilies Ullerup Schmidts amning. Hverdagens gøremål, bevægelser og relationer fletter sig ind i arbejdet med værket, så den klassisk maskuline kunstnermyte punkteres.
Kujalleq er egentlig såre simpel, men rummer mange betydningslag. Den uprætentiøse video rammer på mange planer; intellektuelt og sanseligt og er fremfor alt komplekst og direkte politisk uden at ville for meget, som man kunne overveje om ikke sker i Anne Haanings de-kolonialistiske video-installation Half Hidden på Den Frie.
Abstrakt Ikea byggeri og racisme-standup
I Søren Meisner og Marc Kellaways performance Night Shift iscenesættes ligeledes magtforhold og en form for marginalisering; ikke at passe ind i normerne, men i en mere abstrakt udgave. Den første performer kommer ind på scenen med et sæt Ikea-dele til et bord. Snart dukker endnu en performer op med et lignende sæt og endnu en performer med et sæt. De begynder at ændre på bordene, save benene af og sætte delene anderledes sammen. Det er som om, noget ikke passer ind eller vil bryde ud af Ikea-skabelonen. Til sidst opstår en form for skulptur; kunsten kan komme ud af fejltagelser.
Marginalisering og racisme var tillige et meget klart tema i det meget vellykkede stand-up indslag Der er håb af Mette Hornbek. Hun begynder sit utroligt morsomme og grænseoverskridende show med en række udtryk, hun selv blev kaldt som barn og nogle utroligt dårlige jokes om asiater. En masse udtryk for almindelig hverdagsracisme, vi alle kender og måske kunne tro var harmløse og i hvert fald bare er ment for sjov. Men det er tydeligt, hvor nedsættende, ignorant, provinsielt og forkert det lyder, ligesom sprogets magtfuldhed bliver tydelig, men i Der er håb bliver udtrykkene og deres ophavsmænd samtidig totalt spiddet.
Humorens omvæltende kraft er slående, og da Hornbek afslutter sin performance med et video-interview med spørgsmål til sin baby, om hun mon tror fremtiden bliver bedre i forhold til racisme, er Får302s lille sals publikummer ved at falde ned ad bænkene af grin. Men alvoren bag og det egentlig simple menneskelige ønske om en fremtid uden racisme er plantet i os. Verden burde jo være sådan.
Vægtskålen
Aftenens sidste performance befinder sig også i den humoristiske ende af spektret. Vægtklassen er tillige normkritik udover en kritik af kapitalismen. Performerne Anne Sophie Gertz og Emilie Bendix tilbyder nemlig hjælp til alle os i salen, der ikke er perfekte. Vi kan snildt få rettet op på vores fejl og mangler ved blot at investere i deres medbragte produkter. Vi kan fx købe en hæmsko med et særligt tungt indlæg eller en stendyne til kun 2320 kr., der kan være tyngden på vægtskålen og veje op for alt det, vi ikke har fx børn, en lysende karriere eller det rigtige parforhold.
Superegos fem enkeltstående værker af Salon New Love plus gæstekunstnere var enkle, tankevækkende og humoristiske og et varieret og nuanceret blik på normers begrænsninger. Og aftenen åbnede fine muligheder for at både publikum og performere kunne miste kontrollen bare lidt.