Bådteatrets tre korte performances spændte fra den ene yderlighed til den anden af følelsesregistret, og stærkest var det urovækkende Touch-værk.
Hendes blik er blankt, uden følelse, som en sfinks. Hun blinker langsomt, som en kat eller en robot. Hun har gule handsker på, som hun berører sig selv med. Hun er fremmed for sig selv, og samtidig og måske derfor er det som om, hun ikke kan lade være med at lade med at føle på sig selv. De gule handsker glider rundt over hendes krop.
Men hun begynder også snart at røre ved rummet omkring sig. Gulvet først, så væggene og panelerne på Bådteatrets lille scene. Det urovækkende værk touch af den unge koreograf og danser Emilie Gregersen undersøger forholdet mellem det dybtfølte og det kunstigt mekaniske; forholdet mellem menneske og maskine. Det er det stærkeste og mest gennemførte af aftenen trefoldige performances.
touch er måske et uhyggeligt blik på fremtidens menneske, hvis touch screen mani er løbet løbsk. Til sidst drypper hun også tårer i sine øjne, som rinder dramatisk ned ad kinderne. Hun må fremtvinge menneskelige følelser og de fysiske reaktioner. På den måde peger værket måske også ironisk på kunstens kunstige virkemidler og spørger til, hvad kunst er?
Den næste performance Den Samme Gamle Frygt af Jon Hoff er anerledes humoristisk i sit fysiske udtryk. Jon Hoff ligger først på gulvet, mens en voice over reciterer et liste-digt, men så stiller han sig op og danser, hopper i gadedrengeløb og flekser charmerende med udstrakte glade arme: Se lige mig!
Men Den Samme Gamle Frygt er ikke kun ude på ballade. En alvor sniger sig som antydet i indledningen også ind igen til sidst. Hvor frygten italesættes:’ jeg er bange, så jeg forsøger hele tiden at opfinde ting, som kan gøre mig modig’. Det personlige og politiske fletter sig sammen – og den antropocæne verdenstilstand ligger muligvis og lurer lige under den festlige overflade.
I koreograf og danser Antoinette Helbings dejlige selskab sidst på aftenen, blev publikums relationen for alvor og fint aktiveret. Vi måtte sætte os på scenen, som vi ville. Og så grinede hun bogstavelig talt ad os. Først lidt stille, men så højere og kraftigere, for så at dæmpe sig og bryde ud i latterkramper igen. The Laughing Game afsøgte latterens fysiske udfoldelser, hvordan den kan komme indefra og brede sig ud i kroppen, hvordan den kan overmande én og ikke er til at stoppe, hvordan den kan rulle helt nede fra lænden og op i hovedskallen eller kan få én til at knække helt sammen på midten, så det ind imellem faktisk virker ret alvorligt. Men The Laughing Game er også et ministudie i, hvordan latteren er en udveksling. Publikum smiler, fniser, klukker, leer og skraldgriner, men er også helt stille med Helbing.