Danser og performancekunstner Tora Balslev inviterer i sin performancevandring til intim kropslig nærkontakt i et antropocænt landskab af grusbjerge, stenskærver, smadret beton og asfalt.
På Prøvestenens råstoflager finder man et landskab, som mange ikke får mulighed for at opleve. Bagved afspærringerne ligger der bjerge af grus, stenskærver, brosten, knust asfalt og beton. Her køres og sejles materialerne, seks millioner ton om året, ind og ud i et konstant flow. For her bliver materialer fra byen København nemlig transporteret hen, sorteret og senere genbrugt. Derfor er landskabet på Prøvestenens lager også hele tiden i forvandling og deraf bl.a. titlen på forestillingen, STOFskifte, antager jeg.
Men danser og performancekunstner Tora Balslev har i samarbejde med Metropolis – Københavns Internatonale Teater udviklet en performativ vandring i landskabet, hvor publikum kan få lov at opleve og komme i fysisk nærkontakt med dette omskiftelige, antropocæne, menneskeskabte landskab. Vi, publikum, får altså mulighed for at møde byen inden den bliver til, eller efter den er forsvundet.
Tora Balslev vil med forestillingen forståeligt og sympatisk, som så mange andre i øjeblikket, adressere klimaspørgsmål. I hendes kunstpraksis arbejder hun for det mere end pressende behov for en ny ansvarlighed og stiller derfor spørgsmål til, om vi overhovedet kan tage vare på en natur, som vi ikke har en håndgribelig fornemmelse af. Hun vil gøre op med adskillelsen mellem menneske og natur, som er blevet præmissen for vores moderne samfund og er grundlæggende for både en romantisering og udnyttelse af det, vi sameksisterer med.
I performancevandringen STOFskifte får vi derfor mulighed for ikke bare at se og se og se på dette vilde ’månelandskab’, men også at mærke og komme helt tæt på bjergene af grus, stenskærver, asfalt og beton. Vi guides sammen i gruppen iført neongule sikkerhedsveste, der desværre lidt ødelægger æstetikken, til at bestige bjergene, kurre ned ad dem på numsen og får helt fra begyndelsen rakt sten i hænderne med skrift på. At sætte spor, tegn med og på kroppen kædes tæt sammen med materialerne i landskabet. Vores påvirkning af naturen og naturens påvirkning af vores kroppe, gensidigheden, at vi er natur, bliver måske konkret i performancevandringen eller i hvert fald berøres tydelige temaer om forbindelserne mellem mennesker og naturen fysisk konkret.
Tora Balslev lader os også sammen med sin charmerende medguide Antoinette Helbing stoppe op og se på panoramaet fra Prøvestenen ud over vandet over mod Operaen, hvor vi kan skimte Marmorkirken i det rosa skær fra aftensolen, der er ved at gå ned. Blågrå skyer driver over himlen og er ligesom landskabet i stadig forandring.
Med til vandringen hører også små ’forestillinger’, hvor vi, publikum, får lov at opleve Tora Balslevs trænede danserkrop i dialog med landskabet. Hun kan selvfølgelig noget særligt, vi ikke kan. Hun kan i dialog med landskabet på en anden måde med sin krop. Hun tager på et tidspunkt overdelen af, så vi kan se hendes nøgne ryg bevæge sig i små rykvise bevægelse, armene er spredt ud til siderne, men så bliver bevægelserne mere og mere flydende og til sidst stiller hun sig helt tæt på sandbjerget og lægger sig op ad det. Så vi næsten også selv kan mærke sandet mod huden. I en anden opførsel løber hun barnligt og frygtløst op af et bjerg af grus og falder så ned igen.
Den sidste ’forestilling’ foregår foran, ovenpå og omkring et sammenrod af noget, der ligner gamle rødder eller et rodnet, snoet sammen som elektriske ledninger. Et lyddesign knitrer sig vævende og elektronisk sammen med det sammenfiltrede netværk og Tora Balslevs spændende og organiske bevægelser.
Forinden har vi fået ti minutter til fri udforskning af området og materialerne. Dernæst blev vi bedt om at kigge indgående på en bunke, der for mig mest lignede meget hårdt tørt mudder. Vi skal ikke bare se på materialet, men også tænke på et ord, vi kan forbinde med det. Så får vi penne, som vi hver især kan skrive ordene ned på de sten, der bliver lagt i en kollektiv bunke. Forskellige sprog, koreografiske og skiftlige knytter sig altså til stedets krop og til vores.
STOFskifte er for mig en flot, interessant og tankevækkende performancevandring, der uden moraliserende, løftede pegefingre gør opmærksom på, hvordan mange af os nok lever uden forbindelse til vores omgivelser. Samtidig giver vandringen også bare rig mulighed for ikke bare at se et normalt utilgængeligt, foranderligt område, men også at gå i direkte fysisk kontakt med det. Det eneste jeg undrer mig over er, at Metropolis festivalen allerede sidste år havde kurateret et meget lignende værk, Bodyscaping, af kunstneren Nana Francisca Schöttländer på Nordhavns jorddepot. Og derfor er det måske også, at jeg som publikum til STOF skifte, bliver allermest fascineret af skyerne på himlen. Men det skader selvfølgelig ikke at få gentaget budskabet om gensidigheden mellem natur og menneske. Jeg forstår og mærker tydeligt, hvor små vi mennesker er – at vi bare er en del af en større organisme.