Musiker, instruktør og aktivist Nikoline Vicic Rasmussen havde samlet et hold af bestående af Petruska Miehe-Renard (scenografi), Amalie Stitz (danser og koreograf) og David Nedergaard (lyddesigner) til det nye projekt ‘Bastardens folkedans’ , hvor teater, performance og dans mødtes i en moderne fortolkning af folkedans. I en uge i Teater Zeppelins black box arbejdede de sammen på en begyndelse i at omsætte Nikolines personlige historie, samt massive research omkring folkedans i relation til krige og splittelse i Eksjugoslavien, som strækker sig på det storpolitiske plan tilbage til 2. verdenskrig og som i denne opsætning fortæller historien om hvordan religion kan bruges på et storpolitisk plan til at splitte befolkningsgrupper.
Jeg kendte ikke den person, hvis hånd jeg greb fat i og blev ført ind i mørket af, præcis ligesom personen foran heller ikke vidste hvad der skulle ske og hvilken vej vi skulle gå. I en langsom bevægelse i næsten blindhed, med den form for blidhed som kommer af momentan tillid, indtog vi rummet som lå hen i mørke. Stolerækkerne med de sædvanlige pladser fik lov til at stå tomme, mens vi satte os på scenegulvet, som kun var svagt oplyst. Scenografien var udgjort af en form for ”bagtæppe”, som var et alter lavet af guld, som skinnede i sin falskhed, hvori et ortodoks kors var udskåret. Samtidig fortsatte ”alteret” op i loftet, hvor det hang som en lysende refleksion af Nikolines og publikums bevægelser.
Da Nikolines monolog begyndte, følte jeg, at et mareridt startede, hvor tiden var suspenderet, som man kan opleve det i drømme: mange bevægelser sker både langsomt og hurtigt og nærmest simultant; man er hyper bevidst, og mærker sin krops reaktioner med en intens bevidsthed.
Centralt for fortællingen var Nikoline og hendes families historie, og denne blev generøst delt – fra en nutid hvor Nikoline lever som forældreløs og gennem en tidsrejse tilbage gennem generationer. Det var en fortælling som startede i fakta – i borgerkrig og folkedrab på serbere, og en videre bevægelse til Nikolines barndom med en bosnisk mor og en dansk far. Også her var konflikt nærværende, hvor Nikolines formulerede et stort had til faren, det kom tydeligst til udtryk da hun hviskede en gæst i øret, at hun havde et ønske som barn om at sætte ild til netop ham. Et rørende savn efter hendes afdøde mor stod i kontrast til hadet og fyldte rummet med sorg. Og kontraster var et bærende element hele vejen igennem samt overlagt brug af tung symbolik. Dette knyttede an til hvordan fakta ikke var det essentielle i Bastardens Folkedans, i stedet var det et emotionelt rum som blev formuleret, hvor spørgsmål omkring identitet, sorg og healing stod i centrum – hvordan får vi en identitet, hvordan forholder vi os til den, kan vi ændre den og hvis ja, så hvordan?
Formatet var åbent på mange måder. Gruppen havde arbejdet sammen i en lille uge da visningen fandt sted, og man fornemmede hvordan rummet bar præg af at være midt i en undersøgelse – og denne undersøgelse af både egne rammer samt rummets blev tydeligt i de mange spørgsmål, som var en essentiel del af koreografien, som f. eks:
Føler du dig dansk?
Har du nogensinde mistet nogen?
Har du også lidt?
Jeg oplevede det som om der var et stort ønske om at undersøge hvad relationen mellem individ og samfund var og er, samt hvor smerte kan være fælles og hvor den differentierer. En balancegang imellem det såkaldt universelle og det individuelle blev undersøgt igen og igen med forskellige greb.
Dette kom tydeligt til udtryk i en del af værket, hvor alle blev bedt om at rejse sig op, og Nikoline stillede forskellige spørgsmål, som delte gruppen i to, såsom:
Har du nogensinde oplevet krig?
Er du multietnisk?
Har du nogensinde følt dig anderledes end flertallet?
Der blev leget med publikum deltagelse og nedbrydning af hierarkier mellem performer og gæster. På trods af de svære problematikker og spørgsmål, som var i spil, var rummet ikke ubehageligt at være i, tværtimod handlede det om fællesskab.
På et andet tidspunkt iførte Nikoline sig en gravid mave, militærtøj og tændte et lys og sagde – ”i den ortodokse kirke tænder man lys for de levende, men nu har jeg ikke flere at tænde lys for” – dette virkede nærmest som stedet hvorfra historien startede fra – og igen gøres ord og billeder paradoksale og kontrastfyldte – den gravide krop bærer ikke engang liv i sig, kun en fortsættelse af kampen.
Lydbilledet var et andet vigtigt element: undertiden blev sindsrobønnen gentaget igen og igen, hvor de fire på holdet pludselig blev konkrete som en gruppe, da de messede sammen: ”Gud give mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen”. Dette blev blandet med andre real lyde, som f. eks i starten hvor en lyd optaget en researchtur fra Bosnien & Hercegovina var blevet bearbejdet af David Nedergaard, som var vibrationslyde fra en udbombet bygning kaldet Sniper Tower og som lød som om den stod og skreg, med det den er og har været igennem.
En anden form for lyd var religion, i det den var øredøvende i rummet. Det var den optik alting blev set igennem, oplevet igennem. Jeg fik indtryk af en religion, som ikke kan sidestilles med den kulturkristne tilgang, som mange danskere har, hvor mange kommer og går til religionen som man ønsker og behager og egentlig ikke har noget synderligt oprigtigt forhold til den længere. I Bastardens Folkedans blev en religions forståelse italesat, som igennem krig fra politisk hold var blevet styrende og splittende, og som blev brugt til at skabe kløfter mellem mennesker, og hvor stolthed og skam er bærende elementer. Religionens tvetydighed blev tydelig: at den både kan være et sted af søge hen for at sørge og forstå, men som også kan blive et redskab for at udøve magt.
Afhængigheden som blev beskrevet bar både elementer af det sublime, men samtidig også undertrykkende.
Nikolines gestaltning af hendes egen monolog, samt de publikumsinddragende elementer blev afsluttet ved at hun tog en af gæsterne i hånden og iførte hende en hvid folkedragt med blå bånd. Gæsten var ikke blot er endnu en gæst, men i stedet danser Amalie Stitz, som begyndte at danse Bastardens Folkedans, først langsomt, så hurtigere og hurtige, mens strobelys begynder at pulsere rytmisk. Der var noget både stolt og ubehageligt over denne del. Stroboskoplyset afslørede et desperat smil, en stolthed som stod frem i glimt og som virkede knuget og tvunget, samtidig med en enorm styrke og stolthed blev danset frem. Imens Stitz dansede, ”korsfæstede” Nikoline sig selv, ved at træde ind i korsets udklippede form.
Forestillingen sluttede med at alteret tilslørede sig selv, ved at slippe sine fortøjninger, hvorved ”loftet” dalede mod gulvet og korset, og afslørede en bagside, som var alt andet end perfekt konstruktion, og hvorfra det virkede som om rummet gik i opløsning og verden ikke længere stod. Religionen kom derved både til at fremstå splittende og falsk, men også som det bærende element, som både starter og slutter fortællingen.