På Det Frie Felts Festival iscenesatte danseren og koreografen Annika KompArts kvinden i kunsten. Med inspiration i Faust-myten spørger forestillingen I am Mephisto til, hvor langt man skal gå som kunstner?
”I am a good person”, gentager hun intimt til os, publikum, der sidder bænket foran scenen på AFUK i København. Hun laver også kantede bevægelser med armene, lægger sig ned på gulvet og rejser sig igen og bliver ved med at forsøge at overbevise os og nok mest sig selv om, at hun er en god person. Langs scenekanten lige foran hende står en masse potter med blomster og bag hende, danseren og koreografen Annika KompArt, tårner en væg af vaskemaskiner og diverse køkkenmaskiner sig op. Hun er måske fanget i et domesticeret univers i forerstillingen I am Mephisto.
I Annika Komparts koreografi-baserede mixmedia soloperformance I am Mefisto kombineres de kantede, og ind i mellem bløde dansebevægelser også med husligt arbejdes hverdagsbevægelser. Hun smider tøj i vaskemaskinen, lukker lugen og sætter gang i køkkenmaskiner og ordner blomsterne, mens hun fortæller om sin kamp for at blive kunstner. Hun fortæller, hvordan hun uddanner sig og kæmper for at blive set, anerkendt, og hvordan hun efter uddannelsen må kæmpe videre, alt imens koreografien virker voldsommere og voldsommere i bevægelserne. Hun diskuterer med sig selv, hvor langt hun skal gå som kunstner? Den klassiske Faust-myte, om manden, der sælger sin sjæl til djævelen for at opnå berømmelse, som har været forlæg for en række andre Faust-historier, bl.a. for et af litteraturhistoriens fyrtårnsværker, Thomas Manns Dr. Faustus, danner relief for performancen I Am Mephisto på Det Frie Felts program på AFUK.
Men i Annika KompArts I am Mephisto er der ingen svovllugtende djævel med horn i panden eller klove i stedet for fødder. Hun er helt alene på scenen med al sin tvivl. Hendes indre dialog, splittelsen, henvendt mod os, publikum, diskuterer, hvor langt hun mon skal gå? Skal en kunstner ikke krænge sin sjæl ud? Og bør hun ikke være politisk? Skal en kunstner ikke være politisk for at være god? Og hvad gør man som hvid priviligeret person? Hun overvejer sin situation, mens hun stadigt samtidigt skal sørge for at holde gang i husholdningsmaskinerne og havearbejdet og ikke mindst udføre sin mere og mere hæsblæsende koreografi. Hun er sin egen værste fjende måske og det internaliserede patriarkalske blik ikke mindst ; hun er en kvindelig Faust-figur. For det er naturligvis vanskeligere som kvinde uden kunstnerrollemodeller at tro på at være og forblive kunstner.
Annika KompArts I am Mephisto bærer nok præg af at være udviklet fra et afgangsværk fra MA-programmet i koreografi på Den Danske Scenekunstskole, men er måske derfor også så fuld af nerve og autencitet i en spændende leg med hårde hvidevarer og kroppens hverdagssprog indlemmet i koreografien, ligesom det selvfølgelige er befriende og på tide at se en kvindelig (hverdagsudgave) af Faust, der heldigvis ender med at smadre alle de nydelige blomster på scenekanten.