Den canadiske kunstner Johannes Zits performer sammen med naturen. Naturens særlige bevidsthed kommer forsøgsvis til udtryk gennem hans interaktioner, der fornylig ledte til udvekslinger med to udvalgte træer i H.C. Ørstedsparken i København.
”Kan man tale med træerne?”, spørger et forbipasserende par en smule skeptiske og måske sarkastiske. De har set skiltet, kunstneren Johannes Zits har stillet op i anledning af hans interaktion med to udvalgte træer i H.C. Ørstedsparken.
En hel dag tilbragte vi sammen med disse to kastanietræer på højen for enden af broen i parken. De ligner hinanden, men er alligevel helt forskellige, fandt vi frem til. Men først mødtes vi i en lille gruppe og talte afslappet om vores forhold til naturen. Vi skiftedes til at fortælle, og jeg må tilstå, at jeg aldrig har haft et særligt forhold til naturen. Jeg kan godt lide havet, at svømme i det og er begyndt at vinterbade og holder af at være i naturen, mærke lyset og vejrets minimale skift i gennem et år. Men jeg er egentlig en city-person og har det bedst i byens larm, lys og puls, hvor der ikke er myrer, fluer, mudder og andet skidt. Selvfølgelig er jeg som alle andre optaget af klodens tilstand og forsøger at gøre, hvad jeg kan for at tænke og handle økologisk og bæredygtig, men jeg er helt bestemt et kulturmenneske fremfor et naturmenneske. Jeg er gammel, kødspisende og ude af trit med tiden og ville ønske, jeg kunne skrive denne her tekst, så det ikke var mit, men træernes perspektiv, der kom frem. Jeg er en af dem, der ikke helt har forstået, at naturen ikke er noget, der er derude, men at vi er forbundet til den, at den er en del af os, og at jeg selvfølgelig selv er natur. Eller jeg har da læst og forstået det på et intellektuelt og rationelt niveau, men har ikke for alvor fanget det på et sanseligt sensibelt plan. Efter dagen med Johannes Zits og træerne i Ørstedsparken har det dog ændret sig.
Jeg forklarede derfor også oprigtigt gruppen, der var mødt op for at deltage i Johannes Zits interaktion med træerne, at jeg egentlig gerne vil være mere i relation til naturen.
Kunstneren Johannes Zits, som bor og arbejder i Toronto, Canada, er derimod nærmest besat af træer. Han ligner næsten selv et træ med sin langlemmede krop, armene som grene og benene som rødder, hans tøj i jordfarvet army-print. Han har venlige øjne, et stort gråt skæg og griner højt og hjerteligt. Han er tillidsvækkende og umiddelbar. Han bruger i sin kunst den performative krop til at udveksle mellem det offentlige og det private, ligesom han senere i Ørsteds parken bruger sin egen krop og guider alle i gruppen til at være i forbindelse med træerne med deres kroppe. Han er en multidisciplinær kunster og arbejder specielt med undersøgelser på tværs af eksempelvis collage, video, fotografi og handlinger, som denne i parken. Han skelner ikke mellem de handlinger, han laver her i parken og de handlinger, altså de performances, han laver i udstillingsrum, fortæller han. Værket kaldet Dialoguing With Trees anses derfor også for at være både dagen her i Ørstedsparken og på Copenhagen Contemporary. Her laver han nemlig dagen efter en form for re-enactment af handlingerne, vi foretog i Ørstedsparken, ligesom han lige også har guidet børn til at lave udvekslingen med træer i efterårsferien. Hans værker er ikke bare blevet præsenteret her i Ørstedsparken i København, men også over hele Canada og i Shanghai, Sao Paulo , Wien, Cuba, Mexico og mange andre steder.
Performanceopskrifter
Det er Liveart.dk, der i samarbejde med Copenhagen Contemporary og deres formidlingscenter har inviteret Zits til et residency i København med henblik på at deltage i deres udviklingsprogram for performanceopskrifter. Programmet inkluderer også en række andre kunstnere fra Tyskland, England og Ghana. Kunstnerne udvikler under deres residency, ligesom Zits har gjort det, en performance, som bliver beskrevet i en opskrift, som vil blive anvendt i fremtiden af Copenhagen Contemporary. Med en performance-opskrift kan alle lave en performance, hvor og hvornår de vil. De mest kendte opskrifter på performances er måske teksterne i Yoko Onos bog Grapefruit – A book of Instructions and Drawings. Hvis jeg slår op på et tilfældigt sted i bogen, står der fx:
Laundry Piece
In entertaining your guests, bring out your
laundry of the day and explain to them about
each of them. How and when it became dirty and why, etc.
1962 summer
Søskendetræerne
Inden vi for alvor begynder at udveksle med træerne i Ørstedparken, fortæller Zits os om, hvorfor han har udvalgt netop disse to træer. Han havde også haft kig på to canadisk træer i Botanisk Have og et birketræ på en kirkegård, men søskendetræerne i parken var lettere at komme til og deres historie tilgængelig. Han viser os et gammelt kort, der går tilbage til den gang, Ørstedsparken blev anlagt. Her kan man faktisk se træerne, som er blevet plantet i 1869. De er altså 150 år gamle! I overvejelserne om natur overfor kultur skal man naturligvis også medtænke, at træerne er plantet og parken menneskabt og altså ikke er vild natur.
Zits spørger os nu, om vi vil være med til at udveksle med og undersøge træerne nærmere. Det vil vi gerne. Han opfordrer os til at gå rundt om begge træer og lægge mærke til og evt. røre ved først barken på træstammen: hvordan ser den ud, hvad sidder på den, hvilke svampe, insekter og lign, kan vi se? – og dernæst rødderne, hvordan er de, hvordan opfører de sig? Vi bliver også bedt om at se på grenene i kronen og senere sendt ud sammen to-og-to for at kigge efter træerne på lang afstand. Hvordan ser de så ud?
Min ledsager i Ørsteds parken, en ung, dygtig og belæst billedkunstner, nævner bogen The Hidden Life of Trees af Peter Wohlleben. Bogen tænker nyt om træer og planter og fortæller om, hvordan de føler og reagerer på hinanden; hvordan en skov udgør et socialt netværk af disse levende væsner. Det er en historie om træer, der kommunikerer med hinanden. Og på den måde ændrer bogen også måden at anse liv og verden.
Det er interessant og skægt at tænke på, at træerne kommunikerer og hjælper hinanden. Mon vores to træer i parken taler med hinanden? Hvordan mon deres relation er? Da vi kommer tilbage efter vores tur rundt om træerne med et kig på lang afstand og efter vores tætte udforskning, bliver vi i gruppen enige om, at de ved første øjekast er søskendetræer. De ligner hinanden meget, men når man ser efter, som vi har gjort, er de faktisk vidt forskellige. Det ene træs rødder lader til at gå lige ned i jorden, mens det andet træs rødder flere steder slynger sig rundt synlige oppe over jorden. Det ene træs krone er stor og bred, mens det andet træ har en høj smal top. Og det ene træ er tydeligvis højere end det andet.
Men hvor højt er det så? Det må vi finde ud af, siger Zits og spørger os, om vi ved, hvordan man regner det ud. Nu er det ,vi søger hjælp i parken, for vi kan ikke finde ud af det. Vi fumler lidt rundt med forskellige metoder og googler også lidt. Men Zits vil forståeligt nok ikke have, vi benytter google, så vi bruger i stedet en metode, én i gruppen har hørt om. Bredden af kronen svarer ca. til højden på træet, ligesom omfanget af en persons udstrakte arme skulle svare til personens højde. Vi beder nu en gruppe turister fra Spanien om at hjælpe os. Det er fint og sjovt; de vil gerne hjælpe, så vi laver en lang menneskekæde under trækronens begyndende gule, røde og orange blade.
Min yndlingsøvelse er, da vi skal lægge os under træet og ligge der i ti minutter og bare kigge op i løvfaldet; lyset, der sitrer ind mellem bladene fra refleksionerne i vandet i søen lige ved siden af og fuglenes bevægelser. Jeg kan ikke helt få nok af at ligge der og bare være ét med det. Det er meget enkelt og let.
Kunstens klimapotentiale
Det er vel en af de ting, kunsten kan, åbne for sådanne oplevelser og give adgang til en sensibilitet overfor omverdenen og medmennesket, overfor de bittesmå ting, detaljer i naturen, sansningerne og relationerne, som vi ikke altid har blik for. Kunsten kan være med til at lære os at forstå vores forbindelse med naturen, og at vi selv er natur, på en særlig måde, nemlig med kroppen. Det er for mig at se, det Zits bl.a. guider til i Dialoguing With Trees.
Jeg ville helt banalt og konkret aldrig selv have fundet på at tilbringe en hel dag sammen med to træer. Jeg ville af mig selv aldrig have fået en relation til to specifikke træer og dermed muligheden for at få relationer til andre, men Zits værk har pludselig åbnet mine øjne lidt.
Man kan sige, at Zits handlinger i parken også var med til, at jeg blev interesseret i den franske antropolog og filosof Bruno Latours seneste bog Ned på jorden, som min ledsager til Dialoguing With Trees anbefalede. Latour, som Dagbladet Information kalder en af vores vigtigste klimatænkere, taler i Ned på korden om et nyt klimaregime og kæder som mange andre ulighed, folkevandring og globalisering sammen. Han foreslår, at vi skal vende os væk fra den ujordiske Trump utopi, der benægter klimaforandringerne, kun tænker i vækst og rigdom til en lille elite på flugt ind i beskyttede communitees. Vi skal i stedet vende os mod jorden, jordens overflade, både i højden og i dybden, der hvor vi lever både lokalt og globalt. Det handler for Latour ikke om at redde naturen, frøerne på fælleden, droppe kødspisning, stoppe turismen på Galapagos (selvom det sikkert også er en virkelig god ide) og dermed se naturen som et objekt. Vi skal derimod se naturen som part. Vi skal ned på jorden og indse vores afhængighed, og at vi er en del af naturen og af alle andre levende væsner, træer, dyr og mennesker, som lever på jorden.