Kassandra Production med Annika B. Lewis i spidsen sætter igen spot på menneskets dystre sider i teaterinstallationen The Swamp på Momentum i Odense. I det mørklagte og fluorescerende rum får publikum mulighed for at bevæge sig rundt i internetsumpen og på egen krop mærke dens junglelov, som i dette værk sidestilles med teatrets fremmedgørende og manipulerende virkemidler.
Vi hopper fra tue til tue for ikke at få våde tæer. Annika B. Lewis er vores guide i sumpen. ”Her er intet som det plejer”, siger hun, mens vi hopper rundt efter hende på en lang række rundt i sumpen. Installationen er dyster og uhyggelig, men også fascinerende og dragende i sin fluorescerende herlighed. Her er ildfluer, krogede træer, græs, en gangbro og et spejlblankt gulv, der mimer en mørk vandoverflade. Scenografiens selvlysende elementer bliver fremhævet i lysdesignet og forstærker sammen med lyd-designets brummen, cikadesang og brudstykker af klavermelodier illusionen om en sump, hvor jungleloven gælder. En fysisk metafor for den virtuelle sump udsprunget af menneskets hjernegrød, internettet, hvor vi er frie til at lade markedets manipulation og overgreb finde sted.
Inden vi har bevæget os ind i sumpen, har vi siddet hyggeligt udenfor i foyeren i en rundkreds og haft en analog samtale, hvor vi kunne gengælde hinandens blik. Kontrasten til sumpen er ikke til at tage fejl af, da vi kommer ind i salen efter være blevet vi delt op i to grupper. Jeg bevægede mig med Annika B. Lewis gruppe som de første ind i salens fremmedgørende sump.
Annika forklarer os gentagne gange, at herinde kan vi gøre helt som vi vil, at vi er frie. Fx kunne vi knipse med fingere for at starte en lydserie med kvindeskrig og motorsavs brølen. Men samtidig blev det klart, vi blev styret med hård hånd. Hun bestemte, hvor vi skulle gå. Hun bestemte, hvem vi pludselig skulle efterlade. Spillet mellem de to hold begynder, idet Helene Kvints hold kommer ind. De har fået flotte hatte, blomsterkranse og pailletslips på.
Men vi bliver snart bænket på tilskuerrækkerne, for ideen med performance-installationen lader til at være at ville sammenligne teatrets virkemidler med internettets. Vi skal kaste hjerteformede chokolader mod det andet hold placeret på en platform. Annika beder også Helene om at dreje rundt, vise sig frem, posere. Vi skal kaste hjerter og interagere i forestillingen, ligesom vi kan reagere med likes og hjerter på iscenesatte selfies på sociale medier.
The Swamp går selvfølgelig også skridtet videre. Publikums grænser rykkes måske gradvist. Pludselig udvikler der sig et skænderi mellem Annika og Helene. De råber ’fede kælling’ og ’smatso’ efter hinanden. Og snart bliver det rigtig grimt og uhyggeligt; vi er nået endnu længere ind i sumpen.
Annika danser en sexet narcissistisk dans med en motorsav i hånden bag en halvgennemsigtig skærm, mens hun fortæller om, hvordan hun udvælger, så charmerer for at isolere og til sidst skærer sit bytte i småstykker. Scenen kan forstås både bogstavelig og metaforisk. Helene fortæller derefter udførligt i en længere monolog, hvordan hun på mere og mere ubehagelige måder skader sig selv til glæde for alle dem, der kigger på.
The Swamp er en uhyggelig fysisk rejse ind i internetsumpen, der nok gør, at den korte forestilling ikke helt egner sig til børn og unge. Performere er virkelig dygtige, og det klæder Annika B. Lewis at være ’den onde’. Scenografi, lys og lyd spiller også rigtig godt sammen og udnytter Momentums teaterrum. Måske kunne man have ønsket, at værket stak et spadestik dybere med henvisninger til markedet og tech-giganterne, de økonomiske kæmpekræfter, der er på spil, når nu det er en forestilling henvendt til voksne? Jeg kommer også i tvivl om The Swamps sammenligning af teatrets og internettets fremmedgørende virkemidler kunne have været tydeligere? Men med The Swamp har Annika B. Lewis og Kassandra Production endnu en gang behandlet det kapitalistiske samfunds indvirkning på kroppen og dermed været med til at sætte spot på vigtige aktuelle, politiske spørgsmål i scenekunsten.